Er det etisk korrekt eller er det uetisk 2-3 gange dagligt at fotografere en ældre dame, som ikke forstår det – eller er GPS og dørklokke overvågning nok, når hun forlader sin lejlighed eller plejehjemmet?
Februar 2020
Dilemmaet drejer sig om en ældre dame med demens, der bor på plejehjem. Denne borger har tendens til at ambulere, men det er ikke noget, der sker dagligt eller ugentligt.
Ved indflytningssamtale med sygeplejerske, kontaktpersoner og pårørende er det aftalt, at hun har GPS i sin jakkelomme, som sættes til opladning af aftenvagten, hvor den lader hele natten. Hun har desuden en klokke ved døren til sin lejlighed, så personalet kan høre, hvis hun forlader lejligheden og eventuelt plejehjemmet. Derudover laves der ved tøjskift en udførlig signalementbeskrivelse på den elektroniske borgerjournal af hendes udseende, og hvad hun er iklædt.
Det der opleves etisk forkert er, at der sammen med beskrivelsen tages et billede af hende på plejepersonalets telefon. Dvs. der tages billeder to-tre gange dagligt af borgeren, herunder hver aften i nattøj, inden hun skal i seng. Det opleves som grænseoverskridende dagligt at fotografere, fordi borgeren ikke er med på, hvorfor billedet skal tages. De gamle billeder slettes løbende.
Dilemmaet består i, om det er god etisk praksis og etisk korrekt at tage billederne, eller er det uetisk dagligt at fotografere den ældre dame - om det kan undlades?
Tak for jeres dilemma, som vi har drøftet i Sygeplejeetisk Råd. Vi har ikke en gylden løsning til jer, men derimod en masse nye spørgsmål.
Demensplejen er fyldt med etiske dilemmaer, og det I fremlægger, er et af dem. Ambulering blandt mennesker med demens er et rigtig svært område, hvor pligten til at beskytte det sårbare liv kan stå i kontrast til beskyttelsen af autonomi og integritet. Vi skal den ene side beskytte og drage omsorg og på den anden side værne om selvbestemmelsesretten. Ofte oplever vi indenfor demensplejen, at vi “snyder” borgeren: vi maler udgangsdøre som bogreoler for at mindske trangen til at gå ud af dem og vi taler efter munden for at nedskalere konflikter og meget andet. Og er det etisk korrekt at snyde andre mennesker? Også selvom det er for at beskytte dem?
At fotografere borgeren dagligt er et pragmatisk forsøg på hjælp i en svær situation. Det er nemmere at give et signalement til politiet eller civilsamfundet, hvis det bliver nødvendigt at efterlyse borgeren. Tidligere kunne man notere, hvilket tøj vedkommende havde på. Dette kunne blive noget omstændeligt, især hvis borgeren skiftede tøj flere gange dagligt. Fotografering er nu hurtigt og nemt, og i en travl hverdag kan det være et nemt alternativt til skriftlig dokumentation, som man måske nedprioriterer, hvis man har travlt.
Vi mener, at der er meget stor forskel på, om det foregår med personalets private telefoner, hvilket vil være uacceptabelt, eller om fotografering foregår med en afdelingstelefon. Det glæder os, at man er opmærksom på at slette gamle billeder, jvf. GDPR-reglerne.
I skriver, at det opleves som grænseoverskridende at fotografere kvinden. Men vi kan ikke læse, hvem der oplever det som grænseoverskridende. Er det medarbejderne? Er det borgeren? Eller er det de pårørende? Har familien givet samtykke til, at kvinden bliver fotograferet? Man kunne forestille sig, at det giver en stor tryghed for dem - og ikke mindst for personalet. Har kvinden tidligere givet samtykke til at blive fotograferet, og var det et habilt samtykke?
Er det mod kvindens vilje at blive fotograferet? Kan man fotografere hende, så hun har en god oplevelse ud af det? Evt. lave lidt sjov, tage en selfie med hende eller lignende. Kan man fotografere hende bagfra, så hun ikke oplever det som et overgreb? Bliver kvinden bange?
Forstår hun det ikke, eller bryder hun sig ikke om det? Indgrebet skal altid stå i et rimeligt forhold til formålet.
Man kan stille det spørgsmål, om det overhovedet er nødvendigt at fotografere hende? Man kan evt. tage en dialog med politiet, for hvis de alligevel kommer med sporhunde, er det så nødvendigt at kende farven på kvindens tøj?
Vi mener, at man også er nødt til at kigge på, hvorfor hun ambulerer. Er det pga. uro? Er hun rastløs? Er der noget eller nogen, der generer hende? Får hun noget medicin, der har uro som bivirkning? Leder hun efter noget eller nogen? Vil hun besøge sin mands gravsted? Kan vi forebygge hendes ambulering ved at gå lange ture med hende dagligt eller ændre andre ting?
Ja, som sagt stiller vi flere spørgsmål, end vi besvarer. Jeg håber, at I kan bruge vores input til at nuancere debatten, for der er ingen nemme løsninger her. Det vigtige er, at man i personalegruppen konstant reflekterer over sin praksis.
På vegne af Sygeplejeetisk Råd
Charlotte Hald