Skal patienten kende sandheden?

Sygeplejeetisk Råd (SER) er blevet spurgt om, hvorvidt man er forpligtet til at give information om tilstødende cancer til en patient, der i forvejen er døende. Lægerne vurderer ikke at kunne behandle canceren.

November 2005

Sygeplejeetisk Råd har delt henvendelsen i flere problemstillinger. 

  1. Patienten er ikke oplyst om, at han er døende.
  2. Pårørende og lægerne ønsker ikke, at patienten informeres om tilstødende cancer, der alligevel ikke skal behandles.
  3. Sygeplejerskerne, der har det sygeplejefaglige ansvar for patienten, mener at de fortier sandheden for patienten, som dermed ikke får mulighed for at disponere i forhold til afslutningen af sit liv.

Generelt skal sygeplejersken varetage patientens tarv i interessekonflikter både i forhold til kollegaer og i forhold til pårørende. De Sygeplejeetiske Retningslinjer nr. 1.5 og 2.8. 

Spørgsmålet er, hvad patientens tarv er. 

Man kan pege på, at patienten kan have ting, han ønsker at afslutte, inden han dør. Mennesker han gerne ville sige farvel til, eller ting han ønsker at få talt igennem f.eks. med en præst.  

Heroverfor peger pårørende i enighed med lægerne på, at patienten vil miste sin sidste gnist, hvis han bliver gjort bekendt med canceren, som ikke vil blive behandlet. 

Der kan være væsentlige argumenter for begge disse synspunkter, og der er derfor tale om et vanskeligt valg, som yderligere problematiseres af sygeplejerskernes uenighed med både pårørende og lægerne. 

Sygeplejersker må i sådanne tilfælde anvende fagligt skøn, kritisk stillingtagen, mod og omtanke. Retningslinje nr. 1.3.

Sygeplejersken skal have mod til at tale med patienten og derved tilvejebringe det nødvendige grundlag for at skønne, hvad der bedst varetager patientens tarv.

Patientens samlede situation og andre udtryksformer skal inddrages i en vurdering/et fagligt skøn af, om man skal sige "sandheden" eller ikke, idet hverken det, at "bede om" eller "frabede sig" informationer nødvendigvis skal være verbalt. 

Sygeplejersken må tage kritisk stilling til følgende spørgsmål:

  • Ønsker patienten, som pårørende mener, at leve sin sidste tid i uvidenhed og bevare den sidste gnist af livsmod?
  • Eller ønsker patienten at få besked, så han kan sige farvel m.m.? 

Som udgangspunkt er det lægen, der som den behandlingsansvarlige formelt har informationspligten.

I tilfælde hvor den sygeplejefaglige vurdering adskiller sig fra lægernes vurdering, må sygeplejersken indgå i en tværfaglig drøftelse. Her skal sygeplejersken først og fremmest søge, at komme til enighed med lægen om informationen.

Endvidere må hun forholde sig til den information, som lægen har givet patienten, og gå ud fra, at det er dér, patienten befinder sig. Såfremt patienten overfor sygeplejersken udtrykker ønske om mere information eller betvivler den allerede givne information, er det SER's holdning, at sygeplejersken er forpligtet til at bringe klarhed i informationen.

Tilvejebringelse af denne klarhed skal stadig søges opnået i samarbejde med lægerne, hvor de forskellige argumenter vurderes, og hvor fagpersonerne søger at opnå enighed.   

Såfremt patienten har udtrykt et tydeligt ønske om information og det stadig ikke er muligt at få lægerne til at afgive den information, som patienten ønsker, må sygeplejersken gå videre til sin ledelse, da situationen så er, at patienten nægtes sine lovmæssige rettigheder. 

Derfor kan det også ende med, at sygeplejersken må tage ansvaret for at give informationen til patienten (retningslinje nr. 2.2.) ud fra eget faglige og etiske skøn.

Den relevante lovgivning er Sundhedsloven, Lov nr. 546 af 24/06/2005 

§ 16. Patienten har ret til at få information om sin helbredstilstand og om behandlingsmulighederne, herunder om risiko for komplikationer og bivirkninger.
 Stk. 2. Patienten har ret til at frabede sig information efter stk. 1. 

Stk. 3. Informationen skal gives løbende og give en forståelig fremstilling af sygdommen, undersøgelsen og den påtænkte behandling. Informationen skal gives på en hensynsfuld måde og være tilpasset modtagerens individuelle forudsætninger med hensyn til alder, modenhed, erfaring m.v. 

Stk. 4. Informationen skal omfatte oplysninger om relevante forebyggelses-, behandlings- og plejemuligheder, herunder oplysninger om andre, lægefagligt forsvarlige behandlingsmuligheder, samt oplysninger om konsekvenserne af, at der ingen behandling iværksættes. Informationen skal være mere omfattende, når behandlingen medfører nærliggende risiko for alvorlige komplikationer og bivirkninger. 

Stk. 5. Skønnes patienten i øvrigt at være uvidende om forhold, der har betydning for patientens stillingtagen, jf. § 15, skal sundhedspersonen særligt oplyse herom, medmindre patienten har frabedt sig information, jf. stk. 2. 

Stk. 6. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om informationens form og indhold.