Tøjsæler kan være et fint supplement

Af Susanne Ardahl, sygeplejelærer og næstformand i Sygeplejeetisk Råd. Debatindlæg i Sygeplejersken nr. 22 2007 side 42.

Er det uværdigt, når Asta på 93 år kæler med robotsælen Paro, eller den jævnaldrende Gerda kærtegner en demensdukke?

I en personalegruppe kan der være stor forskel på opfattelsen af sådanne tøjdyr/- dukker. Nogle opfatter disse surrogater som en krænkelse af de ældres integritet og identitet. De frygter også, hvordan de pårørende vil reagere ved at se deres mor eller ægtefælle med et tøjdyr i favnen.

Andre mener, at tøjdyret/-dukken kan være med til at dække et alment behov for at yde omsorg. Et behov, som mennesker med demens har svært ved at få opfyldt, idet de selv primært er modtager af andres omsorg.  Når Asta og Gerda finder trøst, beroligelse og lindring i en verden, der for dem ofte virker uforståelig og angstprovokerende, så har de givet os svaret. 

Robotsælen Paro er p.t. under afprøvning på flere danske plejehjem, og vi, såvel plejepersonale som pårørende, tvinges hermed til at tage stilling til disse tilbud til mennesker med demens.

Jeg mener, at vi bliver nødt til at tænke i den andens perspektiv. Alt for ofte har jeg oplevet, at mennesker med demens fastholdes i en passiv rolle som omsorgsmodtager.

Som sygeplejersker kender vi selv til de værdier, der ligger i rollen som omsorgsgiver. Såfremt den ældres ”omsorgsgen” ikke kan tilfredsstilles gennem den ægte vare som eksempelvis andre mennesker, levende kæledyr og planter, kan brugen af demensdukker eller tøjsæler være et fint supplement. Men selvfølgelig kan og skal
denne form for mekanisk kærlighed ikke erstatte de menneskelige relationer.

Susanne Ardahl er ansat som sygeplejelærer på Social- og Sundhedsuddannelsescentret i Brøndby og næstformand i Sygeplejeetisk Råd.