Ophør af behandling til ukontaktbar beboer

Jeg arbejder på et plejehjem, hvor en beboer har ligget i årevis med voldsomme sekretproblemer i luftvejene og uden at være kontaktbar. Der er ingen kontakt til pårørende.

2010

Beboeren får sondemad og medicin. Der er ingen kontakt til beboeren grundet hjerneskade efter apopleksi. Der er ekspressiv og impressiv afasi, muskelkontraktioner og som sagt en kraftig sekret-produktion i luftvejene samt epilepsi.

Er det muligt at få afsluttet behandling med ernæring og medicin? Det er SÅ uværdigt og forfærdeligt at være vidne til, og at skulle behandle med ernæring og medicin står for mig som en absurditet.

Jeg har hørt, at man kan stoppe behandling via egen læge og embedslæge, når der ikke er nogen pårørende involveret til at tage stilling. Er dette korrekt? Hvad kan jeg gøre?

Svar fra Sygeplejeetisk Råd

 Sygeplejeetisk Råd har drøftet din henvendelse omhandlende en beboer på plejehjem, som har ligget i årevis uden at kunne kontaktes og med voldsomme sekretproblemer. Dit spørgsmål er, om man kan stoppe behandling via egen læge og embedslæge, når der ikke er nogen pårørende involveret til at tage stilling?

Desuden beskriver du, at din oplevelse er, at det er en uværdig situation for beboeren og absurd at fortsætte med udsigtsløs behandling med ernæring og medicin.

Vi vil i nedenstående prøve at beskrive rådets drøftelse.

I drøftelsen kunne vi have ønsket os flere oplysninger, bl.a. om der er pårørende, og hvis ikke, om beboeren har en værge og hvorvidt den medicinske behandling er justeret og skønnes at være optimal. Derfor vil vi, ud fra de eksisterende oplysninger, uddrage vores udgangspunkt for drøftelsen.

Skøn: Behandlingen med medicin og sondeernæring skønnes at være udsigtsløs – der har ikke været bedring i beboerens tilstand i årevis. Det skønnes, at beboeren er impressiv og ekspressiv afatisk. Det er ikke et værdigt liv for beboeren. Forfærdeligt at være vidne til at behandle beboeren med udsigtsløs behandling i årevis.  

Fakta: Beboeren har ligget i årevis, er ikke kontaktbar grundet hjerneskade efter apopleksi, har voldsomme sekretproblemer fra luftvejene og har epilepsi. Beboeren behandles med sondeernæring og medicin. Beboeren har ingen kontakt til pårørende.

Vi har i rådet drøftet din henvendelse ud fra det etiske dilemma, som vi ser der opstår i den givne situation, ved at der er to valgmuligheder som er hinandens modsætning. Den ene mulighed er, om der bør tages initiativ til at behandlingsforløbet med sondeernæring og medicin afsluttes, når det skønnes at behandlingen er udsigtsløs og er uværdig for beboeren. Den anden mulighed er, at der ikke bør tages initiativ til at slutte det igangværende behandlingsforløb med sondeernæring og medicin, så længe der er chance for at bevare beboerens liv.

De involverede parter: Beboeren, sygeplejersken, ledelsen og kollegaer på plejehjemmet samt egen læge – har hver især deres indfaldsvinkel til beboerens situation. Det kan derfor være givtigt at se på de fagprofessionelles mulige tilgange til den konkrete situation.

Da det fremgår, at beboeren ikke har kontakt til pårørende, kan disse betragtes som indirekte involverede. Hvis der er en værge, er denne direkte involveret.

Med udgangspunkt i det handlingsalternativ, at der bør tages initiativ til at afslutte behandlingsforløbet, kan motivet bygge på, at beboerens behandling betragtes som udsigtsløs, idet beboerens tilstand vurderes som permanent vegetativ. De etiske principper, der ligger til grund for dette motiv, kan være pligten til at bevare beboerens integritet.

Da beboeren er ukontaktbar og ej heller har givet udtryk for ønsker i et livstestamente, er det umuligt for sygeplejersken at udøve princippet om respekt for beboerens selvbestemmelsesret. Værdier, som værdighed og loyalitet over for beboeren, underbygger derfor ønsket om at værne om beboerens sårbarhed og undgå unødig lidelse.

