Akutsygepleje i udsatte familier - skal der underrettes?

2009

Jeg er uddannet anæstesisygeplejerske, samt præhospital sygeplejerske. Kører akutbil som sygeplejerske. Kaldt til tilfælde, hvor fader er aggressiv og slår ud efter datter. 

Akutbilen og politi ankommer til adressen - fader aggressiv og voldelig – datter grædende og angst. Fader har blodsukker. på 1,8 - der gives glukose 50 % i.v. ved hjælp af Falck og politi. Faderen bliver nærværende, men er stadigvæk vredladen og ønsker ikke indlæggelse på hospitalet.

Da der ikke er fare for vold længere, forlader politiet huset. Vi opfordrer igen faderen til at lade sig indlægge. Han afslår på det kraftigste. Datteren står stadigvæk angst og grædende.

Jeg opfordrer datteren til at ringe 112 igen, hvis der fortsat er problemer. Ser i tidligere journaler, at der har været kaldt til samme adresse flere gange tidligere.

Dilemma

Hvem tager hånd om datteren? Skal det indberettes? Trusler men ingen vold.
Vi sender ikke epikrise til egen læge efter udkald med akutbilen - hvordan kan egen læge fange faderens hypoglykæmi anfald?? Han skal nødvendigvis reguleres bedre i Insulin.

Svar fra Sygeplejeetisk Råd

Tak for din henvendelse til Sygeplejeetisk Råd. Din beskrivelse af episoden hos far og datter gør indtryk.

Jeg har valgt at behandle din henvendelse lidt anderledes end sædvanligt. Normalt drøfter vi medlemshenvendelser på vores rådsmøder, for herefter at udarbejder en svarskrivelse. Jeg synes imidlertid, at der bør handles på episoden, hvorfor du får svar nu. Svaret bærer præg af, at jeg som sundhedsplejerske arbejder med lignende problematikker i min faglige hverdag.

Jeg har konfereret med de rådsmedlemmer, der endnu ikke er på sommerferie, og resten af Rådet vil blive orienteret om svaret på vores første møde efter sommerferien.

Du spørger:

• Hvem tager hånd om datteren?

• Skal det indberettes?

• Hvordan kan egen læge fange faderens hypoglykæmi anfald?

Vi ser, at der i din beskrivelse af forløbet er to hensyn, nemlig dels hensynet til faderens dårligt regulerede diabetes og dermed hans helbred, og dels hensynet til datterens tarv i forbindelse med faderens hypoglykæmiske anfald.

Vi vil anbefale

• At akutpersonalet kontakter faderen med henblik på at indhente tilladelse til at sende epikrise til egen læge.
• At faderen samtidig orienteres om, at I har underrettet børne- og ungeforvaltningen i familiens hjem kommune omkring den konkrete episode i hjemmet.

Vi vil i det følgende begrunde vores anbefaling

Vi formoder, at faderen mellem de hypoglykæmiske anfald er habil og i stand til at tage beslutninger omkring eget liv. Han har fuld selvbestemmelsesret og bestemmer dermed også, om der skal sendes epikrise til egen læge.

Imidlertid foreligger der en lægefaglig vurdering om nødvendigheden af, at han reguleres i medicin. Dette bør faderen informeres om på et tidspunkt, hvor situationen ikke er opkørt, og han må gennem dialog forsøges motiveret til at søge læge eller lade sig indlægge. Både af hensyn til sig selv, og ikke mindst af hensyn til datteren.

Datteren derimod, kan ikke vælge selv. Hun er underlagt de beslutninger, som den person, der har forældremyndigheden tager. I har som personale fået kendskab til uholdbare forhold i en familie, og I er måske de eneste, der kender til dem, udover far og datter. Da vi som sundhedspersonale har skærpet underretningspligt, er I, efter vores bedste overbevisning, derfor nødt til at underrette om episoden.

Det er usundt for et barn at opleve tilbagevendende aggressiv og truende adfærd fra de voksne, der egentlig skulle passe på dem. Der behøver ikke at være vold involveret, før en underretning til de sociale myndigheder kan komme på tale. Derudover kan vi være bekymrede for, at datteren (måske gennem lang tid) har båret på et ansvar i forhold til faderens sygdom, som ikke er hendes.

Lidt konkret viden om det at underrette

Når en kommune modtager en underretning, skal en kommunal sagsbehandler kontakte familien med henblik på at lave en § 50 undersøgelse. Undersøgelsen har til hensigt at afdække underretningens alvor og omfang, hvilket netværk og hvilke ressourcer der findes i familien - og behøver familien hjælp fra børne-ungeforvaltningen for at løse den beskrevne situation.
Underretningen skal altså betragtes som en hjælp til familien, så barnet ikke lider unødig overlast.

En underretning i denne konkrete situation vil derfor også foranledige, at der (efter vores bedste skøn) tages hånd om faderens sygdom, da den problematik jo er anledningen til underretningen.

Når man underretter er det en god ide at beskrive den konkrete hændelse så objektivt og detaljeret som muligt, og derefter give udtryk for sin bekymring, som i denne situation f.eks. kunne være:

Eksempler på, hvad vi i Sygeplejeetisk Råd synes er bekymrende

Vi er bekymrede, fordi vi i journalen kan se, at akutteamet har været tilkaldt til samme problematik x gange over x måneder.

Vi er bekymrede, både fordi faderen ikke vil lade sig indlægge for at få reguleret sin medicin, og fordi datteren pålægges et alt for stort ansvar i situationer, hvor faderen får hypoglykæmiske anfald.

Det bekymrer os, at datteren oplever en aggressiv og voldelig adfærd fra faderens side under disse episoder. Vi kunne se, at hun var angst og grædende.

Man skal ikke forvente at få tilbagemelding fra kommunen på, hvordan sagen forløber.

Vores overvejelser går også på muligheden for som akutteam at drøfte de generelle problematikker der vedrører underretningspligt, udsendelse af epikriser og tværsektoriel samarbejde med ledelsen, for at udarbejde handlingsanvisende retningslinjer i sådanne komplekse og vanskelige situationer.

Du er meget velkommen til at henvende dig igen, hvis du har spørgsmål til vores svarbrev.