Forskere skal fastholde høj etisk standard

Når det gælder forskning med mennesker, kan vi ikke lade tilfældige lodtrækninger med eventuelle dødelige konsekvenser være et bærende princip i forskningen.

22.  april 2006

Selvmord og etik

Efter at have læst omtalen af planerne for selvmordsforskningen i Danmark (Ny forskning i selvmord bryder etisk tabu, Kristelig Dagblad d. 9.sept. 2005 s. 1 og 2), finder jeg det tiltrængt at sige noget om både forskning og etik.

Det er trist at måtte læse, at opfølgende og forebyggende arbejde for selvmordstruede mennesker er blevet sparet bort. Det er også trist at måtte læse, at den eneste måde, hvorpå man kan opnå nye økonomiske bevillinger på, er at måtte anvende en etisk betænkelig forskningsmetode.

Forskningen indenfor sundhedsvæsnet er stadig domineret af en naturvidenskabelig tankegang. Udtalelserne om lodtrækning, dokumenterede effekter og etikforskrækkelser viser med al tydelighed dette. I det hele taget kommer det til at lyde som om, at der kun findes en slags ægte forskning.

Det er jeg ikke enig i. Allerede Aristoteles formulerede, at forskeren måtte vælge en undersøgelsesform, som kunne rumme karaktererne ved den genstand, som skulle udforskes. Meget forenklet findes der to metoder:

At forstå (humanistisk tradition, kvalitativ forskning) - eller at forklare (naturvidenskabelig tradition, kvantitativ forskning). Kvalitativ forskning indenfor sundhedsvæsnet er faktisk efterhånden blevet en etableret og af mange en respekteret forskning. Men det ser ud til, at man i kredse indenfor selvmordsforskning nu mener, at den eneste vej frem er kvantitativ og objektiviseret forskning. Dette standpunkt deler jeg ikke.

For det første vil jeg gerne anfægte idealet om ensartethed og objektivitet – det er ikke sikkert at den samme hjælp er god til alle selvmordstruede mennesker. Mennesker er ganske enkelt ikke ens.

For det andet mener jeg, at ensartetheden primært beskytter sundhedsvæsnet selv mod ukontrollerede hændelser og eventuelle klager – d.v.s. at sundhedsvæsnet lettere kan holde sin ryg fri, hvis alle fastlagte behandlingsprocedurer er fulgt. Men det er en slags kvalitetssikring og ikke forskning, der søger ny erkendelse, forståelse og indsigt i fænomener, som vi ikke forstår.
 
Når det gælder forskning med mennesker, kan vi ikke lade tilfældige lodtrækninger med eventuelle dødelige konsekvenser være et bærende princip i forskningen.

Derimod kan et hospital udvikle og beskrive en behandling, som kan bestå i, at en sygeplejerske kommer på et hjemmebesøg. Det har ikke karakter af "tilfældighed" overfor det menneske, som er selvmordstruet.

Her er der tale om forskning, hvor en systematisk afprøvning af en intervention efterfølgende analyseres, fortolkes og bringer ny viden.

Det er for mig at se en ansvarlig forskningsetik med en forskningsmodel, der tager udgangspunkt i det fænomen, som vi ønsker at forstå mere om. 

Rigtig mange forskere vil heldigvis mene, at vi skal fastholde den høje etiske standard, når det gælder forskning. Det er godt, at vi netop har videnskabsetiske komitéer, der bedømmer medicinske forskningsprojekter og ser kritisk på de forhold, vi udsætter de svageste patienter for.

Jeg synes, at vi som forskere skal holde en høj etisk standard, anvende de bedst egnede forskningsmetoder og desuden blive bedre til at formidle den viden, vi opnår, så politikere forstår at prioritere pengene bedst muligt. 
 
Edith Mark
Formand for Sygeplejeetisk Råd
Sygeplejerske, cand. cur. og ph.d. studerende