Sygeplejersker i forreste række under sundhedskrisen

Sygeplejersker landet over har været sat på en hård prøve under første bølge med corona. Vi har samlet øjebliksberetninger, og bringer historierne løbende. Hvad arbejder du med lige nu? Hvordan påvirker corona-epidemien dit arbejde? Skriv til os på mail: sbk@dsr.dk

Øjebliksberetninger fra et land i krise

Historierne på denne side er punktnedslag i sygeplejerskers arbejde. Vi bringer historierne på Dansk Sygeplejeråds Facebook-side og her på siden.

foto_jette_skiveren.

Forsker i konsekvenser af øget brug af masker på Bispebjerg Frederiksberg Hospital

”Masker slider på huden, og det reagerer huden på. Mit job er at finde løsninger, og det er et spændende detektivarbejde,” fortæller klinisk sygeplejespecialist Jette Skiveren, som forsker inden for det dermatologiske speciale, hvor hun er med i et forskningsteam på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.

”Da corona brød ud, læste jeg en artikel i det norske fagblad Sykepleien om hudreaktioner og maskestrategier. Artiklen omtalte et forskningsprojekt fra Wuhan i Kina og portugisiske anbefalinger. Som forsker stiller jeg altid mig selv det spørgsmål ”Hvor stort er problemet her hos os?” Det besluttede vores forskningsteam at undersøge.

Vores første undersøgelse er nu færdig og den bliver publiceret i et internationalt tidsskrift. Den viser som sådan ikke meget nyt, men bekræfter andres undersøgelser. Vi har baseret vores anbefalingerne for forebyggelse af hudreaktioner på denne og andres undersøgelser.

Når masker sidder tæt til ansigtet, gnidder de hen over huden og giver friktion. Det slider på huden. Samtidig ved vi, at huden er mere varm, fugtig, ph-værdi er ændret og der er en øget talgproduktion. En af vores anbefalinger lyder derfor, at man skal aftørre sit ansigt med f.eks. et fugtigt papirhåndklæde eller nonwoven gaze, hver gang man tager en maske af. Herved fjerner man sved og fedt. Mange føler, at det også lindrer kløe.

Vi anbefaler også at rense huden en gang dagligt med sæbefri ansigtsrens og smøre huden 2 gange dagligt med en parfumefri creme med en fedtprocent, der passer til ens hudtype. Vi vejleder også om, at ved en belastet hudbarriere bør man være forsigtig med at udsætte huden for hudplejemidler og make up med ingredienser, der kan irritere eller give anledning til allergi.

Nu, hvor vi er i 2. bølge af corona, bruger sygeplejerskerne masker i flere timer, ofte en hel dag – så i dag ville vores undersøgelse nok vise, at problemet er langt værre.

Sygeplejersker oplever i stigende grad akne, eksem og kløe, men der er også eksempler på infektioner og opblussen af hudsygdomme. Derfor tilbyder vi hudkonsultationer til personalet på Bispebjerg Hospital, og har nu gennemført de første 25 konsultationer.

Ved 20 kontakter har vi vejledt i hudpleje og aflastning af huden og forventer, at det er tilstrækkeligt, hvilket vi håber at se ved deres kontrol om 4 uger. Ved 5 personaler har vi henvist til en hudlæge, da de havde behov for en behandling af forværring af kendt hudsygdom eller infektion i huden.

Vejledningen kan være valg af ansigtscreme, pausering med make up, brug af tynd skumbandage med silikoneklæb under masken eller visiret på udsatte steder. En løsning kan også være at bruge visir frem for maske i de situationer, hvor det er forsvarligt i forhold til hygiejnekravene.

Vi vejleder også mænd til at bruge fugtighedscreme, når hudbarrieren er belastet, og at gøre barbering mere skånsom, f.eks. hvis de bruger skraber.

Der er ingen tvivl om, at corona-epidemien påvirker sygeplejersker negativt på mange måder. Masker giver rigtig mange medarbejdere ubehag og hudreaktioner i ansigtet.

Ansigtet er vores sociale facade, det første, vi aflæser hos andre, og vi udtrykker vores personlighed ved vores mimik. Der mangler meget i vores kommunikation, når vores ansigt er dækket af en maske. Men en anden vinkel er, at det også er indgribende på ens personlige udtryk, når man bliver nødt til at undgå brug af makeup.

Vi kan ikke undgå hudproblemer, men indtil nu har vi fundet løsninger, der kan afhjælpe mange af de hudproblemer vi har set.”

henriette_toftlund_bjoernholt

Jeg lider af senfølger

Torsdag den 17. september

”Hvis vi bliver ramt af en ny covid-bølge, så er jeg klar til at stille op. Det siger jeg, selvom jeg stadig lider af senfølger efter jeg blev smittet i marts. Jeg har smerter i hjertet, hovedpine, stakåndethed og træthed. Men indeni er jeg stadig sygeplejerske, og jeg føler, at der er mere på spil end mig selv," siger sygeplejerske Henriette Toftlund Bjørnholt, som siden 1. april har arbejdet på Intensiv afdeling på Regionshospitalet i Viborg.

Jeg blev smittet, da vi i Herning blev løbet over ende af patienter, og vores lager af værnemidler hurtigt blev tømt. Vi måtte indsamle nytårsbriller og vaske dem i afdelingens vaskemaskine imens vi havde hundetravlt.

På det tidspunkt vidste vi ikke, at patienter, som var testet negative, kunne smitte. Jeg tror, jeg blev smittet, da jeg – uden værnemidler - hjalp en tilsyneladende ikke-smittet patient, som var besvimet, og som senere blev testet positiv.

Sygeplejerskerne i afdelingen faldt som fluer. Vi arbejdede alt for tæt, fordi vi skulle lære nye op, og vi var ikke ordentligt beskyttet.

Jeg havde sagt mit job op i februar – før corona, fordi jeg havde fået en uddannelsesstilling på intensiv på Viborg Sygehus, hvor jeg skulle starte den 1. april. Jeg skulle bare være på covidafsnittet i Herning i marts.

Jeg vidste, at der var stor risiko for, at jeg kunne blive smittet, og min mand og jeg havde derfor valgt at bo i hver sin ende af huset og bruge hver sit badeværelse. Sådan var der mange læger og sygeplejersker, som måtte leve i foråret.

Da jeg vendte tilbage efter covid, var jeg på Herning Sygehus for at pakke mine ting. Jeg mødte ikke min leder, og jeg har aldrig hørt fra nogen fra ledelsen, heller ikke sygehusledelsen.

Det ville have stor betydning for mig, at nogle ansvarlige kontaktede mig og spurgte, hvordan jeg havde det og har det i dag. Og gav mig anerkendelse for min indsats.

Jeg er startet sent på sygeplejerskeuddannelsen, jeg er 52 år og blev færdig for 6 ½ år siden. Da jeg startede på intensiv afdeling, så jeg nogle af de allersygeste patienter, hvoraf nogle døde. Også folk på min egen alder, og jeg kom til at tænke på, at det kunne have været mig.

Hvis jeg ikke bliver rask, er det et meget hårdt slag for mig, for jeg har satset alt – både økonomi og kræfter – på at skifte branche og tage en uddannelse som sygeplejerske.

Jeg arbejder på fuld tid, men er glad for, at jeg ikke har andre end mig selv at passe på, for jeg har færre kræfter, når jeg kommer hjem fra arbejde. Min ledelse er opmærksom på mig og har tilkendegivet, at det kan være, jeg skal sættes ned i tid.

Jeg er i et opfølgningsforløb, og jeg bliver også fulgt af læger, som forsker i senfølger, så jeg er i gode hænder. Jeg har også fået anerkendt covid som en arbejdsskade.

Jeg fortæller min historie, fordi jeg vil minde alle om alvoren af covidsmitte, så vi ikke slapper af overfor smitten. Men jeg vil også huske de ansvarlige ledere og politikere på at anerkende de sundhedsprofessionelle, som har sat liv og helbred ind for patienterne i første bølge og nu står over for anden bølge. Pas på os.”

Tanja Koch

Sundhedsplejerske sparrer med pædagoger om hygiejne i Randers Kommune

Tirsdag den 26. maj

”Jeg har tilbudt sparring om hygiejne til dagtilbud, der skal genåbne i en stærkt forandret hverdag,” fortæller spæd- og småbørnssundhedsplejerske Tanja Koch.

Hun er en del af hygiejneorganisationen i Randers Kommune, og lige nu fungerer hun som hygiejnesundhedsplejerske i Dagtilbuddet.

Før nedlukningen stod hun blandt andet for en indsats omkring astmatisk bronkitis og hygiejne i dagtilbuddene.

”I genåbningen af dagtilbuddene i forbindelse med corona gav det så pludselig god mening at tilbyde sparring gennem mine sundhedsfaglige og hygiejniske briller ude i dagtilbuddet. Ikke som et tilsyn, men som en sparringspartner på hygiejnen.

Gennem min uddannelse som sygeplejerske og min specialuddannelse som sundhedsplejerske har jeg hygiejneprincipperne godt inde under huden. Og fra min konsulentfunktion vidste jeg, at det pædagogiske personale ikke er klædt optimalt på i forhold til hygiejne.

Jeg kunne også sætte mig ind i, at de nye retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen ville kunne udfordre og frustrere personalet samtidig med, at de skulle have en ny hverdag til at fungere under de skærpede krav til hygiejnen.

Som sundhedsplejerske er jeg vant til at arbejde ud fra Sundhedsstyrelsens retningslinjer og ved, hvordan jeg skal forholde mig til anbefalingernes “kan”, “skal” og “bør”, hvilket senere viste sig at være en kæmpe fordel i sparringen.

Den 20. april besøgte jeg de første institutioner, og jeg har haft travlt i den funktion lige siden. Jeg blev mødt med åbenhed, men også en vis afstand i form af “vi har styr på det” eller “vi ønsker ikke at få smittekilder ind i vores dagtilbud”.

Begge dele udfordrede jeg gennem mine telefoniske snakke. Og jeg fik hurtigt nok at lave med at køre fra sted til sted - alle steder med besøg hovedsageligt udendørs, med afstand og med alle hygiejniske principper, naturligvis.

Vi kommer virkelig omkring mange emner som håndvask, hånddesinfektion, børnenes ageren sammen i forhold til hygiejniske principper, hygiejne i dagtilbuddets køkkener, hygiejne på tur, brug af legetøj, forældre i dagtilbuddet med videre.

Jeg opfrisker også almindelige hygiejnerutiner, som ikke kun er gældende under Covid-19, men altid, og sparrer i forhold til personale med kronisk sygdom og hjemsendelse af børn med symptomer.

Udover hygiejnedelen fik jeg også hurtigt et ekstra forebyggende fokus på eksempelvis pleje af huden efter håndvask og brug af solcreme og solhat med de mange timer udendørs i middagstimerne, hvor Kræftens Bekæmpelse ellers normalt anbefaler skygge.

Det er blevet endnu mere tydeligt for mig, hvor stort og bredt et sundhedsfremmende og forebyggende fokus jeg arbejder ud fra. Men også, hvor stort et fokus jeg har på det enkelte barns behov ved genåbningen og med et stort pædagogisk blik på Sundhedsstyrelsens retningslinjer.

Flere gange har jeg måttet minde et kærligt, men bekymret pædagogisk personale om, at Søren Brostrøm meget tydeligt sagde: “Børn skal være børn”.

For man skal ikke være så bekymret for smitte, at man kommer til at gå på kompromis med sin pædagogik ved at fjerne legetøj og aktiviteter eller undgå at holde i hånden eller give en krammer.

Jeg har i skrivende stund besøgt 51 institutioner og har stadig en del tilbage at besøge over de næste uger.

Alle steder bliver jeg mødt af et åbent og spørgende personale, der med stor respekt for Covid-19, men også med tankerne på det gode børneliv i de nye rammer, gør et fantastisk stykke arbejde. Vi småbørnsforældre kan kun være taknemmelige.

Og så glædes jeg utrolig meget over, hvordan personalet udtrykker begejstring over den tværfaglighed, de mærker lige nu. Vores tværfaglige samarbejde er vigtigt og kan styrkes endnu mere.

Vi kan hver især noget særligt og vigtigt med vores faglighed til fordel for børnene og deres familier. Vi er enige om, at det skal have endnu mere fokus fremadrettet. Og sikke en dejlig sidegevinst at opnå gennem sparringsbesøgene :)"

rikke_busk

En følelse af kæmpeboost på akutafdelingen i Horsens

Mandag d. 25. maj

”Jeg føler, at jeg nu har bevist, at jeg godt kan være en god sygeplejerske, og jeg har fundet ud af, at jeg kan træde til på en akutafdeling,” fortæller sygeplejerske Rikke Busk .

Hun er tidligere social- og sundhedsassistent og blev uddannet sygeplejerske i januar 2019. Til daglig arbejder hun på et sengeafsnit på Klinik for Kvindesygdomme på Regionshospitalet i Horsens, men da der i marts var brug for assistance til pleje af covidpatienter, meldte hun sig frivilligt.

”Jeg kom til at arbejde på akutafdelingen, hvor vi tog imod patienterne. En læge vurderede, hvilke patienter som skulle i isolation, og jeg var med til at tage imod isolationspatienterne og foretage triagering.

Hos os kom der aldrig så mange patienter, som vi var forberedt på. Stille og roligt fik vi dog mere at lave, og jeg kom til at stå for stadigt flere selvstændige opgaver som f.eks. at være den, der tog imod de nye patienter.

Jeg kan godt følge de sygeplejersker, som synes, at det har været hårdt at arbejde i covidafsnit, for der er meget nyt at sætte sig ind i. I starten var jeg megatræt, når jeg kom hjem efter en vagt.

Jeg arbejdede i akutafdelingen indtil den 1. maj, og nu er jeg tilbage i min egen afdeling.

Min tid på akutafdelingen har givet mig meget. Jeg har fået en større forståelse for patientens vej fra henvisning fra egen læge, til de kommer ind på sygehuset og måske havner på min afdeling, fordi deres mavesmerter viser sig at stamme fra underlivet.

Det bedste jeg har fået ud af at arbejde på akutafdelingen er, at min selvtillid som sygeplejerske har fået et kæmpeboost.”

 

Sygeplejersker i forreste række under corona

Læs tidligere beretninger fra sygeplejersker siden virussens udbrud herunder

Uge 19 – Den 18.-24. maj

.

Hverdagen er ændret på Anneshave Midlertidige pladser i Aalborg

Mandag d. 18. maj

”Det har været lærerigt at opleve, hvor omstillingsparate vi faktisk er. I løbet af ganske få dage i marts fik vi lagt planer, flyttet om og udskrevet borgere, så vi kunne aflukke en hel fløj med 12 stuer, som står klar til at fungere som et isolationsafsnit,” fortæller sygeplejerske Helle Ussing Houmann fra Anneshave Midlertidige pladser i Aalborg.

Anneshave har dog til dato kun fået en enkelt covidsmittet borger, som skulle plejes. I et par tilfælde har borgere udvist symptomer og er blevet indlagt på pandemiafsnittet på sygehuset, men er blevet testet negative for smitte.

”Da den varslede storm af covidsmitte udeblev, så brugte vi tiden på alt det, som vi ofte ikke har tid til. Vi har udnyttet ventetiden på at kompetenceudvikle vores assistenter og hjælpere samt på ajourføring af dokumentation i henhold til den enkelte borger.

Hvor vi ellers får ca. 3 nye borgere om dagen, blev det kun til ca. 2 om ugen i den første tid efter nedlukningen. Det skyldtes stoppet for elektive operationer, men der har også været færre pårørende, som har ønsket aflastning. Måske fordi der ikke er nogen, som skal ud at rejse. Eller på grund af frygten for smitte.

Vi mærker så småt, at hverdagen er ved at vende tilbage. Hospitalerne begynder at operere, og vi får flere borgere udskrevet hertil. Men hverdagen er stadig forandret.

Ved vores fordør mødes man af et stort skilt med ordet “STOP”, og der er stadig lukket for pårørende og besøgende.

Indenfor dørene summer alt stadig af liv og god stemning. Husets fysioterapeuter kommer stadig fast, rengøring og serviceteamet arbejder på højtryk for at opfylde kravene, og rundt omkring i caféerne sidder beboerne med en tom stol mellem sig under måltiderne.

Vi forsøger at ændre så lidt i dagligdagen som muligt, for vores borgere indenfor sundhedsstyrelsens anbefalinger. Vi har haft besøg af Aalborg Garden, som spillede i vores tomme have op mod stuerne, og Phillip Faber er en kendt gæst i vores TV.

Vi hjælper gerne med at FaceTime pårørende og at køre borgere til vinduerne, så de på afstand kan hilse eller hjælpe med et telefonopkald.

I lang tid har vi været i venteposition og med paraderne oppe, men nu glæder vi os til, at hverdagen forhåbentlig snart vender tilbage.”

Uge 18 – Den 11.-17. maj

Grænsen for isolaton er nået i psykiatrien på Amager

Fredag d. 15. maj

”Tanken om at holde afstand til hinanden er for nogle borgere så dominerende, at det påvirker nattesøvnen eller generelle adfærdsmønstre. Jeg har oplevet, at en patient var bange for at blive anklaget af staten for at have smittet andre. For andre patienter bliver deres OCD ekstra aktiveret ved regler om bedre hygiejne.”

Det fortæller sygeplejerske Brian Høier fra Psykiatrisk Center Amager.

Han arbejder i den ambulante psykiatri, distriktspsykiatrien. Han oplever, at borgere med psykisk sårbarhed hellere afskærer kontakten og holder sig indendørs. Af angst for, at de selv eller pårørende bliver smittet.

”Ensomheden kan vise sig at være den største udfordring. Behovet for kontakt til andre mennesker ligger så dybt i vores DNA, at det kan være decideret skadeligt, hvis vi ikke får dækket vores sociale behov. Isolation kan nedbryde den menneskelige psyke.

