AMK-vagtcentralen i Region Syddanmark modtager sundhedsrelaterede 112-opkald. Personalet har diskuteret, om det etisk og juridisk forsvarligt at ringe en nabo ind til hjælp hos patienten, som enten ligger med hjertestop eller er meget alvorlig syg i eget hjem, uden at indringeren orienteres.
2014
AMK-vagtcentralen i Region Syddanmark modtager sundhedsrelaterede 112-opkald og visiterer ambulancer, akutbiler med paramediciner samt akutlæger eller henviser til anden hjælp, eksempelvis til selv at tage på skadestuen, kontakte praktiserende læge/lægevagt eller til egenomsorg. Her er ansat primært sygeplejersker, men også ambulancebehandlere og paramediciner.
Vi har i personalegruppen samt med ledelsen drøftet både det etiske og det juridiske aspekt i at anvende naboer som ressourceperson/førstehjælper ved alvorlig sygdom eller ved hjertestop. Altså når en borger ringer 112 og problemstillingen er livstruende eller førlighedstruende eller hvis det er hjertestop, hvor det typisk er den ældre borger, som ringer ind og pga. egne omstædigheder ikke har mulighed for at handle og forsøge genoplivning med hjerte-lunge-redning. Situationen kunne også være den, at det var et barn som var indringer og ikke selv kunne overskue situationen.
Er det så etisk og juridisk forsvarligt at ringe en nabo ind til hjælp hos patienten, som enten ligger med hjertestop eller er meget alvorlig syg i eget hjem, uden at indringeren orienteres?
Hvordan oplever naboen dette opkald? Hvordan påvirker det naboen pludselig at blive ringet op – måske endda om natten – og blive kastet ud i en situation, hvor naboen har hjertestop?
Hvad hvis man siger nej – hvad har det af personlige konsekvenser? Og siger naboen ja, hvem samler så vedkommende op efterfølgende, hvis brug for dette?
Vi oplever nogle gange, at indringeren selv foreslår at kontakte en nabo for at komme og hjælpe, men sommetider går det så stærkt, at en kollega ringer en nabo op uden at indringeren når at blive orienteret om dette.
Vores etiske overvejelser: Patientens mulighed for at overleve ved hurtig hjerte-lungeredning, indringerens integritet i eget hjem, videregivelse af sundhedsoplysninger til 3.-part (juridisk i forhold til tavshedspligten).
Overordnet tænker jeg at det er nytteetikken samt pligtetikken, men også det etiske aspekt i at kontakte naboen og hvilke konsekvenser det har for denne. Dette er de etiske overvejelser som vi ser i spil, men oplever Sygeplejeetisk Råd andre etiske problemstillinger og hvad er jeres svar til denne handling og de forskellige etiske aspekter?
Sygeplejeetisk Råd har behandlet din henvendelse om nabohjælp. Du rejser en problematik om udbredelsen af alarmcentralers brug af nabohjælp og hvilken lovgivning der er på spil, og vi har i rådet forsøgt at få belyst problemstillingen.
Jeg har forhørt mig i Region Sjælland og Region Midtjylland hos nogle af de anæstesilæger, der kører lægebil eller sidder i AMK. De bekræfter begge steder, at man bruger nabohjælpsmetoden, når der er langt til hjælpen. Der er ingen retningslinjer for, hvad man vil bede naboen om, men det er indtrykket, at det mest er små opgaver, fx at gå ind og lægge en pude under et ben eller hoved, og at give trøst og støtte. Lægerne har dog kun få eksempler fra deres egen praksis.
Fra min egen og sygeplejerskekollegaers praksis, som har kørt lægebil, er det heller ikke noget, der sker ofte. Når vi kommer frem er der tit en nabo tilstede, men vores indtryk er, at vedkommende er kommet spontant og altså ikke er indringet af 112.
Vi er vidende om, at naboer bliver alarmeret og at det kan være en traumatiserende oplevelse for borgeren at finde mennesker, der er døde eller har brug for hjælp – hjælp, som man af forskellige grunde ikke kan give, fx på grund af egen alder, handicap, psykisk habitus osv.
For os at se påtager alarmcentralen sig et stort menneskeligt ansvar for den nabo, der uforvarende bliver inddraget i en alarmsituation.
Juraen i dette er, at 112/AMK godt kender og bruger beredskabslovgivningen, som handler om at hjælpe offentlig myndighed ved brand og katastrofer, men det er ikke belyst, om man overfortolker denne lovgivning, når det drejer sig om hjælp til hjertestop eller svær sygdom.
I straffeloven er tolkningen, at man skal skaffe hjælp og yde hjælp efter evne. Det er myndigheden, der har handlingsansvar, når denne er blevet gjort bekendt med en nødsituation. Hvordan privatlivets fred skal tolkes i denne sammenhæng er uoplyst.
I Sygeplejeetisk Råd arbejder vi ud fra grundlæggende etiske principper, som er:
Set i dette perspektiv er alle grundlæggende etiske principper i spil i den problematik, som du fremhæver. Og den sygeplejerske, der sidder på alarmcentralen, bør inddrage principperne i sin refleksion og handling i en given situation.
Jeg tror, at de fleste mennesker vil hjælpe, hvis de bliver bekendt med, at der er brug for hjælp. Men sidder man på 112 og kontakter en nabo, bør man være nogenlunde sikker på, at den tilkaldte hjælp (nabo) er brugbar, ellers er man som offentlig myndighed ikke i stand til at opfylde sin funktion.
Dette bringer et mere politisk perspektiv ind, som det naturligvis ikke er Sygeplejeetisk Råds opgave at håndtere. Men rådet har besluttet at bringe den af dig nævnte problematik op i Dansk Sygeplejeråd, som jo varetager vores overordnede, politiske udmeldinger. Om det på sigt kan bringe en lovgivning eller anvisning på plads omkring dilemmaet med nabohjælp er svært at sige.
Med venlig hilsen
Erik Weye Herskind
Anæstesisygeplejerske, SD.
Medlem af Sygeplejeetisk Råd