Sygeplejersker i forreste række under sundhedskrisen

Mens mange danskere er sendt hjem fra skole og arbejde, er seje sygeplejersker landet over sat på en hård prøve. Vi samler sygeplejerskers øjebliksberetninger, og bringer historierne løbende. Hvad arbejder du med lige nu? Hvordan påvirker corona-epidemien dit arbejde? Skriv til os.

Øjebliksberetninger fra et land i krise

Historierne på denne side er punktnedslag i sygeplejerskers arbejde. Vi bringer historierne på Dansk Sygeplejeråds Facebook-side og her på siden.

lises_portraet_med_kamera

Sygeplejerske fra AUH fotograferer kollegernes hverdag

Onsdag d. 8. april

”Det er fantastisk at opleve. Hvordan vi i sundhedsvæsenet står sammen, og hvordan vi er lykkedes med at gøre os klar til en helt ny situation.”

Sådan siger Lise Nielsen, anæstesisygeplejerske på et dagkirurgisk afsnit på Aarhus Universitetshospital, Skejby.

Sammen med tre andre dagkirurgiske afsnit er Lise Nielsens afsnit blevet rokeret rundt for at kunne fungere som akut modtageklinik for Covid-19-patienter.

”Det var en omrokering, der fandt sted på mindre en 6 timer, en fredag op til en weekend. Det skete helt uden at nogen stillede spørgsmålstegn ved nødvendigheden.

Stuer blev ryddet og apparatur flyttet og personalet, der er vant til kun at arbejde i hverdage og dagtimer bød frivilligt ind på aften-, natte- og weekendvagter.

Faktisk var der flere sygeplejersker, der bød sig til, end der umiddelbart var brug for,” fortæller hun.

Den omstillingsparathed ville Lise Nielsen dokumentere med sit kamera. De seneste år har hun i sin fritid været såkaldt ’spotter’-fotograf for Århus Stiftstidende. Det er frivillige amatørfotografer, der selv byder ind med, hvad de gerne vil fotografere.

”Det var spændende. Sjovt og skræmmende,” siger Lise Nielsen, der indhentede tilladelse til at fotografere fra både kommunikationsafdeling og de patienter og personale, der er med på billederne.

For nylig var jeg igen ovre for at tage billeder af deres nye hverdag. Jeg troede, at der ville være tre-fire patienter, men det væltede ind med patienter, der skulle testes for Covid-19.

Det var en god oplevelse. Jeg gik glad hjem derfra. Det er jo en ny afdeling, der er sat sammen af sygeplejersker fra mange forskellige afdelinger.

Det er en meget omskiftelig hverdag, hvor mange ikke engang kender navnene på hinanden, og derfor må finde andre måder at kommunikere på.

Det, der har fungeret dagen før, er måske ikke det, der fungerer i dag. De er lynhurtige til at omstille sig. Arbejdsrutinerne er nye for alle, og der er ikke noget ’plejer’.

Der var en helt unik ånd. En positiv vilje til at få det til at fungere. Jeg gik stolt hjem. Det er bare noget, vi sygeplejersker kan rent fagligt. Vi er problemløsende på en effektiv måde.”

Lise Nielsen er også selv klar til at træde ind i corona-beredskabet, hvis der bliver brug for det.

”Men lige nu har jeg stadig en mere eller mindre almindelig hverdag, hvor urologiske og gynækologiske patienter stadig bliver opereret på mit afsnit,” siger hun.

Hendes to favoritbilleder er et med en læge, der poder en patient og et med en sygeplejerske, som passer på sig selv, da en pode-pind skal knækkes. Om de to billeder siger hun:

”Det med lægen og patienten udtrykker følelser. Man ser en læge iklædt beskyttelsesudstyr og en patient, der ikke synes, det er rart. Det viser, at Covid-19 er en alvorlig sygdom, som vi tager seriøst. Billedet viser en faglig handling, og kompositionen af billedet er også fin.

Det med sygeplejersken er et detaljebillede, der viser en faglig handling. Beskueren får et indtryk af, at der er behov for at beskytte sig selv, når pode-pinden knækkes. Jeg er vild med, at sygeplejersken holder sin hånd op for at beskytte sig selv.”

Alle billederne kan ses her:: http://spotted.stiften.dk/…/et-besog-pa-akut-covid-klinik-a…

lone_carlsson

"Kend smittevejene" lyder det fra hygiejnesygeplejersken i København

Tirsdag d. 7. april

”Hvorfor skal vi gå ind til borgerne uden maske på?” Det spørgsmål får hygiejnesygeplejerske i Københavns Kommune Lone Mimi Carlsson ofte i denne tid fra personale i hjemmeplejen og hjemmesygeplejen, når hun er ude og undervise.

”Sygeplejerskers og sundhedsmedarbejderes angst er begrundet. For selvfølgelig er det skræmmende, at hele samfundet skal isoleres, og man læser, at hver tiende smittede i Italien er sundhedsmedarbejdere. For betyder det så ikke, at man er udsat for større risiko end alle andre?

Og jo, det gør det, men det er også derfor, at man skal kende de generelle infektionshygiejniske retningslinjer, som altid gælder, og følge dem. Problemet er, at mange ikke følger dem godt nok.

Man kan beskytte sig, og første step er at kende smittevejene, så man kan afbryde disse.

Nok er Covid ny virus, men influenza, lungebetændelse og norovirus smitter på samme måde, nemlig ved kontaktsmitte og dråbeoverførsel. Kontaktsmitte forebygges ved god håndhygiejne eller god rengøring af fx hjælpemidler.
Dråber falder til jorden inden for én meter, men for at være på den helt sikre side, siger vi, at afstanden skal være to meter. Det er, når det gælder allerede smittede borgere eller borgere med symptomer.

Når sygeplejersken træder indenfor døren, spørges der ind til:

1. om borger har Covid-19 eller symptomer på Covid-19

2. om der er andre i husstanden, som har Covid-19 eller symptomer på dette

Hvis hverken borgeren eller nogen i husstanden er bekendt med, at de er smittede, er det forsvarligt at udføre procedure under to meters afstand, når der er behov for dette. Men man kan tage sine forholdsregler ved f.eks. at vende munden væk, når man taler.

Er man bange for, at borgeren skal komme til at hoste – og måske være en rask smittebærer, kan man vælge at tage maske på.

Når sundhedsmyndighederne ikke anbefaler masker generelt, er det, fordi masken i sig selv kan være et problem. For når den skal af og på, kommer hænderne i nærheden af slimhinderne, og dermed kan man blive smittet. Der er ikke indtil nu vist evidens for maskens virkning. Så anbefalingen er afstand, god håndhygiejne, og at man hoster eller nyser i ærmet.

Undersøgelser viser f.eks., at over 30 pct. ikke udfører sufficient håndhygiejne efter retningslinjerne, og det er det allervigtigste, hvis man vil undgå at overføre smitte mellem både syge og raske smittebærere,” siger hygiejnesygeplejersken, som gerne vil fremhæve, at sygeplejersker i kommunerne gør en ”fremragende indsats”.

Siden Covid-19 smitten kom til Danmark har Lone Carlsson også haft travlt med at forsøge at skaffe værnemidler.

”Det er så forfærdeligt, at vi har kunnet lade Danmark løbe tør for værnemidler, og at vi har satset på at få alle vores forsyninger fra Østen.

