Stop op og send dine bedste tanker til Ukraine

Danske sygeplejersker udtrykker den dybeste solidaritet med vores ukrainske kolleger. Læs Gretes blog.

Oprettet: 03.03.2022

Ruslands invasion har kastet vores kolleger i Ukraine ud i en fuldstændig vanvittig situation.

Mens vi herhjemme arbejder med de store udfordringer i det danske sundhedsvæsen, hvor vi gerne vil være med til at sætte retningen på regeringens varslede sundhedsreform, så må vi konstatere, at vores problemer et øjeblik blegner i lyset af, at sygeplejersker, læger og almindelige borgere i Ukraine i dette øjeblik forsøger at hjælpe ofrene for Ruslands helt ubegribelige invasion.

Det er svært at fatte, at nogen i Europa skulle stå ansigt til ansigt med krigens grimme fjæs i 2022. Og at de ukrainske sygeplejerskers situation pludselig bringer minder frem om Florence Nightingale, der grundlagde principperne for den moderne sygepleje til lyden af kugleregnen fra russiske styrker på Krim for 150 år siden.

Hovedbestyrelsen i Dansk Sygeplejeråd står stærkt bag opbakningen til og solidaritet med alle sundhedsmedarbejdere i Ukraine lige nu, og vi tager dybt afstand fra situationen i Ukraine.

Selvom det på ingen måde kan stå mål med de rædsler, de oplever, håber jeg, at de ukrainske sygeplejersker og andre sundhedspersoner kan mærke den solidaritet, der ligger bag vores støtteerklæring til dem.

Lad os alle tage et øjeblik og sende vores kolleger i Ukraine de bedste tanker i denne svære stund.

Данські медсестри висловлюють глибоку солідарність з нашими українськими колегами

Danske sygeplejersker udtrykker den dybeste solidaritet med vores ukrainske kolleger