Udvisning af udenlandsk patient

En person, som havde fået konstateret HIV og bakterien toxoplasmose i hjernen og er derfor blevet lam i den ene side et ikke dansk statsborger. Under hans behandling, blev det pålagt plejepersonalet, at deskulle kontakte politiet, så han kunne blive "smidt" ud af landet.

2010

Jeg sidder og er ved at skrive min BA, og den omhandler et sygeplejeetisk dilemma, som jeg selv har oplevet, og som jeg ved at undersøge det har fundet ud af, at dette dilemma ikke forekommer ofte, men bestemt heller ikke sjældent.

Jeg har i min 6. semester praktik passet en person, som havde fået konstateret HIV og desværre også fået konstateret bakterien toxoplasmose i hjernen. Han var derfor blevet lam i den ene side. Denne person var ikke dansk statsborger, og under hans behandling, blev det os pålagt, at vi skulle kontakte politiet, så han kunne bliver "smidt" ud af landet.

Jeg ved, at hvis denne person bliver sendt hjem til sit eget land, vil han ikke kunne fortsætte i sin HIV behandling, og behandlingen af toxoplasmose ville heller ikke være en mulighed.

Mit dilemma er så: skal jeg bare som sygeplejerske kigge til fra sidelinjen, når han bliver udskrevet og sendt hjem, vel vidende at han har meget lille chance for at overleve i sit eget land. Vi har jo ved at uddanne os til sygeplejerske sagt, at vi ikke bare må se til og lade et andet menneske dø! Og at vi altid har pligt til at hjælpe et sygt eller tilskadekommen person. I denne situation har jeg ikke noget at skulle have sagt; er det ikke meget forkert og uetisk.

Svar fra Sygeplejeetisk Råd

Din henvendelse omhandler en patient, der ikke har dansk statsborgerskab og som følge af dansk lovgivning er i risiko for at blive hjemsendt efter endt behandling på hospitalet. Det fremgår af din skrivelse, at plejepersonalet i den forbindelse er blevet pålagt at kontakte politiet.

Du beskriver selv, at dilemmaet ligger i forhold til, at vi som sygeplejersker har pligt til at hjælpe et sygt menneske, og at du oplever, at du ikke har noget at skulle have sagt. Du synliggør hermed også flere konflikter i situationen.

Vi ser, at hovedkonflikten kan beskrives i forhold til to valgmuligheder, hvor de bagvedliggende værdier er hinandens modsætninger og derfor må afvejes mod hinanden. Denne refleksion giver os måske ikke "svaret", men gør det muligt at se bag om dilemmaet og gøre vores begrundelser synlige.

Den ene mulighed er:

A.   at man som sygeplejerske skal efterkomme et pålæg om at kontakte politiet, så patienten kan blive hjemsendt til eget land efter hospitalsbehandling.

Den anden mulighed er:

B.    at man som sygeplejerske skal undlade at kontakte politiet og hermed ikke medvirke til, at patienten kan blive hjemsendt til eget land efter hospitalsbehandling. 

Der er umiddelbart flere involverede parter. Som indforstået præmis tages afsæt i, at patienten ikke ønsker at blive udvist. Udover patienten og evt. dennes familie, er der personalet og den person, som har pålagt personalet at kontakte politiet. Det fremgår ikke af din skrivelse, hvem sidstnævnte person er. Men der er klart forskellige tilgange og personalegruppen har sikkert også forskellig indfaldsvinkel til situationen.

Med udgangspunkt i det første handlingsalternativ (A), hvor man som sygeplejerske efterkommer et pålæg om at kontakte politiet, kan der være følgende argumenter, som taler for dette synspunkt:

Ifølge dansk lovgivning kan udlændinge uden lovligt ophold i Danmark kun modtage sygehusbehandling ved akut sygdom. Ifølge reglerne skal patienter, der ikke længere er omfattet af akutkravet, således udvises af Danmark. Der kan således være tale om, at sygeplejersken føler sig forpligtet til at håndhæve loven og ikke blive delagtig i ulovligheder.

Sygeplejersken udviser respekt og loyalitet over for "den besluttende myndighed", idet hun følger pålægget. Desuden kan en skjult årsag være, at sygeplejersken kan være bange for at blive anklaget for civil ulydighed.

