Hverdagslivet på plejecentre med type 2-diabetes og overvægt

Baggrund og formål

Forekomsten af type 2-diabetes (T2D) er steget markant i den danske befolkning gennem de seneste år (1), og udviklingen ser ud til at fortsætte (2). Det estimeres, at flere end 420.000 danskere vil have T2D i 2030 svarende til en stigning på 67 pct. i forhold til i dag (2).

Denne stigning i forekomst ses også i gruppen af ældre, og den nuværende udvikling peger i retning af, at T2D vil være en markant kronisk sygdomsbyrde blandt fremtidens ældre (3).

T2D kompliceres med alderen og er karakteriseret ved en række senfølger og følgesygdomme, herunder også nedsat fysisk og kognitiv funktion samt øget dødelighed (4). Tilstedeværelse af T2D eventuelt med samtidig forekomst af overvægt kan accelerere udviklingen af sarkopeni (tab af muskelmasse) hos den ældre og dermed mindske de ældres fysiske funktion, give et øget plejebehov og reducere livskvaliteten (5).

Med stigende alder øges også risikoen for hypoglykæmi (6), hvilket bidrager yderligere til kompleksiteten i behandling og pleje af denne gruppe ældre.

Viden om den aktuelle forekomst af T2D og overvægt hos ældre på danske plejecentre samt indsigt i arbejdet med disse ældre og de ældres hverdagsliv er nødvendig for at kunne tilrettelægge og bidrage til udvikling af plejetilbud, der kan medvirke til at give disse ældre den bedst mulige hverdag.

Formålet med undersøgelsen var således at kortlægge forekomst af T2D og overvægt hos ældre på plejecentre samt at undersøge, hvilken betydning disse tilstande har for plejepersonalets (primært social- og sundheds -assistenter og -hjælpere) arbejde med de ældre og for de ældres oplevede hverdagsliv.

I Boks 1 og 2 præsenteres samarbejdspartnerne i projektet og projektets delstudier.

I artiklen præsenteres og diskuteres resultaterne, der omhandler aspekter omkring T2D. Øvrige resultater med fokus på overvægt er præsenteret andre steder (7,8).

Resultater af projektet

1) Ifølge plejepersonalet er der kun få, som har type 2-diabetes

Den kvantitative opgørelse af forekomsten af T2D viste, at en betragtelig del (16 pct. svarende til hver sjette, jf. Tabel 1) af beboerne havde T2D, mens der ifølge plejepersonalet kun var få beboere, som havde denne diagnose.

Tabel 1. Forekomst af og odds ratio for T2D fordelt på BMI-kategorier (n=749)

* p<0,001

Det vides ikke, om dette er et udtryk for, at plejepersonalet i hverdagen ikke er specifikt optaget af diagnosen T2D, fordi det blot er én diagnose blandt mange andre, eller om usikkerheden omkring omfanget af T2D skyldes andre forhold som f.eks. usikkerhed omkring tilstedeværelse af T2D hos enkelte beboere:

”Men stue ’xx’ har vel også en snert af det (red. T2D), han får da Metformin”.

I hverdagen var plejepersonalet opmærksomme på symptomer på T2D som hyppig vandladning, tørst, svimmelhed og vægttab. I nogle tilfælde blev der målt blodglukose, hvis der var mistanke om nyopdaget T2D, prædiabetes eller kontrol af eksisterende T2D.

De problemstillinger, der blev nævnt i forbindelse med pleje af borgere med T2D, var dårlig sårheling, øget modtagelighed for infektioner og infektioners påvirkning af blodglukose niveauet, hyppigere indlæggelser, og at disse borgere ofte havde multisygdom.

I det daglige arbejde oplevede plejepersonalet ikke, at arbejdet med de ældre med T2D adskilte sig fra arbejdet med andre af plejecenterets beboere.

Erfaringen var, at beboere på plejecentre generelt har forskellige problemstillinger, og at T2D blot var én problemstilling blandt mange andre. Plejepersonalet beskrev samarbejdet med sygeplejersker og praktiserende læger omkring beboere med T2D som godt dog uden at konkretisere rammerne for samarbejdet.