I mit daglige arbejde som sygeplejerske i psykiatrien mærker jeg tydeligt, at grænsen for at være stærk er ved at være nået.

Mange patienter fortæller, at de stort set ikke taler med andre mennesker i flere dage ad gangen. De tør simpelthen ikke at gå på gaden.

Facetime kan afhjælpe noget af ensomheden, men det vil aldrig kunne erstatte et fysisk møde. Tankerne om at være ladt alene tilbage kan i værste tilfælde forværre symptomerne ved psykisk sygdom i en sådan grad, at vi kan risikere en decideret overbelastning af psykiatrien, hvis det hele fortsætter som nu.

Jeg tillader mig at spørge, om vi nu også husker vores psykisk sårbare borgere, ressourcesvage borgere, ældre på plejehjem og alle de isolerede borgere, som lige nu er i risikogruppen?

For tiden bliver der holdt et minimum af fysiske samtaler i distriktspsykiatrien. De praktiserende læger oplever et stort fald i antal henvendelser på daglig basis. Antallet af indlæggelser på Psykiatrisk Center Amager er faldet med 15 pct.

Og det er ikke, fordi patienter, som normalt indlægges eller har lægelige problemer, har fået det bedre i denne tid. Tværtimod.

Forklaringen kan være, at nogle bevidst holder sig væk af frygt for øget smitterisiko, eller fordi de tænker, at læger og sygeplejersker har rigeligt at se til. Det passer, men der er kapacitet nok. Alle kan få den hjælp, de behøver.

Min frygt er, at vi risikerer et stort efterslæb - ikke bare økonomisk, men også på det menneskelige plan.”

Kastet ind i arbejdet på Pandemiafsnittet på Aalborg Sygehus

Torsdag d. 14. maj

”Pludselig kan jeg mærke mig selv – og en vrede og en frustration. Alt det, man skulle stå model til. Især det med, at jeg ingen indflydelse har haft på vagtplanen. På om jeg har lyst til at være der. Jeg er bare fulgt med strømmen, fordi det var det, der var behov for” siger sygeplejerske Tina Hjortkær Nielsen.

Hun gør status over tiden fra hun med dags varsel i marts blev revet ud af arbejdet som anæstesisygeplejerske på Farsø Sygehus og blev kastet ind i arbejdet på Pandemiafsnittet på Aalborg Sygehus.

Uden at blive spurgt og uden at vide, hvornår hun kunne vende tilbage til Operationsafsnittet for Ortopædkirurgi i Farsø.

”Den første tid klør man bare på. Det skal bare lykkes. Det er nye kollegaer, ny afdelingssygeplejerske og en helt ny afdeling. Mange ting bliver lavet om mange gange. Rutiner og procedurer oparbejdes undervejs, samtidig med, at der kommer flere patienter.

Det er spændende, fordi det er anderledes. Men jeg er ikke vant til, at det er så komplekst. Folk er så syge og har svigt på mange organer.

Vi har hejst et gulvflag, hver gang en patient er blevet udskrevet eller er kommet ud af respirator. Det er de ting, vi glæder os over.

Selv om der er mange, jeg kan sparre med og spørge om ting, så ved jeg jo ikke altid, hvad jeg ikke ved, eller hvilke observationer jeg skal gøre mig. Jeg er brugt, når jeg kommer hjem.

Det er også vigtigt at sige, at det har været sjovt. Der har været en god stemning af, at det her klarer vi sammen,” siger Tina Hjortkjær Nielsen.

Men det gør mig også lidt gal, når jeg læser i medierne, at det er sket frivilligt. Det er fair nok, at vi blev flyttet på grund af situationen i marts, men så kald det, hvad det er. Hvorfor skal det lyde så fint? Ingen af mine kollegaer fra Farsø Sygehus eller jeg er blevet spurgt.

Nu er det lige blevet besluttet, at P8 (pandemi intensiv) lukker i morgen, fredag kl. 15.00. De coronapatienter, der er indlagt på intensiv til den tid, vil blive flyttet til et almen intensiv afsnit.

Det vil sige, at jeg allerede fra på mandag skal starte i mit gamle job i Farsø sammen med alle mine kollegaer - vi sendes alle retur.

Det er dejligt at skulle retur til Farsø, men det bliver også hårdt at skulle sige farvel til så mange gode nye kollegaer. Vi har ligesom haft nogle oplevelser sammen, som ingen andre kan sætte sig ind i.

Jeg elsker stadig at være sygeplejerske, men det er gået op for mig, at jeg holder af den trivielle leverpostejshverdag, hvor man ved, hvad der venter.”

 

Uge 17 – Den 4.-10. maj

Bekymret for de kritisk syge patienter på OUH

Torsdag d. 7. maj

”Det er trist, at vi skal afvise de pårørende, når kritisk syge patienter er indlagt her i ugevis, mens de er på kanten af liv og død. Det er f.eks. børn, som ikke kan se deres forældre, og det har konsekvenser både for patienter og pårørende,” siger intensivsygeplejerske Rikke Brandt fra Neurokirurgisk Intensiv sengeafsnit U på OUH.

Risikoen for covidsmitte sætter strenge restriktioner for pårørendes besøg hos de kritisk syge patienter med sygdomme i hjerne, rygmarv og nervesystem. Ligesom det gælder for alle andre patienter.

”På OUH har vi et værdigrundlag, som hedder "patienten først". Jeg oplever ikke "patienten først", når jeg afviser de nærmeste pårørende i døren.

Vi er ellers vant til at tage vores forholdsregler overfor smittefare på intensiv, når vi skal modtage besøgende. Alle pårørende forventes at spritte hænder, både inden de kommer på patientstuen, og når de forlader stuen igen. Det er kotyme. Ikke kun i coronatider, men altid.

Desuden opfordres pårørende til at have mundbind på, såfremt de skulle være forkølede. Og vi opfordrer dem ydermere til at blive hjemme, hvis de skulle føle sig syge.

Men corona har betydet, at hverdagen er blevet en anden. Der er sat meget ikke-bøjelige regler op for besøg. På min afdeling kan én pårørende (den samme i hele forløbet) komme i én time om dagen. Uden undtagelser.

I praksis betyder det, at vi modtager besøg fra f.eks. en ægtefælle, men forbyder patientens børn at komme, uanset alder. Én pårørende er én pårørende, uanset forløb og andre forhold, som man (under normale omstændigheder) ville have taget hensyn til.

Det har konsekvenser. Der er evidens for, at det har betydning for patienterne i deres rehabiliteringsforløb, at de har deres pårørende tæt på. Og de pårørende har også behov for at komme på besøg.

Corona-krisen har haft stor betydning for vores afdeling. Sjældent er der set så mange tomme senge som nu.

Anæstesi- og operationssygeplejersker er på grund af aflyste operationer blevet omrokeret til intensive afsnit. Det har betydet, at der i nogle vagter har været 2-3 sygeplejersker til hver patient. Flere har kunnet afspadsere.

Som sygeplejerske føles det frustrerende at arbejde på den måde, hvor vi får aflyst vores aktiviteter. Vi får også aflyst intro-undervisning af nye medarbejdere, kurser, supervision og specialuddannelse til intensivsygeplejerske.

Som sygeplejersker har vi et ansvar overfor patienten og dennes pårørende i forhold til at råbe op. ALLE patienter skal have en sufficient sygepleje. Virus eller ej.

Lige nu oplever jeg at gå rigtig meget på kompromis med den sygepleje, som jeg brænder for,” siger Rikke Brandt.

Hun pointerer, at hendes beretning om at være sygeplejerske i en coronatid udelukkende er hendes egne refleksioner og oplevelser af hverdagen. Og at hun derfor ikke taler på vegne af sin afdeling, kolleger eller ledelse.

Corona har åbnet for videosamtaler i psykiatrien i Region Nordjylland

Onsdag d. 6. maj

”Vores it-afdeling har længe gerne ville have os til at bruge videosamtaler, men der skulle en corona-epidemi til for, at jeg har fået øjnene op for, hvad teknologien kan,” siger sygeplejerske Lotte Lomholt fra OPUS i Psykiatrien i Region Nordjylland.

Opus er et intensivt, ambulant behandlingstilbud for unge i alderen 18-35 år med debuterende skizofreni.

”Det er mega-fedt. Nu kan jeg se de unge, når vi ikke må besøge dem. Jeg har bl.a. en, der bor på et bosted. Han var helt med på den. ”Du lyder som en kanin”, sagde han. ”Har du røget hash”, spurgte jeg, og så var vi i gang.

Jeg har fået øjnene op for, at teknologi kan gøre en positiv forskel.”

Når der ikke er corona-epidemi, står Lotte Lomholt bl.a. for ”brugerstyret psykoedukation”, hvor de unge selv får lov til at sætte dagsordenen.

Psykoedukationen foregår i grupper med 10-15 unge og begynder altid med 30 minutters fysisk aktivitet i form af floorball, inden de unge samles rundt om bordet til kaffe, te, frugt og ”dagens runde” - efterfulgt af et emne, de selv har valgt.

Den fysiske aktivitet hjælper de unge med at træde ud af sygdomsrollen og bare være unge sammen. Og så skaber den en uformel stemning, der gør det nemmere for de unge at åbne op og dele med hinanden.

Siden corona-epidemien satte Danmark på stand-by har grupperne ikke kunnet afvikles. I stedet har Lotte Lomholt nu kontakt til de unge gennem individuelle telefon- og videosamtaler. Og det kan også noget, mener hun.

”Forleden dag talte jeg med én, som ikke ville forstyrre sin kæreste, der sov. Så gik han ud i en park og sad lænet op ad et træ med grønne blade. Jeg kunne høre fuglene synge. Det var simpelthen så hyggeligt. Vi mødes i andre rum nu.

Jeg er bare glad for, at det kan lade sig gøre. Og jeg tænker også, at det har åbnet for nogle muligheder fremover, der giver mig endnu større mulighed for at møde dem, hvor de er.

De går jo også i skole, og nogle af dem er svære at lave aftaler med, så det kan give dem noget mere frihed, at vi ikke behøver at mødes fysisk.

Og så er der de gange, hvor jeg kan spare to timers kørsel ved ikke at skulle køre helt fra Aalborg til Hjørring hver eneste gang. Der giver både noget effektivitet og tidsbesparelse, der gør, at jeg kan få tid til noget andet.

Sygepleje er jo mange ting. Og man kan godt observere gennem video. Der var en af de unge, der var ved at rydde op og så spurgte jeg: ”Ej, må jeg ikke se det” og så viste han rundt i hele lejligheden, mens jeg kommenterede på, hvor fint det var.

Men det er heller ikke alle, der har lyst til at mødes på video, og det er også ok.”

Lotte Lomholt oplever, at det er meget blandet, hvilken betydning corona-epidemien har haft for de unge.

”For nogle af de unge har daglige telefonsamtaler været med til at forebygge indlæggelser. Nogle af de unge har det særlig svært med den manglende struktur under coronaepidimien. De keder sig derhjemme. Men så prøver jeg at motivere dem på forskellig vis.

De savner at se andre mennesker. Vi oplever, at der er mange af de unge, der efterspørger, om vi snart kan mødes og gå en tur med den fornødne afstand. De har virkelig brug for at møde et andet menneske.”

Geriatriske patienter får kontakt til pårørende via iPad på Bispebjerg Hospital

Tirsdag d. 5. maj

”Besøgsforbud har ramt vores geriatriske patienter hårdt, og det fik os til at tænke ud af boksen,” fortæller klinisk sygeplejespecialist Camilla Nygaard Bring fra Geriatrisk Afdeling, Bispebjerg Hospital.

”Vi har lånt to iPads af vores kommunikationsafdeling, som har installeret programmer, der understøtter videokommunikation på smartphones.

For nylig oplevede vi, at en af vores patienter på 97 år brød ud i et stort grin, fordi hun syntes, det var så sjovt at tale med sin pårørende, selvom det var via en iPad.

Det har stor betydning, at man kan se og tale med de nærmeste, når man er indlagt. Måske har man brug for at give nogle praktiske beskeder om kattens mad eller fortælle, hvor nøglen ligger.

Det er klart, at der kan være tekniske barrierer hos nogle pårørende og hos patienterne, og det er ikke alle patienter, som er interesserede i at prøve. Men mange af dem, som har prøvet, giver udtryk for, at det er rart, at de kan tale med deres pårørende på den måde.

Nogle pårørende vender lige deres telefon og viser, hvor de er – f.eks. på arbejdet, i en have med tulipaner eller på havnen. Det giver patienterne en fornemmelse af livet uden for. Og for de pårørende er det rart at se, at deres mor, far eller ægtefælle har det godt.

Der var en søn, som sagde til os, at nu kunne han gå på weekend med en god følelse, fordi han ikke skulle bekymre sig.

Det er kun sygeplejerskerne, som holder iPad´en i hænderne, og vores hygiejneorganisation har sagt god for ordningen. Jeg håber, at vi kan inspirere andre afdelinger til at prøve, for vi var fået rigtig god feedback fra patienter og pårørende.”

Håber jobbet på covid-akutmodtagelse på Hvidovre Hospital snart slutter

Mandag d. 4. maj

”Jeg var lige startet i nyt job i Fertilitetsklinikken, men jeg nåede kun at blive oplært og være der i fem uger,” siger sygeplejerske Rikke Holm, som for tiden arbejder på covid-akutmodtagelsen på Hvidovre Hospital.

”Jeg blev ringet op og spurgt, om jeg ville på covid-ama. Det var med blandede følelser, at jeg sagde ja, for jeg har ikke arbejdet på et hospital i 7 år.

Før jobbet på Fertilitetsklinikken var jeg koordinerende sygeplejerske i en kommune. Men jeg har tidligere arbejdet på en kardiologisk afdeling, og har haft med patienter at gøre, som var kritisk syge.

Jeg er den eneste fra Fertilitetsklinikken, som er kommet på covid-ama. Jeg kender ingen, og vi bliver sat i nye teams hele tiden.

Jeg fik et endags kursus og blev kastet ud i at skulle passe patienter på stuerne. Jeg kunne godt have brugt at være føl i 1 eller 2 dage. Men jeg ved godt, at der ikke var de ressourcer. Det betyder, at jeg hver dag står i situationer, som jeg aldrig har prøvet før.

Jeg er kun vant til at arbejde i dagvagter, og her arbejder jeg dag, aften og nat, og det er hårdt, for mine børn har været derhjemme. Det er gået nogenlunde, men det er hårdt ikke at få søvn efter en nattevagt.

En dag fik jeg at vide, at min Påskeferie skulle inddrages.

Jeg kan godt se, at ledelsen har tænkt over tingene og har forsøgt at organisere arbejdet bedst muligt. I de første uger var der trainees – folk vi kunne hive til siden – og stille spørgsmål til. F.eks. hvordan man tager blodprøver, laver trakealsugning af lungerne, samler en stor fugter og andre specielle ting, man skal kunne i covid-ama.

Ledelsen har også sørget for, at der altid er en sygeplejerske fra AMA i vagt, som er vant til at passe alle slags kritisk syge patienter, så der er hjælp at hente.

Jeg gør det, så godt jeg kan, og jeg gør en forskel. Jeg glæder mig hver dag til, at jeg kan komme tilbage til Fertilitetsklinikken.

Kollegerne på covid-ama er søde, og jeg forsøger at tage situationen med oprejst pande. Jeg går hele tiden at håber, at vagterne på covid-ama snart stopper.

Hvis jeg havde kunnet forudse denne situation, ville jeg ikke have skiftet job lige nu fra mit job i kommunen. Siden den 1. februar er jeg startet i to nye job, og når jeg engang kommer tilbage til Fertilitetsklinikken, så skal jeg måske starte forfra med oplæring igen.”

 

Uge 16 – Den 27. april - 3. maj

To sygeplejersker har bygget covid-telte på Slagelse Sygehus

Torsdag d. 30. april

Torsdag den 19. marts fik beredskabsansvarlig sygeplejerske Tabita Grønvold (t.v.) og udviklingssygeplejerske Kristine Bækgaard (t.h.) på akutmodtagelsen på Slagelse Sygehus deres livs opgave.

I løbet af halvandet døgn skulle de være klar med et udkast til en plan for opbygning af såkaldte covidtelte i forlængelse af sygehuset.

I teltene ville man kunne teste, visitere og indlægge smittede patienter i en fremskudt visitation, så smitten ikke blev bragt ind på sygehuset.

"Vi kunne ikke bruge den beredskabsplan for akutte hændelser, vi har for sygehuset, for den tager udgangspunkt i en kortvarig hændelse, som strækker sig over et til to døgn.

Her var der tale en strategi, der skulle tage højde for noget, vi ikke havde kendskab til, hvordan ville udvikle sig, og som ville være længerevarende," fortæller Tabita Grønvold

Covid-visitationen har været akutafdelingens forlængede arm. Podnings-teltene har været til særligt sårbare borgere, personalepodninger og nu også til undersøgelse af patienter, som venter på ambulant operation."

Tabita Grønvold har siddet i den operationelle beredskabsgruppe i projektet, som skulle sammenkæde flowet af covidpatienter ud til bl.a. covid-sengeafsnittet.

"Herudover skulle vi kæde hele samarbejdet i organisationen på Slagelse Sygehus sammen og give vores tanker videre til sygehusledelsen, som sad i den strategiske beredskabsstyregruppe.

Da vi lavede strategien og planen i marts, frygtede vi, at situationen kunne eksplodere, og at vi kunne risikere at ende i samme situation som Italien.

Vi er det sygehus i region Sjælland med størst indtag af patienter, og vi skulle efter Roskilde Sygehus stå klar som de næste til at varetage behandlingen af covid-patienter.

Vi valgte at tænke stort. Fra, at vi i starten kunne teste ca. 50 borgere i døgnet, steg antallet støt, til vi nu tester over 500 i døgnet.

