2012
Blandt personalegruppen er der usikkerhed om, hvordan de skal forholde sig i denne situation og det ender med at de kontakter afdelingsleder og forstander. Her får personalet den besked at de skal skrive i den elektroniske journal at de to beboere har "hygget sig" på værelset. Denne besked fremkalder noget frustration hos personalet, da de ikke er enige i denne formulering.
En aftenvagt, der møder ind, kontakter den kvindelige beboers pårørende og fortæller om situationen. Bagefter får aftenvagten besked om, at tavshedspligten er brudt og de pårørende ikke skulle have været kontaktet.
En anden fra personalet mener, at den kvindelige beboers egen læge bør kontaktes og evt. politiet. Dette afviser ledelsen, og efter at have drøftet situationen med lægen får personalemedlemmet en skriftlig advarsel af ledelsen.
Den pårørende til den kvindelige beboer beder om et møde med afdelingsleder, forstander og det personale, der var vidne til situationen. Pårørende får besked om, at det kun er muligt at ledelsen deltager, og de pårørende oplyses om, at de ikke behøver at føle sig utrygge, for personalet og ledelsen vil fremover sørge for at situationen ikke gentager sig.
Hvis det skulle være tilfældet fortæller pårørende, at de gerne vil informeres, og ifølge de pårørende accepterer ledelsen dette. De pårørende oplyser til personale og ledelse, at deres mor aldrig ville være gået med til den slags situationer af egen fri vilje.
Der følger en periode med fokus på undervisning i demens og jura. Personalet informeres om, at lovgivningen om ret til selvbestemmelse skal overholdes og de må derfor ikke låse op til beboernes værelser. Beboerne må ikke ubetinget
adskilles ved samleje.
Demenskonsulenter mener ikke, at man kan tage den kvindelige beboers råb om hjælp for pålydende, fordi hun er dement. Der er forslag om at føre de to beboere sammen, så de kan få fred og ro til at have samleje. I personalegruppen breder sig en fortvivlelse over, at de ikke kan afklare eller bevise om det foregår frivilligt fra den kvindelige beboers side.
De næste tre måneder gør den ældre mandlige beboer flere forsøg på tilnærmelser til den kvindelige beboer. Det bemærkes og dokumenteres af personalet, at den mandlige beboer forsøger at skubbe/ hive eller lokke den kvindelige beboer med ind på hans eget værelse. Andre gange ser og dokumenterer personalet, at han pludselig
hiver bukserne ned på hende, når han tror at der ikke er andre i nærheden.
En eftermiddag får personalet mistanke om, efter et tip fra en anden beboer, at den kvindelige beboer er på den mandlige beboers værelse. Døren er låst og der
åbnes ikke efter adskillige bank. Der låses op ind til værelset og undertegnede ser de to beboere have samleje. Den kvindelige beboer har en udtryksløs ansigtsmimik. Hun kigger ikke på den mandlige beboer ovenover hende.
Jeg overvejer situationen og beslutter mig for at bede den mandlige beboer om at forlade sengen. Dagen efter indberetter jeg efter ordre fra ledelsen denne handling som magtanvendelse. Pårørende informeres ikke om denne hændelse.
Dette dokumenteres i begges elektroniske journal.
Den mandlige beboer fortsætter med at lægge hånd på den kvindelige beboer og senere også flere andre demente kvindelige beboere. Den mandlige beboer er dement, men vurderes alligevel til at have en grad af velovervejet handlekompetence, hvilket er dokumenteret i hans journal.
Personalet bliver mere frustrerede og i tvivl om hvad de kan gøre. Pårørende til den kvindelige beboer spørger ind til hvordan det går med deres mor. Ledelsen oplyser til personalet, at de ikke må udtale sig om private anliggender pga. tavshedspligt.
Den kvindelige beboer, der er udsat for de første og de fleste overgreb, viser i en periode utryghed og angst ved at blive vasket og få skiftet ble. Hun bliver aggressiv, når nogen rører ved hende.
Pårørende spørger, hvordan det kan være, da det er meget markant ændring i hendes adfærd. Afdelingsleder siger, at det kender hun ikke noget til og fortæller, at der ikke er forgået noget særligt.
Etiske problemstillinger
Plejehjemsbeboeres ret til selvbestemmelse vs. omsorgspligt
Lov om tavshedspligt vs. meddelelsespligt.
Svar fra Sygeplejeetisk Råd
Mange tak for snakken i eftermiddag. Det var beroligende at høre, at I har fundet en løsning på den aktuelle problemstilling. Jeg lovede at sende dig lidt på skrift i forhold til de etiske problemstillinger i sagen, som vi drøftede på mødet i Sygeplejeetisk Råd.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at der dybest set er to mennesker, der bør skærmes, idet kvinden er udsat for overgreb fra en mandlig beboer, og den mandlige beboer, der har mistet evnen til at styre sine drifter og behov. Man skal være opmærksom på, at begge har brug for en særlig indsats fra personalets side for at kunne leve et godt liv.
Kvindens reaktion på nedre hygiejne fortæller, at hun har været udsat for noget, hun ikke brød sig om, hvilket du bekræftede i samtalen.
Sygeplejersken er forpligtet til at handle, hvor mennesker ikke er i stand til at tage vare på sig selv. Her kan du måske finde hjælp i de sygeplejeetiske retningslinjer, som vi er forpligtet til at følge. Eksempelvis står der i retningslinjerne:
2.5: Sygeplejersken skal beskytte patienten mod krænkende handlinger, også i situationer, som
indebærer brug af tvang, tilbageholdelse eller anden rettighedsbegrænsning.
2.6: Sygeplejersken skal, ved loyalitetskonflikter mellem ansættelsesstedets forhold og muligheden for at udføre forsvarlig sygepleje, arbejde for at varetage patientens tarv
2.7. Sygeplejersken skal værne om fortrolige oplysninger om patienten.
2.8: Sygeplejersken skal vise respekt og omsorg for pårørende. Hvis der opstår interessekonflikt mellem patient og pårørende, skal patientens tarv varetages.
Personalet har udfyldt magtanvendelsesblanketter i de forhold, hvor personalet har anvendt magt i forhold til beboerne - men der er ikke mulighed for at anvende nogle blanketter til at indberette eller registrere overgreb, som beboere udsætter hinanden for - her er det ledelsen, der udstikker regler og handlemåder.
I forhold til spørgsmålene om tavshedspligt og oplysningspligt bevæger vi os over i det juridiske felt, hvor det er afgørende for personalet at kende de stedlige regler og retningslinjer for at kunne være tryg i forhold til handlemuligheder.
I dette tilfælde er det specielt nødvendigt, fordi den enkelte medarbejder kan efterlades i et vakuum, hvor det faglige skøn ikke kan læne sig op ad beskrivelser for, hvad der er passende og i hvilken grad, der videregives oplysninger om den enkelte beboer, og til hvem disse oplysninger kan gå.
En mulighed kunne være en udpeget værge i personlige spørgsmål, hvis beboernes handlekompetence er nedsat i væsentlig grad, men det vil ikke afskaffe situationen blot klargøre, hvem der kunne refereres til.
Endelig talte vi om, hvordan I vil kunne undgå lignende situationer i fremtiden, og en vej kunne være at drøfte handlingsmuligheder og erhvervelse af tilsvarende kompetencer på personale- eller MED-møder, hvor arbejdsmiljøet er et fokusområde.
Du er velkommen til at kontakte mig igen, hvis du ønsker noget af etik-indholdet uddybet.
Venlig hilsen
Grete Bækgaard Thomsen
Formand for Sygeplejeetisk Råd