I forbindelse med sundhedsreformen opfordrer Dansk Sygeplejeråd - sammen med KL, Danske Regioner, FOA og Lægeforeningen - at det er vigtigt med ensartede kvalitetsstandarder, så borgere føler sig godt behandlet, uanset om de behandles i regionalt eller kommunalt regi, skriver Grete Christensen.
I denne uge var Dansk Sygeplejeråd medarrangør af en konference om nationale kvalitetsstandarder i sundhedsvæsenet.
I forbindelse med sundhedsreformen mener vi sammen med KL, Danske Regioner, FOA og Lægeforeningen, at det er vigtigt med ensartede kvalitetsstandarder, så borgere føler sig godt behandlet, uanset om de behandles i regionalt eller kommunalt regi.
Vi slog også fast, at ensartede kvalitetsstandarder er en vigtig forudsætning for at kunne føre regeringens visioner om fremtidens sundhedsvæsen, hvor flere behandlinger kan udføres nærmere borgere og patienter, ud i livet.
Sundhedsfaglige medarbejdere oplever i hverdagen en række benspænd, som skal løses ad politisk vej, og på konferencen viste flere stærke vidnesbyrd fra virkeligheden, at vi står med en række udfordringer, som i høj grad skyldes en lovgivning, der ikke er i trit med de faktiske forhold i sundhedsvæsenet.
Helt konkret er regionernes arbejde bygget op omkring kliniske retningslinjer og kvalitetsstandarder og baserer sig på forskning. Det er det, der mangler i kommunerne og som bla. udløser udfordringerne.
Speciallæge Sara Dyrmann Elsøe fortalte bla., at lovgivningen sætter meget skrappe grænser for, hvad de sundhedsfaglige medarbejdere i kommunerne må gøre sammenlignet med de beføjelser, man har på sygehusene. Det udfordrer både læger og sygeplejersker.
Hun fortalte, at mange kommunale sygeplejersker, som er rekrutteret fra akutafdelinger på hospitalerne, er frustrerede over, at de har erfaringer med at kunne udføre mange opgaver, som de pludselig er afskåret fra, fordi de nu arbejder i en kommune. ”Der er så mange ting, vi ikke må gøre i kommunerne, og det er på grund af lovgivningen”, sagde Sara Dyrmann Elsøe.
Det billede genkender vi til fulde fra vores medlemmer. Formand for det faglige selskab for kommunale sygeplejersker, Inge Jekes, forklarer det meget godt med følgende eksempel:
Hvis en borger bliver akut syg med besværet vejrtrækning og temperaturforhøjelse, ville det være optimalt, at hjemmesygeplejersken kunne måle forskellige værdier og så have nem adgang til en fast sygehuslæge hele døgnet, som har behandlingsansvaret og ordinerer den behandling, der skal til.
Region Sjælland har en model i den retning – kaldet E-hospital, og Region Hovedstaden har for nylig indført et system, hvor hospitalslæger har behandlingsansvaret i 72 timer efter en patient udskrives.
Sagen er, at det kan være svært for en alment praktiserende læge i kommunen at tage stilling i hastesager, hvor man måske ikke kender patienten og endnu ikke har fået adgang til patients journal, hvis der fx er tale om en ældre patient, som netop er udskrevet fra hospitalet og anbragt på en midlertidig døgnplads i hjemkommunen.
De kommunale sygeplejersker og andre medarbejdere har ikke har adgang til journalsystemer, og de står overfor et større opklaringsarbejde for at sikre korrekt handling, og det er tidkrævende og kan være livstruende for ældre syge patienter.
Udskrivningsbrevet fra hospitalet omhandler typisk kun den lidelse, en patient har været indlagt for – men ikke de andre sygdomme især ældre patienter også døjer med. Sygdomsbilledet er derfor ufuldstændigt, og det gør det svært for kommunens medarbejdere at handle korrekt.
En anden udfordring er, at kommunale sygeplejersker ikke uden delegation fra lægen må måle de relevante værdier, her mangler det forbeholdt virksomhedsområde. Derfor er det godt, at det er en del af regeringens udspil til sundhedsreform.
Forbeholdt virksomhedsområde bliver i denne uge bakket op af direktøren i Styrelsen for Patientsikkerhed, Annette Lykke Petri, som siger i et interview:
”Patienterne vil opleve en mere smidig behandling, kortere ventetid og færre aktører indblandet i deres behandlingsforløb. Det vil give lægerne mere tid til andre opgaver, og sygeplejerskerne vil få en større fleksibilitet i deres daglige arbejde, det vil altså fjerne nogle af de unødvendige flaskehalse.”
En tredje udfordring er, at kommunale sygeplejersker ikke har adgang til medicin i et depot, da man ifølge lægemiddellovgivningen skal have en tilladelse fra Lægemiddelstyrelsen, hvis man opbevarer lægemidler, herunder infusionsvæsker.
Kommunale akutfunktioner kan ikke få den tilladelse, og det er derfor ikke lovligt at opretholde et kommunalt medicindepot.
Det betyder, at sygeplejerskerne skal bruge mere tid på at køre frem og tilbage og finde ud af, hvor de kan hente medicinen henne. Det er ikke blevet lettere efter den nye apotekerlovgivning, som har bevirket, at apotekerne meget få steder har døgnåbent. Desuden skal det også afklares, hvem skal betale for den medicin, er det borgeren- kommunen- regionen?
Med ensartede, nationale kvalitetsstandarder og en lovgivning, som er tilpasset nutidens og fremtidens visioner for opgavefordelingen i sundhedsvæsenet, får vi banet vejen til noget af den fleksibilitet, som alle efterlyser.
For ingen kan være i tvivl om, at medarbejdere i sundhedsvæsenet hver dag går på arbejde for at give borgere og patienter den behandling og sygepleje, de har behov for – uanset hvor de befinder sig.