Jeg er blevet kontaktet af ublu lyssky firmaer, som har tilbudt, at vi kunne købe sprit til 200 kr. flasken, hvor vi plejer at kunne købe den samme flaske for 20 kr. Og vi er blevet tilbudt masker, som ikke var varer, som havde vores normale leveranceveje.

Heldigvis har vi fået en mængde masker, forklæder og sprit fra tandlæger, og vi fået lidt fra andre steder i Danmark, hvor der er færre smittede. Region Hovedstaden er det sted med flest smittede. Vi håber snart, at Lægemiddelstyrelsen og regionerne kan få varer fra producenter i Østen, men jeg ville ønske, at danske producenter kunne producere udstyr til os.”

hanne_lindhardt.

Sundhedspleje via Facetime i Furesø Kommune

Mandag d. 6. april

”Familierne er utroligt søde og forstående over for, at vi er nødt til at yde vores service på en lidt speciel måde for tiden.”

Det siger Hanne Lindhardt om at være SUNDHEDSPLEJERSKE UNDER CORONA-EPIDEMIEN. Hun arbejder i Furesø Kommune.

”Ifølge Sundhedsstyrelsen retningslinjer skal vi opholde os så kort tid som muligt i hjemmene og have mindst mulig fysisk kontakt, så det bliver nogle anderledes besøg. Men mange familier er også bange for at blive smittet, og en del tør slet ikke få besøg af os.

Sundhedsplejen er jo et tilbud. Så med mindre der er grund til bekymring og underretning, så er familierne jo i deres gode ret til at sige nej tak, og så er vi nødt til at være kreative. Så laver vi enten et telefon- eller Facetime-opkald, så vi kan se og vurdere barnet, og vi lægger en vægt ude på trappetrinet og instruerer via telefonen forældrene i at få barnet vejet. På den måde får vi et billede af, om vi skal være bekymrede i forhold til trivsel og vægt.

Men nettet bliver jo stormasket i sådan en situation som den her. Der er børn, vi ikke har i fingrene, så der vil være ting, vi overser og ting, vi ikke får reageret på i tide. Det kan vi ikke undgå.

Jeg er nødt til at stole på det, forældrene fortæller mig – og får jeg nu spurgt på en måde, så de får forklaret mig tingene ordentligt? Så vi får opfanget, hvis der er grund til bekymring?

Jeg føler, at der lige pludselig ligger et meget stort ansvar på mine skuldre. Mange læger aflyser 5-ugers undersøgelsen, og det lægger et kæmpe pres på os, for så er der ingen andre end sundhedsplejen, der har set barnet siden jordemoderen.

Jeg tror desværre, at vi bagefter vil se en stor gruppe af forældre, som har det psykisk svært. Man ved, at nybagte familier, der undergår forandringer, er i større risiko for at udvikle fødselsdepressioner.

Der skal helst ikke være for meget, der forstyrrer. Og lige nu er der jo rigtig mange grunde til bekymring. De er isoleret fra deres netværk, og kan være bekymrede for deres jobsituation eller være bange for at blive smittet.

Nogle har større børn hjemme, der har udfordringer. Det kan være svært at håndtere, samtidigt med, at man har et lille nyfødt barn, som også kræver meget nærvær og pasning.

Det at være gravid og at skulle have et barn er en sårbar situation i sig selv, og så er denne her tid ekstra hård. Der er enormt meget uro og bekymring. Kan manden få lov at være med ved fødslen? Kan familien få lov at være sammen de første 14 dage efter fødslen? Det påvirker naturligvis familierne.

For mig personligt er det allerværste ikke at vide, hvornår det holder op. Ikke at vide, hvordan det udvikler sig, eller hvad det er for en verden, vi vågner op til.

Heldigvis er vi en rigtig god kollegagruppe, der er gode til at støtte og sparre med hinanden.”

catrines_foto_til_fb_vender_rigtigt

Bispebjerg intensiv har tjek på værnemidlerne

Fredag d. 3. april

”Den største bekymring og utryghed blandt mig selv og nogle kolleger: “Er vi beskyttet tilstrækkeligt?” For ved “eksperterne” nok om den her sygdom til at vejlede hospitalerne om værnemidlerne?!

Jeg har valgt at tro på det, indtil andet kommer ud, ellers vil jeg blive stresset og handlingslammet,” siger sygeplejerske og arbejdsmiljørepræsentant på Bispebjerg intensivafdeling, Catrine Thomsen.

”Vi har en utrolig dygtig, synlig og tilstedeværende ledelse, som sender daglige mails om update og ændringer. Det gør mig tryg. De lytter til personalets bekymring, uden at bortforklare. De har undersøgt alle de spørgsmål, der er kommet, og har arrangeret “Kittelskolen”, så personalet går så sikkert ind på stuerne som muligt, uden synlig uniform over knæene!

Det har nemlig vist sig, at det ikke er så nemt at tage en isokittel på, uden at uniformen indenunder er synlig i halsen. Og det giver grobund for smitte, når man kommer ud af isokittel.

Som AMiR har jeg delt et link til mine kolleger om at vaske hals, da den jo ikke er tildækket. Det er vigtigt at vaske sin hals, især inden man spiser, for ikke at få rørt sig på halsen, mens man spiser, og herved få det ind i munden.

Jeg følger retningslinjerne fra SSI og ledelsens beslutning om at bære visir og kirurgisk maske, når jeg ikke luftvejshåndterer eller lægger sonde, og patienten ligger med max 20 i flow. Jeg har FFP maske på omkring 2 timer pr. vagt, hvor jeg luftvejshåndterer alle patienterne på stuen, hvis der er behov, herefter overtager en kollega.

Vi har god erfaring med at give hostende patienter kirurgisk maske på under Hudsonmasken ved plejeprocedure.

Vores arbejdsrutiner er blevet brudt, for pludselig kan vi ikke “bare” gå i medicinrummet eller i depoterne og hente det, vi skal bruge løbende. Vi har fået etableret “mixer” og “runnere”, og det er dem, vi bruger som vores forlængede arm til de ting.

Mixere og runnere er ofte personale udefra, som har fået et actioncard med deres funktion. Det fungerer rigtig godt - og vi forfiner og optimerer hver eneste dag. Men arbejdsrutinerne er blevet vendt på hovedet. Det kræver, vi er gode til at få arrangeret pauser, da vi ikke lige kan tage en tår at drikke, men kun kan i pauserne.

Covid-19 patienterne er dårlige på en anden måde, og de reagerer også anderledes end patienter uden Covid. De har ofte brug for at blive lejret i bugleje, og de kræver også et andet modus på respiratorerne, end de fleste andre patienter.

Vi holder os ajour med vejledninger og flowcharts for, at vi sammen med vores læger kan trappe både op men også ud af respiratoren igen.

Langsomt begynder nogle at rette sig igen. Det sværeste er de, som ikke gør, uanset hvad vi stiller op. Det kan godt tage hårdt på en.

Både sygeplejersker og læger er meget søde til defusing, hvor vi lige gennemgår forløbene, og om vi gør det rigtige.

At stå i front er både spændende og skræmmende på samme tid. Vi ser på nærmeste hånd, hvor hård og brutal den her virus er. Det er vildt skræmmende! Men samtidig er det spændende at være med til.

Der er en teamånd på en helt anden måde, end jeg har oplevet før, på tværs af faggrupper. Vi har fået sygeplejersker ind fra andre afdelinger, som bare går ind i det med oprejst pande og hjælper alt det, de kan. Nye strukturer og arbejdsformer bliver introduceret med rekordfart - men det går.