I visitationen undersøger vi gennemsnitlig 20 borgere i dagvagten. Og på akutmodtagelsen har vi indlagt ca. 24 syge patienter, som observeres for coronasymptomer og testes.

Heldigvis eksploderede corona-tallene ikke i Danmark, så vi har ikke haft brug for at indlægge patienter i teltene. Til gengæld skal langt flere testes, så vi har gradvist udvidet vores kapacitet.

I starten stod sygeplejersker for at teste. Men vi har mangel på sygeplejersker, så vi gik over til, at borgerne kunne teste sig selv ud fra en instruks. Det er vi gået væk fra igen, fordi det tager for lang tid. Så nu har vi uddannet værnepligtige og sygeplejestuderende, som tester med bistand fra en sygeplejerske.

Prøverne bliver analyseret på Slagelse Sygehus´ mikrobiologiske afdeling, og inden for 72 timer har vi svaret.

Hvis en borger har covidsymptomer, kan vi i teltene måle blodtryk, puls, temperatur og iltmætning. Og vi kan tilbyde borgere med behov for indlæggelse en iltbeholder, som de kan tage med videre over i afdelingen. De bliver fulgt af en portør, hvis de skal indlægges på covidafsnittet i Akutmodtagelsen.

Jeg har arbejdet på højtryk 10-12 timer i døgnet stort set alle dage også weekender siden den 19. marts. Min søn, som ellers bor fast hos mig, har måttet flytte over til sin far. Den første måned så jeg ham kun kortvarigt nogle af dagene. Nu er han heldigvis kommet hjem igen.

Det er den største opgave, jeg nogensinde har haft, og den mest spændende.

Jeg har været superglad for at have været med til det, og jeg er stolt af det arbejde, vi har gjort i Akutafdelingen. Og stolt af organisationens samarbejde og håndtering.

Opbygningen af covidteltene var mest intenst i starten, hvor det handlede om liv og død og en uvis situation. Nu er det mere gået over i en stor logistisk opgave, hvor jeg f.eks. står for at organisere mad og rengøring, og vi bygger stadig.

Jeg regner ikke med, at jeg skal holde fri før til sommer.”

Hverdagen er forandret på Hvidovre Hospital

Onsdag d. 29. april

”Jeg er nyuddannet sygeplejerske fra januar og startede på infektionsmedicinsk afdeling på Hvidovre hospital i februar. En utrolig hårdt ramt afdeling i forhold til corona,” fortæller sygeplejerske Tine Dahl Nielsen.

Hun har tidligere arbejdet i afdelingen som sosu-assistent og som timelønnet under sygeplejerskeuddannelsen.

”Efter en uge i mit nye job som færdiguddannet, bliver hele hverdagen lavet om. Jeg står meget hurtigt med nogle akut kritisk meget syge mennesker og en masse død og alvorlige ting omkring mig.

Personale og pårørende er påvirkede, og jeg føler mig slet slet ikke klar.

Normalt er der måske 1 eller 2 patienter om måneden, som dør, men i den seneste tid har det været mellem 1-4 patienter hver dag. Mange er så dårlige, at de bliver sendt videre til intensiv.

Jeg kommer til at føle mig kynisk, når jeg bare registrerer endnu et dødsfald. Omfanget og mængden af sygdom og død er overvældende.

Vi har lært om akutsygepleje i vores uddannelse, men jeg kan ikke huske, at vi har lært om, hvordan vi skal passe på os selv som sygeplejersker. Jeg føler mig ikke forberedt til, hvordan jeg kan beskytte mig selv i forhold til den mentale påvirkning.

Jeg står ikke alene. Jeg har ledelsen og mine kolleger i ryggen, og vi får tilbudt, at vi i teams kan tale med hospitalspræsten eller en psykolog. Vi kan også tale om tingene i afdelingen.

Men det er for voldsomt, når vi dag efter dag står og forsøger at redde folks liv hele tiden.

Jeg har brug for at kunne reflektere og tale om, at det er svært. Ikke nødvendigvis, at nogen skal sige ”nu skal I tale om det”. Jeg mangler nogle værktøjer til, hvordan vi selv kan tale om det og være i det i hverdagen.

Om natten kan jeg drømme om patienter, som dør i mine hænder, selvom det heldigvis ikke er sket.

Mine kolleger er vildt gode til at vurdere, hvilke patienter den enkelte sygeplejerske kan håndtere, så jeg føler mig tryg nok. Men mine tanker fylder.

Og der er ingen, som ved, hvor længe det her vil vare. Jeg spekulerer på, hvad det gør ved os i længden?”

Corona spændte ben for vores bachelorprojekt

Tirsdag d. 28. april

”Vi var nødt til bare at springe ud i det,” fortæller Anne Sophie Hjort Mortensen, som er sygeplejestuderende på 7. semester på Via University College i Århus.

”Vi skulle have haft en introduktion til alt det formelle i forbindelse med bachelorprocessen, men det blev aflyst på grund af corona. Når man ikke har prøvet at skrive et bachelorprojekt før, havde det været rart at blive holdt i hånden og sat godt i gang.

Skolen har været rigtig god til at informere os via vores intranet, men jeg tror, at alle der har skrevet en bachelor kan nikke genkendende til, at det bare ikke er det samme som at modtage vejledning ansigt til ansigt.

Der er ikke samme mulighed for at stille alle de spørgsmål, der opstår efterfølgende.

Vores bachelorprojekt handler om præmature børn, og vi kunne allerede i februar se, at det ville blive rigtig svært at tilgå informanter og indsamle ny viden.
Derfor valgte vi at sadle om og lave et litteraturstudie, hvor al empiri stammer fra allerede eksisterende forskning.

På den måde har corona spændt ben for den bachelor, vi havde planlagt fra start og allerhelst ville have skrevet.

Man har ikke kunnet tilgå bibliotekerne i en periode, så vi har været nødt til at være kreative og bruge de sociale medier og vores netværk til at finde litteratur. Det har været en kæmpe udfordring at få fat i det rigtige.

Vi har skulle holde social afstand internt i bachelorgruppen, så der har heller ikke været lige så mange gode, faglige diskussioner indbyrdes, som der kunne have været. Det er bare ikke det samme over Skype og telefon.

Det har givet nogle bekymringer for, om vores bachelorprojekt nu opnår den faglige kvalitet, som vi havde ønsket, og det er en rigtig ærgerlig følelse at sidde med.

Bacheloren er jo kulminationen på hele uddannelsen og en stor milepæl i livet. Man vil gerne vise, hvad man kan, og gøre uddannelsen færdig på en ordentlig og værdig måde.

Jeg glæder mig til at være færdig, men jeg kan godt få lidt ondt i maven af at tænke på, hvad for et system, jeg kommer ud til som nyuddannet.

Hvor længe kommer coronakrisen til at påvirke sundhedsvæsenet? Bliver der tid til, at jeg får en ordentlig oplæring?

Omvendt bliver jeg også enormt stolt af mit fag, når jeg ser, hvor omstillingsparate og gode vi er til at passe på hinanden og patienterne. Det er virkelig en gave at få lov at bidrage til og blive en del af det sejeste fag!”

Gitte Christiansen på Medicinsk Modtagelse, Regionshospitalet Holstebro

Kollegerne er smittet i Holstebro

Mandag d. 27. april

"Mange af mine kollegaer er blevet smittet med covid. Og ikke bare på min egen afdeling. Det har betydet, at mange afdelinger er reduceret i sengepladser, og samtidig har de fået en udfordring med at få vagtplanen til at gå op."

Det fortæller sygeplejerske Gitte Christiansen fra Medicinsk Modtagelse, Regionshospitalet Holstebro. De har fået langt flere covidsmittede patienter, end det var forudset.

”Her i Holstebro har vi specialer i medicinsk regi hhv. lungemedicinsk, geriatri, nyremedicinsk og hæmatologi. Og de patienter skal naturligvis stadig behandles på trods af covid.

De kan også have covid, selvom de har deres grundsygdom. Derfor kan symptombilledet være anderledes, end det plejer.

Den oprindelige plan var, at Holstebro sygehus skulle holdes covidfrit. Hvilket jo betød, at vi på afdeling MM ikke skulle modtage Obs. covid, så vidt muligt.

Dog kunne der blive behov for isolation til Obs. covid indenfor Holstebros medicinske specialer fx åbne indlæggelser. Vi har 6 isolationspladser til denne funktion. Ofte oplever vi dog, at der ligger både 7,8 og 9 patienter i isolation.

Vi tager imod mange patienter, der viser sig at være covid-smittede. Der vil selvfølgelig altid være patienter, der går gennem nåleøjet i forhold til, at det viser sig, at de har covidsymptomer. Men at der kommer så mange på et ikke-covidsygehus har været svært at forstå og forholde sig til.

Specielt når den tilsvarende normering ikke er fulgt med. Vi har følt os nedprioriteret og som et overset sygehus i lovløst land.

Uofficielt kalder vi vores afdeling for “semi-covidafdeling” - uden en bemanding, der svarer overens med det patientindtag med covidsymptomer, som vi har haft og fortsat får.

Patienter med Obs. covid eller verificeret covid tager tid. Lang tid.

Og når vi ikke har den rette bemanding til at varetage patienterne, stiger frygten for at lave fejl tilsvarende. Får man nu taget værnemidler af og på i rigtig rækkefølge? Huskede man nu det hele? Osv.

Dette i tillæg til ens egen bekymring, om man bliver smittet eller tager smitte videre til patienter, kollegaer eller dem derhjemme.

Folk har været helt fantastiske til at byde ind med ekstra hjælp, men det har jo også sin begrænsning i forhold til, hvor længe man kan det. Og nu er bægeret fyldt, har jeg indtryk af.

I takt med, at patienterne bliver flere og flere, skal vi nu ikke bare frygte at blive smittet med covid, men også at blive ramt at stress.

Vi har haft flere krisemøder med vores medicinske ledelse, som vi oplever som lydhøre og imødekommende overfor vores situation og frustration. Men vi oplever de også, at de er pålagt en masse restriktioner længere oppefra. Det bliver lidt en ulige kamp føles det som.

En kamp som vi “på gulvet” føler, at vi taber. Dermed taber vores patienter også.

Det er blevet bedre med normeringen, også i takt med, at mine sygemeldte kollegaer vender tilbage. Der er iværksat handleplaner fra vores medicinske ledelse, med hjælp i dag-, aften- og nattevagt fra de øvrige medicinske afdelinger.

Så vi er blevet hørt. Men den sidste tids strabadser har tæret på kræfterne og arbejdsglæden.

Jeg elsker mit arbejde og mine kollegaer. Sammenholdet har reddet os og er kun blevet stærkere.

Jeg fortæller min historie vel vidende, at jeg kommer med offentlig kritik af min allerøverste sygehusledelse.

Men hvor meget skal man acceptere af sådanne arbejdsvilkår, hvor man hver eller hver anden vagt, nærmest bryder sammen eller er lige ved at bryde sammen af magtesløshed, frustration og arbejdspres?! Covidkrise eller ej.”

 

Uge 16 – Den 20.-26. april

Sofie Studsgaard Andersen i værnemidler under coronakrisen

"We did it!"-følelse på Slagelse Sygehus

Fredag d. 24. april

”Jeg er nyuddannet fra januar, og for mig er det helt vildt lærerigt og fantastisk at arbejde på covidafsnittet. Jeg har aldrig lært så meget så hurtigt, som jeg gør i øjeblikket,” siger Sofie Studsgaard Andersen, fra Slagelse Sygehus.

Hun er normalt ansat på mave-tarm medicinsk afdeling. Men i slutningen af marts rykkede hun til covidafsnittet.

”Jeg blev spurgt, om jeg ville rykke over, og det så jeg som en fantastisk mulighed for at lære.

Da jeg for tre måneder siden blev uddannet sygeplejerske, havde jeg aldrig troet, at jeg skulle stå i fronten i en epidemi.

Jeg er vokset hver dag... Det har været en lærerig proces, og jeg har mødt så mange søde og venlige sundhedsprofessionelle fra nær og fjern, og hver dag lærer vi af hinandens specialer og kæmper sammen.

Jeg oplever, at der er den fedeste holdånd, hvor man hjælper hinanden og hvis man f.eks. hiver i klokken, kommer der med det samme en kollega og spørger, ”hvad kan jeg hjælpe dig med”?

Vi byder alle sammen ind med det, vi er særligt gode til, og vi lærer af hinanden. Jeg er f.eks. god til Sundhedsplatformen, men der er rigtig mange ting omkring medicin, f.eks. inhalationsmedicin, som jeg ikke kender til.

Jeg har nok været lidt heldig, fordi jeg ikke var med i den første lidt kaotiske fase i marts, hvor det hele skulle bygges op. Og jeg har også været heldig, at langt de fleste af de patienter, jeg har haft med at gøre, har fået det bedre og har klaret sig.

Jeg har dog også oplevet, at en patient, som var meget syg i forvejen, døde. Sammen med den pårørende fik vi arrangeret den smukkeste afsked, og vi tog al den tid, der skulle til. Det blev en fin oplevelse.

Det er en meget speciel tid. Fordi der ikke er nogen pårørende, spiller sygeplejersker en stor rolle i forhold til at give patienterne tryghed. Det giver en følelse af, at man virkelig kan gøre noget for patienterne. Og jeg nyder at være der for dem.

Når patienterne bliver udskrevet, er der sådan en ”We did it”-følelse over det.

Jeg oplever at både patienter og pårørende er vildt taknemmelige – meget mere end før corona, og det er nok, fordi vi udfylder en langt større rolle i øjeblikket.”

Der er et stort minus ved arbejdet i Covidafsnittet ifølge Sofie Studsgaard Andersen. Nemlig plastickitler, man ikke kan ånde i, beskyttelsesbriller som dugger, og masker man næsten ikke kan trække vejret i, når man har haft dem på i mere end 15 minutter.

”Det er meget ubehageligt særligt nu, hvor solen står ind ad vinduerne. Vi har fået nogle briller, som ligner dykkerbriller, som heldigvis ikke dugger, og jeg håber, vi snart får nogle flere åndbare kitler."

Sofie har et budskab:

"Lov mig at passe på dig og dine næste, hold afstand og vær omhyggelig med din håndhygiejne.Det nemlig med denne omhyggelighed og sammenhold, at vi kommer igennem denne tid.”

Personalet står sammen på Akutklinikken på Amager Hospital

Torsdag d. 23. april

”Der er en følelse af, at vi i personalegruppen er sammen om det her, og alle er enige om, at det først og fremmest handler om at være gode til at hjælpe og passe på hinanden i en tid, der er lidt svær,” siger Anders Grönholm Petri, afdelingssygeplejerske på Akutklinikken, Amager Hospital

”Vi modtager ikke selv covid-patienter, men vores afdeling har udlånt en del personale til Hvidovre Hospital, så på den måde er vi berørt af situationen.

Der har været mange arbejdstimer, men jeg skal være ærlig og sige, at det er en spændende tid. Man vil gerne have været med til det her

Det er bestemt ikke sjovt at aflyse sit personales ferie, det finder jeg ingen glæde i – men jeg forstår godt, det er nødvendigt.

Vi har rigtig meget at se til, men vi kender alle sammen nogen, der har mistet deres arbejde eller er sendt hjem uden løn. Vi kan i det mindste prise os lykkelige for, at vi trods alt stadigvæk har et arbejde.

Os, der arbejder, får stillet vores sociale behov på en anden måde end de, der går derhjemme helt alene. På den måde er det faktisk en befrielse at få lov at arbejde.

Som sygeplejersker mærker vi stor opbakning alle vegne fra. En gut, der måtte aflyse sin 40-års fødselsdag, bad alle sine gæster om at donere de penge, de havde tænkt sig at købe gaver for. Dem brugte han til at købe et kæmpe læs slik for, og bad mig sørge for, at ’personalet i front’ fik gavn af det. Det er da vildt rørende.

Selvfølgelig bliver jeg glad for den anerkendelse, folk viser os, for vi gør et rigtig godt stykke arbejde. Men jeg synes også, at der er mange andre i sundhedsvæsenet, som gør lige så meget.

Der går en hel masse rengøringsfolk rundt og rydder op efter os hver eneste dag. De bliver ikke hyldet, og dem synes jeg også, der skal være plads til.

Det er vildt at være vidne til, at sundhedsvæsenet bliver vendt fuldkommen på hovedet. Der er uden tvivl delelementer i det her, som er enormt lærerige.

For tiden kører vi med dobbelt lægevagtsspor her på Amager Hospital, fordi vi også tager imod patienter fra Hvidovre. Derfor havde vi forventet en hel masse henvendelser, men der kom ikke en brøkdel af de patienter, der plejer.

Det er måske fordi, at danskerne har hørt efter og er blevet hjemme, men så skulle man jo tro, at de ville komme væltende nogle dage senere, når de var blevet rigtig syge og dårlige. Men det gjorde de ikke.

Så kan man ikke lade være med at tænke på, hvad der er blevet af de patienter?

Har de henvendt sig et andet sted, eller er det, de fejlede, i virkeligheden bare gået over? Gad vide, om det måske alligevel ikke er så slemt at visitere en lille smule mere aggressivt?

Det er jo voldsomt dyrt at køre sådan en lægevagt, og de erfaringer vi gør os under coronakrisen, giver jo anledning til at se på, om vi bruger vores penge rigtigt.

Er der mon noget i vores sundhedsvæsen, vi kan gøre anderledes og mere rentabelt, så vi får mest mulig sundhed for pengene?
Vi kan lære rigtig meget om fremtiden lige nu, og vi skal tænke os godt om, når det her er overstået.”

Kollegiale relationer er vigtige i covid-arbejdet på Hvidovre Hospital

Onsdag d. 22. april

”Vi operationssygeplejersker har vagter på covidafsnittene, og en aften gik en af mine kolleger grædende hjem.

