En ældre kvinde, som ikke er uafvendeligt døende, får uventet hjertestop under en ikke-kompleks indlæggelse. Skal hun have foretaget hjertelungeredning (HLR), på trods af et udfyldt livs- eller behandlingstestamente?
Vi er en gruppe sygeplejestuderende som er i gang med vores bachelorprojekt om etiske dilemmaer ift. den uafvendeligt døende patient. Vi ønsker at få opklaret, etisk og juridisk, hvordan en sygeplejerske skal forholde sig i følgende fiktive situation: En ældre kvinde på 85 år, som IKKE er uafvendeligt døende, som pludselig får hjertestop under en ikke-kompleks indlæggelse, fx dehydrering. Skal hun have foretaget hjertelungeredning (HLR), på trods af et udfyldt livs- eller behandlingstestamente? Hvis hun ikke ønsker genoplivning, kan hun gardere sig mod dette ved at tage stilling til behandlingsniveau (i journalen) under hver indlæggelse?
Som vi forstår det, træder livs- og behandlingstestamentet først i kraft, når patienten er uafvendelig døende, hvilket beror på en lægelig beslutning.
Vi har gennemgået jeres problemstilling ud fra den etiske refleksionsmodel. Det, der kendetegner et etisk dilemma er, at der skal træffes et valg i en vanskelig situation, hvor der kan være forskellige værdier i konflikt. Juraen er meget klar i forhold til det I beskriver, juraen tilskriver nemlig, at man genopliver kvinden. Dermed er der reelt ikke nogen valgmuligheder i situationen, da juraen tydeligt fortæller, hvordan vi skal handle. I nærværende beskrivelse kan man hævde, at det er juraen, der gør, at sygeplejersken måske kan opleve en etisk problemstilling.
Der er netop kommet en vejledning om genoplivning og fravalg af genoplivningsforsøg (Vejledning nr. 9934 af 29/10/2019). I kan læse om denne vejledning her. Derudover kan I læse yderligere om vejledningen i Sygeplejersken, Årgang 2019, nr. 13, hvor der er et tema om døden.
I forhold til et behandlingstestamente, så gælder det først, når en læge har vurderet, at patienten er varigt inhabil, og at patienten er i en af de situationer, som testamentet handler om. Ud fra det I beskriver, er hun ikke erklæret varigt inhabil af en læge, og dermed kan behandlingstestamentet ikke bruges som argument for ikke at genoplive hende. I kan læse mere om behandlingstestamentet her.
Ud fra jeres beskrivelse er der umiddelbart også nogle fakta, man har brug for at kende til. Har hun ytret ønske om, at hun ikke vil leve mere? Ifølge de grundlæggende sygeplejeetiske principper skal man respektere selvbestemmelsen, det vil sige, at den enkelte patient, hvis det er muligt, bevarer magten og retten til at træffe egne valg. Anerkendelse af værdighed er også et grundlæggende princip. Det vil sige, at den enkelte patient anses som et unikt og værdifuldt menneske. Kvindens alder på 85 år gør ikke, at hun er mindre værd end et yngre menneske, og hun har derfor lige så meget ret til at blive genoplivet som et yngre menneske. Dette ligger desuden i princippet om omhu for det sårbare liv, nemlig at den enkelte patient skal sikres beskyttelse og omsorg.
Udøvelse af god etisk praksis betyder også, at sygeplejersken, med omhu for det sårbare liv, skal bistå til en værdig død og medvirke til, at udsigtsløs behandling afsluttes eller ikke iværksættes. Juraen fordrer, at kvinden skal genoplives, men man kan diskutere, om der kan opstå situationer, hvor man som gammel ikke kan få lov til at dø, som følge af alderdom.
Derudover vil vi anbefale, at I afklarer hvad der ligger i begreberne ”uafvendelig døende”, samt ”ikke-kompleks indlæggelse”. Dehydrering kan være meget kompleks for en 85-årig og kan skyldes forskellige bagvedliggende årsager, som kan være af relevans for at forstå kvindens situation. Derudover mener vi, at det kan være relevant at undersøge, hvad praksis er på afdelingen i forhold til at tale om den sidste tid. I forbindelse med dette vil vi anbefale materialet ”Klar til samtalen” .
På vegne af Sygeplejeetisk Råd
Kirstine Rosendal