Medlemmerne har talt

Det seneste år har OK21 fyldt rigtig meget for Dansk Sygeplejeråds medlemmer. Vi har været igennem to urafstemninger, mange medlemsmøder, tre kongresser og et hav af hovedbestyrelsesmøder. Og så er der blevet debatteret flittigt på arbejdspladserne – og på de sociale medier.

I formandskabet har vi været i dialog med rigtig mange, og ligeså har kredsformænd, kredsnæstformænd, TR og FTR talt med rigtig mange medlemmer.

I dag er vi nået til den foreløbige kulmination på OK21. 66,7 procent af sygeplejerskerne har stemt nej til mæglingsforslaget.

Derfor træder strejken i kraft natten til på lørdag d. 19. juni.

Mange af os har mere end en gang stået på gader og stræder og demonstreret for ligeløn. Under OK21 har demoerne blandt andet været centreret omkring Tjenestemandstirsdage, ikke bare på Slotspladsen foran Christiansborg men over hele landet på samme dag og i samme tidsrum. Og foran Forligsen har vi også fået opmuntrende ord med på vejen fra sygeplejersker og radiografer under forhandlingerne.

Jeg håber I stadig har energi – for det får vi virkelig brug for nu!

Ligesom vi får brug for at finde hinanden på tværs af ja og nej.

For det er ikke kun dem, der er udtaget til at strejke, som får travlt. Vi skal alle bruge vores energi til at sikre, at arbejdsgiverne, politikerne og befolkningen hører os.

Vi skal ud at fortælle, at der er en tæt sammenhæng mellem, at sygeplejerskerne igen har været udsat for et massivt pres i et sundhedsvæsen, som ikke blot skal være omstillingsparat, som vi plejer, men som har skullet omstille sig til nye behandlinger, stor bevågenhed, oplæring i nye behandlingsformer og arbejde med værnemidler under helt andre vilkår.

Hvis vi spørger patienterne og de pårørende, så har sygeplejerskerne løbet uhyggelig stærkt i mange år men har været der for patienterne og deres nærmeste på en enestående måde. Og vi har kunnet se, at presset for bedre løn er blevet endnu større.

Alle vores kolleger i den offentlige sektor har allerede stemt deres resultater hjem, og rammen har for os alle været den samme, næsten da, for der har været nogle særlige ønsker til puljer fra arbejdsgiverne og nogle fra lønmodtagerne, som har forrykket balancen en anelse i vores favør.

Men det viser bare med al tydelighed, at vi ikke kan ændre på relationerne mellem faggrupperne ved de almindelige overenskomstforhandlinger.

Jeg tror på, at lønkomiteen har potentiale – og at vi har brug for den. Men det er også klart, at vi har brug for mere håndfaste meldinger fra politikerne om, at de er indstillet på, at nu skal der gøres noget ved sygeplejerskernes løn.

Samtidig sender det massive nej fra medlemmerne et klart signal til arbejdsgiverne om, at nu må de altså lytte:

Lønnen er ikke god nok, se at komme til lommerne.