Midt i et sammensurium af angst for smitte og en konstant følelse af at være ”alert”, følte hun sig utilstrækkelig, fordi hun ikke kunne finde ud af de simpleste opgaver som f.eks. at tænde bækkenkogeren,” fortæller sygeplejerske på Ortopædkirurgisk Center OP, Hvidovre, Sisse Kampmann Bruun.

”Jeg lovede hende, at sådan ville vores næste vagt sammen ikke blive. For på næste vagt ville vi være ”sammensvorne”. Det handler om, at det har stor værdi at kende dem, man skal arbejde sammen med.

Man skal ikke undervurdere værdien af at kende sine kolleger – det er en af de ting, arbejdet med covid har gjort særligt tydeligt.

Når vi skal arbejde på covid-afsnit, så er alting nyt – kollegerne, opgaverne, rollerne, apparaterne, skærmbillederne på Sundhedsplatformen osv. Og oveni det, går man og er bange for selv at blive syg, smitte sin familie, og at patienten ikke vil overleve.

Mit og mine kollegers normale arbejde er at være operationssygeplejersker. Vi er ikke vant til at tænde en bækkenkoger – det var bare en del af det, min kollega havde brug for at snakke om efter den aftenvagt,” fortæller Sisse Kampmann Bruun.

Hun er også arbejdsmiljørepræsentant, AMiR, og har derfor en faglig viden om, at det er vigtigt at bringe de særlige arbejdsmiljøproblemer, der opstår i covid-tiden, op på et højere plan.

”Det er noget af det, jeg gerne vil bringe videre op i systemet til ledelsen, at de skal tænke på de sociale relationer, og den tryghed relationer giver, når man sammensætter teams. Alle ved, hvor træt man bliver, når man lige er startet i et nyt job, og det er jo sådan, vi ofte oplever det, når vi skal hjælpe til på et nyt afsnit.

Der var for eksempel en dag, hvor det pludselig bippede, og vi sprang alle op og troede, at det var en alarm fra en stue, men det var bare lyden fra køleskabet, fordi det ikke kølede nok, og vi kendte ikke den lyd. Vi går jo og er konstant stand by og på dupperne, og det koster en masse energi.

På operationsafdelingen er corona-tiden frustrerende. Når vi møder på arbejde, er det ikke altid, vi ved, om vi skal operere eller sendes over på covidafsnit. Men det går i bølger.

Mange operationer bliver aflyst, fordi anæstesisygeplejerskerne er optaget på covidafsnittene, og opvågningsstuerne er optaget af covid-patienter. Alting tager længere tid, fordi patienterne er isoleret på stuerne og skal have alting bragt. Når vi skal have værnemidler på, skal vi først hente det bag en låst dør.

Men vi har fået tid til at rydde op i vores instrumenter og sortere ud i kartoteker med forældede instrukser om, hvad man skal bruge til de forskellige operationer

Langsomt er stemningen ved at blive lidt bedre i takt med, at vi føler, at vi ved mere om, hvad vi har med at gøre i forhold til covid.

Vores psykologiske kriserådgivning har givet os nogle konkrete råd om, hvad vi kan gøre, for at få det mentalt bedre. F.eks. slukke for nyheder om covid, når vi har fri og lade være med at læse arbejdsmails i fritiden.

Som sagt går det i bølger. Da jeg kom tilbage på Operationsgangen efter påske blev jeg mødt af meget bekymrede kollegaer. For nu er der nogle af dem, som har taget vagter i Covidafsnittet, som er blevet syge af covid.

Vi ved naturligvis ikke, om de har fået det i Covidafsnittet, men det er en skræmmende mulighed, da alle syge har været der. Som AMiR, sygeplejerske og kollega, gør det mig utrolig ondt at være vidende til mine kollegaer brænder sammen efter tur.

Jeg føler mig magtesløs og vil så gerne kunne gøre mere end blot at sparre med dem og referere til Krisepsykologisk Kliniks vejledning og psykologisk rådgivning.

Som resten af regionen bliver vi nu testet for, om vi har antistoffer mod covid (på mit billede, som min kollega tog af mig den 17. april har jeg lige fået taget en test). Forhåbentligt kan det at blive testet få flere til at sove lidt bedre.”

.

Hygiejne-rejsehold forebygger covid-smitte i Roskilde Kommune

Tirsdag d. 21. april

”Roskilde Kommune har handlet forbilledligt lige fra starten af Covid-19 epidemien. Der er blevet tænkt sikkerhed for borgere og personale i en bredt funderet indsats, og det gør mig stolt over at være ansat her,” siger sundhedskonsulent og sygeplejerske i Roskilde Kommune, Lisa Høj.

Normalt arbejder hun med forebyggelse i forhold til borgere med stress, angst og depression, men siden marts blev meget af hendes normale arbejde indstillet.

I stedet bemander hun og de øvrige sundhedskonsulenter i Sundhedscenteret det nyetablerede ”Hygiejne-rejsehold”, hvor man arbejder to og to sammen og har ansvaret for hver sine institutioner.

”Jeg og min makker har ansvaret for to socialpsykiatriske bosteder. Her har vi været ude og undervise personale og beboere i basal hygiejne og generel smitteforebyggelse. Vi har blandt andet vist slides og video om, hvordan man vasker og spritter og håndterer neglelak og ringe.

Der er ikke noget at sige til, at personalet på institutionerne har brug for at få opdateret deres viden om hygiejne og smitteforebyggelse, for det er heller ikke noget jeg som sundhedskonsulent normalt beskæftiger mig allermest med.

Vi sygeplejersker blev fra starten undervist af en hygiejneansvarlig sygeplejerske, som Roskilde Kommune var så forudseende at hyre som konsulent, lige da Covid-19-smittefaren satte ind.

Den hygiejneansvarlige sygeplejerske har for eksempel været med til at undervise skolernes rengøring i hygiejne, da de er blevet omdirigeret til at udføre øget rengøring i borgernes hjem.

Ligeledes har Roskilde Kommune indført en ”hygiejne-mail”, hvor alle ansatte i kommunen kan stille spørgsmål og få svar. Det har f.eks. handlet om at sikre værnemidler i form af nødkit, som personalet på vores Center for Alkohol og Stoffer havde brug for.

Vi har ikke oplevet at mangle værnemidler, og bortset fra et udbrud af Covid-19 på et plejecenter, har jeg ikke hørt, at der har været smitte på andre institutioner.

Der er blevet oprettet en særlig Covid-19 afdeling med sluse og separat indgang på et plejecenter til de patienter, som bliver udskrevet fra hospitalet med behov for pleje efter at have været indlagt for Covid-19.

I hjemmeplejen er der et særligt Corona-team, som rykker ud til de beboere, som er smittede, eller hvor der er mistanke om, at der kan være smitte.

Dem, som arbejder i Corona-teamet, har selv ønsket det, og de har trænet ved hjælp af den hygiejneansvarlige sygeplejerske i de særlige udfordringer med at tage værnemidler rigtigt af og på.

Vi har selvfølgelig også haft den samme diskussion, som man har i resten af landet, om hvorvidt det er sikkert at tage ud i en borgers hjem uden at vide med sikkerhed, om man selv er smittet, eller om borgeren kan være en rask smittebærer.

Min fornemmelse er, at efter det er blevet meget lettere for sundhedspersonale at blive testet og få svar inden for et døgn, så er den frygt faldet meget til ro.

Nu hvor Danmark langsomt begynder at åbne op igen, er jeg også begyndt at forberede mig på igen at kunne tilbyde nogle af de stresskurser, jeg normalt drifter.

Vi har netop fået mulighed for at bruge vores dokumentationssystem Nexus til videoundervisning, det arbejder vi på at tage i brug. Og måske kan jeg inden længe samle ti borgere til noget undervisning i stresshåndtering uden for i det fri."

Apopleksipatienter må undvære de pårørende på Neurologisk afdeling i Roskilde

Mandag d. 20. april

”Patienterne giver udtryk for, at de er meget kede af at være isoleret fra deres pårørende,” fortæller sygeplejerske Charlotte Gervø fra Neurologisk afdeling, Sjællands Universitetshospital, Roskilde.

Charlotte Gervø er sygeplejerske i det neurovaskulære sengeafsnit, N80H. Her er patienterne indlagt typisk efter en blodprop i hjernen eller en hjerneblødning. Ligesom alle andre steder i sundhedsvæsenet og i samfundet skal de være isoleret på grund af risikoen for covid-19 smitte. Det betyder, at de ikke må få besøg af deres pårørende.

”Det er patienter, som er meget afhængige af, at de pårørende kan svare for dem. En del af dem er afatiske, deres talecenter er ramt, og de kan derfor ikke udtrykke sig over for os. Nogle er ramt på en måde, så de ikke har nogen sygdomsindsigt.

Vi taler selvfølgelig med de pårørende i telefon. Men det er rigtig hårdt for dem ikke at kunne være der, for patienterne er meget dårlige. De er sengeliggende og sover meget, og de pårørende er selvfølgelig meget bekymrede for at miste dem.

Her er blevet uhyggeligt stille. Vi oplever det mest i aftenvagterne, hvor der plejede at være et mylder af familier med børn og børnebørn. Det føles som stilhed før en storm.

I denne periode med corona har vi oplevet at have færre neurologiske patienter indlagt akut, end vi plejer at have. Det er nok tilfældigt, men det er alligevel noget, der gør sig gældende for alle sengeafsnit på hele hospitalet, at der er færre patienter og tomme senge.

Det bekymrer os, hvis der er patienter, som fx får en lille hjerneblødning, og som undlader at reagere på symptomerne, fordi de ikke vil gå til lægen. Måske fordi de er bange for at få corona, eller fordi de bare ikke vil forstyrre sundhedsvæsenet. Det er i så fald en meget uheldig konsekvens af corona.

I sengeafsnittet er vi mærket af corona-epidemien, fordi vi har udlånt fire af vores erfarne kolleger til covidafsnittet. Det betyder, at vi andre har fået mere arbejde og skal dække flere vagter.

Vi har også patienter med ”Obs. Corona” i sengeafsnittet. Det kan være en patient med hjerneblødning, hvor konen fortæller, at manden har haft feber i mange dage og ondt i halsen. Så bliver patienten lagt på en isolationsstue og podet.

Vores hverdag i sengeafsnittet er blevet meget anderledes, og derfor har vi måttet tænke ud af boksen i måden, vi organiserer arbejdet på.

Det neurologiske speciale er meget tværfagligt. Vi plejer at gå til morgenkonferencer, hvor vi er en masse mennesker sammen. Nu er vi nødt til at samles i mindre hold. Vi deler os op i grupper med tovholdere, som giver besked videre.

Der er en positiv side af corona – selvom det virker forkert at sige. Men vi har fået et endnu bedre sammenhold. De barrierer, der kan være mellem faggrupper, er brudt ned, og alle skel er væk.

De akademiske sygeplejersker tager også del i vagterne, og de hjælper med at organisere, lave instrukser og undervise. Korpsånden er mere tydelig og vi bliver rystet sammen, fordi vi er i en krisesituation.”

 

Uge 15 – Den 13.-19. april

.

Hjertesygeplejersker i Viborg har brug for redskaber til at være i covid-hverdagen

Søndag d. 19. april

”På hjerteafsnittet er vi vant til pressede og stressede situationer, og vi er gode til at håndtere hinandens reaktioner," siger sygeplejerske Laila Smidemann fra hjerteafsnittet på Regionshospitalet Viborg.

"Men det har alligevel været en udfordring for os alle, især de kollegaer fra både forskning, hjerteklinik og sengeafsnittet, som for tiden er sendt i vagt på Isolationsafsnittet. For her arbejder vi sammen med nye kolleger, og patienterne er hele tiden dårlige.

Det gør noget ved arbejdsmiljøet. Vi kan ikke bare fortsætte på den måde i det uendelige uden lige at stoppe op og se på, hvad coronaen egentlig gør ved os."

Laila Smidemann er også arbejdsmiljørepræsentant, og derfor en af de medarbejderrepræsentanter, som hejser et flag over for hospitalsledelsen, når arbejdsmiljøet er presset.

”Ledelsen betegner arbejdspresset under covid-epidemien som, at ”der var lagt an til et 100 meter løb, men nu skal vi løbe et marathon”.

Vi kan ikke bare fortsætte med at løbe uendeligt. Det er nødvendigt at se på, om vi kan finde nogle metoder og redskaber til at være i det på. Faktisk oplever vi, at ledelsen er lydhør som aldrig før og er parat til at lytte til vores løsninger.

Et helt konkret problem er jo, hvordan man skal sove efter en nattevagt, hvis hele familien er hjemme.

Min egen afdelingssygeplejerske har været meget lydhør, og vi har rykket rundt på vagtplanen, så der kunne tages hensyn.

Vi har også indført en informationstavle, hvor man kan blive opdateret om de sidste nye retningslinjer for f.eks. podning og masker. Hvis man f.eks. ikke har været på arbejde et par dage og føler sig usikker på, hvad der gælder.

Vi har fokus på, at det er vigtigt at holde fri og slappe af. Det kan være nødvendigt at koble af den konstante strøm af informationer, og give sig selv lov til at holde pauser. For det har vi alle brug for hver især.

Man skal have lov at komme på arbejde og sige, at man lige har brug for at blive opdateret.

Vi har f.eks. også lavet en mappe, hvor vi har lagt alle vores masker ind i plasticlommer og skrevet på dem, hvornår og hvordan de forskellige masker skal bruges.For der kommer løbende nye retningslinjer.

Corona-situationen har også nogle positive betydninger for arbejdsmiljøet. For det er faktisk også rart at komme på arbejde og få et pusterum fra familien, som fylder mere end den plejer, når alle er hjemsendt.

I vores egen afdeling oplever vi et fantastisk sammenhold, og det giver en virkelig god fornemmelse at kunne handle. Man får sådan en ”wow – det er jo det her, det handler om”, når man kan tage på arbejde og udføre et meningsfuldt arbejde.

Og når de erfarne hjertesygeplejersker tager vagter på isolationsafsnittet, kommer der pludselig fokus på værdien af deres viden, når de skal undervise i plejen af patienter med blodpropper i hjertet.

De erfarne sygeplejersker, som er vant til bare at gøre det, de er eksperter i, får sat ord på deres egen ekspertviden over for sig selv og andre, og det giver stolthed.”

.

Spøgelsesagtigt stille på plejecenter i Randers

Fredag d. 17. april

”Mit ledelsesgrundlag bygger meget på at sige ”ja”. Men lige nu bliver der alt for mange gange svaret ”nej”. Vi holder vejret og håber, at vi kan holde sygdommen ude,” fortæller Betina Bruun, som er leder af ældrecentret Borupvænget i Randers Kommune. Centret har 103 beboere og over 100 medarbejdere.

”Lige nu er centeret lukket for alle besøgende, for al aktivitet og træning, for fællesskaber og for frivillige. Det betyder, at beboerne er i deres lejligheder så meget som muligt. Ingen spiser sammen, og dørene ind til mange lejligheder og afdelinger er lukkede.

Der er et nødberedskab på arbejde, dvs. den basale pleje varetages, hvilket kræver stor faglighed at prioritere i. Alt dette for at passe på beboerne og medarbejderne ved at begrænse antallet af personer, vi er i kontakt med.

I starten, hvor Covid-19 marcherede ind i Danmark, gik det stærkt. Nye tiltag, instrukser og retningslinjer dagligt. Vi var bekymrerede over, at mængden af værnemidler var for lille, og forberedelsen af, hvordan vi skulle håndtere eventuelle smittede, fyldte meget.

Nu er der lige så stille opstået en ny hverdag, hvor alle de nye instrukser er implementeret. Centeret er stille. Næsten lidt spøgelsesagtigt. Vi er taknemmelige for hver dag, der går, uden vi får sygdommen indenfor væggene.

Der bliver gjort rigtig meget for at opmuntre beboerne og gøre tiden mindre trist. Gåture, fællessang, banko fra døråbninger, cykelkonkurrence - en ad gangen i fællesrummet på motionscykler.

Medarbejderne er virkelig kreative og finder på nye tiltag hele tiden. Flere pårørende besøger deres kære ved vinduerne/altanerne, går en tur sammen i det fri eller sender blomster og breve.

Det er en hård tid for beboerne og de pårørende, de lider stort afsavn, men de små ting gør en stor forskel.

Specielt borgerne med en demensdiagnose, som mange her har, har meget svært ved at forstå, hvorfor hverdagen pludselig er en helt anden. Denne gruppe af beboere, er vi ekstra opmærksomme på lige nu.

Enkelte her i huset er blevet testet, men ingen er testet positive.

Vi har oplevet stor opbakning fra nærmiljøet, de pårørende og offentligheden. Det betyder rigtig meget.

Mit daglige arbejde som leder er lige nu fyldt med anderledes opgaver. Nogle af dem meget lavpraktiske, som f.eks. at få posten rundt i huset eller tælle værnemidler op flere gange om ugen.

Jeg har dagligt mange dilemmafyldte beslutninger at tage i forhold til, hvad der kan lade sig gøre og ikke kan lade sig gøre. Det skal være sundhedsfagligt forsvarligt og indenfor retningslinjerne.

Min telefon er åben i døgndrift, og den ringer ofte. Jeg oplever ord komme ud af min mund, som jeg ville have svoret aldrig ville ske for eksempel: ”Nej du må ikke besøge din hustru”. Eller ”nej du må ikke komme på arbejde, selvom du kun har lidt ondt i halsen og ellers føler dig frisk”.

Min opgave er at sikre en faglig forsvarlig, værdig og omsorgsfuld hverdag for beboerne på centeret. Det er svært, men vi løser det sammen.

Jeg oplever et sammenhold, en hjælpsomhed og fleksibilitet mellem mine lederkollegaer og mellem medarbejderen, som er unik og livsbekræftende. Det giver håb.”

