Lignelsen om den ubarmhjertige samaritaner

Det er fuldt lovligt og en pligt for sundhedsprofessionelle at give nødvendig smertelindrende medicin, som i en del tilfælde vil fremskynde døden hos den døende

20. juni 2007

Af Edith Mark, formand for Sygeplejeetisk Råd

Indlægget er bragt i Kristeligt Dagblad d. 20.06.2007

En mand var på vej fra København til Vordingborg og kørte galt i et vejsving. Manden blev kastet ud af forruden, han brækkede bækkenpartiet, venstre ben og fik alvorlige indre kvæstelser, så han lå halvdød alene i grøften.

Tilfældigvis kom en læge den samme vej; hun så manden, men kørte forbi. Det samme gjorde en sygeplejerske, der kom til stedet; også hun så ham og kørte forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, parkerede helt henne ved manden, og hun fik medynk med ham.

Den halvdøde mand tænkte på, at familien dårligt ville få tid til ham, han måtte leve med visse begrænsninger, handicap og blive nødt til at droppe karrieren, han blev grim og for tidlig gammel, konen ville finde en anden, og han ville for samfundet blive kostbar at behandle og pleje.

MANDEN INDSÅ altså, at det ville blive et længere sygeleje, at han måske ville blive totalt invalid, eller at han kom til at dø på vej til sygehuset. Det var ubærligt for manden.

Derfor mente manden, at han var bedst stillet ved at dø hurtigt. Samaritaneren respekterede manden, og som følge deraf gik samaritaneren hen og gav manden en dødelig dosis af medicin og sørgede for, at manden ikke skulle lide længere eller være til nogen belastning for sin familie eller samfundet som helhed.

Samaritaneren læssede den døde mand ind i sin bil og bragte manden til et lighus og sørgede for at få manden erklæret helt død.

Hvem af disse tre, synes du, var en næste for manden? Et flertal ville svare: Hende, som viste manden ubarmhjertighed.

Sundhedsvæsenet har hidtil bygget på en idé om barmhjertighed. Det er en gammelkendt og accepteret idé. Men det kan se ud til, at det gamle fundament er begyndt at vakle for både den syge og for udøvere af pleje og behandling.

Især er debatten om såkaldt aktiv dødshjælp med til at så tvivl om den grundlæggende idé om barmhjertighed.

Debatten om aktiv dødshjælp er på mange felter kompliceret. Det skyldes først og fremmest, at der i befolkningen er en udbredt misforståelse i forbindelse med lovlig smertebehandling og lindrende pleje for mennesker, som er døende.

Det er fuldt lovligt og en pligt for sundhedsprofessionelle at give nødvendig smertelindrende medicin, som ganske vist i en del tilfælde vil fremskynde døden hos den døende. Dette fænomen omtales ofte som aktiv dødshjælp i befolkningen og opfattes desuden fejlagtigt af mange som en ulovlig handling.

DET GIVER anledning til, at mange mennesker desværre frygter en smertefuld og ubarmhjertig dødsproces. Misforståelsen kan være noget af forklaringen på, at en meningsundersøgelse fra PLS Rambøll allerede i foråret 2002 postulerede, at 80 procent af Danmarks befolkning går ind for aktiv dødshjælp.

Hjælp i døden har vi alle brug for, men denne hjælp skal ydes på baggrund af livet, som vi til enhver tid er forpligtet til at beskytte og værne om på værdig vis også i dødens stund. Ubærlighed er selve kernen i sygepleje.

Når et andet menneske ikke er i stand til at bære sit liv, er der grundlag for sygepleje. Meningen er at bære et andet menneske i den periode, hvor mennesket ikke selv er i stand til det. Derfor er det en dyb vildfarelse, når ubærlighed bliver grundlaget for sundhedsprofessionelle at udøve aktiv dødshjælp.