Vi venter utålmodigt – og presser på

Vi har en situation, hvor vi alle bliver bedt om at holde to meters afstand til hinanden, fordi vi alle er potentielle smittebærere. Men det gælder bare ikke sundhedspersonalet i kommunerne.

I onsdags kom de længe efterspurgte retningslinjer for det kommunale plejepersonale. Men de giver bare ikke svar på, hvorfor det er i orden, at en sygeplejerske i ældreplejen kan gå ind til en borger, som skal have tæt pleje, uden at hverken borgeren eller sygeplejersken skal bruge værnemidler. Det skal kun ske ved konkret mistanke om coronasmitte. Mens alle vi andre altså skal holde to meters afstand til hinanden.

Og nu kan vi se, at sundhedsplejerskerne en del steder bliver bedt om at genoptage en del af de hjemmebesøg, som ellers er blev klaret på telefon eller udsat. Det er selvfølgelig godt, at de nybagte familier får besøg. Vi ved, at det er vigtigt for familierne og for børnenes udvikling.

Men hvorfor får vi så ikke nogle klare retningslinjer for sundhedsplejerskernes sikkerhed? Vi hører fra vores kredse, at der er stor forskel på, hvordan man gør i de forskellige kommuner. Vi hører også, at Sundhedsstyrelsen er på vej med retningslinjer. De var annonceret til i onsdag. Og nu er det fredag, og vi har ikke set noget endnu.

Vi bliver ved med at presse på overfor myndighederne, til vi får nogle mere klare svar. Og det samme gælder problematikken om den generelle mangel på værnemidler, som der er talt rigtigt meget om. Så længe talen ikke fører til konkret handling, bliver vi ved med at presse utålmodigt på her også.

Min utålmodighed gælder både hensynet til sygeplejerskerne. Som jeg har sagt mange gange: Passer vi ikke på sygeplejerskerne er der ingen til at passe de syge. Og det gælder hensynet til antallet af syge, som skal passes. For er sikkerheden ikke i orden i kommunerne, risikerer sygeplejerskerne – ud over at blive syge selv – at smitte en hel række borgere. Og så kan vi komme til at bidrage til bølgen af patienter. Det vil vi ikke.