2) Mad og måltider var den største udfordring

Den største udfordring, plejepersonalet oplevede i forhold til beboerne med T2D, relaterede sig til forskellige aspekter af den mad, beboerne spiste. Det var varierende fra plejecenter til plejecenter, om der blev tilbudt specifik ’diabeteskost’, men nogle steder fik de ældre med T2D tilbudt sukkerfrie fødevarer og drikke. 

Det var uklart, hvilken type kost der blev serveret; idet plejepersonalets beskrivelser af maden generelt var uspecifikke i forhold til gældende nationale beskrivelser af kostformer og diættyper.

Samtidig beskrev plejepersonalet, at en del ældre ikke var interesserede i særlige diabetes-tilbud:

”Så vil de ikke havde det der minus sukker, niksen, de kan se, de andre sidder og spiser sådan noget, så vil de havde det samme.”

Plejepersonalet oplevede på den ene side beboere, som gerne ville hjælpes til at træffe diabetes-venlige kostvalg, men oplevede samtidig, at andre ikke var interesserede i de velmenende råd.

Det gik igen i flere interviews, at hensynet til de ældres selvbestemmelse og ønsket om at motivere de ældre til at spise sundere (undgå sukker samt spise groft og grønt iflg. plejepersonalet) eller bevæge sig mere, blev oplevet som komplekst:

” … udfordringen var, at han (ældre med T2D, red.) jo stadig spiste kage og slik og sådan noget, og han havde nemlig diabetes. Det påvirkede jo hans sårheling, selvom han så stadig fik lov at spise, altså slikket … fordi du kan jo ikke forbyde ham det, for det var jo det, der var hans livskvalitet, men det gav jo bare nogle konsekvenser. Det endte jo så også med, at han fik amputeret nogle tæer … ”

Plejepersonalet oplevede derudover, at de pårørendes måde at forkæle deres nære på kunne være en udfordring:

” ... han er meget glad for slik, og det synes konen jo, han skal have lov til. Så hun kommer med den ene store kasse med lakridser til ham efter den anden, indtil vi forklarer ham, det må du ikke, så sætter vi dem ind i skabet, og så giver vi ham lidt ad gangen. Så når hun var kørt, så havde han tømt en hel bøtte med vaniljekranse og en med lakridser … og blodsukkeret, det røg jo helt op.”

Fælles for interviewene var, at plejepersonalet var motiverede, men manglede viden og redskaber til at motivere og vejlede de ældre og pårørende om betydningen af kosten i forhold til T2D. Det var desuden uklart, hvordan der specifikt blev arbejdet med diabetesvenlige kostråd – også i forhold til andre aldersrelaterede ernæringsmæssige problemstillinger.

I nogen grad var det således plejepersonalets egne opfattelser af sund kost og livskvalitet, som var styrende for den konkrete praksis. Således blev det sagt om, hvorvidt der skulle serveres saftevand med sukker i til ældre med T2D, at

” … man vælger at sortere i, hvad man gør noget ved, så man har størst mulig livskvalitet ... ”

I arbejdet med de ældres sundhedsadfærd bliver det tydeligt, at plejepersonalet oplevede et dilemma mellem etiske værdier som selvbestemmelse og livskvalitet forstået ud fra, hvad plejepersonalet tænker, er selvbestemmelse og livskvalitet – og den etiske dimension om at sikre, at det er et oplyst valg, de ældre foretager, dvs. at de f.eks. ved, hvilken betydning kost og bevægelse har for T2D.

3) ”Jeg skal jo også passe på; jeg har jo sukkersyge”

Otte af de interviewede beboere med BMI ≥30 havde samtidig forekomst af T2D, se Tabel 2.

Tabel 2. Karakteristik af deltagere i interviews (beboere med BMI ≥30 og T2D)

*Der deltog i alt 11 beboere i interviewundersøgelse, hvoraf de otte havde T2D. Det er disse otte beboere, der fremgår af tabellen og indgår i artiklen.

