Et robust sundhedsvæsen

I denne uge præsenterede regeringen sit udspil til en sundhedsreform.

Pressen kastede sig over den ”Robusthedskommission”, som regeringen vil nedsætte, der under Søren Brostrøms ledelse ”skal komme med anbefalinger til løsninger, som kan håndtere de grundlæggende udfordringer i sundhedsvæsenet ift. personalekapacitet.” 

De ville gerne høre Dansk Sygeplejeråd, hvad vi mener om denne del af regeringens udspil. Mit svar var og er, at det økonomiske og tidsmæssige pres, der har ligget over sundhedsvæsenet i mange år og som gør, at der er for få medarbejdere den dag i dag, løses ikke bare her og nu med et snuptag – og heller ikke med en kommission. Dertil er problemet for komplekst.

Jeg glæder mig over, at regeringen anerkender problemet – og behovet for at gøre vores sundhedsvæsen mere robust. Men at udspillet ikke løser den største udfordring i sundhedsvæsenet, det kan jeg ikke påstå overrasker mig.

Sagen er desuden, at udspillet til en sundhedsreform har ladet vente på sig meget længe – faktisk længe før denne regering kom til magten. Det har været en bunden opgave i flere år at ruste sundhedsvæsenet til en fremtid, hvor vi bliver flere ældre, der udvikles nye behandlinger af flere sygdomme, hvilket øger presset på sygehusene.

Derfor har en del af opgavens løsning også været bundet - nemlig at flytte nogle af sundhedsopgaverne ud af sygehusene og tættere på borgerne.

I dét lys, synes jeg faktisk, at sundhedsreformen fra regeringen har mange gode takter.

Jeg er glad for at udspillet tager hul på en diskussion om at anvende sygeplejerskers kompetencer bedre. Det er helt rigtigt set. Deloitte har udarbejdet en rapport for DSR, der viser, hvor mange timer sygeplejersker kan vinde ved at slippe for at skulle ringe til lægen for at få lov til at udføre opgaver, de er uddannet til og vant til at udføre.

Det vil derfor være til stor gavn, hvis den tid kunne bruges på borgeren i stedet. Det er samtidig en anerkendelse af sygeplejerskernes kompetencer og et længe næret ønske fra især de kommunale sygeplejersker, hvis de kunne slippe for dette bureaukratiske tidsspilde.

Jeg er også glad for de forebyggende tiltag, hvor regeringen bla. peger på sundhedsplejerskers væsentlige rolle i det forebyggende arbejde. Desuden er der andre væsentliglige initiativer, som har til formål at styrke og ensarte kvaliteten i det nære sundhedsvæsen, skabe bedre sammenhæng mellem hospitaler og kommuner og at skabe større lighed i adgangen til sundhedstilbud.

Regeringens intentioner er faktisk gode.

Derfor vil vi bruge den kommende tid på at påvirke den politiske debat om, hvordan målene nås set med sygeplejerskernes øjne.

For en ting er at være enige i målene, noget helt andet er, hvordan målene nås.

Sideløbende fortsætter vi naturligvis kampen for ligeløn og for at få lukket hullet efter det historiske lønefterslæb, ligesom vi kæmper videre for bedre rammer på arbejdspladserne.

For hvis vi vil have et robust sundhedsvæsen i fremtiden, skal nøglen findes til, hvordan vi kan fastholde sygeplejersker  og andre sundhedsfaglige medarbejdere, og hvordan vi kan tiltrække flere. 

For sygeplejersker kræver det en  bedre løn og arbejdsvilkår. Der er ingen vej udenom.