Kan sygeplejersken bruge magt overfor et barn, der ikke vil samarbejde til anæstesi?

Efterfølgende har problematikken været bearbejdet i en lille arbejdsgruppe bestående af to af rådets medlemmer. Det ene medlem er uddannet sundhedsplejerske og arbejder til dagligt med børn i den nævnte aldersgruppe samt deres forældre, mens det andet medlem er uddannet anæstesisygeplejerske og tidligere har arbejdet mange år inden for dette område. 

Dilemmaet, når et barn ikke vil samarbejde til anæstesi, er meget relevant i fagetisk sammenhæng, og vi mener, at problemet er komplekst og har mange facetter.

I De Sygeplejeetiske Retningslinjer der ikke specielt noget, der handler om børn. Ved revisionen af Retningslinjerne drøftede rådet, om der skulle indføres særlige retningslinjer for børn. SER’s holdning var og er, at De Sygeplejeetiske Retningslinjer gælder for alle mennesker – altså også børn. Vi fravalgte derfor bevidst at lave særlige retningslinjer for udvalgte grupper fx børn. 

FN har vedtaget en særlig konvention om barnets rettigheder, som måske kunne være relevant i sammenhængen. 

Vi mener ikke, at det er muligt at sætte faste grænser for, hvornår børn kan træffe fornuftige valg. Selv voksne træffer jo af og til ufornuftige - ja endog fatale - valg.

Konkret er bedøvelse et led i en behandling. Bedøvelse er omfattet af reglerne om patientrettigheder i Sundhedsloven. Sundhedsloven § 15 fastsætter, at ingen behandling må indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke. Der er forskellige undtagelser fra denne hovedregel. En af undtagelserne omhandler børn, hvor indehaveren af forældremyndigheden overtager retten til at give informeret samtykke. Det gælder dog kun til barnet fylder 15 år. For de 15 til 18-årige gælder sundhedslovens § 17, som giver en person, der er fyldt 15 år, ret til selv at give informeret samtykke til behandling. Forældremyndighedens indehaver skal have information og inddrages i beslutningen.

Anæstesi og operation er forhold, der hos de fleste mennesker udløser angst og frygt. Situationen i sig selv er ofte ukendt og betyder tab af kontrol, og selv habile og fornuftige personer, der forstår information, kan ikke altid beroliges.

Vores holdning er, at magtanvendelse over for børn i forbindelse med anæstesi ikke altid kan undgås, men selvfølgelig bør minimeres mest muligt.

Vi er overbevidste om, at relationen mellem børn og forældre er vigtig og har betydning for barnets angst for og medvirken til anæstesi. Når sygeplejersken møder barnet og dets forældre, eksisterer der en relation, som det er uden for sundhedspersonalets mulighed at ændre på, og som derfor bliver et vilkår i arbejdet.   

Der hvor personalet - og dermed anæstesisygeplejersken - har mulighed for at påvirke situationen, er ved at sørge for, at følgende forhold er til stede i mødet med barnet og forældrene:

• Faglighed, som sikrer barnet (og dermed forældrene) god forberedelse af anæstesien
• Tid til forberedelsen
• Nærvær i situationen
• Ærlighed i kommunikation
• Anerkendelse af barnets angst 
• Information – og ikke forhandling

I denne fase er forældrene en vigtig brik – trygge forældre giver også trygge børn.

Som anæstesisygeplejerske er det vigtigt, at man ikke føler sig skyldig ved at medvirke til magtanvendelse over for børn, der skal bedøves. Nogle gange er bedøvelse en forudsætning for en behandling, der redder liv.

De Sygeplejeetiske Retningslinjer angiver i 2.1, 2.2, 2.4, 2.5 og 2.8 nogle af de muligheder, der er for at varetage barnets tarv i forbindelse med anæstesi.

For Sygeplejeetisk Råd

Lone Langkjær, medlem af SER
Kirsa Ahlebæk, medlem af SER