Den er gal med selve præmissen for sygeplejersker og andre kvindedominerede faggruppers lønniveau, fortalte debattør og foredragsholder Emma Holten ved den fælles markering af Kvindernes Internationale Kampdag. Det skal vi gøre noget ved, skriver Grete Christensen i dagens blogindlæg.
”Det er for svært at beregne værdien af omsorg. Derfor indgår det ikke i finansministeriets regnemodeller – og derfor tæller jeres arbejde som en udgift i statens regnskab.”
Sådan lagde debattør og foredragsholder, Emma Holten, fra land på Christiansborg, da vi sammen med pædagogerne og socialrådgiverne fejrede Kvindernes Internationale Kampdag 2022.
Emmas pointe er, at den er gal med selve præmissen for sygeplejersker og andre kvindedominerede faggruppers lønniveau. Hun tager os med tilbage til den økonomiske teoris fader, Adam Smith, som levede i 1800-tallet og betragtede omsorg som et naturtalent hos kvinder. Det har påvirket økonomiske tænkeres syn på omsorgsarbejde helt frem til i dag, hvor Finansministeriets antagelser om værdien af omsorgsarbejde stadig er negativ – altså en udgift.
Vi, der arbejder med mennesker hver dag ved, hvor risikabelt det er at handle på baggrund af antagelser om, hvad der er galt med fru Jensen på stue 9. Ja, selveste Florence Nightingale lærte os, at observationer og indsamling af data er grundstenen i den gode sygepleje.
De fleste danskere ønsker jo, at der er god tid til ældrepleje, stabil børnepasning, god undervisning og god og omsorgsfuld sygepleje. Økonomerne står alene og er ude af trit med borgerne og medarbejderne i omsorgsfagene. Derfor bør vi sammen udfordre økonomernes værdisætning af omsorgsarbejde. Vi kan vinde kampen om ligeløn ved at få ændret de bagvedliggende antagelser – særligt dem, der fører til et rundt nul i værdisætningen af vores arbejde.
Resultatet af Lønkommissionen fra 2010 beviser Emmas pointe. Her viste analyser, at kvindedominerede fag med mellemlange, videregående uddannelser har et større lønefterslæb end andre offentlige faggrupper. Alligevel har det ikke rokket en tøddel ved vores lønniveau.
Det handler altså om politik.
Om at værdsætte omsorg højere end tilfældet er i dag, og fremfor alt at gøre noget ved forståelsen af værdiansættelsen af vores arbejde for samfundet og vise, at en bedre løn til os også er til gavn for samfundet.
Det er ikke nogen let opgave. Det har ligeløn aldrig været, men det får os ikke til at give op.
Vi kæmper videre, fordi det er nødvendigt og rimeligt, at alle dem, der arbejder med mennesker, bliver ordentligt værdisat - nøjagtig som mennesker, der arbejder med penge, teknologi osv.
Derfor er hver dag en kamp for ligeløn og ligestilling. Men det er ikke kvindernes kamp alene. Vi skal tale med naboen, venner, børn, ægtefæller om, at omsorg har en værdi, som skal afspejle sig i lønnen til alle os, der udfører omsorgsarbejde.
God kamp!
