Bør man bruge overvågning til demente "dørsøgende" ældre borgere?

2009

Indenfor ganske kort tid er to demente plejehjemsbeboere gået fra deres bopæl. Begge er efter flere døgn blevet fundet døde.
Jeg er pårørende til den ene. Jeg har derfor haft problematikken tæt inde på livet.

Jeg vil gerne opfordre jer til at tage en generel drøftelse om brug af chips til demente "dørsøgende " ældre borgere. 

Svar fra Sygeplejeetisk Råd:

Tak for din henvendelse til Sygeplejeetisk Råd, hvor du efterspørger Rådets holdning til brugen af chip og andre hjælpemidler med det formål at forhindre, at personer med demens omkommer under så tragiske omstændigheder, som du, som pårørende, har oplevet på nærmeste hold.

Din henvendelse har været drøftet på Rådets møde, hvorefter 2 af rådsmedlemmerne har  arbejdet videre med at formulere svaret til dig. Vi lægger stor vægt på at belyse spørgsmålet så bredt som muligt, så derfor er svaret måske lidt langt, hvilket også skal ses som et udtryk for sagens kompleksitet.

Mennesker med demens har i lighed med alle andre behov og ret til at nyde frisk luft og gåture. En grundlovssikret ret som vi som samfund skal værne om. På den anden side har samfundet også en særlig omsorgsforpligtelse til at beskytte de mest sårbare personer, herunder mennesker med demens, som ikke er i stand til at tage vare på egen tilværelse.

Overordnet set handler dit spørgsmål om, hvordan Rådet stiller sig til brug af overvågning i forhold til mennesker med demens.

GPS og lignende pejlesystemer kan være en nyttig og tryghedsskabende foranstaltning for personer, der har svigtende sted- og orienteringssans, men hvor trafiksikkerheden er intakt. De kan med en GPS opleve friheden til at færdes alene i længere tid. Oftest vil det være personer, der har demens i de tidlige stadier og hermed også formår at give deres samtykke til et sådant hjælpemiddel.

Anderledes problematisk forholder det sig, når personen også har manglende forståelse for trafikale eller geografiske forhold. Her kan en GPS eller et pejlesystem ikke beskytte den pågældende mod farlige situationer. Der skal i stedet sættes ind med en række alternative omsorgstilbud, hvor den enkelte borger bliver "mødt" med menneskelig kontakt og får mulighed for et trygt udendørsliv i følgeskab med personale.

På plejehjem kan man ansøge kommunen om en personlig alarm (chip), der registrerer og alarmerer personalet, når den pågældende benytter en udgang fra boligen. Det giver hermed tid til at personalet kommer til døren og enten tilbyder at gå sammen med borgeren eller får motiveret borgeren til at blive hjemme. En simpel dørklokke kan have samme funktion og opsættes uden kommunens godkendelse.

I omsorgen for mennesker med demens er der ofte tale om en afvejning mellem på den ene side hensynet til den enkeltes selvbestemmelse og personlige frihed, og på den anden side den enkeltes tryghed/sikkerhed og værdighed. Pejleteknologi kan således for nogle mennesker være en ideel løsning, der tilgodeser ovenstående værdier. Men pejleteknologien må aldrig føre til besparelser eller nednormeringer i plejen og erstatte den menneskelige omsorg. De mennesker, som bor på plejehjem, har et udtalt behov for omsorg og beskyttelse.

Sygeplejeetisk Råd finder ikke, at spørgsmålet om overvågning af ældre mennesker med demens kan besvares entydigt. Det er Rådets holdning, at overvågning i videst mulig omfang skal undgås. Dog gives der eksempler, hvor værdierne set i forhold til den enkelte borger kan berettige brug af overvågning. Udgangspunktet må altid være det enkelte menneske, dets værdier, normer og ønsker.

Det er vigtigt, at ledelse og plejepersonale på danske plejehjem er opmærksomme på, hvorledes de pårørende påvirkes af tilvalg og fravalg af overvågning. Det er vigtigt, at der er en åben samtale om betingelser og muligheder, så nære pårørende oplever sig medinddraget og velinformeret i forhold til de aktuelle valg.

Så kort og lidt populært sagt: Den ældre skal bevare retten til at gå, og personalet har pligten til at passe på.

I drøftelserne har Sygeplejeetisk Råd gjort brug af følgende sygeplejeetiske retningslinjer:

1.2 Sygeplejersken skal i sit arbejde erkende og vedkende sig det etiske, faglige og personlige ansvar for egne vurderinger og handlinger.

1.3 Sygeplejersken skal i sit arbejde anvende fagligt skøn, kritisk stillingtagen, mod og omtanke.

2.1 Sygeplejersken skal udøve omsorg og medvirke til at beskytte og bevare liv.

Sygeplejersken skal medvirke til, at udsigtsløs behandling afsluttes eller ikke påbegyndes. Sygeplejersken skal medvirke til at lindre lidelse og bistå til en værdig død. Sygeplejersken må ikke medvirke til behandling, der alene har til hensigt at fremskynde en patients død.

2.4 Sygeplejersken skal arbejde for, at patienten bevarer sin værdighed og integritet.

2.5 Sygeplejersken skal beskytte patienten mod krænkende handlinger, også i situationer, som indebærer brug af tvang, tilbageholdelse eller anden rettighedsbegrænsning.

Som du kan læse, har Sygeplejeetisk Råd fundet dit spørgsmål meget vigtigt at drøfte, og Rådet finder det yderst relevant at drøfte for alle, både personligt og professionelt.