Sondeernæring til døende patienter

Sygeplejeetisk Råd (SER) har på foranledning af en henvendelse udtalt sig om sondeernæring til døende patienter. Problematikken er aktuel - ikke mindst p.g.a. debatten om eutanasi.

5. september 2005

SER blev stillet 3 spørgsmål i forbindelse med indgift af sondeernæring. Rådet har drøftet spørgsmålene på møde d. 14. april 2005.

Vi opfatter, at spørgsmålene har omdrejningspunkt i spørgsmålet om omsorg for døende – og det lægger op til en fortolkning af De Sygeplejeetiske Retningslinjer nr. 2.1.:
 
2.1 Sygeplejersken skal udøve omsorg og medvirke til at beskytte og bevare liv.
Sygeplejersken skal medvirke til, at udsigtsløs behandling* afsluttes eller ikke påbegyndes.

Sygeplejersken skal medvirke til at lindre lidelse og bistå til en værdig død.
Sygeplejersken må ikke medvirke til behandling, der alene har til hensigt at fremskynde en patients død. 

Lov nr. 482 af 1. juli 1998 om patienters retsstilling § 3. Ved behandling forstås i denne lov undersøgelse, diagnosticering, sygdomsbehandling, genoptræning, sundhedsfaglig pleje og sundhedsfaglige forebyggelsestiltag over for den enkelte patient m.v.
 
Desuden er spørgsmålet om, hvorvidt ernæring skal betragtes om behandling, aktuelt.

Behandling er meget bredt defineret i Lov om patienters retsstilling § 3, derfor kan ernæring betragtes som behandling. På den anden side set opfatter vi ernæring som et grundlæggende menneskeligt behov, som ikke snævert kan defineres som behandling.

Vi har altså ikke noget endeligt svar. Ernæring skal måske snarere forstås i sin kontekst.
 
1. spørgsmål: "Må man standse indgift af sondeernæring til en patient, som skal dø, og som ikke selv ønsker at få sondeernæring?"
 
Spørgsmål drejer sig reelt om at undlade at forlænge patientens liv ved behandling/ernæring, og er derfor forbundet med svære etiske problemstillinger.
 
Udgangspunktet er, at det er patientens valg, der skal respekteres. Derfor er det afgørende, at sygeplejersken har mod og med omtanke taler med patienten om situationen.

På denne måde kan sygeplejersken finde ud af, hvad patientens ønsker. Sygeplejersken skal endvidere sikre sig, at patienten har den fornødne og ønskede information til at træffe sit valg ud fra. (De Sygeplejeetiske Retningslinjer nr. 1.3, 2.2 og 2.3.)
 
Sygeplejerskerne skal konsekvent sætte patientens tarv i centrum. Er der uoverensstemmelse mellem patientens og de pårørendes ønsker, skal sygeplejersken varetage patientens tarv. (De Sygeplejeetiske Retningslinjer nr. 2.8.)
 
Dette stemmer overens med de juridiske regler, hvor patienten har selvbestemmelsesret og kan vælge og fravælge behandlingstilbud. Lov om patienters retsstilling § 6 slår fast, at ingen behandling må indledes eller fortsættes uden patientens samtykke.

Den juridiske hovedregel er derfor, at man er forpligtet til at følge patientens beslutning. Samtidig skal man selvfølgelig informere patienten om muligheder og konsekvenser. 
 
2. spørgsmål: "Kan man nægte at lægge en sonde på en patient, som, man ved, snart skal dø, men som selv ønsker at få ernæring, for at leve så længe som muligt?"
 
Det er SER’s holdning, at patientens tarv og patientens selvbestemmelse skal have første prioritet.
 
Vi skal respektere patienten og dennes ønsker. Hvis patienten har et ønske om sondeernæring, kan vedkommende måske føle sult, og det er vigtigt, at vi respekterer dette. Vi mener, det vil være uetisk at nægte patienten ernæring, selvom det ofte er svære situationer. Men vores opgave er at gå ind og tage dialogen med patienten og eventuelt tale om bivirkning. 
 
3. spørgsmål: "Hvad gør man (sygehus), når en hjemmepleje/institution ikke vil have patienter med en sonde udskrevet, fordi de ikke har mandskab til at passe indgift på forsvarlig vis?"
 
Vi mener, at dette i høj grad er et politisk og ressourcemæssigt spørgsmål. Patienten må ikke blive gidsel i et politisk spil. Såfremt problemet reelt er et mandskabsspørgsmål, må dette løses så patientens tarv tilgodeses. (De Sygeplejeetiske Retningslinjer nr. 2.6.)
 
Såfremt det drejer sig om behov for oplæring, er en løsning at oplære hjemmeplejen og de pårørende i  funktionen. Her må hospitalet påtage sig oplæringen.
Man kunne tage sådan et spørgsmål op som case i det lokale samarbejdsudvalg for hospital, hjemmesygepleje og evt. praktiserende læger.