Jeg går på arbejde med stolthed og med min faglighed i ryggen, men jeg håber også, at vi sammen løser den her opgave, på tværs af afdelinger og sektorer.”

louise.

Intensiv på AUH ruster sig til næste bølge Covid-19 patienter

Torsdag d. 2. april

Louise Fruerlund er 24 år og arbejder på Intensiv. Hun er, lige som resten af hendes kollegaer, i gang med at lære erfarne sygeplejersker fra andre afdelinger op i at passe intensivpatienter på Aarhus Universitetshospital.

”Jeg har jo kun et års erfaring, men jeg kan mere, end jeg regnede med. Det opdager jeg, når jeg pludselig skal sætte ord på min sygepleje.

De sygeplejersker, som følges med mig, er f.eks. operationssygeplejersker, som kommer til at hjælpe til på intensivafdelingen, hvis situationen med Covid-patienter spidser til. De er ikke alle vant til at passe kritisk syge respiratorpatienter, så på den her måde får de et lille indblik i, hvordan vi passer vores patienter, og hvilke observationer vi foretager.

Jeg arbejder i et intensivafsnit, som er i gang med at gøre sig klar til at modtage næste bølge af Covid-smittede patienter, og alle intensivsygeplejersker modtager undervisning.

Vi er klar over, at vi kan risikere at skulle arbejde rigtig meget, og at der vil være mere pres på. Men vi er alle klar på at gøre en ekstra indsats, og jeg synes, at vi allerede nu er blevet ekstra gode til at passe på hinanden.

I øjeblikket modtager vores afsnit lidt andre patienter, end vi er vant til, bl.a. patienter med hjertesygdomme, lever- mave- og tarmsygdomme, mens mine kolleger i det andet afsnit tager sig af de Covid-smittede, som er blevet indlagt indtil nu. Indtil det bliver vores tur til at hjælpe.

Det føles meget uvirkeligt at tænke på, at det kan blive samme situation som i Italien her i Danmark, for lige nu er her stadig lidt, som det plejer. Vi håber, at vi ikke får brug for alt det, vi lærer.”

dalila

Sygeplejerske på Sociolancen passer på de udsatte borgere

Onsdag d. 1. april

De hjemløse, de psykisk syge og dem, som har et stort forbrug af medicin og stoffer. Det er nogle af dem, som er i stor risiko for at blive alvorligt syge, hvis de bliver smittede med coronavirus. Og de borgere vil sygeplejerske, Dalila Berkani Pedersen, gerne passe rigtig godt på.

Til daglig arbejder hun i Sociolancen, som er en social ambulance, hvor personalet yder opsøgende støtte til socialt udsatte. Sociolancen bliver kaldt fra 112 og rykker ud, hvis en borger ikke er i stand til at klare sig selv.

”Det er som om, de hjemløse er forsvundet fra gaderne, og jeg vil tro, det skyldes, at der på det seneste er oprettet nye nødherberger. Der er også etableret herberger for dem, hvor der er mistanke om smitte. Endnu virker det ikke som om, at mange af de udsatte borgere er smittede, men det er et spørgsmål om tid.

De udsatte borgere reagerer meget forskelligt på den særlige situation, hvor alle danskere er isolerede.

Nogle psykisk syge er meget angste for smitten, og de forstår måske ikke alle de nye retningslinjer. De har brug for, at vi giver os tid til at snakke med dem og forklare og berolige.

Andre har brug for, at vi støtter dem, når de møder op på akutmodtagelsen, hvor de bliver bedt om at blive uden for og vente, fordi der ikke må være mange samlet i venteværelset. Vi kan f.eks. tilbyde et tæppe og en motiverende samtale, så de kan klare ventetiden i kulden.

Nogle udsatte borgere som f.eks. misbrugere går slet ikke op i, at der er smittefare, fordi det er et meget lille problem sammenlignet med de massive problemer, de ellers har.

Og så er der dem, hvor corona-isolationen slet ikke betyder nogen forandring overhovedet. Og det er jo tankevækkende, at nogle borgere lever så isolerede, at det, vi andre synes er en ekstraordinær situation, for dem er en helt normal måde at leve på.

Personalet i Sociolancen står til rådighed, hvis der er brug for at teste for smitte. Vi kender de udsatte borgere, og de er trygge ved os.”

fullsizer

Sygplejerske på Rigshospitalet smittet med Covid: "Nu er det overstået"

Mandag d. 30. marts​

44-årig Trine Madsen, anæstesisygeplejerske på Rigshospitalet, blev konstateret COVID19-positiv, men er snart rask og klar til at passe intensive COVID-patienter. 

”Søndag den 15. marts er jeg ansvarshavende og har lidt ondt i halsen og hovedet. Tanken om corona har strejfet mig, men jeg synes ikke, at jeg har nok symptomer, og jeg tænker, at det er lidt hurtigt at trække corona-kortet - især fordi jeg i perioder lider meget af hovedpine. Da jeg er ansvarshavende, har jeg heldigvis meget lidt direkte kontakt med patienter og kollegaer.

Mandag morgen er jeg stadig afebril. Skolerne er lukket, og jeg kører op på mine børns skole for at samle deres skoleting sammen. Da jeg kommer hjem halvanden time senere, begynder jeg at få det dårligt. I løbet af et par timer får jeg 38, 1 i feber, ondt i musklerne, hoster, har ondt i halsen og i øverste del af brystet.

Jeg skal i 16 timers aften-nattevagt, men ringer ind og siger, at jeg har de her symptomer og får at vide, at jeg selvfølgelig ikke skal komme på arbejde.

I stedet skal jeg komme ind til en corona-test. Jeg må ikke komme i kontakt med andre mennesker, så jeg cykler fra Valby til Rigshospitalet, hvor jeg ringer på et nummer, jeg har fået. En sygeplejerske eller bioanalytiker kommer ud i fuld beskyttelse. Jeg kommer ind i et telt og skal stille mig på et kryds, der er markeret på gulvet og åbne munden. Det er meget systematisk. Bagefter cykler jeg hjem.

Tirsdag klokken 14.45 får jeg at vide, at jeg er testet positiv, og jeg får et sæt forholdsregler, jeg skal følge.

Jeg aner simpelthen ikke, hvordan jeg er blevet smittet. Jeg har ikke været ude at rejse, og jeg har ikke haft kontakt med nogen, der er smittede. Mit bedste bud er, at jeg er blevet smittet ude i samfundet.

De følgende dage, forsvinder nogle af symptomerne, andre tager til i styrke. Forsvundne symptomer vender tilbage. Det vandrer lidt rundt i kroppen. Min feber forsvinder efter otte timer.

Jeg har absolut haft et af de lettere forløb. Jeg har ikke ligget i sengen og haft det rigtig skidt. Jeg har kunnet klare det med Pamol og søvn.

Min mand og mine to drenge på 12 og 14 var allerede taget i sommerhus, inden jeg blev testet positiv, og ingen af dem har haft nogen symptomer.

I går var de hjemme og sætte noget vasketøj og en pose mad og hente en computer. Jeg kunne vinke ned til dem , da de stod nede på fortovet. Jeg har kontakt med dem flere gange om dagen og følger med i lektielæsningen på afstand.