Der kan være en fare for, at fagprofessionelle vurderer andre menneskers opfattelse af værdighed ud fra egen moral og derved bruger den til at vurdere, hvilket liv der er værdigt at leve eller ikke værdigt at leve. Derfor skal sådanne beslutninger tages med den allerstørste agtpågivenhed og ydmyghed. 

I Danmark er det lovligt at stoppe livsforlængende behandling af permanent vegetative patienter, som oftest efter et års behandling og hvor der ikke har vist sig fremgang i patientens tilstand. I den konkrete situation har lægen dermed muligheden for at kunne stoppe udsigtsløs behandling. Ophør af udsigtsløs behandling vil ikke fremkalde døden – men heller ikke forhindre døden.

Med udgangspunkt i det andet handlingsalternativ, at der ikke bør tages initiativ til at slutte igangværende behandlingsforløb, kan motivet her bygge på, at så længe der er liv, er der håb, dvs. at det ikke kan bevises, at beboerens vegetative tilstand er permanent, og der er derfor en teoretisk mulighed for bedring.

De etiske principper, som ligger til grund for dette motiv, kan være pligten til at beskytte og bevare liv og lindre lidelse, samt retfærdighedsprincippet, det vil sige, at alle har lige ret til behandling, også hvis der er tale om udsigtsløs behandling.

Værdier som livets ukrænkelighed og respekt for liv underbygger ønsket om at værne om beboerens sårbarhed.

Faren ved at afslutte behandlingen kan, set ud fra lægens perspektiv, være angsten for at påtage sig ansvaret for at afslutte behandlingen og at handlingen vil blive betragtet som aktiv dødshjælp.

I den konkrete situation har vi opstillet to modsætningsfyldte handlingsalternativer: bør der eller bør der ikke tages initiativ til at undersøge muligheden for, om den udsigtsløse behandling skal ophøre.

Ethvert dilemma består af en konflikt mellem etiske principper og værdier, og man må derfor i den enkelte situation vurdere, hvilke af disse principper og værdier, der må vige for andre.

Sygeplejeetisk Råd anbefaler derfor, at du sammen med dine kolleger og ledelse drøfter, hvilke etiske principper og værdier der skal være bærende i denne situation. Nedenstående refleksionspunkter kan være givtige at drøfte og kan forhåbentlig understøtte den beslutning, I træffer.

Det er vigtigt, at alle fagprofessionelle efterfølgende er loyale overfor beslutningen.

Refleksionspunkter omkring netop denne patient:

Er den nuværende pleje og behandling optimal til netop denne beboer?

Hvilke overvejelser er der i forhold til hvor længe behandlingen med sondeernæring og medicin skal fortsætte til denne beboer?

Skal der indledes behandling, hvis der kommer tilstødende komplikationer f.eks. lungebetændelse eller urinvejsinfektion?

Er der en værge, som kan involveres?

 Refleksionspunkter generelt:

  • Hvad er et værdigt liv?
  • Hvornår er en behandling udsigtsløs?
  • Hvordan kan vi sikre os, at vi ikke står i samme uafklarede situation fremover i lignende situationer?

Der er i drøftelsen af dilemmaet lagt særlig vægt på følgende punkter i de Sygeplejeetiske Retningslinjer:

1.3. Sygeplejersken skal i sit arbejde anvende fagligt skøn, kritisk stillingtagen, mod og omtanke.

2.1. Sygeplejersken skal udøve omsorg og medvirke til at beskytte og bevare liv.

Sygeplejersken skal medvirke til at udsigtsløs behandling afsluttes eller ikke påbegyndes.

Sygeplejersken skal medvirke til at lindre lidelse og bistå til en værdig død.

Sygeplejersken må ikke medvirke til behandling, der alene har til hensigt at fremskynde en patients død.

2.4. Sygeplejersken skal arbejde for, at patienten bevarer sin værdighed og integritet.

Desuden har vi anvendt litteratur fra Etisk Råd 2002: Behandling af døende. De svære beslutninger. Kapitel 3.2.