En strukturel ulighed blev født for 52 år siden. Kirsten Stallknecht, som netop er gået bort, kaldte Tjenestemandsreformen latterlig og forkastelig, og det er den stadig, skriver Grete Christensen i dagens blogindlæg.
Netop i disse dage for 52 år siden behandlede Folketinget Tjenestemandsloven, som den dag i dag holder sygeplejerskernes løn i den lave ende af lønskalaen.
Dansk Sygeplejeråds daværende formand, Kirsten Stallknecht, kritiserede lovforslaget i skarpe vendinger, blandt andet fordi sygeplejerskerne end ikke var blevet taget med på råd om deres egen lønindplacering. Der findes et skønt TV-klip, hvor hun kalder det ”latterligt og forkasteligt.”
Det er stadig latterligt og forkasteligt. Tænk sig, at en lønreform og et lønhieraki for offentligt ansatte, der blev vedtaget i 1969, den dag i dag bestemmer sygeplejerskernes lønindplacering i forhold til andre faggrupper!
Uden skelen til, at sygeplejerskers uddannelse, opgaver og ansvar har udviklet sig enormt siden da. Og uden skelen til, at tiden, som Tjenestemandsreformen blev til i, også var en anden – ikke mindst i forhold til kvinders rolle i samfundet.
I dag er det tankevækkende at se tilbage på debatten. For det vilde er, at Tjenestemandsreformens kvindesyn allerede var forældet, da reformen blev vedtaget i 1969. Ja, faktisk var det, der blev besluttet bag Christiansborgs tykke mure, fuldstændig ude af trit med tidsånden i 1969.
For kvindefrigørelsen var i fuld gang i Danmark udenfor murene. Inde i Folketinget var en Kvindekommission blevet nedsat i 1965 og i 1969 var der godt 10 procent kvindelige folketingsmedlemmer.
En af dem var Hanne Reintoft. Hun forsøgte ”indtrængende at opfordre lønningsudvalget om at beskæftige sig lidt med lønindplaceringen (..) som hun fandt særlig grel for enkelte grupper (..) Hun vidste overhovedet ikke, hvad man havde tænkt på, da man indplacerede sygeplejerskerne (..)” står der i orienteringen om Folketingets 1. behandling af lovforslaget om Tjenestemandsreformen.
Debatten og vedtagelsen af lovforslaget dengang har ikke alene været et alvorligt slag i ansigtet på sygeplejerskerne – det var samtidig et alvorligt anslag mod kvinders stilling i samfundet generelt. For det, der skete, var reelt, at et flertal i Folketinget på denne måde cementerede uligheden mellem kønnene med en lønreform, der værdisatte kvinders arbejde lavere end mænd med samme uddannelseslængde.
Dermed var en strukturel ulighed født.
Og det er den, vi kæmper imod i dag.
Siden er sygeplejerskerne og andre kvindefag gået i konflikt igen og igen, uden at nogen har løftet et øjenbryn. Konflikter er blevet afsluttet med indgreb, fordi samfundet har brug for et velfungerende sundhedsvæsen.
I 2008 blev der nedsat en lønkommission, som konkluderede, at man ikke kunne se nogen forskel i lønnen mellem mænd og kvinder. Dog viser kommissionens arbejde, at de fag med mellemlange, videregående uddannelser, der uddanner størsteparten af dem, der arbejder med pleje og omsorg, har et lavere afkast af deres uddannelse. Især pædagoger og sygeplejersker – de store kvindedominerede fag – ligger lønmæssigt lavt i sammenligningerne med andre grupper.
Alligevel – og på trods af Lønkommissionens konklusioner, har vi ikke formået at gøre reelt op med uligheden. Vi forsøgte igen i 2018 og nu i 2021. Men vi står stadig med en strukturel ulighed i løn for de grupper, der har mellemlang, videregående uddannelse, som i vidt omfang omfatter pleje og omsorgsfagene.
Senest har Institut for Menneskerettigheder konkluderet, at lønindplaceringen fastlåser sygeplejerskernes løn.
Den strukturelt bestemte ulighed lever altså i bedste velgående.
Det er latterligt og forkasteligt, som Kirsten Stallknecht sagde i 1969. Hun er netop gået bort, men hendes ord vil vi huske og ære.
For dette er problemet, der bare ikke går væk af sig selv.
Arbejdsgiverne og politikerne skal tage situationen alvorligt og handle, hvis de ønsker at fastholde sygeplejersker i faget.
