Tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile

Sygeplejeetisk Råd anerkender, at der kan opstå situationer, hvor det ikke er muligt at nå ind til den varigt inhabile patient på trods af tillidsskabende, omsorgsfulde og tålmodige indsatser. Her kan anvendelse af tvang være den eneste og sidste mul

 Januar 2018

LOV OM ANVENDELSE AF TVANG VED SOMATISK BEHANDLING AF VARIGT INHABILE

Loven er trådt kraft den 1. januar 2018

Sygeplejeetisk Råd (SER) har gennem flere år været opmærksom på et tiltagende sundhedsfagligt og politisk ønske om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af mennesker, der er varigt inhabile. Lovgivningen, der var gældende indtil 31. december 2017, indebar, at patienters ønske om ikke at modtage behandling skulle respekteres. Patienters selvbestemmelsesret til at modsætte sig behandling skulle respekteres, også selv om der var et åbenlyst behov for behandling. Det har afstedkommet mange faglige og etiske problemstillinger, når patienter ikke har haft forståelse for, hvad en afvisning af en nødvendig behandling ville kunne medføre.

SER må anerkende, at der kan opstå situationer, hvor det ikke er muligt at nå ind til patienten på trods af tillidsskabende, omsorgsfulde og tålmodige indsatser. I de situationer kan anvendelse af tvang være den eneste og sidste mulighed for at give patienten en trængende og nødvendig behandling, der vil kunne bedre patientens helbredssituation.

Vi understreger, at det er alvorligt at anvende tvang. Det er et overgreb på patientens værdighed og integritet. Det betyder, at der er behov for tid, tålmodighed og faglig kyndighed, og det skal sikres, at alle tiltag er afprøvet, før der skrides til anvendelse af tvang.

Baggrunden for tvangsbehandling må aldrig blive sundhedsprofessionelles og pårørendes afmagt, når de oplever et sårbart menneske, der ikke ønsker den bedste og nødvendige behandling.

Sygeplejersken har ansvar for at yde omsorg, i den hensigt at patienten oplever velvære. Omsorg for mennesket er grundlæggende for al udøvelse af sygepleje. Bevæggrunden for en tvangsbehandling må være, at den absolut vil kunne føre til det bedste for patienten. Tvangsbehandlingen vil næppe opleves som omsorg af patienten selv. SER ønsker at understrege, at den tvangsbehandling, der er påkrævet, bør udføres på en så skånsom måde, fagligt og etisk, som overhovedet muligt. Omhu og samvittighedsfuldhed bør råde også i disse situationer.

I en tid med knappe ressourcer og hvor effektivitetsstyring og nytteværdi præger sundhedsvæsenet, kan en åbning for tvangsbehandling give anledning til bekymring. Derfor appellerer SER til etisk dømme- og handlekraft.

I værste fald vil lovliggørelse af anvendelse af tvang kunne føre til nemme og hurtige valg for sundhedsprofessionelle og pårørende, da man med tvang, fysisk fastholdelse og beroligende medicin hurtigere vil kunne behandle patienter, som modsætter sig behandling.

Ved at tvang kan udøves over en lang periode, kan der være en stor risiko for, at relationer mellem patienten og sundhedsprofessionelle forværres og præges af mistillid. Det vil i værste fald kunne medføre eskalering af tvang.

SER påpeger vigtigheden af nødvendige tilstedeværende ressourcer, som faglig viden, en åben kultur, tid og systematisk etisk refleksion, for at kunne minimere og undgå tvangsanvendelse overfor varigt inhabile mennesker.

Sygeplejersken vil altid have et fagligt og etisk ansvar for at vurdere den pågældende situation, og hermed gå i dialog med lægen, når hun modtager en ordination om anvendelse af tvang. Således medvirker sygeplejersken til at sikre den for patienten bedste behandling.

Det må også til enhver tid sikres, at sygeplejersker besidder faglige og etiske kompetencer til at kunne udøve den nødvendige tvang i selve situationen. SER anbefaler systematisk etisk refleksion efter en tvangsbehandling.

Den sygeplejefaglige ledelse må påtage sig ansvar i forhold til at sikre forhold og vilkår, der medvirker til mindst muligt behov for tvangsbehandling. Undervisning, supervision og handleplaner bør sikre sygeplejerskers virksomhed, uanset om tvang foregår i borgerens eget hjem, på en institution eller på et hospital. 

SER håber, at den nye lovgivning vil medvirke til mere åbenhed om anvendelse af tvang, håndtering af tvangsbehandling og giver anledning til at fremme tiltag, der kan eliminere situationer, der kræver tvang.

Holdningspapiret som pdf-fil