Gennembrud for sikkerheden?
Var det i dag, vi fik et gennembrud for sikkerheden for sygeplejersker og det øvrige sundhedspersonale her under coronaepidemien? Jeg håber det meget.
Var det i dag, vi fik et gennembrud for sikkerheden for sygeplejersker og det øvrige sundhedspersonale her under coronaepidemien? Jeg håber det meget.
Jeg var med på pressemøde kl 12 her fredag – live på begge TV-kanaler – sammen med FOA, Lægeforeningen, arbejdsgiverne fra kommuner og regioner og så Søren Brostrøm fra Sundhedsstyrelsen.
Og her kunne jeg komme meget direkte igennem med den kritik, som jeg har råbt op om i ugevis: Sikkerheden er ikke god nok i flere dele af sundhedsvæsnet.
Nogle steder mangler der værnemidler. Det fik vi at vide fra myndighederne at de arbejder på at får styr på. Men vigtigere for mig er, at vi nu fik en erkendelse af, at retningslinjerne i kommunerne slet ikke er gode nok.
Hvorfor kan sygeplejerskerne godt gå tæt på en hel stribe borgere hver eneste dag, uden at skulle bruge værnemidler, medmindre der er en konkret mistanke eller påvist Covid-19, mens alle andre opfordres til at holde sig hjemme og holde to meters afstand til alle andre end familiemedlemmer? Det spørgsmål har jeg stillet længe.
Det er rigtigt, at vi er vandt til at håndtere smitsomme sygdomme som f.eks. influenza i borgernes hjem. Og at vi der ikke plejer at bruge værnemidler, men blot almindelig god hygiejne. Men corona er altså noget andet. Intet er ’som vi plejer’. Vi lukker jo ikke samfundet ned i influenzasæsonen. Det har vi gjort nu – og det skal afspejles i retningslinjerne for sygeplejerskerne. Vi kan ikke undgå at komme tæt på borgerne – og vi ved jo ikke, om de er smittede. Eller vi selv er, så vi kan smitte de sårbare borgere.
Derfor mener jeg, at der skal bruges langt flere værnemidler i hjemmeplejen end retningslinjerne foreskriver. Og det gentog jeg klart og tydeligt på pressemødet i dag.
Kollagerne fra både FOA og Lægeforeningen bakkede fuldstændig op. Og jeg tror faktisk at Søren Brostrøm lyttede. Han sagde i hvert fald, at han havde fået en hjemmeopgave og varslede en opdatering af retningslinjerne i næste uge.
Så får vi se. Måske gennembruddet kom her på live-TV. Jeg håber det meget. Ellers fortsætter vi presset.