Formålet med en effektiv konflikt er, at vores arbejdsgivere skal mærke den. Det gør de, når borgere og patienter ikke får de sundhedsydelser, de har ret til. Lokale politikere i regioner og kommuner må desuden stå på mål over for borgere, patienter - og medarbejdere, skriver Grete Christensen.
I lørdags indledte vi strejken med et brag. Over hele landet demonstrerede sygeplejersker i rødt for at gøre opmærksom på, at konflikten i bund og grund handler om vores sundhedsvæsen, vores velfærdssamfund og en fremtid uden forskel. Det har været fantastisk at følge alle de kreative indslag – og vi er kommet godt fra start. En måling foretaget af Epinion for DR viser, at 44 procent af befolkningen støtter vores strejke, og hele 58 procent mener, at der bør sættes flere penge af på finansloven til mere i løn til sygeplejerskerne.
Men konflikt er faktisk en vanskelig øvelse. Ikke mindst i et område hvor det handler om at forlade patienter og borgere som i hverdagen nyder godt af vores kompetente sygepleje og omsorg.
Men formålet med en konflikt er, at vores arbejdsgivere skal mærke den, og det gør de, når borgere og patienter ikke får de sundhedsydelser, de har ret til. Det vil løbende komme frem hvor mange behandlinger og operationer der aflyses, men det vigtigste er at de regionale og kommunale politikere mærker presset fra befolkningen om at der skal gøres noget.
Selv om det kan være hårdt at være i beredskabsvagter, hvor det ikke er muligt at gøre alt det vi plejer at gøre, så er det vigtigt at stå fast, hvis strejken skal have effekt.
Også på alle andre områder, som ikke er udtaget til konflikt, kan det være nødvendigt at tænke over hvordan vi sammen kan lægge et større pres på arbejdsgiverne.
Til daglig plejer sygeplejersker at finde kreative løsninger og at få tingene til at glide, så alle opgaver udføres og alt fungerer, selvom det kræver, at vi tager ekstravagter og løber endnu stærkere.
Det er vi også nødt til at ændre på, hvis vi vil sikre, at konflikten er så effektiv, så den kan mærkes af arbejdsgiverne.
Derfor er det vigtigt at, sygeplejersker, der ikke selv er udtaget til konflikt, kun arbejder med de opgaver og i de normtimer, som de plejer.
I DSR opfordrer vi til, at ingen under strejken arbejder mere eller tager andre opgaver, end man ellers ville have gjort. Man er kun forpligtet til at arbejde efter den ansættelsesbrøk, der er aftalt med arbejdsgiver, og kun forpligtet til at udføre mer-/overarbejde, hvis lederen pålægger en at tage det.
Efter arbejdstidsaftalen skal lederen desuden drøfte ændringer i den planlagte tjeneste, og det skal ske i sygeplejerskernes arbejdstid.
Det der ligger bag historien er, at der er så mange ubesatte stillinger i kommunen, at kommunen med dem ikke kan stille med et nødberedskab til at håndtere livsvigtige opgaver, der ikke må udsættes pga. strejke.
Det er en grotesk situation, som siger alt om, hvor spinkelt et grundlag, sundhedsvæsenet hviler på, når der tydeligvis er så hårdt brug for alle sygeplejersker i Silkeborg kommune, at de ikke må bruge deres strejkeret. Det er jo ellers det redskab, politikerne har henvist os til at bruge, hvis vi vil have mere i løn.
Man tør slet ikke tænke på, hvordan det ser ud i hverdagen i Silkeborg? For hvis de ikke har nok til at løse de livsnødvendige opgaver nu, så er det endnu et eksempel på en kommune eller en afdeling, hvor sygeplejersker skal løbe stærkt hver dag for at få tingene til at hænge samme.
Endnu mere grotesk bliver det, når en sygeplejerske i en kommune fortæller til medierne, at hun egl. gerne vil gå op i tid, men kommunen siger nej, fordi de ikke har midler til det. Det er altså ikke sygeplejerskernes vilje til at arbejde, den er gal med – men rammerne for aflønning af de kompetente kræfter, der er utilstrækkelige. Det ved vi jo godt, men nu ved offentligheden det også.
Det er godt, at nogle medier bringer den slags historier og forsøger at formidle til en bredere offentlighed, hvordan det forholder sig i sundhedsvæsenet.
Vi kan også hver især være med til at sætte retningen på offentlighedens syn på vores kamp ved at tale åbent om, hvorfor vi strejker.
For i den kommende tid vil vi også kunne læse nyheder i medierne om, hvor mange operationer og planlagte aktiviteter, regionerne må aflyse, og vi vil blive spurgt: ”Vil I være det bekendt overfor patienter og pårørende?”
Hvor ville det dog være rart, hvis spørgsmålet blev sendt videre til arbejdsgiverne.
Hvordan kan de lokale politikere i regioner og kommuner stå på mål over for borgere og patienterne? Det er arbejdsgiverne, der har ansvaret for samtlige medarbejdere og som har haft mulighed for at gøre noget ved det lønefterslæb, som sygeplejersker har kæmpet imod siden 1969.