Mine store dreng har fuld tillid til, at jeg har styr på det. Jeg har jo autoritet både som mor og som sygeplejerske. Den lille har sagt, at han lader være med at tænke på det, for så bekymrer han sig ikke. Og jeg har jo snakket med dem hver dag, så de kan høre, at det er mig, og at jeg har det godt.

Jeg har nogle meget søde naboer, som har taget en liter mælk med til mig, når jeg har manglet. Og jeg har daglig kontakt med min afdelingssygeplejerske. Jeg har ikke kedet mig. Vi har en stor dejlig lejlighed i Valby med tagterrasse. Jeg hygger mig med katten og ser tv-serier og strikker.

Jeg skal blive hjemme mindst 10 dage og have været symptomfri i 48 timer, inden jeg må komme på arbejde igen.

Når jeg kommer tilbage på arbejde, skal jeg ikke tilbage på min gamle afdeling, men i stedet passe COVID-patienter i den nybyggede Nordfløj, som endnu ikke er åbnet. Her står fire operationsgange med helt nye respiratorer klar, og afsnittet er klar til, at vi skal passe COVID-19 patienter. Jeg har arbejdet med intensive respiratorpatienter i mange år, men får selvfølgelig også ekstra oplæring.

Jeg tænker, at vi alle sammen skal smittes og nu er det overstået for mit vedkommende.”

grethe_bendixen_web

Bispebjerg intensiv har lært af Italien og indført kittelskole

Søndag d. 29. marts​

"Vi har lært af Italien og indført Kittelskolen," fortæller afdelingssygeplejerske på intensiv på Bispebjerg Hospital, Grethe Bendixen.

De seneste uger har det handlet om kompetenceudvikling, etablering af så mange senge som muligt, sørge for at alle har styr på hygiejnen og følger de faglige retningslinjer.

”Vi har etableret et ekstra intensivafsnit, der hvor opvågningen normalt er. Vi er gået fra 12 intensivsenge til 28. Det betyder også, at der kommer rigtig meget personale ind, som vi ikke kender. Derfor har vi skabt nogle arbejdsgange og prioriteret opgaverne, så vi er forberedt på det værst tænkelige, selv om vi selvfølgelig håber, at det ikke bliver så slemt.

Nogle af vores nye kollegaer er fra anæstesi og opvågningen. Derfor har vi lavet team-samarbejde, hvor man arbejder i klynger af fire til at passe fire patienter. I hvert team indgår der forskellige specialer og alle har definerede opgaver, f.eks. er det intensivsygeplejerskeren, der går stuegang.

Vi har afprøvet de forskellige tiltag, så vi ved, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer. Det er enormt rart, at vi har gjort det, mens vi stadig har haft tid til at ændre og tilpasse tiltag,” siger Grethe Bendixen, der har arbejdet 12 timer om dagen de seneste mange dage.

At der er tilstrækkeligt personale er sikret gennem hospitalets vikarkorps og ved, at Grethe Bendixen selv har kontaktet sygeplejersker i sit netværk for at høre, om de er klar til at arbejde som timelønnede.

Blandt de nye tiltag på afdelingen er en række nye, klart definerede funktioner, f.eks. en såkaldt ”mixer”, der kun står i medicinrummet og gør medicin klar, og en ”runner”, som fylder op og altid er tilgængelig for sygeplejerskerne.

Alle nye på afdelingen får et udleveret et såkaldt ”actioncard”, der beskriver den specifikke opgave, de skal varetage.

”Vi har brugt meget tid på at forberede os og på at kompetenceudvikle. Vi har fået anæstesiapparater som ekstra respiratorer og har fået introduktion til dem. Vi er blevet undervist i metoder til bugleje. Nogle patienter ilter blodet bedre på denne måde. Det er ligeledes en metode, der er anvendt til de dårlige patienter i Italien.

En af erfaringerne, vores italienske kollegaer har delt med os, er, at der er særlig stor risiko for smittespredning til personalet i forbindelse med procedurer, hvor man intuberer eller trakealsuger.

Man har også observeret, at man kommer til at forurene sig selv, fordi man tager sin kittel forkert af. Derfor skal – og det er et stort SKAL – alle medarbejdere på vores intensivafdeling, lige fra rengøring og portører til sygeplejersker og læger igennem det, der bliver kaldt ”Kittelskolen”.

Det er faktisk ikke en nem proces. Man skal spritte hænder fire gange undervejs, når man tager en kittel og maske af, for ikke at forurene sig selv undervejs.”

charlotte_nyt_foto.

Sammenhold ved åbning af pandemiafsnit på Aalborg Universitetssygehus

Lørdag d. 28. marts​

”Stemningen var klar: Det HER skulle vi ALLE være sammen om. Hvad end der kom ind af døren, så var vi klar, og vi skulle stå sammen på trods af forskellige kompetencer og fra forskellige specialer,” fortæller sygeplejerske Charlotte Opheim-Winje, som var med til at åbne det nye pandemiafdelingen på Aalborg Universitetshospital.

”Fredag den 13. marts ringede min chef kl. 13. og spurgte om jeg kunne tage en aftenvagt på det nye pandemiafsnit, som fra klokken 16 skulle åbne med akut beredskab til coronapatienterne.

Det var virkelige fredag d. 13. Jeg havde 5 minutters betænkningstid. Børn og familie skulle koordineres. Jeg tog afsted.

Jeg ankom til en tom afdeling, tom for patienter, men ikke for driftsledere, kliniske beslutningstagere og jeg som en af sundhedspersonalet. Hvad gør vi? Hvordan? Og hvordan håndterer vi bedst det her? Det var alvor nu.

Trods hjertet var oppe i halsen, så var det fedt at være en del af og føle, at vi alle var i den samme gyngende og uvisse båd. Hver dag knokler vi derudaf på pandemiafsnittene med at få overblik, rytme og passe vores syge patienter til UG. Spørgsmålene er mange og fremtiden er uvis, MEN vi gør det bedste, vi har lært og kan, på trods af kompetencer og professioner. Vi er også bare mennesker :-)"

screenshot_20200324_114618.

Opvågningen på OUH bevarer det gode sociale fællesskab

Fredag d. 27. marts​

”På opvågningen forsøger vi at forhindre smittespredning ved at begrænse besøg til de yderst nødvendige. Det kan være en forælder til et nyopereret barn eller en pårørende til en kritisk syg," fortæller sygeplejerske Stinna Reinhard Sanders fra Opvågningen på OUH.

"Hvis vi har en patient, hvor der er rejst mistanke om COVID-19, er det vedtaget, at opvågning skal foregå på operationsstuen. Princippet er, at så få rum som muligt skal "forurenes", samt at færrest mulige håndterer patienten,” fortæller sygeplejerske Stinna Reinhard Sanders fra Opvågningen på OUH.

Vi sidder på hver anden stol i personalerummet og på stuerne. Der må kun være én ad gangen fra hver stue, som går ud for at spise frokost eller holde pause.

Til vores morgenmøder er det kun den person, som har ansvaret på den enkelte stue, som må deltage. Resten møder ind på stuerne og afventer rapport her. Det gør vi simpelthen for at undgå, at vi sidder for mange i samme lokale.

For os på opvågningen er det en masse små ændringer, som man som sådan kan sige ikke betyder det store. Men alligevel påvirker det vores sociale samvær. Vi er dog rigtig gode til at tage hånd om hinanden og stadig bevare fællesskabet - på afstand.

