Nærmeste pårørende

Sygeplejeetisk Råd (SER) har drøftet de etiske problemstillinger, der opstår i praksis, når de(n) nærmeste pårørende ikke ønsker andre nærmere pårørendes tilstedeværelse.

4. juni 2005

Sygeplejeetisk Råd redegør her for juraen i forbindelse med videregivelse af oplysninger om en patient, der er ude af stand til selv at tilkendegive sin vilje. 

Desuden kan du her læse, hvilke etiske overvejelser, der kan være aktuelle for sygeplejersken, når der skal tages stilling til hvem "nærmeste pårørende" er, og hvordan sygeplejen kan praktiseres, når der er uklarheder i forhold til og mellem "nærmeste pårørende".

Juridisk fremgår det af Lov om patienters retsstilling § 26, at der skal være samtykke til videregivelse af helbredsoplysninger. 

Når en patient indlægges, oplyses nærmeste pårørende, og som regel gives der her samtykke til, at de må kontaktes og modtage oplysninger.

I andre tilfælde står sygeplejersken i den situation, at patienten er bevidstløs, og der ikke findes oplysninger om, hvem patienten ønsker at have involveret i sit sygdomsforløb. 

Her anvendes Lov om patienters retsstilling: 

§ 5. For en patient, der ikke selv kan varetage sine interesser, indtræder den eller de personer, som efter lovgivningen er bemyndiget hertil, i patientens rettigheder efter loven, i det omfang dette er nødvendigt for at varetage patientens interesser i den pågældende situation. 

Det vil bero på en konkret vurdering, hvem der er nærmeste pårørende. Ved nærmeste pårørende forstås først og fremmest patientens ægtefælle eller samlever, dernæst slægtninge i lige linje (egne børn og egne forældre) og alt efter de konkrete forhold kan søskende inddrages her. 

Begrebet "nærmeste pårørende" er afhængigt af den konkrete situation og bør fortolkes bredt. Familiebåndet behøver ikke altid at være eneafgørende. En nær ven, en patientrådgiver, en bistandsværge, en støtte- og kontaktperson, en besøgsven eller en anden omsorgsgiver, der er fortrolig med patienten og som af patienten opfattes som den nærmeste, falder ind under begrebet, hvis den pågældende utvivlsomt er den nærmeste.  

I plejen af den bevidstløse patient vil det måske vise sig, at ægtefællen ikke af patienten blev opfattet som nærmeste pårørende. Derfor kan det blive nødvendigt at foretage en konkret vurdering af, hvem, patienten ønsker, skal varetage hans interesser.

Videregivelse af oplysninger og involvering af pårørende skal så vidt muligt gøres i respekt for patientens interesser i den pågældende situation. I tvivlstilfælde om de juridiske forpligtigelser må sygeplejersken ud fra de faktiske forhold og oplysninger søge bistand.  

SER’s medlemmer finder, at de etiske problemstillinger er centreret om to felter.  

A)    Modtagelsen af information ved indlæggelse 

På det tidspunkt, hvor patienten fortsat kan svare for sig, er det vigtigt at modtage grundig informationen om hvem, der skal have oplysningerne om denne patient. Det betyder, at sygeplejersken skal være opmærksom på og spørge ind til patientens vilje allerede ved indlæggelsessamtalen.

I disse situationer kan der tages udgangspunkt i flere af De Sygeplejeetiske Retningslinjer. 

Retningslinje 1.2. " Sygeplejersken skal i sit arbejde erkende og vedkende sig det etiske, faglige og personlige ansvar for egne vurderinger og handlinger."   

Retningslinje 1.3. "Sygeplejersken skal i sit arbejde anvende fagligt skøn, kritisk stillingtagen, mod og omtanke."  

Retningslinje 2.2. "Sygeplejersken skal medvirke til, at patienten modtager og forstår den information, der er nødvendig for at træffe valg. Information, der gives, skal være tilpasset den enkelte patients ønsker og behov samt patientens livssituation." 

Det er vigtigt, at sygeplejersken sikrer sig, at patienten modtager og forstår, hvad egne oplysninger om nærmeste pårørende indebærer. Sygeplejersken skal derfor overveje, hvilke etiske problemstillinger der kan opstå og imødegå disse, ved omsorgsfuldt og betænksomt at inddrage patienten i overvejelserne. 

B)     Omsorgen for de pårørende.

Det er SER’s oplevelse, at konflikter med og mellem pårørende er et velkendt problem. Det fordrer, at sygeplejersken omsorgsfuldt og ud fra sin faglige viden taler med de pårørende. Det er ikke altid muligt og/eller ønskeligt at løse familiekonflikter på det aktuelle tidspunkt. Sygeplejersken bør derfor overveje, hvornår det er muligt og relevant at bidrage til, at konflikterne løses, og hvornår de involverede parter på anden vis bør hjælpes videre.

Udgangspunktet er, at vi skal respektere patientens selvbestemmelsesret. Hvis der opstår interessekonflikter mellem patient og pårørende, skal patientens tarv varetages. Men det udelukker ikke, at vi viser respekt og omsorg for de pårørende.(Retningslinje 2.8 ).

Sygeplejersken har en dobbelt forpligtelse både for patienten og for de pårørende. Det kræver ofte meget, især når der er konflikt mellem parterne. Derfor kan vi pege på det tværfaglige samarbejde, som en mulighed "Uønskede" pårørende kan tilbydes en samtale, f.eks. med præsten, om sorgen ved ikke at kunne få sagt farvel til en døende patient. Dette kan give ro både for de pårørende og patienten og for personalet.