Pårørende i den akutte fase: pest, kolera eller inddragelse?

Der er fortsat diskussioner om, hvorvidt pårørende må komme ind på traumestuen under akut behandling. Men de pårørende har for længst tilkendegivet, hvad de ønsker i den akutte fase.

Ved både første og anden bølge af covid-19 er en gammel debat blusset op igen: pårørende i den akutte fase og under indlæggelse. Risiko for smittespredning har betydet, at landets hospitaler har indført restriktioner for de pårørende i forskelligt omfang, og det har givet næring til diskussioner både internt i afdelingerne og på sociale medier. Der argumenteres flittigt for, at restriktionerne har givet mere ro, mere tid til kernefagligheden og mere tid til patienterne. Men er det udelukkende personalets perspektiv?

Allerede i 2003 bragte Sygeplejersken et temanummer om emnet og heri bl.a. en artikel af journalist Lotte Havemann, hvor modstanden mod pårørende på traumestuen blev synliggjort (1). Havemann beskrev, hvordan tilstedeværelse af pårørende i den akutte fase hørte til sjældenhederne – på trods af ønsker om det modsatte fra patienter og pårørende. Både dengang og sidenhen har resultaterne af forskning på området vist det samme; de pårørende ønsker at deltage i den akutte fase (2-4).

Også i den akutte kardiologi diskuterer vi ofte, om pårørende skal med i den akutte fase – med ind i maskinrummet – operationsstuerne i et kardiologisk laboratorium. En erfaren sygeplejerske bragte emnet op: Hvad er barriererne for at lukke de pårørende ind, hvor tingene sker?

En rundspørge på flere akutte modtageafdelinger afslørede, at praksis er meget forskellig. Nogle steder er det fast kutyme, at de pårørende lukkes ind, andre steder er de ikke velkomne i den mest akutte fase. Men hvorfor egentligt ikke?

På den ene side argumenteres der for at skåne de pårørende for den voldsomme oplevelse, som f.eks. et akut hjertestop kan være, men på den anden side kan deltagelse måske give en forståelse og accept af, hvordan det går patienten. Er vi bekymrede for, at de pårørende tager tiden fra patienten? At vi skal bruge tiden på omsorg for den pårørende fremfor for patienten. Eller handler det om vores faglighed?

Hvorfor skal vi igen under covid-19-pandemien diskutere, om deltagelse af pårørende er en nødvendighed? Er der virkelig et alternativ til at inddrage pårørende – et alternativ til at åbne døren og lukke de pårørende helt ind?

Vi har brug for viden og den nødvendige faglighed for at føle os trygge ved, at pårørendeinddragelse naturligvis er den rigtige løsning. Og samtidig skal vi sikre, at vi har ressourcer til at tage imod, give omsorg og give tid – både til patienten og den pårørende.

Når Jane og Peter bliver modtaget akut, fordi Peter har fået et hjertestop på løbeturen i skoven – skal Jane så med ind i maskinrummet og se, at vi gjorde alt, hvad vi kunne for at redde Peter? Eller skal hun skånes for denne oplevelse og henvises til en dagligstue, hvor hun kan vente? Jeg ved godt, hvad jeg ville vælge, hvis jeg var Jane …

paa_spidsen_britt

Britt Borregaard

sygeplejerske, ph.d., postdoc

Referencer

1. Havemann L. Modstand mod pårørende på traumestuen. Sygeplejersken 2003;11:6-10.

2. Meyers TA, Eichhorn DJ, Guzzetta CE, et al. Family presence during invasive procedures and resuscitation: the experience of family members, nurses, and physicians. AJN 2000;100(2):32-43.

3. Toronto CE, LaRocco SA. Family perception of and experience with family presence during cardiopulmonary resuscitation: An integrative review. J Clin Nurs 2019;28(1-2):32-46. doi: 10.1111/jocn.14649 [published Online First: 2018/08/22]

4. de Mingo FE, Martín GM, Herrera MJ. Family witnessed resuscitation and invasive procedures: Patient and family opinions. Nursing ethics 2020:969733020968171. doi: 10.1177/0969733020968171 [published Online First: 2020/12/17].

 

Emneord: 
Akutsygepleje
Pårørende