Vi er så småt begyndt at ruste os til at kunne assistere og hjælpe til på intensiv, hvis/når der bliver behov for det. Alle ansatte på opvågningen skal, sammen med anæstesien på OUH, til et såkaldt Brush Up kursus, hvor vi får undervisning i, hvordan vi bl.a. kan hjælpe til i plejen af en patient i respirator, og hvordan vi kan hjælpe intensivsygeplejerskerne med at lette arbejdet hos de kritisk syge patienter.

Vi kommer på følgedage på intensiv og får dermed et bedre indblik i, hvordan hverdagen kan komme til at se ud, hvis Coronakrisen for alvor begynder at bebyrde intensivafdelingerne. Vi får undervisning i, hvornår og hvordan vi skal bære værnemidler.”

anja_sichmann_9281

Der er fuldstændig styr på Akutmodtagelsen på Hvidovre Hospital

Torsdag d. 26. marts​

”I begyndelsen af sidste uge kunne jeg godt blive bekymret, når jeg læste tallene fra Italien. Men den bekymring er væk," siger Anja Sichmann, afdelingssygeplejerske på Akutmodtagelsen på Hvidovre Hospital.

"Jeg ved, at vi har fuldstændig styr på det, og at kapaciteten på Hvidovre Hospital er stor. Vi kan håndtere det, selv hvis der kommer rigtig mange patienter."

De seneste 15 dage har Anja Sichmann kun haft en enkelt fridag.

”Mit arbejde har handlet meget om, hvordan vi kunne finde de patienter, der udviste symptomer, inden de kom ind på hospitalet og få iværksat en arbejdsgang, så de kunne blive isoleret. Retningslinjer er blevet ændret flere gange i løbet af de seneste uger, hvilket har medført mange ændrede arbejdsgange for personalet.

Jeg er helt benovet over, hvor meget korpsånd, velvilje og offervillighed, der hersker blandt personalet. Sygeplejerskerne har gået på med krum hals. De har modtaget de mange ændringer i arbejdsgangene og nyoprettede funktioner med forståelse og velvilje.

Mange sygeplejersker vil gerne tage ekstravager. Og de, der har ferie, har ringet og tilbudt deres hjælp trods ferie.

Sygeplejerskerne i Akutmodtagelsen er bevidste om risikoen for selv at blive smittede og derved også risikoen for at bringe smitte med hjem til deres familie. Alligevel møder de op og vil gerne gøre en ekstra indsats. Det er både imponerende og rørende.

På Akutmodtagelsen handler det om at beskytte personale og patienter imod at blive smittet. I begyndelsen satte vi en sygeplejerske helt ud i receptionen, så hun kunne screene alle patienter for covid-19 symptomer. Vi ville ikke risikere først at opdage symptomer på COVID-19 efter modtagelsen på en stue.

De patienter, der kommer i Akutmodtagelsen har jo ofte et andet problem, som er det primære, f.eks. en skade eller anden sygdom. En patient, med en brækket arm kan have feber og hoste. Derfor er alle patienter i Akutmodtagelsen blevet screenet for COVID-19 symptomer, og de, der har udvist tegn, er blevet behandlet ud fra gældende forholdsregler.

Seneste tiltag for at kunne håndtere et øget antal Covid-patienter, er et fremskudt visitationsområde i Akutmodtagelsen, som håndværkere har bygget på blot tre dage. Det åbnede i en ambulancehal i lørdags. Der er bygget 15 rum til patienter, der har symptomer på COVID-19. Hvidovre hospital har desuden etableret en ambulant coronaklinik og en COVID- AMA til de patienter, der skal indlægges. I denne uge åbner en ny intensiv enhed og et isolationsafsnit .”

pia_joedal1

.

Svarer på tusindvis af spørgsmål fra kollegerne på Aalborg Universitetshospital

Onsdag d. 25. marts​

”Det er ikke nogen hemmelighed, at vi har travlt. Der er 1.000 spørgsmål fra kollegaer, tillidsrepræsentanter og ledelse,” siger Pia Jødal Næss-Schmith, sygeplejerske, fællestillidsrepræsentant og næstformand i Hospitals-MED på Aalborg Universitetshospital.

De seneste uger har hun i gennemsnit arbejdet 10 timer dagligt med at svare på mail og telefon-opkald, sortere i de mange informationer og retningslinjer, der hele tiden bliver opdateret, sende nyhedsbreve til tillidsrepræsentanter og medlemmer samt deltage i daglige corona-møder med hospitalsledelsen.

”Det, der er svært, er, at det hele tiden ændrer sig. Det, der gjaldt i går, gælder ikke i dag.”

”Jeg synes, at vi har været på forkant. Vi har bl.a. arbejdet på at løse manglen på intensivsygeplejersker og sikre at de rigtige kompetencer er til stede ved at opgradere anæstesisygeplejersker bl.a. med et kursus i brug af respirator. Og vi har lavet et pandemiafsnit, hvor man trækker på personale fra andre afdelinger og ambulatorier. Det er en kæmpestor rokade, og der har vi også måttet huske ledelsen på, at overenskomsten stadig gælder.”

”Det handler meget om dialog og fleksibilitet. Fra begge sider. For vi skal arbejde sammen om det her. Flere medarbejdere blev f.eks. fra den ene dag til den anden bedt om at møde på en matrikel 30 kilometer væk. Vi fik lavet en aftale om, at kørselstiden er arbejdstid, og at medarbejderen også får kilometergodtgørelse, selv om 30 kilometer normalt ligger under, hvad man bliver godtgjort.”

”Der er stadig mange frustrationer, nervøsitet og spørgsmål, der rumsterer blandt de ansatte. Men der er ingen, der stiller spørgsmålstegn ved, om det er en opgave, vi skal løse. Det tager jeg hatten af for. Da vi skulle bemande de nye afsnit, sagde jeg: ’Prøv lige med frivillighedens vej først’. Det gjorde de og efterfølgende er der en leder, der har sagt, at bekymringerne for ikke at få personale nok, blev gjort til skamme. For der var rigtig, rigtig mange, der meldte sig.

”Noget af det, der fylder meget, er værnemidler. Er der nok? Vi ved godt, at der er knaphed på dem. Vi skal passe på dem, vi har og bruge dem med omtanke. Ellers har vi ikke nok. Men mange er usikre på om patienterne er smittede og ville gerne have haft lov til at tage mundbind på i langt flere situationer.”

”Der er også meget usikkerhed om, hvad retningslinjerne siger om sygdom. Skal man blive hjemme, hvis man hoster en smule. Det er ikke meldt klart ud endnu.”

”Det handler meget om, at man som ledelse får lavet nogle tydelige udmeldinger og retningslinjer. Og også får meldt ud, hvorfor beslutningerne er, som de er.”
”Generelt kan jeg sige, at jeg føler, at jeg har et stort ansvar for at tale alle mine kollegers sag.

Samtidig synes jeg også, at ledelsen er lydhør og glade for at få meldingerne fra mig om, hvilke udfordringer og frustrationer, der rører sig. Jeg forsøger at gå konstruktivt til opgaverne, hvilket bliver honoreret med, at ledelsen lytter, idet vi har en fælles opgave at løse sammen.”

kamilla_foto_web

Herning Kommune forbereder sig på det værst tænkelige scenarie

Tirsdag d. 24. marts​

Hjemmesygeplejerskerne i Herning Kommune forsøger at forestille sig situationen, hvor corona-epidemien breder sig og topper i nær fremtid.

