Min grænse er nået

Om tidlig kønsbestemmelse af fostre.

Indlæg i Sygeplejersken nr. 11 2007

Af Susanne Ardahl, sygeplejelærer

”Vi giver dig pengene tilbage, hvis kønstesten ikke har vist det korrekte køn.”

Sådan lyder det på en københavnsk ultralydskliniks hjemmeside, hvor man allerede i 10. svangerskabsuge kan foretage kønsbestemmelse af fostre. Skulle du efter fødslen mod forventning være nødt til at bytte det lyseblå babytøj til lyserødt, er du sikret de 2.400 kr., som testen koster.

Medierne har i den forgangne uge været optaget af en ny testmetode (DNA-analyse) til tidlig kønsbestemmelse af fostre. Det er nu teknisk muligt at fastslå fostrets køn to uger inden abortgrænsen, hvilket giver mulighed for at fravælge barnet alene på grund af kønnet.

Er det jagten efter den ultimative lykke, nemlig et ønskebarn med det rigtige køn og uden forudsigelige fejl, eller er det behovet for styring og kontrol, der her kommer til udtryk? Hvor langt går retten til selv at bestemme? I dette tilfælde forældrenes ret til at bestemme barnets køn?

Teknologisk kan vi meget i dag. Men er alt det, vi kan, også det, vi bør gøre? Hvor går din grænse?

Min grænse er nået. Jeg mener, at denne test skal forbydes før 13. svangerskabsuge, medmindre der er tale om at undgå alvorlig, kønsbunden arvelig sygdom. Er det nødvendigt med et lovindgreb på området?

Ja, det mener jeg. Et samfund kan ikke tillade kønsselektion.

Susanne Ardahl er ansat på Social- og Sundhedsskolen,

Brøndby, og næstformand i Sygeplejeetisk Råd.