Konflikt på hospice

En patient har stort behov for at have kontrol over egen medicin og svinger dagligt i sine valg. Personalet er splittet mellem en fast plan for medicinering versus patientens ret til selv at vælge fra dag til dag.

2014

Jeg er en sygeplejerskestuderende, som lige nu er et hospice som led i min uddannelse. Jeg har de seneste uger fulgt en konflikt på hospice, som jeg har diskuteret med de ansatte. Jeg skriver nu til jer, for at få hjælp til hvorledes vi som personale skal handle i denne situation, og om vi har overset en mulighed.

Situationen er følgende:
En patient bliver indlagt på hospice grundet amputation af højre ben, med helningsproblemer, samt smerter og kvalmeproblematik. Den følgende uge sker der nogle uheldige sammenstød med personalet.

Hospice får en opringning om at patienten har resistente bakterier og skal genindlægges på hospitalet, hvilket patienten bestemt ikke vil og er meget vred over. Det viser sig også ved genindlæggelsen, at det ikke var nødvendigt og at der slet ikke er multiresistente bakterier, men der er sket en fejlkommunikation et sted.

Personalets forhold til patienten forekommer skrøbeligt for mig. Jeg er ikke selv inde hos patienten, men når de taler om hende er det i negative vendinger. Hun forekommer for dem vred og ikke samarbejdsvillig. Patientens tilstand er på nedadgående kurve og hun vurderes nu til ikke at kunne forlade hospice. Hun har et øget medicin behov, og det er dette som bliver det store problem blandt personale. Patienten er meget opmærksom på sin medicin. Hun fortæller om bivirkninger, der ikke er registreret tidligere på præparaterne, læser indlægssedlerne meget grundigt. Er bange for at blande medicin. Vil helst have meget kontrol over medicinen. Hun vil ikke have fremmedlegemer i kroppen, og vil således ikke have subkutan nål, men stikkes hver gang hun skal have medicin (altså min. 6 gange dagligt). Hun vil ikke have smerteplastre på, selvom hun har kvalme og svært ved at holde tabletter nede. Så vil hun ikke tage medicin den ene dag, men godt den anden, og kun tage halvdelen af de anbefalede doser.

Personalet er splittet i to. De er grundlæggende enige om, at patienten er angst og bange for at slippe kontrollen, men de er uenige om hvorledes det med medicinen skal håndteres. Patienten er blevet informeret om fordele/ulemper ved de forskellige medicinske administrationsformer og ved medicinen generelt. Men selvom hun træffer et valg den ene dag, så vælger hun om dagen efter.

Personalet føler, hun spiller de ansatte ud mod hinanden og bryder sig ikke om at skulle stikke subkutant den ene dag, give piller den anden dag og ingen medicin den tredje. Noget af personalet mener, at det er patientens eget valg og at vi bare må acceptere dette. Andre mener, at det bedste for patienten er at få lagt en fast plan (som hun lægger), og så skal vi følge den stringent, hvilket hun så skal acceptere. De mener at patienten har brug for ro og rutine i forbindelse med medicinen.

Der er forsøgt talt med patienten om hendes medicin. Det er min opfattelse, at hun ikke ønsker tæt kontakt med personalet og ikke betror sig om følelser. Hun besøges af sine to døtre, der på den ene side støtter deres mor, men også forsøger at skabe ro/relation til personalet.

Det er af min opfattelse, at det er den manglende gensidige tillid mellem personale og patient, der er konfliktskabende her. Hvad gør man i denne situation? Kan den overhovedet løses? 

Svar fra Sygeplejeetisk Råd

Vi har behandlet og diskuteret din henvendelse om konflikt på hospice, og vi er kommet frem til følgende svar på dine spørgsmål: For os handler de beskrevne problemer og konflikter om, hvem der skal bestemme – patienten eller personalet.

Retten til selvbestemmelse og ansvaret for eget liv

Fra patientens synspunkt kan det at bestemme/ikke at bestemme over egen situation på hospice dreje sig om flere ting, og der kan være flere årsager til, at patienten handler som hun gør. Årsagen til, at hun fravælger personalets hjælp kan måske være frygten for at miste kontrollen over eget liv og i sidste ende angsten for at dø.

De værdier, der vejer tungest for patienten, er, som Sygeplejeetisk Råd ser det, retten til selvbestemmelse og ansvaret for eget liv, herunder også muligheden for selv at kontrollere, hvilken behandling og pleje, hun vil modtage, vel vidende at til- og fravalg vil få konsekvenser for hende. Patienten virker habil og kompetent til at træffe beslutninger om sin egen pleje og behandling.

Omsorg for patienten og det faglige skøn

Fra personalets synspunkt tager det at bestemme over patientens behandling og pleje udgangspunkt i ønsket om at udøve omsorg for patienten på grundlag af et fagligt ansvar. Sygeplejerskerne handler paternalistisk og ud fra et fagligt skøn. Når patienten frasiger sig dette, kan det for personalet betyde, at de ikke mener/føler, at de lever op til det faglige ansvar, ikke gør deres arbejde godt nok og derfor at personalegruppen bliver splittet i udøvelsen af pleje, omsorg og behandling til denne patient.

De værdier, der vejer tungest for sygeplejerskerne, er, som Sygeplejeetisk Råd, ser det, omsorg for patienten og det faglige skøn. Brug de Sygeplejeetiske Retningslinjer ud fra ovenstående betragtninger og overvejelser, kan De Sygeplejeetiske Retningslinjer guide i forhold til, hvem der skal bestemme i den beskrevne situation: Retningslinjerne siger bl.a., at:

2.3 Sygeplejersken skal respektere patientens valg, herunder patientens ret til at fravælge selvbestemmelsesretten
2.2 Sygeplejersken skal medvirke til, at patienten modtager og forstår den information, der er nødvendig for at træffe valg. Information, der gives, skal være tilpasset den enkelte patients ønsker og behov samt patientens livssituation
2.4 Sygeplejersken skal ligeledes: ”…arbejde for, at patienten bevarer sin værdighed og integritet"

Da patienten vurderes habil og kompetent, har hun ret til selvbestemmelse med de konsekvenser, som det får. Det er sygeplejerskens ansvar at informere patienten og sikre sig, at hun forstår konsekvenserne af de valg og fravalg hun tager i forhold til behandling og pleje.

Hvis patienten på noget tidspunkt ændrer sig, så det vurderes, at hun ikke længere er habil og kompetent til at træffe beslutninger på egne vegne, er det sygeplejerskens ansvar at hjælpe hende til at træffe det rette valg.

Vi kan godt forstå, at det kan være svært at være på en afdeling, hvor det drejer sig om liv og død og med mange svære dilemmaer. Det er måske især svært, når man som du står uden for den faste personalegruppe.

Med venlig hilsen

Sygeplejeetisk Råd