Det var forskelligt, hvilken viden om T2D beboerne havde, og hvordan de håndterede deres sygdom:

”Jeg har også sukkersyge, og så gik jeg til diætist og kom ned i vægt. Og så gik sukkersygen væk, jeg fik Metformin, kender du det?”

Beboerne tænkte i deres hverdag ikke meget over, at de havde T2D, dog kom det til udtryk, at de havde T2D, når de talte om den mad, de spiste. Her fortalte flere, at de prøvede at undgå sukker. De nævnte, at de spiste sukkerfri småkager og drak sukkerfri saftevand, havde erstattet kage med knækbrød med ost, eller at de prioriterede kager, men tog et mindre stykke. For nogle betød det ikke så meget, for andre var det et afsavn:

”Jo, man savner jo at kunne spise lidt slik. Men det kan man så ikke. Slut.”

Ingen af de interviewede med T2D gav udtryk for at spise en særlig diabetes-kost, dog nævnte en enkelt beboer at have fravalgt dette:

”Altså, jeg kunne sagtens få lavet hele molevitten om … men det er sgu da noget kedeligt mad (diabeteskost red.), man får, hvis man skal tage hensyn til sukkersygen”.

De interviewede gav også udtryk for, at de blev imødekommet af plejepersonalet, når de havde specifikke ønsker til at ændre deres kost i en mere diabetesvenlig retning. Endelig havde flere i forskellig grad lykkedes med at tabe sig, og disse ældre var mere optagede af at fastholde vægttabet og den funktionsforbedring, de i flere tilfælde havde oplevet som følge af vægttabet, end af, at de havde T2D.

Deltagernes forståelse af diabetesvenlig kost centrerede sig omkring at undgå sukker. Det fremgår således ikke af interviewene, om de ældre havde eller ønskede viden om andre diabetesvenlige kostråd. Enkelte beboere var også opmærksomme på, at bevægelse og fysisk aktivitet havde en positiv effekt på deres blodsukker:

” … jeg tror altså på, når jeg cykler og så tager nogle gode lange ture, så mener jeg, at det kan være med til at nedbringe nogle af de dårlige ting, for eksempel blodsukker eller hvad det kan være.”

Ikke alle de interviewede havde mobilitet til selv at bevæge sig rundt, men der var et udtrykt ønske hos dem alle om at komme mere ud og få frisk luft.

Det var forskelligt, hvordan og om beboerne var optaget af deres blodsukker, og flere nævnte, at det holdt sygeplejersken øje med:

” … og så øgede hun (sygeplejersken red.), så jeg fik mere (antidiabetikum red.) altså i samråd med lægen. Og så fik vi mig til at have et blodsukker, der er sådan nogenlunde til at have med at gøre. Og nu lever jeg godt med det.”

En enkelt beboer, der havde nedsat syn som følge af T2D, oplevede, at der tidligere (hos egen læge) var blevet holdt tættere øje med blodsukkeret:

”Men det (måling af blodglukose red.) er jo ikke noget, der bliver passet særligt. Hun (sygeplejersken, red.) kommer, når hun synes”.

Glykæmisk kontrol hos de ældre med T2D var ikke et emne, der specifikt blev udfoldet i de gennemførte personale-interviews. Den generelle praksis for monitorering af blodglukose hos beboere med T2D på plejecenter kan således ikke beskrives på baggrund af ovenstående eksempler på enkeltstående beboeres oplevelser af dette.

Diskussion og konklusion

Forskel på oplevede og faktiske forekomst af type 2-diabetes

Undersøgelsen viste, at T2D er markant til stede blandt ældre på plejecentre. Der var en diskrepans mellem den faktiske forekomst (hver sjette beboer) og plejepersonalets oplevelse af, at der ikke var mange af de ældre, som havde T2D.

Det er usikkert, hvad denne forskel er et udtryk for, f.eks. om tilstedeværelse af T2D i nogle tilfælde ikke erkendes, fordi medicinsk behandling sikrer symptomfrihed, eller fordi tilstedeværelse af andre og mere plejekrævende komorbiditeter tager fokus.