Med udgangspunkt i det andet handlingsalternativ (B), hvor man som sygeplejerske undlader at kontakte politiet, kan der være følgende værdier, principper og hensyn, der taler for dette synspunkt:

De etiske principper udtrykker pligt til at beskytte og bevare liv samt lindre lidelse. Retfærdighedsprincippet og ligebehandlingsprincippet, som fremgår af de internationale konventioner, påpeger retten til fri og lige adgang til sundhedsydelser. Sygeplejersken kan være af den opfattelse at alle migranter bør sikres adgang til basale sundhedsydelser uanset sygdoms- og opholdsstatus.

Hjælpepligten (den samaritanske pligt) udtrykkes i princippet om ansvaret og omsorgen for det sårbare liv. Sygeplejersken udviser ansvarlighed og forpligtelse over for patienten og udtrykker hermed solidaritet med patienten. Sygeplejersken frygter, at patientens liv er i fare og han har øget risiko for at dø, såfremt han bliver udvist af Danmark.

I den konkrete situation har vi opstillet to handlingsalternativer - skal sygeplejersken handle eller skal sygeplejersken ikke handle. Ethvert etisk dilemma består af en konflikt mellem etiske principper og værdier, og man må derfor i den enkelte situation vurdere, hvilke af disse principper og værdier, der må vige for andre.

Det beskrevne dilemma ser vi som et udtryk for spændingsfeltet mellem rollerne som hjælper og kontrollant, hvor de etiske principper i konflikten kan ses som hjælpepligten over for pligten som lovlydig borger. Solidaritet med patienten kontra loyalitet over for "myndighed".

En beslutning om at hjælpe medfører i dette tilfælde at bryde samfundets love. Spørgsmålet er, om de værdier og argumenter, der er fremført, er så tungtvejende, at de kan begrunde et sådant valg?

I Sygeplejeetisk Råd går vi selvfølgelig ikke ind for at bryde landets love, men vi kan heller ikke acceptere, at humanitære sundhedsydelser kriminaliseres.

Du skriver, om det ikke er forkert, at du ikke har noget at skulle have sagt i situationen. Med en lettere omskrivning af Søren Kierkegaard har vi altid et moralsk ansvar, og selv når vi ikke tilkendegiver vores mening, har vi valgt – nemlig ikke aktivt at udtrykke vores mening, hvilket medfører et lige så stort moralsk ansvar, som aktivt at gå ind i den etiske drøftelse. Du har med din henvendelse til os meget fint "sagt noget" og vist etisk omtanke.

Sygeplejeetisk Råd finder dit dilemma meget aktuelt og vedkommende for sundhedspersonale. Vi har i efteråret på et netværksmøde med de andre sygeplejeetiske råd i Norden drøftet papirløse migranters ret til sundhedsydelser.

Vi mener, at det er yderst vigtigt at professionelle drøfter og tager stilling til de faglige og etiske udfordringer, som tydeligt fremgår i dit beskrevne dilemma. Vi vil derfor bede om din tilladelse til at anvende din beskrivelse på vores hjemmeside og som et forslag til et dilemma, der kan bringes i Sygeplejersken.

Selvom du ikke længere er på den anførte afdeling og muligvis har færdiggjort din BA opgave, håber vi, at du også i anden faglig sammenhæng vil drøfte dit dilemma og således medvirke til at synliggøre de konsekvenser, de politiske prioriteringer får for sygeplejen (De Sygeplejeetiske Retningslinjer 3.3).

Der er i drøftelsen af dilemmaet lagt særlig vægt på følgende punkter i de Sygeplejeetiske Retningslinjer:

1.3 Sygeplejersken skal i sit arbejde anvende fagligt skøn, kritisk stillingtagen, mod og omtanke.

1.5 Sygeplejersken skal i sit samarbejde med alle faggrupper udvise respekt. I tilfælde af interessekonflikt, skal hensynet til patientens tarv varetages.

2.1 Sygeplejersken skal udøve omsorg og medvirke til at beskytte og bevare liv.

2.4 Sygeplejersken skal arbejde for, at patienten bevarer sin værdighed og integritet.

2.5 Sygeplejersken skal beskytte patienten mod krænkende handlinger, også i situationer, som indebærer brug af tvang, tilbageholdelse eller anden rettighedsbegrænsning.

2.6 Sygeplejersken skal, ved loyalitetskonflikter mellem ansættelsesstedets forhold og muligheden for at udføre forsvarlig sygepleje, arbejde for at varetage patientens tarv.