”Jeg oplever, at de ældre og syge borgere forstår alvoren. De fleste isolerer sig hjemme og har lavet aftaler med familie, naboer og venner om ikke at mødes,” siger hjemmesygeplejerske og tillidsrepræsentant Kamilla Bøje.

”Borgerne er naturligvis bekymrede for selv at blive Corona-smittede. Men flere udtrykker også bekymring for, at vi sundhedsprofessionelle bliver ramt af sygdommen. En borger sagde til mig forleden: “Jeg håber virkelig, at der er nogen, der holder hånden over jer, for hvad skal vi ellers gøre?”

I flere tilfælde yder vi sygepleje på en anden måde lige nu. Vi gør os umage med at tænke i løsninger, som fortsat er fagligt og sikkerhedsmæssigt forsvarlige.

Vi oplever både konstaterede og mistænkte Corona-smittede borgere og i højere grad bekymrede pårørende. Jeg har kollegaer, som selv har været i karantæne, andre som er blevet smittet med Corona og flere, som er sygemeldt, ganske som myndighederne anbefaler ved selv den mindste mistanke om Corona-virus.

Hele situationen afstedkommer en masse spørgsmål på min arbejdsplads. Det er nødvendigt at stille spørgsmål, reflektere og forestille os scenarier. Også de værst tænkelige, så vi kan lære, forberede os, komme med løsningsforslag og træffe beslutninger, som vil gøre os bedst muligt rustet til at komme igennem den kommende tid.

Det er tidskrævende at læse og sætte sig ind i myndighedernes anbefalinger og vejledninger og holde sig orienteret om, hvordan min arbejdsplads vælger, at jeg som hjemmesygeplejerske skal agere.

Vi holder 2 meter afstand til hinanden på vores daglige morgenmøde og frokostpause. Vi har fået indført hyppigere rengøring af vores kontorer, sygeplejebiler og arbejdstøj. Vi har været udfordret, som resten af Danmarks sundhedsvæsen, med forsinkelse af levering på håndsprit og værnemidler.

Jeg påtager mig det samfundsansvar, som jeg har i denne krisesituation. Jeg er på arbejde. Passer mit job som på en måde er ganske uforandret. Og så alligevel er hverdagen så markant anderledes lige for tiden.

WHO har kåret 2020 til "Year of the nurse". Man skulle næsten tro, at de kunne forudsige denne Corona-pandemi, og hvad året kommer til at kræve af alle verdens sygeplejersker.

Personligt tager jeg en dag ad gangen, forholder mig til det nye, drager mine erfaringer fra i går, og på den måde kan jeg møde dagen i morgen.”

 

mike_grandt_web

Stilhed før stormen på Herion- og substitutionsklinikken i Esbjerg

Mandag d. 23. marts​

”Vi kæmper for tiden en kamp for at undgå, at de mest udsatte borgere får coronavirussen. Eller, at en eller flere blandt personalet bliver smittet. Vi er få ansatte, og der er ingen til at overtage et så svært speciale som håndtering af heroin," fortæller sygeplejerske og tillidsrepræsentant Mike Grandt fra Heroin- og substitutionsklinikken i Esbjerg.

"Vi er gået ned i bemandingen - både for at beskytte den enkelte medarbejder, men i den grad også for at beskytte specielt brugerne af vores heroinprojekt. 

Et af vores seneste initiativer for at forhindre smitte er, at vi udleverer medicin gennem en luge til samtlige brugere på metadon og suboxone.

Vores brugere af heroin kommer fortsat ind i klinikken dagligt, fordi de får hjælp til den rette dosering af heroin. De skal være under observation i 15-20 minutter for at sikre, at de ikke får en overdosis. Nogle har også et sidemisbrug af fx benzodiazepiner, der påvirker virkningen af den dosis heroin, de får hos os. I så fald er vi klar med modgift.

Jeg vurderer, at heroinmisbrugernes risiko for at blive smittet med coronavirus hos os ikke er større, end hvis de skulle gå på gaden for at skaffe deres heroin, og derved risikere at blive smittet, både af coronavirus men også hvis de bruger brugte kanyler. Derfor kommer de stadig ind i klinikken. 

Vores største bekymring er, at en af os i personalegruppen bliver smittet. Det er lidt som ”stilhed før stormen” i øjeblikket her i Heroin- og substitutionsklinikken.”

lisbeth_web

Akutsygeplejerskerne er klar til at modtage patienter i Assens Kommune

Søndag d. 22. marts​

I Assens kommune tager sygeplejerskerne sig allerede nu af borgere, der er under observation for corona samtidig med, at de gør klar til at tage imod ekstra mange plejekrævende borgere, hvis sygehusene overbelastes.

”Det er skræmmende og samtidig fagligt udfordrende,” siger Lisbeth Bavnsgaard, som er akutsygeplejerske i Assens Kommune

”Jeg synes, at Dronningen sagde det godt, da hun sagde, at det er som at vente på en hemmelig gæst, der kommer ind ad døren lige om lidt.

Men det er også fagligt spændende. Kompleksiteten i kommunal sygepleje bliver tydelig. Vi trækker alt det frem, vi har med i den sygeplejefaglige bagage. Det er helt fra den basale viden om hygiejne, smitteværn og relationel koordinering til at skulle mobilisere viden om observation og behandling af borgere, der ikke kan ses af egen læge eller i sygehusambulatorium.

Vi skal finde nye måder at tale sammen på. Det kan være svært, at jeg ikke kan vise en kollega noget ved at gå hen og pege på journalen, fordi vi holder afstand. Vi holder skype-møder med hinanden og overvejer, om vi kan møde ind forskudt, men det er også udfordrende i forhold til at sikre, at alle er opdateret hele tiden. Vi ringer også til nogle af borgerne i stedet for at tage ud til dem.

Sundhedsfagligt bliver vi tæppebombet med retningslinjer, hvor det kan være en udfordring at sortere i ’need to know’ og ’nice to know’. Det er nødt til at være sådan. Men det kommer i så store mængder, som vi ikke er vant til at håndtere. Hvis man følger strømmen af officielle udmeldinger, er det som at stå på en motorvej med seks spor. Normalt er der én i en udviklingsposition, der sorterer i det, og hun kæmper en brav for at følge med.

Alle vores borgere er jo risikoborgere. De hører i medierne, at de er i risiko og skal passe på sig selv og tage særlige hensyn. Og de ER sårbare, det er f.eks. kræftpatienter i aktiv kemoterapi og lungesyge og mange er over 80. De har også børn og børnebørn, som har været på skiferie, og som vi ikke bare kan ringe til og bede dem passe far og mor.

Vi har borgere, som er i observation for mistanke om corona, og vi mindsker antallet af besøg og fysiske kontakter til det mest nødvendige. Jo færre borgere, vi besøger, jo færre tager vi den potentielle smitte med rundt til. Det er en anden måde at have kontakt på.

Vi sygeplejersker er gode til at finde kreative løsninger, der både fungerer, og som er ansvarlige. Det gælder både, når man står i fuldt beskyttelsesudstyr på intensiv eller ude på trappen hos en borger, der er under observation for corona.

