Sygehusene har fået masser af produktivitet for pengene i tidens løb. Til gengæld har det været småt med den lønmæssige anerkendelse af sygeplejersker for den øgede aktivitet. Det forstærker frustrationen hos sygeplejerskerne, skriver Grete Christensen.
Forleden skrev lederskribenten i Jyllands-Posten, at hvis sygeplejerskerne skulle forvente at få mere i løn, så må de levere højere produktivitet til gengæld.
Efterfølgende har flere sygeplejersker – og ægtefæller til sygeplejersker – skrevet til mig. De er – helt forståeligt – oprørte over sådan en melding. ”Ved journalisterne da intet om, hvor presset sygeplejerskernes dag er?” spørger de frustreret.
Jeg deler frustrationen.
Beskæftigelsen er steget med 20 procent på hospitalerne fra 2001-18. I samme periode er aktiviteten steget med 81 procent. Det vil sige, at aktiviteten er steget fire gange så meget som antallet af sygeplejersker.
Fakta er altså, at sygeplejerskerne hver dag leverer masser af produktivitet. Derfor er deres oplevelse af, at arbejdspresset stiger, også helt berettiget. Det har samtidig forstærket deres frustration over et lønmæssigt efterslæb, at aktivitetsniveauet har været voldsomt stigende.
Sygehusene har altså fået masser af produktivitet for pengene i tidens løb. Sygeplejerskerne derimod oplever, at den lønmæssige anerkendelse ikke står mål med deres kompetencer, ansvar og fremfor alt de opgaver, de udfører i dag.
Det ved arbejdsgiverne godt. Alligevel undrer det mig, hvorfor arbejdsgiverne ikke anskuer sygeplejerskernes lønkrav fra en anden vinkel: Hvad kan de få for pengene, hvis de giver sygeplejerskerne mere i løn?
Vi ved, at lønnen helt overordnet har betydning for jobtilfredsheden hos sygeplejersker. Hvis lønnen var bedre, ville færre søge andre jobs. Rekruttering og fastholdelse ville med andre ord ikke være så stort problem som det er i dag.
En spørgeskemaundersøgelse blandt ledende sygeplejersker fra januar 2021 viser, at 62% af de regionalt ansatte ledere og 57% af de kommunalt ansatte ledere har svært svaret, at de har svært ved at rekruttere sygeplejersker med den ønskede profil. I samme undersøgelse svarer 28% af de regionale ledere og 18% af de kommunale ledere, at det er svært at fastholde sygeplejersker med den ønskede profil.
Vi ved også, at bedre løn motiverer sygeplejersker til at gå op i timetal. Det er der et stort ønske om hos arbejdsgiverne. Men hvor er det lønmæssige incitament til sygeplejerskerne?
Både i 2018 og 2021 har arbejdsgiverne vist interesse i at give sygeplejerskerne højere løn. Men den reelle udmøntning i overenskomstforhandlingerne har vist, at det er vanskeligt at lave aftaler, som betyder noget for størsteparten af sygeplejerskerne.
Vi kan godt se, at overenskomstsystemet sætter grænser for at tilgodese én faggruppe, fordi der så skal tages midler fra andres lønudvikling. Dén erfaring gjorde vi os efter den langvarige konflikt i 2008, hvor vi kæmpede om fuldstændig det samme som vi kæmper for nu.
Derfor opfordrer vi arbejdsgiverne til sammen med os at rette en appel til politikerne på Christiansborg om at iværksætte en genopretning for sygeplejerskernes fejlagtige lønindplacering i 1969.
Jeg håber at arbejdsgiverne har bemærket, at der er grøde i luften, nu hvor flere politiske partier faktisk har anerkendt, at der er et problem med lønindplaceringen for sygeplejersker og andre faggrupper med mellemlange uddannelser.
Derfor håber jeg også, at arbejdsgiverne vil indse, hvor vigtigt det er at finde løsninger på dette problem, så vi samlet set kan arbejde for et stærkt og sammenhængende sundhedsvæsen i fremtiden.