Det er velbeskrevet, at diabetespleje og -behandling til målgruppen af ældre borgere på plejecenter udgør en særlig udfordring på grund af betydelig komorbiditet, funktionsnedsættelse og en øget skrøbelighed (6). Dertil kommer ofte tilstedeværelse af polyfarmaci og kompromitteret egenomsorg, der kan komplicere behandlingen yderligere.

Individuelt tilpasset glykæmisk kontrol i denne målgruppe omfatter fokus på opretholdelse af funktionsniveau og bedst mulig livskvalitet (4) ved at opnå symptomfrihed og undgå hypoglykæmi.

I forhold til dette har sygeplejersken en essentiel rolle, idet netop samarbejdet i forhold til at optimere den glykæmiske kontrol hos disse beboere går gennem sygeplejersker og praktiserende læger. Sygeplejersker kan dernæst bidrage til, at det er velkendt blandt plejepersonalet, hvilke beboere som har T2D. I denne sammenhæng ville det være interessant at undersøge, om der er forskel på plejepersonalets viden om forekomst af T2D ved henholdsvis insulin-krævende og tablet-behandlet T2D.

Samarbejde om mad til ældre med T2D på plejecentre

Undersøgelsen viste, at de primære udfordringer relateret til borgere med T2D på plejecentre var centreret omkring maden.

Foruden at styrke tilstedeværelsen af sygeplejefaglige kompetencer med henblik på at identificere og sikre optimal behandling og opmærksomhed i forhold til relaterede komplikationer for målgruppen ville samarbejdet omkring borgeren med T2D på plejecentre kunne kvalificeres yderligere ved at inddrage professionsbachelorer i ernæring og sundhed (herunder kliniske diætister) med særlig viden og kompetencer inden for vejledning om ernæring, mad og måltider.

Når borgere og plejepersonale på plejecentrene talte om mad, der var gavnlig i forhold til T2D, så var fokus meget entydigt på ’sukker’. Imidlertid handler en diabetesvenlig kost om andet end blot ’sukker’ (9).

Diabetesvenlig mad adskiller sig på mange punkter ikke fra mad, der lever op til de officielle danske kostråd, og der er således behov for, at sundhedspersonalet problematiserer opfattelsen af, at diabetesmad er kedelig. Undersøgelsens resultater peger i det hele taget på, at det vil være relevant at sætte fokus på, hvordan man på tværs af personalegrupper kan arbejde mere systematisk med de diabetesvenlige kostråd, så det er foreneligt med den ældre målgruppes ernæringsbehov og præferencer.

En dansk spørgeskemaundersøgelse sendt til sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere i primærsektor angående deres holdninger, rutiner og viden om ernæring har vist, at der er forskel på faggruppers viden om ernæringspleje, og at dette område i hverdagen bør løftes via fagpersoner, der har tilstrækkelig viden og kompetencer på området.

Undersøgelsen viste desuden, at et isoleret fokus på at øge sundhedspersonalets viden om ernæring kan være overflødigt, hvis ikke organisationer og ledelser italesætter og prioriterer ernæring og dokumentation af denne (10).

Ernæringsindsatser på plejecentre har gennem en længere årrække berettiget haft fokus på tidlig opsporing og behandling af underernæring og utilsigtet vægttab. Set i lyset af den markante forekomst af andre ernæringsrelaterede tilstande som T2D og svær overvægt identificeret i nærværende undersøgelse har sygeplejersker tilknyttet plejecentre en væsentlig rolle i at gøre opmærksom på, at også disse målgrupper kan have brug for målrettede ernæringsindsatser med henblik på at bevare bedst mulig funktion og livskvalitet.

Det er desuden væsentligt, at det sikres, at den rette viden og kompetencer om ernæring, mad og måltider til målgruppen er til stede f.eks. ved inddragelse af professionsbachelorer i ernæring og sundhed, og at kontinuiteten og kvaliteten af ernæringsplejen og -behandlingen sikres gennem tydelige retningslinjer og standardiseret dokumentation på tværs af faggrupper.