Bør studerende/elever deltage i tvangssituationer i psykiatrien?

Januar 2016

Spørgsmål

Jeg har et dilemma i forhold til studerende/elevers deltagelse i tvangssituationer i psykiatrien. Jeg har arbejdet som sygeplejerske på en akut afdeling i psykiatrien i 3 år og er nu på en åben afdeling på et andet psykiatrisk center, hvor der er en anden praksis end den jeg hidtil har været vant til. 

Mit dilemma er, at jeg, i forbindelse med en tvangssituation på en anden afdeling, mødte en elev, som gerne ville ind og observere håndteringen af tvangssituationen på patientstuen - en elev som var på daværende afdeling, hvor situationen udspillede sig.

Da personalet fra nærværende afdeling var på patientstuen og der var nok mennesker derinde, stod jeg sammen med nogle andre ansatte på gangen for at kunne træde til ved behov for dette.

Da eleven henvendte sig til mig vurderede jeg, at det ikke var hensigtsmæssigt, at hun skulle observere tvangsfikseringen. Dette i forhold til at værne om den enkelte patients integritet, værdighed, samt udvise omhu og respekt for den dårlige patient, som skulle tvangsfikseres. Jeg nævnte, at jeg ikke fandt det etisk korrekt, og at tvangssituationer ikke er noget, jeg har været vant til at studerende og elever kan deltage i - og fik da at vide, at det er en aftale, der er lavet på afdelingen med elevens vejleder og at elever/studerende godt må være til stede for at observere. Og siden fik jeg at vide, at det er en praksis, der er accepteret på dette psykiatriske center.

Når mine kollegaer, der har med studerende at gøre, nævner at begrundelsen er. at elever/studerende kan få indblik i den reelle praksis, så kan jeg godt se formålet heri og læringen i dette, så de er mere rustet, når de er færdiguddannede. Omend finder jeg det mere relevant, at studerende og elever benytter sig af de udarbejdede videoer i forhold til at få et indblik i håndtering af akutte situationer mhp. læring, netop for at udvise omhu og samvittighedsfuldhed over for den meget syge patient i en sådan situation. Og jeg oplever ikke, at det er etisk korrekt, at der står en elev/studerende på en sengestue for blot at observere, at en patient bliver udsat for tvang. Jeg oplever det krænkende for patienten.

Herfra ved jeg ikke hvad jeg skal gøre.

Svar

Tak for din henvendelse til Sygeplejeetisk Råd. Dit dilemma som handler om, hvorvidt elever og studerende i psykiatrien af hensyn til deres læring bør deltage i tvangssituationer, eller om de, pga. den særlige sårbare situation, som patienten er i, og hvor der er behov for at sygeplejersken, som du fint beskriver det, værner om patientens værdighed, ikke bør deltage i tvangssituationer, er et vigtigt sygeplejeetisk dilemma at bringe op. Dilemmaet rummer værdier som værdighed, sårbarhed, respekt for individets selvbestemmelse og omhu for det sårbare liv.

Hvad er kernen i dilemmaet?

Kernen er elevernes og de studerendes behov for læring op imod patientens behov for beskyttelse mod krænkende handlinger. Det som i denne situation i særlig grad skaber dilemmaet er, at patienten er i en situation, hvor vi ikke kan spørge ham eller hende om at give sit samtykke til, at den studerende kan deltage. Vi må som sygeplejersker påtage os valget og tage ansvar for de konsekvenser, det har, først og fremmest for patienten, dernæst for eleverne og de studerende.

En af de sygeplejeetiske grundværdier er ansvar. Herunder står: ”magtudøvelse kan kun forvaltes moralsk forsvarligt i solidaritet med den svage. I ansvaret ligger en forpligtelse til at yde omsorg”. Videre i de generelle sygeplejeetiske retningslinjer står der, at god etisk praksis betyder at sygeplejersken, med omhu for det sårbare liv, skal: ”beskytte patienten mod krænkende handlinger, også i situationer, som indebærer brug af tvang, tilbageholdelse eller anden rettighedsbegrænsning”.

I Autorisationsloven står der i kapitel 5 §17: ”En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sin virksomhed forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed, herunder ved benyttelsen af medhjælp...”.

Din henvendelse vidner om, at etisk refleksion pågår som en integreret del af sygeplejen i en psykiatrisk afdeling. Sygeplejen til patienter i en så vanskelig akut situation, som en tvangssituation er, skal ikke blot praktiseres iht. rutiner, love og regler, men i den enkelte tvangssituation er det også vigtigt, at det medvirkende personale sammen reflekterer både før og efter. Herved udøves og udvikles den bedst mulige sygepleje i den aktuelle unikke situation og skaber retning for kvaliteten i fremtidige situationer. Sygeplejen bør funderes fagligt, professionelt og etisk forsvarligt, frem for at være betinget af det personale, som er ansat, og kulturen i afdelingen.

I din henvendelse peger du på, at hensynet til patientens integritet og værdighed vejer tungere end hensynet til eleverne og de studerendes behov for læring. I Sygeplejeetisk Råd mener vi, at det er vigtigt at elever og studerende har mulighed for at medvirke i en virkelig tvangssituation. Vi vurderer ikke, at det er muligt at lære udelukkende ved at arbejde med simuleringsvideoer. Videoer er vigtige redskaber og kan understøtte læringen. Elever og studerende kan ved brugen af disse vende tilbage til den samme læringssituation flere gange og på den måde opnå ny læring, men de virkelige tvangssituationer er unikke. Elever og studerendes deltagelse i disse kan give dem en robusthed, som kvalificerer den faglighed, som de skal bygge deres fremtidige professionelle liv på. Det er sygeplejerskens ansvar sammen med sine tværfaglige kolleger, at dette foregår på en respektfuld måde, så der samtidig kan vises omhu for det sårbare liv, som en patient i en tvangssituation er, og respekt for patientens integritet og værdighed. En tvangssituation bør derfor aldrig gøres til en sensation for elevers og de studerendes læring, men den psykiatriske afdelingen bør have en bevidst holdning til, hvordan elever og studerende kan medvirke i tvangssituationer, så der skabes læring for dem, og patienten samtidig beskyttes mod krænkende handlinger.

Med venlig hilsen

Hanne Juul

Medlem af Sygeplejeetisk Råd