Ros til de studerende på online-undervisning i Aarhus

Torsdag d. 16. april

”Det er SÅ imponerende. De studerende har et fremmøde som aldrig før. Da jeg loggede på Skype kl. 8 den første morgen efter Påske for at undervise, var 34 ud af 35 studerende allerede klar,” fortæller underviser på Via University College, Sygeplejerskeuddannelsen i Aarhus, Karin Reinholt Laugesen.

Hun blev ligesom alle andre undervisere smidt ud i opgaven med at undervise online, da corona-epidemien gjorde det nødvendigt i marts.

”De første 1-2 uger var kaotiske. Der var en masse koordinering og mails frem og tilbage. Jeg var ikke vant til at online-undervise, og pludselig skulle jeg sidde herhjemme og arbejde samtidig med, at mine tre store børn i skolealderen havde brug for hjælp til lektier.

I starten kom vi undervisere til at overloade de studerende med opgaver, fordi vii var nervøse for, om de fik lært nok.

De studerende gav os feedback om, at de følte sig for pressede, og så har vi justeret lidt ind. Jeg er benovet over den forståelse, de studerende udviser i forhold til, at det også er en udfordring for os som undervisere, at få uddannelsen til at fungere.

De bærer over med, at vi ikke er i så god tid med vores planlægning. Og de har også forståelse for, hvis der pludselig dukker et barn op og spørger om hjælp til lektier midt i, at jeg er i gang med undervise.

Den største udfordring er faktisk koordineringen mellem os undervisere. Det er svært at planlægge og undgå at komme til at lægge sin online-undervisning i forlængelse af hinanden uden pauser til de studerende og at komme til at give opgaver på samme tid.

For at kunne koordinere har vi været nødt til at holde et par møder om aftenen, hvor os med børn har mere ro.

Jeg underviser studerende på 1. og 2. semester i faget sygepleje. 1. semester startede i februar og 2. semester skulle have været i deres første praktik efter Påske.

De 1. semester-studerende er mest bekymrede for, om de lærer nok, mens de 2. semesterstuderende frygter, at den særlige situation vil gå ud over det, de skal nå at lære i praktikken.

Jeg oplever, at de studerende fordyber sig i opgaverne. Det er svært at sige, om det skyldes, at de har ro derhjemme frem for på skolen, eller om det er, fordi de ikke har så meget andet at lave. Jeg er slet ikke bekymret for, om de lærer nok.”

.

Sygeplejersker i Herning har været hårdt pressede 

Onsdag d. 15. april

”Vi er så presssede, at nye Covid-19-tilfælde nu visiteres til andre sygehuse i regionen.”

Sådan siger sygeplejerske Birgitte Lundgaard Ottosson, som arbejder på et akut-sengeafsnit på Regionshospitalet Herning. Det er nu lavet om til et Covid-19-afsnit.

Herning er den jyske kommune, der har haft flest Covid-19-smittede pr. indbygger. Udover et stort antal smittede borgere er også mange sundhedspersonaler på hospitalet blevet smittet.

”Alle depoter og kontorer med mere er blevet lavet om til patientstuer. Det har været en ret speciel situation. Både det, at vi har arbejdet iført værnemidler, men også, at der har gået håndværkere rundt og sat store ilttanke op udenfor.

De har fjernet bogreoler, stole og borde og på den måde skabt nye sengestuer. Det har været surrealistisk at se sin arbejdsplads blive forvandlet på den måde.

De første dage var det nyt og spændende at være på arbejde, men efterhånden som dagene gik, og det greb om sig, blev det anderledes.

Vi løb tør for mundbind og visirer i løbet af den første uge. En hygiejnesygeplejerske samlede nytårsbriller ind blandt privatpersoner, som donerede deres nytårsbriller, og de første dage måtte vi genbruge vores mundbind.

Vi skrev vores navn på dem og lagde dem på et bord, når vi kom ud fra en stue og tog dem på igen. Det var på ingen måde ok, men det var nødt til at være sådan.

Personalet er blevet smittet lynhurtigt. Og det har givet mange spekulationer og bekymringer. Er det fordi vi ikke har de rigtige værnemidler, er det fordi vi er for tæt på hinanden eller kan vi ikke finde ud af at bruge værnemidlerne rigtigt?

De mange syge kollegaer har lagt et yderligere stort pres på afdelingen. For ikke nok med, at man har ansvar for syv patienter, men man er også nødt til at hjælpe kollegaer og medicinstuderende fra andre afdelinger, som ikke kender procedurerne på afdelingen og heller ikke har de samme kompetencer,” siger Birgitte Lundgaard Ottosson, og understreger, at afdelingen selvfølgelig ikke kan undvære dem.

”Alle, der er raske, tager ekstra-vagter. Her i påsken havde jeg egentlig ferie, men jeg har taget fire ekstra-vagter for at hjælpe. De andre uger har jeg haft en-to ekstra-vagter. Jeg gør det, fordi jeg har dårlig samvittighed over for de andre hver gang, jeg går hjem.

Det føles som om, vi har været i gang i en evighed. Vi har været ret hårdt spændt for.

Jeg håber, at min historie kan være med til at sætte fokus på sygeplejefaget og på os, der arbejder tættest på det svageste borgere. Det handler jo ikke bare om, at vi arbejder døgnet rundt og kun har ret til 14 dages sommerferie i skolernes ferie, men også om den risiko, vi udsættes for. Der er jo ingen, der ved, hvilke mén Covid-19 giver på længere sigt.

Det værste har været at sidde på en stue ved en patient, der dør, fordi han ikke kan få luft, mens de pårørende sidder ved siden af med mundbind og handsker. Vi har selvfølgelig lindret patienterne i videst muligt omfang. Men det har været barskt.”

Birgitte Lundgaard Ottosson er mor til tre, et børnehavebarn og to skolebørn i de yngste klasser. Hendes børn har været afsted i nødpasning – nogle gange som de eneste børn.

”Det kan godt give mig en klump i maven. Jeg er ikke selv bange for at blive syg, men jeg er bange for, at jeg bærer smitten videre gennem mine børn til deres lærere eller pædagoger.

Det bedste har været at opleve sammenholdet på afdelingen. Både blandt det faste personale, men også at opleve, hvordan sygeplejersker fra andre afdelinger er kommet til. Det er rart at gøre en forskel og være med til at gøre noget meningsfyldt.

De seneste dage er der kommet lidt mere ro på og nogle af Covid-19- patienterne visiteres ud til regionens øvrige hospitaler. Værnemiddelssituationen er også blevet bedre de seneste dage. Men vi har stadig mange patienter.”

Retspsykiatriske patienter på Psykiatrisk Center Sct. Hans får aflyst retssager

Tirsdag d. 14. april

”Vi har lukket rigtig meget ned. Dage, der i forvejen kan synes meget lange for patienterne, er blevet endnu længere. Her er blevet meget stille.”

Sådan fortæller retspsykiatrisk sygeplejerske Teis Amundsen, som arbejder på et lukket retspsykiatrisk sengeafsnit på Psykiatrisk Center Sct. Hans. Her er ni patienter indlagt eller de afsoner en behandlingsdom.

”Vores aktivitetsniveau er sat gevaldigt ned. Der er mange ting, der er blevet mere besværlige at gennemføre, f.eks. fysisk træning for patienterne, turene op i byen og den sociale færdighedstræning. Vi kan gå en tur i naturen, og det er stort set det.

Vi laver heller ikke mad sammen mere, som vi plejede. Der er skruet ned for fællesspisning og hjemmelavet mad. I stedet kommer maden op portionsanrettet og bliver udleveret. Pårørende må ikke komme på besøg i afdelingen. Det er patienter, som i forvejen har en meget lille og begrænset kontaktflade.

Bygningerne på Sankt Hans er 130 år gamle, og gangene er meget små og trange, så det med at holde to meters afstand er ikke muligt. For nogle af patienterne er det også svært at forstå, og vi kan kun henstille.

Vi har oprettet et kohorte-afsnit, altså et særligt afsnit, hvis nogle af vores retspsykiatriske patienter, bliver smittet med corona.

Det sværeste er nok, at retssager er blevet aflyst. Det er meget hårdt for nogle af dem. De har ventet i et år, har haft en dato, og så bliver det aflyst. Og det er uvist, hvornår de kan få en afklaring. Det er jo også helt forfærdeligt.

Vi andre tænker måske på, hvornår vi igen kan komme på ferie, men ens retslige status er jo helt essentiel,” siger Teis Amundsen med henvisning til, at patienterne kun kan udskrives efter en domsafgørelse.

”Det lave aktivitetsniveau gør også dagene længere for os, der arbejder her. Ellers er det, der har fyldt blandt personalet, usikkerheden om, hvilke symptomer man skal reagere på.

Hvis alle med hovedpine skulle blive hjemme og se, hvordan det udviklede sig, ville det være meget svært at opretholde et afsnit.”

 

Uge 15 – Den 6.-12. april

Charlotte

Fra mave-tarm kirurgi til Covid-19-afsnit på Slagelse Sygehus

Søndag d. 12. april

”Jeg meldte mig til den nye Covid19-afdeling på Slagelse Sygehus, fordi jeg tænkte, at det kunne være interessant. Til daglig er jeg koloskopisygeplejerske i Ambulatorium for Mave-tarm kirurgi.

Her bagefter kan jeg godt tænke, hvad har jeg meldt mig til? Jeg synes, at det er lidt angstfremkaldende,” siger sygeplejerske på Covid-19-afdelingen på Slagelse Sygehus, Charlotte Møller.

”Jeg var med den første dag (onsdag den 18. marts), hvor afsnittet åbnede. Jeg blev overrasket over at finde en afdeling, der ikke var klar. Jeg havde forestillet mig, at der var alt det udstyr, vi skulle bruge. Men det var der ikke.

Afdelingsledelsen var heller ikke på plads. Heldigvis var der heller ikke nogen patienter. Halvdelen af stuerne var klar med ilt og sug.

De to første dage brugte vi til at gøre stuer klar. De var blevet efterladt af medicinsk afdeling, som havde taget alt med sig, helt ned til opslag om, hvordan man bruger instrumentkogeren.

Alt var tømt fra depoter, bleer, tøjsække og bækkenstole. Der manglede værnemidler og mange andre essentielle ting for, at det kunne fungere i en hverdag.

Vi skrev alt det ned, vi manglede, og gik i gang. Fredag den 20. marts var de første 8-12 senge klar.

De første dage vidste ingen, hvor noget var. Alle var nye, og der var ingen ledelsesstruktur.

Der har været meget nyt. Alene det at skulle håndtere Sundhedsplatformen. Godt nok bruger jeg systemet i ambulatoriet, men det er på en helt anden måde end ude på afdelingerne. Jeg er heller ikke længere vant til at give medicin i vagter eller blande medicin.

Vi kommer fra mange forskellige specialer, en er fra lungemedicinsk, en anden fra geriatrisk, en tredje var pensioneret og en fjerde var fra primær sektor.

Vi har fået undervisning i akut-kritiske patienter i forhold til feber og respiration, hygiejneundervisning og CPAP-behandling., men man skal jo også ud og prøve det et par gange, inden man bliver sikker.

Når man er ny i et speciale, bliver man jo gradvist oplært af kollegaer i specialet. Vi har brugt personalet fra lungemedicinsk som mentorer.

Folk er gået på med krum hals. Alle har været positive og gjort, hvad de kunne. Selv om der har været frustrationer, har der også være en god stemning.

Folk har været søde og imødekommende, og hvis man kalder fra stuen, fordi man mangler noget, så kan det sagtens være lægen, der går ud og henter det. Alle hjælper hinanden.

Det har været spændende at være i. Det er rart at komme ud og have noget med patienterne at gøre på en anden måde. At lave basal sygepleje og observationer. De små grå kommer på arbejde og bliver støvet af, og jeg beskæftiger mig igen med det, jeg brændte for for 20 år siden.

Jeg har ikke fortrudt. Jeg er ved godt mod, men jeg håber på lidt mere struktur.”

.

Covid-19 truer arbejdet i lægepraksis i København

Fredag d. 10. april

”Jeg ved godt, at det er en butik, jeg arbejder i, men jeg havde aldrig troet, at jeg i min karriere ville føle mig truet på mit erhverv. Det var også underligt at føle sig lidt til overs i en tid, hvor det brænder på mange andre steder i sundhedsvæsenet,” fortæller konsultationssygeplejerske Helene Bjerregaard.

Hun arbejder i et lægehus i København. Covid-19-epidemien har faktisk betydet, at hun har haft mindre arbejde på grund af de færre konsultationer.

For patienter med KOL eller astma kommer ikke i konsultation i øjeblikket. Og nogle helbredsundersøgelser, livsstilssamtaler og behandling af fodvorter er udskudt.

Det samme er de faste lægekonsultationer i forbindelse med receptfornyelse på vanedannende medicin for f.eks. smerter eller søvnproblemer.

Til gengæld har Covid-19 også skabt travlhed, især i løbet af de seneste to uger.

”Den ene dag frygtede jeg at miste mit job. Den anden gik jeg vindblæst hjem fra arbejde efter en mega travl dag.

Det eneste, der er sikkert lige nu, er, at så snart der kommer en ny retningslinje, er telefonerne rødglødende,” fortæller Helene Bjerregaard.

Selvom hun ikke ser Covid-19-patienter, fylder sygdommen meget. Hun skal konstant sætte sig ind i ny viden og retningslinjer.

”Jeg bruger mit hoved på en helt anden måde, end jeg plejer. Alle kan blive ramt af Covid-19 og på forskellige måder. Jeg er bange for, at jeg kommer til at overse noget, når jeg taler med patienterne i telefonen.

Jeg dokumenterer altid mit arbejde, men er blevet mere opmærksom og dokumenterer helt ned til mindste detalje.

Jeg gør alt for ikke at tage smitte med hjem. Patienterne kommer kun ind i klinikken, hvis de er symptomfri og har en aftale. Men jeg kan jo ikke være 100 pct. sikker og kommer også tæt på nogle af patienterne,” siger Helene Bjerregaard.

Hun glæder sig over, at klinikken endelig har modtaget værnemidler fra regionen i form af kirurgiske masker, forklæder og handsker.

Sygeplejerske fra AUH fotograferer kollegernes hverdag

Onsdag d. 8. april

”Det er fantastisk at opleve. Hvordan vi i sundhedsvæsenet står sammen, og hvordan vi er lykkedes med at gøre os klar til en helt ny situation.”

Sådan siger Lise Nielsen, anæstesisygeplejerske på et dagkirurgisk afsnit på Aarhus Universitetshospital, Skejby.

Sammen med tre andre dagkirurgiske afsnit er Lise Nielsens afsnit blevet rokeret rundt for at kunne fungere som akut modtageklinik for Covid-19-patienter.

”Det var en omrokering, der fandt sted på mindre en 6 timer, en fredag op til en weekend. Det skete helt uden at nogen stillede spørgsmålstegn ved nødvendigheden.

Stuer blev ryddet og apparatur flyttet og personalet, der er vant til kun at arbejde i hverdage og dagtimer bød frivilligt ind på aften-, natte- og weekendvagter.

Faktisk var der flere sygeplejersker, der bød sig til, end der umiddelbart var brug for,” fortæller hun.

Den omstillingsparathed ville Lise Nielsen dokumentere med sit kamera. De seneste år har hun i sin fritid været såkaldt ’spotter’-fotograf for Århus Stiftstidende. Det er frivillige amatørfotografer, der selv byder ind med, hvad de gerne vil fotografere.

”Det var spændende. Sjovt og skræmmende,” siger Lise Nielsen, der indhentede tilladelse til at fotografere fra både kommunikationsafdeling og de patienter og personale, der er med på billederne.

For nylig var jeg igen ovre for at tage billeder af deres nye hverdag. Jeg troede, at der ville være tre-fire patienter, men det væltede ind med patienter, der skulle testes for Covid-19.

Det var en god oplevelse. Jeg gik glad hjem derfra. Det er jo en ny afdeling, der er sat sammen af sygeplejersker fra mange forskellige afdelinger.

Det er en meget omskiftelig hverdag, hvor mange ikke engang kender navnene på hinanden, og derfor må finde andre måder at kommunikere på.

Det, der har fungeret dagen før, er måske ikke det, der fungerer i dag. De er lynhurtige til at omstille sig. Arbejdsrutinerne er nye for alle, og der er ikke noget ’plejer’.

Der var en helt unik ånd. En positiv vilje til at få det til at fungere. Jeg gik stolt hjem. Det er bare noget, vi sygeplejersker kan rent fagligt. Vi er problemløsende på en effektiv måde.”

Lise Nielsen er også selv klar til at træde ind i corona-beredskabet, hvis der bliver brug for det.

”Men lige nu har jeg stadig en mere eller mindre almindelig hverdag, hvor urologiske og gynækologiske patienter stadig bliver opereret på mit afsnit,” siger hun.

Hendes to favoritbilleder er et med en læge, der poder en patient og et med en sygeplejerske, som passer på sig selv, da en pode-pind skal knækkes. Om de to billeder siger hun:

”Det med lægen og patienten udtrykker følelser. Man ser en læge iklædt beskyttelsesudstyr og en patient, der ikke synes, det er rart. Det viser, at Covid-19 er en alvorlig sygdom, som vi tager seriøst. Billedet viser en faglig handling, og kompositionen af billedet er også fin.

Det med sygeplejersken er et detaljebillede, der viser en faglig handling. Beskueren får et indtryk af, at der er behov for at beskytte sig selv, når pode-pinden knækkes. Jeg er vild med, at sygeplejersken holder sin hånd op for at beskytte sig selv.”

Alle billederne kan ses her:: http://spotted.stiften.dk/…/et-besog-pa-akut-covid-klinik-a…

"Kend smittevejene" lyder det fra hygiejnesygeplejersken i København

Tirsdag d. 7. april

”Hvorfor skal vi gå ind til borgerne uden maske på?” Det spørgsmål får hygiejnesygeplejerske i Københavns Kommune Lone Mimi Carlsson ofte i denne tid fra personale i hjemmeplejen og hjemmesygeplejen, når hun er ude og undervise.

