En værdig død på operationslejet?

Sygeplejeetisk Råd har d. 25.09.06 drøftet en henvendelse fra en sygeplejerske om værdig død på operationslejet.

Under operation af en patient, får patienten hjertestop. Der forsøges genoplivning, men genoplivningen indstilles efter langvarigt forsøg.

Før kirurgen går, beder han sin assistent om at lukke såret. Kort tid efter, at lægerne har forladt stuen, observeres, at patienten har en svag og lav hjertefrekvens – men ingen puls. Det bløder.

Sundhedspersonalet på operationsstuen bliver alle lidt tvivlrådige i forhold til patientens dødsproces.

Kirurgen vender tilbage og foreskriver, at monitoreringen skal slukkes. 

Sygeplejersken spørger Sygeplejeetisk Råd: Er det etisk korrekt at lukke et operationssår, mens patienten er ved at dø?  Skulle man hellere have "indstillet arbejdet" og have ventet på, at der kom asystoli (ingen hjertefrekvens)?
 
Sygeplejeetisk Råd tolker, at spørgsmålet er, hvordan patientens sidste minutter bliver mest værdige, både for patienten og for sundhedspersonalet. 

Sygeplejeetisk Råd svarer:

Situationen involverer flere faggrupper på forskellige niveauer og ud fra det beskrevne, kan det synes som om. at stemningen bliver ubehagelig, fordi patienten efter afslutning af genoplivningsforsøg har hjertefrekvens og det bløder.

Det beskrives, at alle på operationsstuen er tvivlrådige - "er denne patient død eller ikke"? Denne usikkerhed medfører naturligt etiske overvejelser og en følelsesmæssig reaktion på kirurgens beslutning om at slukke for monitoreringen.  

Det følger af De Sygeplejeetiske Retningslinier 2.1., at sygeplejersken skal bistå til en værdig død. Spørgsmålet bliver, hvordan dette bedst varetages i den beskrevne situation. 

Uanset om patienten er død eller døende, er der ingen tvivl om, at al behandling er udsigtsløs, og spørgsmålet omhandler patientens værdighed. 

Sygeplejeetisk Råds svar bygger altså på den antagelse, at patienten er død eller uafvendeligt døende og bedøvet. Målet er derfor, at livets afslutning bliver værdigt og opleves som værdigt af alle de involverede. 

I denne situation mener vi, at patientens operationssår skal lukkes, fordi det mest værdige for patienten er at komme ned fra operationslejet, blive klædt på, ført til en anden afdeling og lagt i en seng. Vi mener også, at det er mest etisk korrekt, når patienten er død, at de pårørende hurtigst muligt kan få patienten at se, pæn og sammensyet, så de kan tage afsked.  

Samtidig viser problemstillingen, at sygeplejersken har oplevet at stå i et etisk dilemma, hvor "noget" gjorde situationen forkert og ubehagelig. Dette "noget" er muligvis den tvivl sundhedspersonalet følte om, hvorvidt patienten var død eller døende.

Sådanne stemninger har en betydning for ens arbejde og arbejdsglæde, og vi opfordrer derfor sygeplejersken til at diskutere situationen på afdelingen og med de andre, som var med på operationsstuen.

Hvad medførte, at sygeplejersken oplevede, at situationen blev forkert? Hvordan kan sundhedspersonalet en anden gang vende stemningen, så døden bliver værdig for patienten og for de involverede sundhedspersoner? 

Vores overvejelser og holdninger er givet ud fra de oplysninger, som Sygeplejeetisk Råd har haft til rådighed. Rådet har ikke mulighed for at gå ind i en mere konkret bedømmelse.