Regeringen har efter ugers politisk debat om løsninger på krisen i sundhedsvæsenet meddelt, at man har en ”coronavinterpakke” i støbeskeen.
Jeg vil gerne være meget tydelig på, at en coronavinterpakke er meget velkommen. Men politikerne på Christiansborg skal være klar over, at en vinterpakke gør ingen sommer. Vi har nogle
grundlæggende problemer i sundhedsvæsenet, som skal løses.
Der er mange konkrete muligheder i spil - bl.a. hvorvidt pengene kun skal gå til sygeplejersker eller fordeles mellem alle faggrupper? Om pengene kun kan bruges til honorering af overarbejde eller som fastholdelse af medarbejdere i det hele taget?
Jeg vil gerne gøre min holdning helt klar:
Kære regering og Folketing, vælg rammerne for vinterpakken klogt, så I reelt hjælper sundhedsvæsenet i den aktuelle kritiske situation.
Sundhedsvæsenet er i krise. Det handler ikke kun om corona. Sundhedsvæsenet har været i knæ igennem meget lang tid, og situationen er kun forværret over den sidste tid. Derfor er det helt afgørende med en vinterpakke her og nu, som kan give en akut redningsplanke til sundhedsvæsenet.
Problemerne gælder mange faggrupper i sundhedsvæsenet. En af de mest markante udfordringer for sundhedsvæsenet er manglen på sygeplejersker. Det er den største faggruppe på sygehusene. Derfor kan det virkelig mærkes, når der er flere tusinde ubesatte stillinger på sygehusene, og når sygeplejersker i øget omfang søger væk fra faget.
Derfor er det helt afgørende, at en vinterpakke har et skarpt fokus på at fastholde sygeplejersker. Og det skal være ved hjælp af en lønmæssig anerkendelse af sygeplejerskerne, fordi vi har brug for at fastholde sygeplejerskernes kompetencer for at få sundhedsvæsenet til at hænge sammen.
Lad mig slå helt fast: Sygeplejerskerne skal ikke pålægges mere overarbejde for at løse sundhedsvæsenets krise. Der skal findes andre løsninger. Forhåbentlig kan man også tiltrække nogle flere til alle de ubesatte stillinger.
Lad mig også slå fast, at måneders opråb fra sygeplejerskerne ikke skal forstås som, at sygeplejersker mener, de er de eneste i sundhedsvæsenet, der løber stærkt. Sundhedsvæsenet består af mange faggrupper, der også yder en ekstraordinær indsats i øjeblikket. Men sygeplejerskerne har gennem længere tid mærket, hvor store problemerne er – og så stemmer de med fødderne.
Derfor er det også mit budskab, at tillæg til sygeplejersker som en del af vinterpakken skal gælde, indtil der er fundet nogle varige løsninger som følge af arbejdet i Lønstrukturkomiteen, som regeringen har nedsat.
For en god ordens skyld skal det også slås fast, at de løntillæg, der ekstraordinært måtte blive givet til sygeplejersker og andre faggrupper skal holdes uden for reguleringsordningen. Alt andet er urimeligt, eftersom vi står i en ekstraordinær situation.