”Sygeplejerskers og sundhedsmedarbejderes angst er begrundet. For selvfølgelig er det skræmmende, at hele samfundet skal isoleres, og man læser, at hver tiende smittede i Italien er sundhedsmedarbejdere. For betyder det så ikke, at man er udsat for større risiko end alle andre?

Og jo, det gør det, men det er også derfor, at man skal kende de generelle infektionshygiejniske retningslinjer, som altid gælder, og følge dem. Problemet er, at mange ikke følger dem godt nok.

Man kan beskytte sig, og første step er at kende smittevejene, så man kan afbryde disse.

Nok er Covid ny virus, men influenza, lungebetændelse og norovirus smitter på samme måde, nemlig ved kontaktsmitte og dråbeoverførsel. Kontaktsmitte forebygges ved god håndhygiejne eller god rengøring af fx hjælpemidler.
Dråber falder til jorden inden for én meter, men for at være på den helt sikre side, siger vi, at afstanden skal være to meter. Det er, når det gælder allerede smittede borgere eller borgere med symptomer.

Når sygeplejersken træder indenfor døren, spørges der ind til:

1. om borger har Covid-19 eller symptomer på Covid-19

2. om der er andre i husstanden, som har Covid-19 eller symptomer på dette

Hvis hverken borgeren eller nogen i husstanden er bekendt med, at de er smittede, er det forsvarligt at udføre procedure under to meters afstand, når der er behov for dette. Men man kan tage sine forholdsregler ved f.eks. at vende munden væk, når man taler.

Er man bange for, at borgeren skal komme til at hoste – og måske være en rask smittebærer, kan man vælge at tage maske på.

Når sundhedsmyndighederne ikke anbefaler masker generelt, er det, fordi masken i sig selv kan være et problem. For når den skal af og på, kommer hænderne i nærheden af slimhinderne, og dermed kan man blive smittet. Der er ikke indtil nu vist evidens for maskens virkning. Så anbefalingen er afstand, god håndhygiejne, og at man hoster eller nyser i ærmet.

Undersøgelser viser f.eks., at over 30 pct. ikke udfører sufficient håndhygiejne efter retningslinjerne, og det er det allervigtigste, hvis man vil undgå at overføre smitte mellem både syge og raske smittebærere,” siger hygiejnesygeplejersken, som gerne vil fremhæve, at sygeplejersker i kommunerne gør en ”fremragende indsats”.

Siden Covid-19 smitten kom til Danmark har Lone Carlsson også haft travlt med at forsøge at skaffe værnemidler.

”Det er så forfærdeligt, at vi har kunnet lade Danmark løbe tør for værnemidler, og at vi har satset på at få alle vores forsyninger fra Østen.

Jeg er blevet kontaktet af ublu lyssky firmaer, som har tilbudt, at vi kunne købe sprit til 200 kr. flasken, hvor vi plejer at kunne købe den samme flaske for 20 kr. Og vi er blevet tilbudt masker, som ikke var varer, som havde vores normale leveranceveje.

Heldigvis har vi fået en mængde masker, forklæder og sprit fra tandlæger, og vi fået lidt fra andre steder i Danmark, hvor der er færre smittede. Region Hovedstaden er det sted med flest smittede. Vi håber snart, at Lægemiddelstyrelsen og regionerne kan få varer fra producenter i Østen, men jeg ville ønske, at danske producenter kunne producere udstyr til os.”

.

Sundhedspleje via Facetime i Furesø Kommune

Mandag d. 6. april

”Familierne er utroligt søde og forstående over for, at vi er nødt til at yde vores service på en lidt speciel måde for tiden.”

Det siger Hanne Lindhardt om at være SUNDHEDSPLEJERSKE UNDER CORONA-EPIDEMIEN. Hun arbejder i Furesø Kommune.

”Ifølge Sundhedsstyrelsen retningslinjer skal vi opholde os så kort tid som muligt i hjemmene og have mindst mulig fysisk kontakt, så det bliver nogle anderledes besøg. Men mange familier er også bange for at blive smittet, og en del tør slet ikke få besøg af os.

Sundhedsplejen er jo et tilbud. Så med mindre der er grund til bekymring og underretning, så er familierne jo i deres gode ret til at sige nej tak, og så er vi nødt til at være kreative. Så laver vi enten et telefon- eller Facetime-opkald, så vi kan se og vurdere barnet, og vi lægger en vægt ude på trappetrinet og instruerer via telefonen forældrene i at få barnet vejet. På den måde får vi et billede af, om vi skal være bekymrede i forhold til trivsel og vægt.

Men nettet bliver jo stormasket i sådan en situation som den her. Der er børn, vi ikke har i fingrene, så der vil være ting, vi overser og ting, vi ikke får reageret på i tide. Det kan vi ikke undgå.

Jeg er nødt til at stole på det, forældrene fortæller mig – og får jeg nu spurgt på en måde, så de får forklaret mig tingene ordentligt? Så vi får opfanget, hvis der er grund til bekymring?

Jeg føler, at der lige pludselig ligger et meget stort ansvar på mine skuldre. Mange læger aflyser 5-ugers undersøgelsen, og det lægger et kæmpe pres på os, for så er der ingen andre end sundhedsplejen, der har set barnet siden jordemoderen.

Jeg tror desværre, at vi bagefter vil se en stor gruppe af forældre, som har det psykisk svært. Man ved, at nybagte familier, der undergår forandringer, er i større risiko for at udvikle fødselsdepressioner.

Der skal helst ikke være for meget, der forstyrrer. Og lige nu er der jo rigtig mange grunde til bekymring. De er isoleret fra deres netværk, og kan være bekymrede for deres jobsituation eller være bange for at blive smittet.

Nogle har større børn hjemme, der har udfordringer. Det kan være svært at håndtere, samtidigt med, at man har et lille nyfødt barn, som også kræver meget nærvær og pasning.

Det at være gravid og at skulle have et barn er en sårbar situation i sig selv, og så er denne her tid ekstra hård. Der er enormt meget uro og bekymring. Kan manden få lov at være med ved fødslen? Kan familien få lov at være sammen de første 14 dage efter fødslen? Det påvirker naturligvis familierne.

For mig personligt er det allerværste ikke at vide, hvornår det holder op. Ikke at vide, hvordan det udvikler sig, eller hvad det er for en verden, vi vågner op til.

Heldigvis er vi en rigtig god kollegagruppe, der er gode til at støtte og sparre med hinanden.”

 

Uge 14 – Den 30. marts - 5. april

Bispebjerg intensiv har tjek på værnemidlerne

Fredag d. 3. april

”Den største bekymring og utryghed blandt mig selv og nogle kolleger: “Er vi beskyttet tilstrækkeligt?” For ved “eksperterne” nok om den her sygdom til at vejlede hospitalerne om værnemidlerne?!

Jeg har valgt at tro på det, indtil andet kommer ud, ellers vil jeg blive stresset og handlingslammet,” siger sygeplejerske og arbejdsmiljørepræsentant på Bispebjerg intensivafdeling, Catrine Thomsen.

”Vi har en utrolig dygtig, synlig og tilstedeværende ledelse, som sender daglige mails om update og ændringer. Det gør mig tryg. De lytter til personalets bekymring, uden at bortforklare. De har undersøgt alle de spørgsmål, der er kommet, og har arrangeret “Kittelskolen”, så personalet går så sikkert ind på stuerne som muligt, uden synlig uniform over knæene!

Det har nemlig vist sig, at det ikke er så nemt at tage en isokittel på, uden at uniformen indenunder er synlig i halsen. Og det giver grobund for smitte, når man kommer ud af isokittel.

Som AMiR har jeg delt et link til mine kolleger om at vaske hals, da den jo ikke er tildækket. Det er vigtigt at vaske sin hals, især inden man spiser, for ikke at få rørt sig på halsen, mens man spiser, og herved få det ind i munden.

Jeg følger retningslinjerne fra SSI og ledelsens beslutning om at bære visir og kirurgisk maske, når jeg ikke luftvejshåndterer eller lægger sonde, og patienten ligger med max 20 i flow. Jeg har FFP maske på omkring 2 timer pr. vagt, hvor jeg luftvejshåndterer alle patienterne på stuen, hvis der er behov, herefter overtager en kollega.

Vi har god erfaring med at give hostende patienter kirurgisk maske på under Hudsonmasken ved plejeprocedure.

Vores arbejdsrutiner er blevet brudt, for pludselig kan vi ikke “bare” gå i medicinrummet eller i depoterne og hente det, vi skal bruge løbende. Vi har fået etableret “mixer” og “runnere”, og det er dem, vi bruger som vores forlængede arm til de ting.

Mixere og runnere er ofte personale udefra, som har fået et actioncard med deres funktion. Det fungerer rigtig godt - og vi forfiner og optimerer hver eneste dag. Men arbejdsrutinerne er blevet vendt på hovedet. Det kræver, vi er gode til at få arrangeret pauser, da vi ikke lige kan tage en tår at drikke, men kun kan i pauserne.

Covid-19 patienterne er dårlige på en anden måde, og de reagerer også anderledes end patienter uden Covid. De har ofte brug for at blive lejret i bugleje, og de kræver også et andet modus på respiratorerne, end de fleste andre patienter.

Vi holder os ajour med vejledninger og flowcharts for, at vi sammen med vores læger kan trappe både op men også ud af respiratoren igen.

Langsomt begynder nogle at rette sig igen. Det sværeste er de, som ikke gør, uanset hvad vi stiller op. Det kan godt tage hårdt på en.

Både sygeplejersker og læger er meget søde til defusing, hvor vi lige gennemgår forløbene, og om vi gør det rigtige.

At stå i front er både spændende og skræmmende på samme tid. Vi ser på nærmeste hånd, hvor hård og brutal den her virus er. Det er vildt skræmmende! Men samtidig er det spændende at være med til.

Der er en teamånd på en helt anden måde, end jeg har oplevet før, på tværs af faggrupper. Vi har fået sygeplejersker ind fra andre afdelinger, som bare går ind i det med oprejst pande og hjælper alt det, de kan. Nye strukturer og arbejdsformer bliver introduceret med rekordfart - men det går.

Jeg går på arbejde med stolthed og med min faglighed i ryggen, men jeg håber også, at vi sammen løser den her opgave, på tværs af afdelinger og sektorer.”

.

Intensiv på AUH ruster sig til næste bølge Covid-19 patienter

Torsdag d. 2. april

Louise Fruerlund er 24 år og arbejder på Intensiv. Hun er, lige som resten af hendes kollegaer, i gang med at lære erfarne sygeplejersker fra andre afdelinger op i at passe intensivpatienter på Aarhus Universitetshospital.

”Jeg har jo kun et års erfaring, men jeg kan mere, end jeg regnede med. Det opdager jeg, når jeg pludselig skal sætte ord på min sygepleje.

De sygeplejersker, som følges med mig, er f.eks. operationssygeplejersker, som kommer til at hjælpe til på intensivafdelingen, hvis situationen med Covid-patienter spidser til. De er ikke alle vant til at passe kritisk syge respiratorpatienter, så på den her måde får de et lille indblik i, hvordan vi passer vores patienter, og hvilke observationer vi foretager.

Jeg arbejder i et intensivafsnit, som er i gang med at gøre sig klar til at modtage næste bølge af Covid-smittede patienter, og alle intensivsygeplejersker modtager undervisning.

Vi er klar over, at vi kan risikere at skulle arbejde rigtig meget, og at der vil være mere pres på. Men vi er alle klar på at gøre en ekstra indsats, og jeg synes, at vi allerede nu er blevet ekstra gode til at passe på hinanden.

I øjeblikket modtager vores afsnit lidt andre patienter, end vi er vant til, bl.a. patienter med hjertesygdomme, lever- mave- og tarmsygdomme, mens mine kolleger i det andet afsnit tager sig af de Covid-smittede, som er blevet indlagt indtil nu. Indtil det bliver vores tur til at hjælpe.

Det føles meget uvirkeligt at tænke på, at det kan blive samme situation som i Italien her i Danmark, for lige nu er her stadig lidt, som det plejer. Vi håber, at vi ikke får brug for alt det, vi lærer.”

Sygeplejerske på Sociolancen passer på de udsatte borgere

Onsdag d. 1. april

De hjemløse, de psykisk syge og dem, som har et stort forbrug af medicin og stoffer. Det er nogle af dem, som er i stor risiko for at blive alvorligt syge, hvis de bliver smittede med coronavirus. Og de borgere vil sygeplejerske, Dalila Berkani Pedersen, gerne passe rigtig godt på.

Til daglig arbejder hun i Sociolancen, som er en social ambulance, hvor personalet yder opsøgende støtte til socialt udsatte. Sociolancen bliver kaldt fra 112 og rykker ud, hvis en borger ikke er i stand til at klare sig selv.

”Det er som om, de hjemløse er forsvundet fra gaderne, og jeg vil tro, det skyldes, at der på det seneste er oprettet nye nødherberger. Der er også etableret herberger for dem, hvor der er mistanke om smitte. Endnu virker det ikke som om, at mange af de udsatte borgere er smittede, men det er et spørgsmål om tid.

De udsatte borgere reagerer meget forskelligt på den særlige situation, hvor alle danskere er isolerede.

Nogle psykisk syge er meget angste for smitten, og de forstår måske ikke alle de nye retningslinjer. De har brug for, at vi giver os tid til at snakke med dem og forklare og berolige.

Andre har brug for, at vi støtter dem, når de møder op på akutmodtagelsen, hvor de bliver bedt om at blive uden for og vente, fordi der ikke må være mange samlet i venteværelset. Vi kan f.eks. tilbyde et tæppe og en motiverende samtale, så de kan klare ventetiden i kulden.

Nogle udsatte borgere som f.eks. misbrugere går slet ikke op i, at der er smittefare, fordi det er et meget lille problem sammenlignet med de massive problemer, de ellers har.

Og så er der dem, hvor corona-isolationen slet ikke betyder nogen forandring overhovedet. Og det er jo tankevækkende, at nogle borgere lever så isolerede, at det, vi andre synes er en ekstraordinær situation, for dem er en helt normal måde at leve på.

Personalet i Sociolancen står til rådighed, hvis der er brug for at teste for smitte. Vi kender de udsatte borgere, og de er trygge ved os.”

Sygplejerske på Rigshospitalet smittet med Covid: "Nu er det overstået"

Mandag d. 30. marts​

44-årig Trine Madsen, anæstesisygeplejerske på Rigshospitalet, blev konstateret COVID19-positiv, men er snart rask og klar til at passe intensive COVID-patienter. 

”Søndag den 15. marts er jeg ansvarshavende og har lidt ondt i halsen og hovedet. Tanken om corona har strejfet mig, men jeg synes ikke, at jeg har nok symptomer, og jeg tænker, at det er lidt hurtigt at trække corona-kortet - især fordi jeg i perioder lider meget af hovedpine. Da jeg er ansvarshavende, har jeg heldigvis meget lidt direkte kontakt med patienter og kollegaer.

Mandag morgen er jeg stadig afebril. Skolerne er lukket, og jeg kører op på mine børns skole for at samle deres skoleting sammen. Da jeg kommer hjem halvanden time senere, begynder jeg at få det dårligt. I løbet af et par timer får jeg 38, 1 i feber, ondt i musklerne, hoster, har ondt i halsen og i øverste del af brystet.

Jeg skal i 16 timers aften-nattevagt, men ringer ind og siger, at jeg har de her symptomer og får at vide, at jeg selvfølgelig ikke skal komme på arbejde.

I stedet skal jeg komme ind til en corona-test. Jeg må ikke komme i kontakt med andre mennesker, så jeg cykler fra Valby til Rigshospitalet, hvor jeg ringer på et nummer, jeg har fået. En sygeplejerske eller bioanalytiker kommer ud i fuld beskyttelse. Jeg kommer ind i et telt og skal stille mig på et kryds, der er markeret på gulvet og åbne munden. Det er meget systematisk. Bagefter cykler jeg hjem.

Tirsdag klokken 14.45 får jeg at vide, at jeg er testet positiv, og jeg får et sæt forholdsregler, jeg skal følge.

Jeg aner simpelthen ikke, hvordan jeg er blevet smittet. Jeg har ikke været ude at rejse, og jeg har ikke haft kontakt med nogen, der er smittede. Mit bedste bud er, at jeg er blevet smittet ude i samfundet.

De følgende dage, forsvinder nogle af symptomerne, andre tager til i styrke. Forsvundne symptomer vender tilbage. Det vandrer lidt rundt i kroppen. Min feber forsvinder efter otte timer.

Jeg har absolut haft et af de lettere forløb. Jeg har ikke ligget i sengen og haft det rigtig skidt. Jeg har kunnet klare det med Pamol og søvn.

Min mand og mine to drenge på 12 og 14 var allerede taget i sommerhus, inden jeg blev testet positiv, og ingen af dem har haft nogen symptomer.

I går var de hjemme og sætte noget vasketøj og en pose mad og hente en computer. Jeg kunne vinke ned til dem , da de stod nede på fortovet. Jeg har kontakt med dem flere gange om dagen og følger med i lektielæsningen på afstand.

Mine store dreng har fuld tillid til, at jeg har styr på det. Jeg har jo autoritet både som mor og som sygeplejerske. Den lille har sagt, at han lader være med at tænke på det, for så bekymrer han sig ikke. Og jeg har jo snakket med dem hver dag, så de kan høre, at det er mig, og at jeg har det godt.

Jeg har nogle meget søde naboer, som har taget en liter mælk med til mig, når jeg har manglet. Og jeg har daglig kontakt med min afdelingssygeplejerske. Jeg har ikke kedet mig. Vi har en stor dejlig lejlighed i Valby med tagterrasse. Jeg hygger mig med katten og ser tv-serier og strikker.

