Alarmopkald til politikerne

I sidste uge satte vi i Dansk Sygeplejeråd politikere fra Christiansborg og regionerne stævne ved en konference på Rigshospitalet om manglen på sygeplejersker.

Blandt oplægsholderne var Julie, som er sygeplejerske.

Hun fortalte, at der mangler 4,5 sygeplejersker på hendes afdeling, og at det er svært at få besat stillingerne. Lønnen står ikke mål med ansvaret og opgaverne. Dertil skal lægges, at man arbejder på alle tider af døgnet – og at døgnrytmen skifter flere gange i løbet af en uge, og derfor er det hårdt for kroppen.

Julie blev spurgt, hvad hun tænker om fremtiden og svarede:

”Jeg er 32 år, har arbejdet fire år her og elsker mit arbejde som sygeplejerske. Men jeg tror ikke på, at jeg holder til at arbejde som sygeplejerske til jeg skal pensioneres om 40 år.”

Sådan ligger landet.

Julies situation er hverdag for rigtig mange sygeplejersker, og baggrunden for, at vi i Dansk Sygeplejeråd siger, at det starter med lønnen:

For hvis ikke lønnen matcher opgaverne og ansvaret, så får vi ikke sygeplejerskerne til at søge de mange ubesatte stillinger – over 5000 ved årets begyndelse og siden er mindst yderligere 800 stillinger blevet ledigeOg hvis ikke vi snart får besat stillingerne, så slider vi de tilbageværende sygeplejersker helt ned og risikerer, at arbejdsmiljøet står helt af og tvinger endnu flere til at vælge en anden vej i livet.

Hvor efterlader det sundhedsvæsenet og patienterne?

Og hvad siger det om vores samfund, at uddannelse for sygeplejersker og andre traditionelt kvindedominerede fag betales ringere end mandedominerede fag?

Oxfam/Ibis præsenterede op til 1. maj beregninger, der viser, at det koster omkring 2 millioner kroner efter skat at vælge et kvindedomineret fag end et typisk mandefag.

Det er helt urimeligt i 2022, at vi der vælger at uddanne os til samfundets kernefunktioner som at tage vare på børn og ældre, sygepleje og omsorg samtidig holdes i en historisk skabt virkelighed om en løn der ligger langt efter de mandedominerede fag.

En anden gæst på konferencen var formanden for Danske Regioner og formand i Region Midt, Anders Kühnau.

Han blev stillet overfor et spørgsmål, fra Jes Søgaard, professor i sundhedsøkonomi på SDU, som indledte konferencen med en gennemgang af mangelsituationen:

”Har du 2 milliarder kroner til at betale lønnen, hvis de 5000 ubesatte stillinger bliver besat i morgen”?

Det havde Anders Kühnau ikke.

Sådan ligger landet.

Det kan kun lade sig gøre, fordi vores samfund tillader, at det er sådan. Det synes jeg, vi skal lave om på.

Derfor opfordrede jeg i min 1. maj-tale i Fælledparken i søndags til, at vi får et opgør med den måde vi værdisætter arbejde på i vores samfund. At et fag oprindeligt er varetaget af et bestemt køn, skal da ikke have betydning for lønnen i dag!

Jeg håber inderligt, at Julies tankevækkende og krystalklare budskab og Anders Kühnaus lige så utvetydige melding på vores konference gav sundhedsordførerne Peder Hvelplund fra Enhedslisten, Martin Geertsen fra Venstre og Rasmus Horn Langhoff fra Socialdemokraterne motivation til at handle.

Ligeløn og velfærdssamfundets beståen er og bliver et politisk ansvar.