Regeringen har foreslået en ny ældrelov og varslet, at forhandlinger om en længeventet sundhedsaftale også vil se dagens lys i begyndelsen af året. Vi har brug for begge dele og jeg ser frem til drøftelserne, for de har stor betydning for borgere og patienter, skriver Grete Christensen.
Regeringen har foreslået en ny ældrelov og varslet, at forhandlinger om en længeventet sundhedsaftale også vil se dagens lys i begyndelsen af året. Vi har brug for begge dele og jeg ser frem til drøftelserne, for de har stor betydning for borgere og patienter.
Flere aktører har allerede meldt sig på banen med indspark. Formand for KL, Jacob Bundsgaard skrev for nylig i Kommunal sundhed, at ”når regeringen nu lancerer et ønske om at starte forfra på ældreområdet, er det afgørende, at man med det samme tager højde for de mange sundhedsopgaver, der løses i ældreplejen.” I denne uge har afgående formand for Danske Regioner, Stephanie Lose, og formand for Danske Regioner, Anders Kühnau, fulgt trop og skriver i Jyllands-Posten, at ”et af de centrale elementer i en kommende sundhedsaftale bør være en styrket indsats for ældres sundhed.”
De peger på, at næsten 200.000 danskere over 65 år modtager hjælp fra kommunen i form af personlig pleje og fx medicinhåndtering, og at 40.000 af dem bor på plejehjem. En stor del er multisyge eller lider af kroniske sygdomme, og derfor modtager mange flere typer medicin og er i hyppig kontakt med deres læge. De har med andre ord løbende behov for hjælp til mange sundhedsfaglige opgaver. Sundhedsvæsenet er med andre ord flyttet hjem til folk i privaten.
Derfor er det så vigtigt, at sygeplejerskerne ”flytter med”. Ikke i bogstavelig forstand, for sygeplejersker på sygehusene har fuldt op at gøre med at tilse ældre, som indlægges og genindlægges.
Men kommunerne har behov for flere sygeplejersker. Først og fremmest fordi den demografiske udvikling betyder, at der bliver flere ældre, som har brug for hjælp derhjemme eller på plejehjem i fremtiden. Og fordi behovet for sundhedsfaglige kompetencer i kommunerne vokser i takt med, at opgaver flytter ud fra hospitalerne, som alle ved er et af formålene med en ny sundhedsaftale.
Kommunerne bør derfor interessere sig meget mere for at tiltrække sygeplejersker som kan bidrage til sammen med andre sundhedsfaglige medarbejdere at højne kvaliteten i plejen og behandlingen, og derigennem øge livskvaliteten og undgå indlæggelser for vores ældre medborgere.
De kunne fx hente inspiration i et initiativ, som blev søsat for et par år siden. Her gik ni kommuner sammen om at indlede et samarbejde med Dansk Sygeplejeråd og Aarhus Universitet for at udvikle og etablere uddannelsen i avanceret klinisk sygepleje – et navn der er udledt af det man internationalt kalder APN – Advanced Practice Nurses. Det er nu nået i mål, og de første sygeplejersker har bestået uddannelsen.
I Aalborg kommune har man ansat fire APN-sygeplejersker, som dagligt arbejder for at hæve kvaliteten og styrke sammenhængen i hjælpen til borgere med komplekse problemstillinger. De er uddannet til at lave kliniske undersøgelser og helhedsvurderinger af borgere, og de sparrer med andre medarbejdere omkring borgeren og planlægger forløb i samarbejde med bla. borgerens egen læge. Charlotte Laubek, som er strategisk konsulent i kommunen, pointerer overfor Kommunal Sundhed, at det ikke er meningen, at APN-sygeplejerskerne skal sidde som specialister og lave papirarbejde. De skal være ude i praksis og løse nogle af de komplekse opgaver.
Der findes altså allerede praktiske eksempler på, hvordan vi løser en af de helt store udfordringer på ældreområdet i dag: Behovet for at kunne håndtere komplekse sygdomsforløb, også i det nære, og behovet for øget sammenhæng mellem ældre- og sundhedsområdet – og mellem hospitaler og kommunerne i forbindelse med forebyggelse af indlæggelse og gode overgange mellem sektorerne, fx i forbindelse med udskrivning af ældre borgere, hvoraf mange har multisygdom.
APN-sygeplejerskerne er et rigtig godt eksempel på, at vi kan gøre andet og mere, end vi allerede gør i dag. Det er nødvendigt at tænke i nye baner, hvis vi skal lykkes med visionen om at skabe en rigtig velfungerende ældrepleje og et robust sundhedsvæsen, der hænger sammen.
Lad os dog lære af deres erfaringer på godt og ondt og støtte kommunerne i at opskalere de initiativer, der er succesfulde.
Derfor er min opfordring til politikerne, at vi skal se på de mange gode tiltag, der er iværksat i praksis når vi i løbet af foråret skal lægge kursen for en sammenhængende ældre- og sundhedsfaglig indsats for fremtiden.