Jeg skal blive hjemme mindst 10 dage og have været symptomfri i 48 timer, inden jeg må komme på arbejde igen.

Når jeg kommer tilbage på arbejde, skal jeg ikke tilbage på min gamle afdeling, men i stedet passe COVID-patienter i den nybyggede Nordfløj, som endnu ikke er åbnet. Her står fire operationsgange med helt nye respiratorer klar, og afsnittet er klar til, at vi skal passe COVID-19 patienter. Jeg har arbejdet med intensive respiratorpatienter i mange år, men får selvfølgelig også ekstra oplæring.

Jeg tænker, at vi alle sammen skal smittes og nu er det overstået for mit vedkommende.”

 

Uge 13 – Den 23.-29. marts

Bispebjerg intensiv har lært af Italien og indført kittelskole

Søndag d. 29. marts​

"Vi har lært af Italien og indført Kittelskolen," fortæller afdelingssygeplejerske på intensiv på Bispebjerg Hospital, Grethe Bendixen.

De seneste uger har det handlet om kompetenceudvikling, etablering af så mange senge som muligt, sørge for at alle har styr på hygiejnen og følger de faglige retningslinjer.

”Vi har etableret et ekstra intensivafsnit, der hvor opvågningen normalt er. Vi er gået fra 12 intensivsenge til 28. Det betyder også, at der kommer rigtig meget personale ind, som vi ikke kender. Derfor har vi skabt nogle arbejdsgange og prioriteret opgaverne, så vi er forberedt på det værst tænkelige, selv om vi selvfølgelig håber, at det ikke bliver så slemt.

Nogle af vores nye kollegaer er fra anæstesi og opvågningen. Derfor har vi lavet team-samarbejde, hvor man arbejder i klynger af fire til at passe fire patienter. I hvert team indgår der forskellige specialer og alle har definerede opgaver, f.eks. er det intensivsygeplejerskeren, der går stuegang.

Vi har afprøvet de forskellige tiltag, så vi ved, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer. Det er enormt rart, at vi har gjort det, mens vi stadig har haft tid til at ændre og tilpasse tiltag,” siger Grethe Bendixen, der har arbejdet 12 timer om dagen de seneste mange dage.

At der er tilstrækkeligt personale er sikret gennem hospitalets vikarkorps og ved, at Grethe Bendixen selv har kontaktet sygeplejersker i sit netværk for at høre, om de er klar til at arbejde som timelønnede.

Blandt de nye tiltag på afdelingen er en række nye, klart definerede funktioner, f.eks. en såkaldt ”mixer”, der kun står i medicinrummet og gør medicin klar, og en ”runner”, som fylder op og altid er tilgængelig for sygeplejerskerne.

Alle nye på afdelingen får et udleveret et såkaldt ”actioncard”, der beskriver den specifikke opgave, de skal varetage.

”Vi har brugt meget tid på at forberede os og på at kompetenceudvikle. Vi har fået anæstesiapparater som ekstra respiratorer og har fået introduktion til dem. Vi er blevet undervist i metoder til bugleje. Nogle patienter ilter blodet bedre på denne måde. Det er ligeledes en metode, der er anvendt til de dårlige patienter i Italien.

En af erfaringerne, vores italienske kollegaer har delt med os, er, at der er særlig stor risiko for smittespredning til personalet i forbindelse med procedurer, hvor man intuberer eller trakealsuger.

Man har også observeret, at man kommer til at forurene sig selv, fordi man tager sin kittel forkert af. Derfor skal – og det er et stort SKAL – alle medarbejdere på vores intensivafdeling, lige fra rengøring og portører til sygeplejersker og læger igennem det, der bliver kaldt ”Kittelskolen”.

Det er faktisk ikke en nem proces. Man skal spritte hænder fire gange undervejs, når man tager en kittel og maske af, for ikke at forurene sig selv undervejs.”

.

Sammenhold ved åbning af pandemiafsnit på Aalborg Universitetssygehus

Lørdag d. 28. marts​

”Stemningen var klar: Det HER skulle vi ALLE være sammen om. Hvad end der kom ind af døren, så var vi klar, og vi skulle stå sammen på trods af forskellige kompetencer og fra forskellige specialer,” fortæller sygeplejerske Charlotte Opheim-Winje, som var med til at åbne det nye pandemiafdelingen på Aalborg Universitetshospital.

”Fredag den 13. marts ringede min chef kl. 13. og spurgte om jeg kunne tage en aftenvagt på det nye pandemiafsnit, som fra klokken 16 skulle åbne med akut beredskab til coronapatienterne.

Det var virkelige fredag d. 13. Jeg havde 5 minutters betænkningstid. Børn og familie skulle koordineres. Jeg tog afsted.

Jeg ankom til en tom afdeling, tom for patienter, men ikke for driftsledere, kliniske beslutningstagere og jeg som en af sundhedspersonalet. Hvad gør vi? Hvordan? Og hvordan håndterer vi bedst det her? Det var alvor nu.

Trods hjertet var oppe i halsen, så var det fedt at være en del af og føle, at vi alle var i den samme gyngende og uvisse båd. Hver dag knokler vi derudaf på pandemiafsnittene med at få overblik, rytme og passe vores syge patienter til UG. Spørgsmålene er mange og fremtiden er uvis, MEN vi gør det bedste, vi har lært og kan, på trods af kompetencer og professioner. Vi er også bare mennesker :-)"

.

Opvågningen på OUH bevarer det gode sociale fællesskab

Fredag d. 27. marts​

”På opvågningen forsøger vi at forhindre smittespredning ved at begrænse besøg til de yderst nødvendige. Det kan være en forælder til et nyopereret barn eller en pårørende til en kritisk syg," fortæller sygeplejerske Stinna Reinhard Sanders fra Opvågningen på OUH.

"Hvis vi har en patient, hvor der er rejst mistanke om COVID-19, er det vedtaget, at opvågning skal foregå på operationsstuen. Princippet er, at så få rum som muligt skal "forurenes", samt at færrest mulige håndterer patienten,” fortæller sygeplejerske Stinna Reinhard Sanders fra Opvågningen på OUH.

Vi sidder på hver anden stol i personalerummet og på stuerne. Der må kun være én ad gangen fra hver stue, som går ud for at spise frokost eller holde pause.

Til vores morgenmøder er det kun den person, som har ansvaret på den enkelte stue, som må deltage. Resten møder ind på stuerne og afventer rapport her. Det gør vi simpelthen for at undgå, at vi sidder for mange i samme lokale.

For os på opvågningen er det en masse små ændringer, som man som sådan kan sige ikke betyder det store. Men alligevel påvirker det vores sociale samvær. Vi er dog rigtig gode til at tage hånd om hinanden og stadig bevare fællesskabet - på afstand.

Vi er så småt begyndt at ruste os til at kunne assistere og hjælpe til på intensiv, hvis/når der bliver behov for det. Alle ansatte på opvågningen skal, sammen med anæstesien på OUH, til et såkaldt Brush Up kursus, hvor vi får undervisning i, hvordan vi bl.a. kan hjælpe til i plejen af en patient i respirator, og hvordan vi kan hjælpe intensivsygeplejerskerne med at lette arbejdet hos de kritisk syge patienter.

Vi kommer på følgedage på intensiv og får dermed et bedre indblik i, hvordan hverdagen kan komme til at se ud, hvis Coronakrisen for alvor begynder at bebyrde intensivafdelingerne. Vi får undervisning i, hvornår og hvordan vi skal bære værnemidler.”

Der er fuldstændig styr på Akutmodtagelsen på Hvidovre Hospital

Torsdag d. 26. marts​

”I begyndelsen af sidste uge kunne jeg godt blive bekymret, når jeg læste tallene fra Italien. Men den bekymring er væk," siger Anja Sichmann, afdelingssygeplejerske på Akutmodtagelsen på Hvidovre Hospital.

"Jeg ved, at vi har fuldstændig styr på det, og at kapaciteten på Hvidovre Hospital er stor. Vi kan håndtere det, selv hvis der kommer rigtig mange patienter."

De seneste 15 dage har Anja Sichmann kun haft en enkelt fridag.

”Mit arbejde har handlet meget om, hvordan vi kunne finde de patienter, der udviste symptomer, inden de kom ind på hospitalet og få iværksat en arbejdsgang, så de kunne blive isoleret. Retningslinjer er blevet ændret flere gange i løbet af de seneste uger, hvilket har medført mange ændrede arbejdsgange for personalet.

Jeg er helt benovet over, hvor meget korpsånd, velvilje og offervillighed, der hersker blandt personalet. Sygeplejerskerne har gået på med krum hals. De har modtaget de mange ændringer i arbejdsgangene og nyoprettede funktioner med forståelse og velvilje.

Mange sygeplejersker vil gerne tage ekstravager. Og de, der har ferie, har ringet og tilbudt deres hjælp trods ferie.

Sygeplejerskerne i Akutmodtagelsen er bevidste om risikoen for selv at blive smittede og derved også risikoen for at bringe smitte med hjem til deres familie. Alligevel møder de op og vil gerne gøre en ekstra indsats. Det er både imponerende og rørende.

På Akutmodtagelsen handler det om at beskytte personale og patienter imod at blive smittet. I begyndelsen satte vi en sygeplejerske helt ud i receptionen, så hun kunne screene alle patienter for covid-19 symptomer. Vi ville ikke risikere først at opdage symptomer på COVID-19 efter modtagelsen på en stue.

De patienter, der kommer i Akutmodtagelsen har jo ofte et andet problem, som er det primære, f.eks. en skade eller anden sygdom. En patient, med en brækket arm kan have feber og hoste. Derfor er alle patienter i Akutmodtagelsen blevet screenet for COVID-19 symptomer, og de, der har udvist tegn, er blevet behandlet ud fra gældende forholdsregler.

Seneste tiltag for at kunne håndtere et øget antal Covid-patienter, er et fremskudt visitationsområde i Akutmodtagelsen, som håndværkere har bygget på blot tre dage. Det åbnede i en ambulancehal i lørdags. Der er bygget 15 rum til patienter, der har symptomer på COVID-19. Hvidovre hospital har desuden etableret en ambulant coronaklinik og en COVID- AMA til de patienter, der skal indlægges. I denne uge åbner en ny intensiv enhed og et isolationsafsnit .”

.

Svarer på tusindvis af spørgsmål fra kollegerne på Aalborg Universitetshospital

Onsdag d. 25. marts​

”Det er ikke nogen hemmelighed, at vi har travlt. Der er 1.000 spørgsmål fra kollegaer, tillidsrepræsentanter og ledelse,” siger Pia Jødal Næss-Schmith, sygeplejerske, fællestillidsrepræsentant og næstformand i Hospitals-MED på Aalborg Universitetshospital.

De seneste uger har hun i gennemsnit arbejdet 10 timer dagligt med at svare på mail og telefon-opkald, sortere i de mange informationer og retningslinjer, der hele tiden bliver opdateret, sende nyhedsbreve til tillidsrepræsentanter og medlemmer samt deltage i daglige corona-møder med hospitalsledelsen.

”Det, der er svært, er, at det hele tiden ændrer sig. Det, der gjaldt i går, gælder ikke i dag.”

”Jeg synes, at vi har været på forkant. Vi har bl.a. arbejdet på at løse manglen på intensivsygeplejersker og sikre at de rigtige kompetencer er til stede ved at opgradere anæstesisygeplejersker bl.a. med et kursus i brug af respirator. Og vi har lavet et pandemiafsnit, hvor man trækker på personale fra andre afdelinger og ambulatorier. Det er en kæmpestor rokade, og der har vi også måttet huske ledelsen på, at overenskomsten stadig gælder.”

”Det handler meget om dialog og fleksibilitet. Fra begge sider. For vi skal arbejde sammen om det her. Flere medarbejdere blev f.eks. fra den ene dag til den anden bedt om at møde på en matrikel 30 kilometer væk. Vi fik lavet en aftale om, at kørselstiden er arbejdstid, og at medarbejderen også får kilometergodtgørelse, selv om 30 kilometer normalt ligger under, hvad man bliver godtgjort.”

”Der er stadig mange frustrationer, nervøsitet og spørgsmål, der rumsterer blandt de ansatte. Men der er ingen, der stiller spørgsmålstegn ved, om det er en opgave, vi skal løse. Det tager jeg hatten af for. Da vi skulle bemande de nye afsnit, sagde jeg: ’Prøv lige med frivillighedens vej først’. Det gjorde de og efterfølgende er der en leder, der har sagt, at bekymringerne for ikke at få personale nok, blev gjort til skamme. For der var rigtig, rigtig mange, der meldte sig.

”Noget af det, der fylder meget, er værnemidler. Er der nok? Vi ved godt, at der er knaphed på dem. Vi skal passe på dem, vi har og bruge dem med omtanke. Ellers har vi ikke nok. Men mange er usikre på om patienterne er smittede og ville gerne have haft lov til at tage mundbind på i langt flere situationer.”

”Der er også meget usikkerhed om, hvad retningslinjerne siger om sygdom. Skal man blive hjemme, hvis man hoster en smule. Det er ikke meldt klart ud endnu.”

”Det handler meget om, at man som ledelse får lavet nogle tydelige udmeldinger og retningslinjer. Og også får meldt ud, hvorfor beslutningerne er, som de er.”
”Generelt kan jeg sige, at jeg føler, at jeg har et stort ansvar for at tale alle mine kollegers sag.

Samtidig synes jeg også, at ledelsen er lydhør og glade for at få meldingerne fra mig om, hvilke udfordringer og frustrationer, der rører sig. Jeg forsøger at gå konstruktivt til opgaverne, hvilket bliver honoreret med, at ledelsen lytter, idet vi har en fælles opgave at løse sammen.”

Herning Kommune forbereder sig på det værst tænkelige scenarie

Tirsdag d. 24. marts​

Hjemmesygeplejerskerne i Herning Kommune forsøger at forestille sig situationen, hvor corona-epidemien breder sig og topper i nær fremtid.

”Jeg oplever, at de ældre og syge borgere forstår alvoren. De fleste isolerer sig hjemme og har lavet aftaler med familie, naboer og venner om ikke at mødes,” siger hjemmesygeplejerske og tillidsrepræsentant Kamilla Bøje.

”Borgerne er naturligvis bekymrede for selv at blive Corona-smittede. Men flere udtrykker også bekymring for, at vi sundhedsprofessionelle bliver ramt af sygdommen. En borger sagde til mig forleden: “Jeg håber virkelig, at der er nogen, der holder hånden over jer, for hvad skal vi ellers gøre?”

I flere tilfælde yder vi sygepleje på en anden måde lige nu. Vi gør os umage med at tænke i løsninger, som fortsat er fagligt og sikkerhedsmæssigt forsvarlige.

Vi oplever både konstaterede og mistænkte Corona-smittede borgere og i højere grad bekymrede pårørende. Jeg har kollegaer, som selv har været i karantæne, andre som er blevet smittet med Corona og flere, som er sygemeldt, ganske som myndighederne anbefaler ved selv den mindste mistanke om Corona-virus.

Hele situationen afstedkommer en masse spørgsmål på min arbejdsplads. Det er nødvendigt at stille spørgsmål, reflektere og forestille os scenarier. Også de værst tænkelige, så vi kan lære, forberede os, komme med løsningsforslag og træffe beslutninger, som vil gøre os bedst muligt rustet til at komme igennem den kommende tid.

Det er tidskrævende at læse og sætte sig ind i myndighedernes anbefalinger og vejledninger og holde sig orienteret om, hvordan min arbejdsplads vælger, at jeg som hjemmesygeplejerske skal agere.

Vi holder 2 meter afstand til hinanden på vores daglige morgenmøde og frokostpause. Vi har fået indført hyppigere rengøring af vores kontorer, sygeplejebiler og arbejdstøj. Vi har været udfordret, som resten af Danmarks sundhedsvæsen, med forsinkelse af levering på håndsprit og værnemidler.

Jeg påtager mig det samfundsansvar, som jeg har i denne krisesituation. Jeg er på arbejde. Passer mit job som på en måde er ganske uforandret. Og så alligevel er hverdagen så markant anderledes lige for tiden.

WHO har kåret 2020 til "Year of the nurse". Man skulle næsten tro, at de kunne forudsige denne Corona-pandemi, og hvad året kommer til at kræve af alle verdens sygeplejersker.

Personligt tager jeg en dag ad gangen, forholder mig til det nye, drager mine erfaringer fra i går, og på den måde kan jeg møde dagen i morgen.”

Stilhed før stormen på Herion- og substitutionsklinikken i Esbjerg

Mandag d. 23. marts​

”Vi kæmper for tiden en kamp for at undgå, at de mest udsatte borgere får coronavirussen. Eller, at en eller flere blandt personalet bliver smittet. Vi er få ansatte, og der er ingen til at overtage et så svært speciale som håndtering af heroin," fortæller sygeplejerske og tillidsrepræsentant Mike Grandt fra Heroin- og substitutionsklinikken i Esbjerg.

"Vi er gået ned i bemandingen - både for at beskytte den enkelte medarbejder, men i den grad også for at beskytte specielt brugerne af vores heroinprojekt. 

Et af vores seneste initiativer for at forhindre smitte er, at vi udleverer medicin gennem en luge til samtlige brugere på metadon og suboxone.

Vores brugere af heroin kommer fortsat ind i klinikken dagligt, fordi de får hjælp til den rette dosering af heroin. De skal være under observation i 15-20 minutter for at sikre, at de ikke får en overdosis. Nogle har også et sidemisbrug af fx benzodiazepiner, der påvirker virkningen af den dosis heroin, de får hos os. I så fald er vi klar med modgift.

Jeg vurderer, at heroinmisbrugernes risiko for at blive smittet med coronavirus hos os ikke er større, end hvis de skulle gå på gaden for at skaffe deres heroin, og derved risikere at blive smittet, både af coronavirus men også hvis de bruger brugte kanyler. Derfor kommer de stadig ind i klinikken. 