Jeg besøgte en ældre borger i går, som er svært hjerte- og lungesyg og har sukkersyge, en blodsygdom m.m. Med hende har jeg aftalt, at vi laver telefonbesøg hver dag og aftalt, hvad vi skal tale om. Jeg har også aftalt med hendes søn, hvordan han skal dosere hendes medicin, og hvordan han får besked om ændringer fra lægehuset.”

”Vi gør klar til at tage imod patienter fra sygehusene. Det er en kæmpe beredskabsøvelse. En af mine kollegaer har talt op, hvor mange plejesenge, vi har i kommunen. Hvor mange pladser vi kan skaffe fra rehabilitering, og hvor mange og hvilke borgere som kan klare at være syge i eget hjem. Når det topper på sygehusene, og de er nødt til at udskrive patienter, fordi de skal tage sig af kritisk syge, skal vi være klar til at tage imod.”

carina

Besøgsforbud på Rehabiliteringscenteret Tranehaven i Gentofte

Lørdag d. 21. marts​

”Vi valgte at indføre besøgsforbud allerede den 11. marts," fortæller sygeplejerske Carina Færch fra Rehabiliteringscenter Tranehaven i Gentofte Kommune.

"Vores patienter er her jo, fordi de har været indlagt eller er blevet opereret. Idéen er, at de skal tilbage til deres eget hjem, så snart de er friske nok. Det er jo bestemt ikke meningen, at de skal blive syge og ende deres dage hos os, og derfor har vi været ekstra forsigtige. De pårørende er selvfølgelig kede af, at de ikke kan besøge deres gamle mor eller far. Men de støtter fuldkommen op om det.

Vi er meget opmærksomme på, at vores patienter kommer til at blive ensomme, når de ikke længere kan få besøg, og at vi i personalegruppen faktisk er deres nærmeste lige nu. Jeg forsøger at tænke lidt ud af boksen, og bruger f.eks. min egen telefon til at Facetime, hvis nogle lige har behov for at se deres børn eller børnebørn - eller bare trænger til at høre deres stemme. Det er jo et helt banalt initiativ, men den slags tænker vi meget mere i, end vi gjorde for 14 dage siden.

Det er frustrerende at være omkring så sårbare patienter og være dem, som skal værne dem mod smitte, mens mange andre fortsat går stik imod myndighedernes anbefalinger og samles med risiko for at øge smittespredningen. Jeg ville sådan ønske, at alle ville blive hjemme og begrænse al den aktivitet, de overhovedet kan. Og det handler ikke kun om cafébesøg, men også om helt almindelig sund fornuft. Hjemme hos os har mine to sønner f.eks. fået besked på, at de ikke må stå på hverken skateboard eller løbehjul det næste stykke tid. Jeg vil ikke risikere, at deres brækkede ben eller hjernerystelse tager tid fra en læge eller sygeplejerske, som bør bruge sin tid på nogle andre patienter. Det kan godt være, det virker lidt hysterisk. Men med tanke på den situation, vi står i, så har jeg det helt fint med at være ’strenge mor’.”

michael_frikke

Obs. Corona på FAM i Esbjerg

Fredag d. 20. marts​

”Sygehusledelsen har lukket et afsnit af FAM og omdannet det til en enhed, som kun modtager ”Obs. Corona-patienter”. Jeg beskæftiger mig derfor udelukkende med patienter med vejrtrækningsproblemer, som er i isolation, indtil de er blevet podet for influenza og corona.

Er svaret ”corona” skal patienten blive i isolation," fortæller sygeplejestuderende på 6. semester, Michael Frikke. Han er på 6.sem i praktik på FAM på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.

"Vi arbejder i isolationstøj det meste af dagen, og det kan godt være ret varmt. Vi forlader ikke stuen, når vi passer en patient, for det vil kræve, at vi klæder om, og det er både spild af tid og ressourcer. I stedet bruger vi en alarmsnor til at kalde efter medicin og mad.

Det er en speciel situation at være studerende på 6. semester, hvor man er ude i sin lange praktik. Jeg kan godt være lidt bekymret for mit læringsudbytte, hvis jeg skal arbejde med det samme – B´et for ”breathing” i ABCDE-tilgangen. Jeg har brug for at nå bredt omkring mine læringsmål i de sidste 20 uger, inden jeg skal til at være færdiguddannet klinisk.

Omvendt er det også spændende at have oplevet beredskabet træde i kraft. Og høre afdelingssygeplejersken forklare, at vi har et vist antal respiratorer, og at vi risikerer at komme i en situation, hvor lægerne skal beslutte, hvem som kan komme i behandling – og være nødt til at give respiratorerne til dem med de bedste prognoser.

Det gav mig lige en klump i halsen. Jeg har set folk dø, men det er ikke rart at tænke på, at sundhedsvæsenet skal lade mennesker dø.

På trods af krisen, har vi i sundhedsvæsenet vores egen måde at være i det på, hvor vi midt i alvoren kan lave sjov med, at der ikke er mere toiletpapir til os, når vi endelig har fri og kan komme ned og handle."

christina.

Sygeplejersker er essentielle på Plejecentret Magrethelund i Nordsjælland

Torsdag d. 19. marts​

”I den seneste uge har jeg mærket Covid-19 krisen på tæt hold," fortæller specialsygeplejerske Christina Krogh-Schlichter fra plejecentret Margrethelund i Nordsjælland. Hun har været på første hold på den nye uddannelse i borgernær sygepleje.

"Vi har 35 ældre og kroniske syge borgere boende, og selvom ingen er smittede, har jeg skullet bruge alle mine ressourcer på bl.a.: Rekvirering og optælling af værnemidler. Koordinering af bemanding og kompetenceudvikling af andet sundhedsfagligt personale, som aldrig har prøvet at have med isolationspatienter eller skærpede infektionshygiejniske principper at gøre.

Jeg har læst hver eneste udmelding fra DSR, regeringen, KL og jeg har lagt handleplaner for 1 måned frem omkring skærpede tiltag grundet Covid-19.

Jeg har beroliget bekymrede borgere, kollegaer og pårørende, som alle naturligt er bekymrede både for dem selv og deres kære.

Som specialist på mit område er det min vurdering, at sygeplejerskerne i kommunen kun vil blive ekstra pressede, som Covid-19 krisen fortsætter. De midlertidige pladser, plejecentrene og hjemmeplejen i kommunerne er allerede nu begyndt at mærke et øget pres.

Hospitalerne sender flere borgere hjem, som ikke er færdigbehandlede, for at gøre plads til mere kritiske patienter som følge af Covid-19. Det sætter fagligheden under pres, da de fleste ansatte i kommunen er social- og sundhedshjælpere og assistenter af en kortere sundhedsfaglig uddannelse og med et andet kompetenceniveau.

De kommunale sygeplejersker er essentielle i udviklingen af de forskellige faggruppers kompetencer, så borgerne kan få den bedst mulige omsorg og pleje. Hvis fagligheden ikke er i fokus ude i kommunerne, kan det ende katastrofalt! Vi må alle stå sammen under krisen.

malene

Medicinsk afdeling omrokerer patienter på Grindsted Sygehus 

Onsdag d. 18. marts​

”Vi har gjort plads til, at nogle af patienterne fra FAM kan rykke ind på sengeafdelingerne. Til gengæld skal et særligt afsnit af FAM kunne modtage patienter smittet med Coronavirus," fortæller sygeplejerske på medicinsk afdeling på Grindsted Sygehus, Malene Vestergaard Kisum.