Vores største bekymring er, at en af os i personalegruppen bliver smittet. Det er lidt som ”stilhed før stormen” i øjeblikket her i Heroin- og substitutionsklinikken.”

 

Uge 12 – Den 16.-22. marts

Akutsygeplejerskerne er klar til at modtage patienter i Assens Kommune

Søndag d. 22. marts​

I Assens kommune tager sygeplejerskerne sig allerede nu af borgere, der er under observation for corona samtidig med, at de gør klar til at tage imod ekstra mange plejekrævende borgere, hvis sygehusene overbelastes.

”Det er skræmmende og samtidig fagligt udfordrende,” siger Lisbeth Bavnsgaard, som er akutsygeplejerske i Assens Kommune

”Jeg synes, at Dronningen sagde det godt, da hun sagde, at det er som at vente på en hemmelig gæst, der kommer ind ad døren lige om lidt.

Men det er også fagligt spændende. Kompleksiteten i kommunal sygepleje bliver tydelig. Vi trækker alt det frem, vi har med i den sygeplejefaglige bagage. Det er helt fra den basale viden om hygiejne, smitteværn og relationel koordinering til at skulle mobilisere viden om observation og behandling af borgere, der ikke kan ses af egen læge eller i sygehusambulatorium.

Vi skal finde nye måder at tale sammen på. Det kan være svært, at jeg ikke kan vise en kollega noget ved at gå hen og pege på journalen, fordi vi holder afstand. Vi holder skype-møder med hinanden og overvejer, om vi kan møde ind forskudt, men det er også udfordrende i forhold til at sikre, at alle er opdateret hele tiden. Vi ringer også til nogle af borgerne i stedet for at tage ud til dem.

Sundhedsfagligt bliver vi tæppebombet med retningslinjer, hvor det kan være en udfordring at sortere i ’need to know’ og ’nice to know’. Det er nødt til at være sådan. Men det kommer i så store mængder, som vi ikke er vant til at håndtere. Hvis man følger strømmen af officielle udmeldinger, er det som at stå på en motorvej med seks spor. Normalt er der én i en udviklingsposition, der sorterer i det, og hun kæmper en brav for at følge med.

Alle vores borgere er jo risikoborgere. De hører i medierne, at de er i risiko og skal passe på sig selv og tage særlige hensyn. Og de ER sårbare, det er f.eks. kræftpatienter i aktiv kemoterapi og lungesyge og mange er over 80. De har også børn og børnebørn, som har været på skiferie, og som vi ikke bare kan ringe til og bede dem passe far og mor.

Vi har borgere, som er i observation for mistanke om corona, og vi mindsker antallet af besøg og fysiske kontakter til det mest nødvendige. Jo færre borgere, vi besøger, jo færre tager vi den potentielle smitte med rundt til. Det er en anden måde at have kontakt på.

Vi sygeplejersker er gode til at finde kreative løsninger, der både fungerer, og som er ansvarlige. Det gælder både, når man står i fuldt beskyttelsesudstyr på intensiv eller ude på trappen hos en borger, der er under observation for corona.

Jeg besøgte en ældre borger i går, som er svært hjerte- og lungesyg og har sukkersyge, en blodsygdom m.m. Med hende har jeg aftalt, at vi laver telefonbesøg hver dag og aftalt, hvad vi skal tale om. Jeg har også aftalt med hendes søn, hvordan han skal dosere hendes medicin, og hvordan han får besked om ændringer fra lægehuset.”

”Vi gør klar til at tage imod patienter fra sygehusene. Det er en kæmpe beredskabsøvelse. En af mine kollegaer har talt op, hvor mange plejesenge, vi har i kommunen. Hvor mange pladser vi kan skaffe fra rehabilitering, og hvor mange og hvilke borgere som kan klare at være syge i eget hjem. Når det topper på sygehusene, og de er nødt til at udskrive patienter, fordi de skal tage sig af kritisk syge, skal vi være klar til at tage imod.”

Besøgsforbud på Rehabiliteringscenteret Tranehaven i Gentofte

Lørdag d. 21. marts​

”Vi valgte at indføre besøgsforbud allerede den 11. marts," fortæller sygeplejerske Carina Færch fra Rehabiliteringscenter Tranehaven i Gentofte Kommune.

"Vores patienter er her jo, fordi de har været indlagt eller er blevet opereret. Idéen er, at de skal tilbage til deres eget hjem, så snart de er friske nok. Det er jo bestemt ikke meningen, at de skal blive syge og ende deres dage hos os, og derfor har vi været ekstra forsigtige. De pårørende er selvfølgelig kede af, at de ikke kan besøge deres gamle mor eller far. Men de støtter fuldkommen op om det.

Vi er meget opmærksomme på, at vores patienter kommer til at blive ensomme, når de ikke længere kan få besøg, og at vi i personalegruppen faktisk er deres nærmeste lige nu. Jeg forsøger at tænke lidt ud af boksen, og bruger f.eks. min egen telefon til at Facetime, hvis nogle lige har behov for at se deres børn eller børnebørn - eller bare trænger til at høre deres stemme. Det er jo et helt banalt initiativ, men den slags tænker vi meget mere i, end vi gjorde for 14 dage siden.

Det er frustrerende at være omkring så sårbare patienter og være dem, som skal værne dem mod smitte, mens mange andre fortsat går stik imod myndighedernes anbefalinger og samles med risiko for at øge smittespredningen. Jeg ville sådan ønske, at alle ville blive hjemme og begrænse al den aktivitet, de overhovedet kan. Og det handler ikke kun om cafébesøg, men også om helt almindelig sund fornuft. Hjemme hos os har mine to sønner f.eks. fået besked på, at de ikke må stå på hverken skateboard eller løbehjul det næste stykke tid. Jeg vil ikke risikere, at deres brækkede ben eller hjernerystelse tager tid fra en læge eller sygeplejerske, som bør bruge sin tid på nogle andre patienter. Det kan godt være, det virker lidt hysterisk. Men med tanke på den situation, vi står i, så har jeg det helt fint med at være ’strenge mor’.”

Obs. Corona på FAM i Esbjerg

Fredag d. 20. marts​

”Sygehusledelsen har lukket et afsnit af FAM og omdannet det til en enhed, som kun modtager ”Obs. Corona-patienter”. Jeg beskæftiger mig derfor udelukkende med patienter med vejrtrækningsproblemer, som er i isolation, indtil de er blevet podet for influenza og corona.

Er svaret ”corona” skal patienten blive i isolation," fortæller sygeplejestuderende på 6. semester, Michael Frikke. Han er på 6.sem i praktik på FAM på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.

"Vi arbejder i isolationstøj det meste af dagen, og det kan godt være ret varmt. Vi forlader ikke stuen, når vi passer en patient, for det vil kræve, at vi klæder om, og det er både spild af tid og ressourcer. I stedet bruger vi en alarmsnor til at kalde efter medicin og mad.

Det er en speciel situation at være studerende på 6. semester, hvor man er ude i sin lange praktik. Jeg kan godt være lidt bekymret for mit læringsudbytte, hvis jeg skal arbejde med det samme – B´et for ”breathing” i ABCDE-tilgangen. Jeg har brug for at nå bredt omkring mine læringsmål i de sidste 20 uger, inden jeg skal til at være færdiguddannet klinisk.

Omvendt er det også spændende at have oplevet beredskabet træde i kraft. Og høre afdelingssygeplejersken forklare, at vi har et vist antal respiratorer, og at vi risikerer at komme i en situation, hvor lægerne skal beslutte, hvem som kan komme i behandling – og være nødt til at give respiratorerne til dem med de bedste prognoser.

Det gav mig lige en klump i halsen. Jeg har set folk dø, men det er ikke rart at tænke på, at sundhedsvæsenet skal lade mennesker dø.

På trods af krisen, har vi i sundhedsvæsenet vores egen måde at være i det på, hvor vi midt i alvoren kan lave sjov med, at der ikke er mere toiletpapir til os, når vi endelig har fri og kan komme ned og handle."

.

Sygeplejersker er essentielle på Plejecentret Magrethelund i Nordsjælland

Torsdag d. 19. marts​

”I den seneste uge har jeg mærket Covid-19 krisen på tæt hold," fortæller specialsygeplejerske Christina Krogh-Schlichter fra plejecentret Margrethelund i Nordsjælland. Hun har været på første hold på den nye uddannelse i borgernær sygepleje.

"Vi har 35 ældre og kroniske syge borgere boende, og selvom ingen er smittede, har jeg skullet bruge alle mine ressourcer på bl.a.: Rekvirering og optælling af værnemidler. Koordinering af bemanding og kompetenceudvikling af andet sundhedsfagligt personale, som aldrig har prøvet at have med isolationspatienter eller skærpede infektionshygiejniske principper at gøre.

Jeg har læst hver eneste udmelding fra DSR, regeringen, KL og jeg har lagt handleplaner for 1 måned frem omkring skærpede tiltag grundet Covid-19.

Jeg har beroliget bekymrede borgere, kollegaer og pårørende, som alle naturligt er bekymrede både for dem selv og deres kære.

Som specialist på mit område er det min vurdering, at sygeplejerskerne i kommunen kun vil blive ekstra pressede, som Covid-19 krisen fortsætter. De midlertidige pladser, plejecentrene og hjemmeplejen i kommunerne er allerede nu begyndt at mærke et øget pres.

Hospitalerne sender flere borgere hjem, som ikke er færdigbehandlede, for at gøre plads til mere kritiske patienter som følge af Covid-19. Det sætter fagligheden under pres, da de fleste ansatte i kommunen er social- og sundhedshjælpere og assistenter af en kortere sundhedsfaglig uddannelse og med et andet kompetenceniveau.

De kommunale sygeplejersker er essentielle i udviklingen af de forskellige faggruppers kompetencer, så borgerne kan få den bedst mulige omsorg og pleje. Hvis fagligheden ikke er i fokus ude i kommunerne, kan det ende katastrofalt! Vi må alle stå sammen under krisen.

Medicinsk afdeling omrokerer patienter på Grindsted Sygehus 

Onsdag d. 18. marts​

”Vi har gjort plads til, at nogle af patienterne fra FAM kan rykke ind på sengeafdelingerne. Til gengæld skal et særligt afsnit af FAM kunne modtage patienter smittet med Coronavirus," fortæller sygeplejerske på medicinsk afdeling på Grindsted Sygehus, Malene Vestergaard Kisum.

"I sidste uge vågnede vi op til en helt ny hverdag, som regeringen meldte ud, og dernæst har det forplantet sig fra direktionsgangene til os på afdelingerne.

Jeg er stolt over at være en del af en faggruppe, som er i et særligt beredskab, men jeg er også mor til et barn på 14 måneder, og jeg skal have mit familieliv til at hænge sammen.

Min mand har en rigtig fleksibel arbejdsplads, så han kan passe vores barn, når jeg arbejder, og vi undgår akutpasning. For 5 år siden havde det ikke betydet det helt store, hvis jeg blev bedt om at arbejde ekstra, men nu er det mere indviklet.

Og alligevel gibber det i mig, for det er spændende at være i et beredskab, hvor man er i frontlinjen, og vores arbejde er jo sindssygt vigtigt. Jeg er uddannet intensiv sygeplejerske, og derfor er jeg forberedt på, at ledelsen kan beslutte, at jeg skal rykkes til en intensiv afdeling.

Jeg vil meget gerne være med til at forhindre, at vi kommer i italienske tilstande, hvor vi skal overarbejde uge efter uge, og vi kommer til at mangle redskaber. Jeg tror, at mange af os sygeplejersker klør på og byder ind og tager ekstra arbejde. Vi har svært ved at give slip, men vi skal også huske at passe på os selv.”

Sygeplejerske Kirsten Dittmer foran en plaket mod smittespredning

Hygiejneenheden er corona-task-force på Sygehus Sønderjylland

Tirsdag d. 17. marts​

”Vi har været involveret i sygehusets corona-task-force fra dag ét. Det gør, at vi kan agere hurtigt ude i klinikken,” siger Kirsten Dittmer, som er hygiejnesygeplejerske på Sygehus Sønderjylland.

"Lige for tiden ringer telefonerne ekstra meget hos hygiejnesygeplejersker, og der tikker konstant nye mails ind i indbakken, fortæller Kirsten Dittmer. Arbejdsdagene bliver hurtigt 12-14 timer lange.

”Men som hygiejnesygeplejerske er det også spændende, det er jo vores fags kerne, selv om det er på en kedelig baggrund.”

”De næste dage handler det om undervisning og om at opgradere personalet i ambulatorier og i dagkirurgisk, så de er klar til at passe intensive patienter, når deres egne afdelinger lukker midlertidigt ned,” fortæller Kirsten Dittmer.

Det er både de generelle forholdsregler omkring håndhygiejne, arbejdsdragter, affaldssortering og værnemidler og de supplerende forholdsregler, som f.eks. overtrækskitler, masker og visir, som ikke bruges til daglig, som Kirsten Dittmer og hendes kollegaer har fokus på at genopfriske.

”Vi skaber ro og tryghed i personalegruppen ved at informere om, hvordan de skal forholde sig til værnemidler og hvordan de skal tage dem på og af uden risiko for sig selv. Det, der fylder meget blandt personalet lige nu, er frygten for selv at blive ramt og smitte dem derhjemme. Derfor er der enorm lydhørhed overfor de ting, vi siger,” siger Kirsten Dittmer og understreger, at hvis personalet overholder retningslinjerne er der større chance for at blive smittet ude i samfundet end på hospitalet.”

Sygeplejerske Emilie Haug Rasch

Nyuddannet på Dermatologisk Afdeling, Bispebjerg Hospital

Mandag d. 16. marts​

”Man hører ofte – fx i valgtaler, at vi sundhedsfaglige er vigtige for samfundet, men pludselig giver det ny mening, når vi er nogle af dem, som skal fortsætte med at gå på arbejde, fordi der er brug for os," fortæller nyuddannede, Emilie Haug Rasch, som arbejder på Dermatologisk afdeling og Videncenter for sårheling på Bispebjerg Hospital.

"Det giver mig en følelse af, at det er et vigtigt erhverv, jeg er en del af. Befolkningens øjne kigger i retning af os, når de søger svar. Det er en lidt vild følelse, når man lige er landet i en ny afdeling.

Jeg er optaget af, at jeg skal passe på mig selv, fordi jeg har et ansvar. Og altså sørge for at jeg kan leve op til det ansvar. Hvis jeg bliver smittet, kan jeg ikke hjælpe, og så bliver sundhedsvæsenet endnu mere presset. Og hvis jeg ikke passer på, kan jeg risikere at smitte mine patienter.

På hospitalet er vi vant til at tage vores forholdsregler i forhold til smitte, men jeg kan godt mærke at jeg/vi er ekstra opmærksomme i denne tid. De forholdsregler, vi tager, gælder jo så bare også i det private nu. Jeg har ikke lyst til at udsætte hverken mine patienter eller min familie for smitterisiko.”

Det føles lidt som stilhed før stormen, hvor vi forbereder os på noget, som vi ikke ved, hvordan ser ud om bare et par dage eller en uge.”

 

Uge 11 – Den 9.-15. marts

Sygeplejerske Nattaya Cherco tager en podning fra en patient, ved en drive-in coronatest

Infektionsmedicinsk Afdeling på AUH har fokus på Corona

Lørdag d. 14. marts​

”Jeg har oplevet en hel del i mine tre år her på afdelingen,” siger Nattaya Cherco, sygeplejerske på Infektionsmedicinsk Afdeling på Aarhus Universitetshospital.

”Men jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det er så anderledes,” siger hun.

Fra at have taget imod et bredt udsnit af patienter med alt fra livstruende bakterieinfektioner som meningitis, immundefektsygdomme, resistente bakterier, sjældne og alvorlige infektioner handler alt i øjeblikket kun om corona.

Afdelingen, der har 22 sengepladser, er ryddet for de vanlige patienter, som i stedet er indlagt på andre afdelinger i såkaldte samarbejdssenge. Der er oprettet en Corona-kommandocentral. En Corona-drive-in. En coronaplan, der konstant opdateres, og der er daglige corona-møder.

I Kommandocentralen tager læger fra afdelingen imod opkald fra praktiserende læger og vagtlæger, der ønsker at henvise patienter med mistanke om corona-symptomer. Børn og meget syge patienter bliver indlagt på test-stuerne. Patienter med lette symptomer kommer til test i hospitalets nyoprettede drive-in-funktion. Her står sygeplejersker iklædt i beskyttelsesudstyr klar til at pode patienter i svælget, mens de sidder i bilen. Derefter overtager en ”ren” sygeplejerske (en, der ikke har været i kontakt med patienten) prøven og sender den til Klinisk Mikrobiologisk Afdeling. Svar kommer indenfor et døgn, da vi får mange igennem drive-in.

”Normalt handler det om at pleje patienter. Nu er det meget mere hurtigt ind-og-ud. Nu laver vi podingstest og sender til analyse,” fortæller Nattaya Cherco.

Forleden var hun corona-koordinator på drive-in-funktionen og hele hendes dag gik med at ringe rundt, dokumentere og pode.

”Der kommer rigtig mange patienter, og vi har travlt,” siger hun.

Tager I andre forholdsregler, end I plejer?

”Vi er jo meget grundige i forvejen, men vi spritter nok oftere og er endnu mere opmærksomme på at håndtere tingene korrekt. Også når har fri. Når jeg står i kø, tænker jeg da på, at man bør holde en meters afstand til andre,” siger hun.

Hvis du har lyst til at skrive en historie om dit vigtige arbejde under coronakrisen, eller hvis du vil ringes op af en af Dansk Sygeplejeråds kommunikationskonsulenter, så skriv til sbk@dsr.dk

 
What do you want to do ?

New mail

 
What do you want to do ?

New mail

 
What do you want to do ?

New mail