"I sidste uge vågnede vi op til en helt ny hverdag, som regeringen meldte ud, og dernæst har det forplantet sig fra direktionsgangene til os på afdelingerne.

Jeg er stolt over at være en del af en faggruppe, som er i et særligt beredskab, men jeg er også mor til et barn på 14 måneder, og jeg skal have mit familieliv til at hænge sammen.

Min mand har en rigtig fleksibel arbejdsplads, så han kan passe vores barn, når jeg arbejder, og vi undgår akutpasning. For 5 år siden havde det ikke betydet det helt store, hvis jeg blev bedt om at arbejde ekstra, men nu er det mere indviklet.

Og alligevel gibber det i mig, for det er spændende at være i et beredskab, hvor man er i frontlinjen, og vores arbejde er jo sindssygt vigtigt. Jeg er uddannet intensiv sygeplejerske, og derfor er jeg forberedt på, at ledelsen kan beslutte, at jeg skal rykkes til en intensiv afdeling.

Jeg vil meget gerne være med til at forhindre, at vi kommer i italienske tilstande, hvor vi skal overarbejde uge efter uge, og vi kommer til at mangle redskaber. Jeg tror, at mange af os sygeplejersker klør på og byder ind og tager ekstra arbejde. Vi har svært ved at give slip, men vi skal også huske at passe på os selv.”

Sygeplejerske Kirsten Dittmer foran en plaket mod smittespredning

Hygiejneenheden er corona-task-force på Sygehus Sønderjylland

Tirsdag d. 17. marts​

”Vi har været involveret i sygehusets corona-task-force fra dag ét. Det gør, at vi kan agere hurtigt ude i klinikken,” siger Kirsten Dittmer, som er hygiejnesygeplejerske på Sygehus Sønderjylland.

"Lige for tiden ringer telefonerne ekstra meget hos hygiejnesygeplejersker, og der tikker konstant nye mails ind i indbakken, fortæller Kirsten Dittmer. Arbejdsdagene bliver hurtigt 12-14 timer lange.

”Men som hygiejnesygeplejerske er det også spændende, det er jo vores fags kerne, selv om det er på en kedelig baggrund.”

”De næste dage handler det om undervisning og om at opgradere personalet i ambulatorier og i dagkirurgisk, så de er klar til at passe intensive patienter, når deres egne afdelinger lukker midlertidigt ned,” fortæller Kirsten Dittmer.

Det er både de generelle forholdsregler omkring håndhygiejne, arbejdsdragter, affaldssortering og værnemidler og de supplerende forholdsregler, som f.eks. overtrækskitler, masker og visir, som ikke bruges til daglig, som Kirsten Dittmer og hendes kollegaer har fokus på at genopfriske.

”Vi skaber ro og tryghed i personalegruppen ved at informere om, hvordan de skal forholde sig til værnemidler og hvordan de skal tage dem på og af uden risiko for sig selv. Det, der fylder meget blandt personalet lige nu, er frygten for selv at blive ramt og smitte dem derhjemme. Derfor er der enorm lydhørhed overfor de ting, vi siger,” siger Kirsten Dittmer og understreger, at hvis personalet overholder retningslinjerne er der større chance for at blive smittet ude i samfundet end på hospitalet.”

Sygeplejerske Emilie Haug Rasch

Nyuddannet på Dermatologisk Afdeling, Bispebjerg Hospital

Mandag d. 16. marts​

”Man hører ofte – fx i valgtaler, at vi sundhedsfaglige er vigtige for samfundet, men pludselig giver det ny mening, når vi er nogle af dem, som skal fortsætte med at gå på arbejde, fordi der er brug for os," fortæller nyuddannede, Emilie Haug Rasch, som arbejder på Dermatologisk afdeling og Videncenter for sårheling på Bispebjerg Hospital.

"Det giver mig en følelse af, at det er et vigtigt erhverv, jeg er en del af. Befolkningens øjne kigger i retning af os, når de søger svar. Det er en lidt vild følelse, når man lige er landet i en ny afdeling.

Jeg er optaget af, at jeg skal passe på mig selv, fordi jeg har et ansvar. Og altså sørge for at jeg kan leve op til det ansvar. Hvis jeg bliver smittet, kan jeg ikke hjælpe, og så bliver sundhedsvæsenet endnu mere presset. Og hvis jeg ikke passer på, kan jeg risikere at smitte mine patienter.

På hospitalet er vi vant til at tage vores forholdsregler i forhold til smitte, men jeg kan godt mærke at jeg/vi er ekstra opmærksomme i denne tid. De forholdsregler, vi tager, gælder jo så bare også i det private nu. Jeg har ikke lyst til at udsætte hverken mine patienter eller min familie for smitterisiko.”

Det føles lidt som stilhed før stormen, hvor vi forbereder os på noget, som vi ikke ved, hvordan ser ud om bare et par dage eller en uge.”

Sygeplejerske Nattaya Cherco tager en podning fra en patient, ved en drive-in coronatest

Infektionsmedicinsk Afdeling på AUH har fokus på Corona

Lørdag d. 14. marts​

”Jeg har oplevet en hel del i mine tre år her på afdelingen,” siger Nattaya Cherco, sygeplejerske på Infektionsmedicinsk Afdeling på Aarhus Universitetshospital.

”Men jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det er så anderledes,” siger hun.

Fra at have taget imod et bredt udsnit af patienter med alt fra livstruende bakterieinfektioner som meningitis, immundefektsygdomme, resistente bakterier, sjældne og alvorlige infektioner handler alt i øjeblikket kun om corona.

Afdelingen, der har 22 sengepladser, er ryddet for de vanlige patienter, som i stedet er indlagt på andre afdelinger i såkaldte samarbejdssenge. Der er oprettet en Corona-kommandocentral. En Corona-drive-in. En coronaplan, der konstant opdateres, og der er daglige corona-møder.

I Kommandocentralen tager læger fra afdelingen imod opkald fra praktiserende læger og vagtlæger, der ønsker at henvise patienter med mistanke om corona-symptomer. Børn og meget syge patienter bliver indlagt på test-stuerne. Patienter med lette symptomer kommer til test i hospitalets nyoprettede drive-in-funktion. Her står sygeplejersker iklædt i beskyttelsesudstyr klar til at pode patienter i svælget, mens de sidder i bilen. Derefter overtager en ”ren” sygeplejerske (en, der ikke har været i kontakt med patienten) prøven og sender den til Klinisk Mikrobiologisk Afdeling. Svar kommer indenfor et døgn, da vi får mange igennem drive-in.

”Normalt handler det om at pleje patienter. Nu er det meget mere hurtigt ind-og-ud. Nu laver vi podingstest og sender til analyse,” fortæller Nattaya Cherco.

Forleden var hun corona-koordinator på drive-in-funktionen og hele hendes dag gik med at ringe rundt, dokumentere og pode.

”Der kommer rigtig mange patienter, og vi har travlt,” siger hun.

Tager I andre forholdsregler, end I plejer?

”Vi er jo meget grundige i forvejen, men vi spritter nok oftere og er endnu mere opmærksomme på at håndtere tingene korrekt. Også når har fri. Når jeg står i kø, tænker jeg da på, at man bør holde en meters afstand til andre,” siger hun.

Hvis du har lyst til at skrive en historie om dit vigtige arbejde under coronakrisen, eller hvis du vil ringes op af en af Dansk Sygeplejeråds kommunikationskonsulenter, så skriv til sbk@dsr.dk