Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Nødvendigt at se på overførselsindkomster

Hvis sygehusene, skolerne og ældreplejen igen skal op på en acceptabel kvalitet, må man se kritisk på overførselsindkomsterne, siger FTF. Det er en ubehagelig diskussion, men det er utroværdigt, hvis fagforeningerne bare lurepasser eller nøjes med at pege på forringelser for andre grupper end deres egne medlemmer.

Sygeplejersken 1997 nr. 10, s. 12-14

Af:

Kirsten Bjørnsson, journalist

SY-1999-10-12aDen største enkeltgruppe, der modtager overførselsindkomster, er folkepensionisterne. De udgør i alt 29 pct. Det er samtidig en gruppe, der er svær at røre, fordi folkepension er en fastslået ret for alle uanset indtægt og formue.

Problemet er tilsyneladende uløseligt. Sygehusene, ældreplejen, folkeskolen og daginstitutionerne er efterhånden så økonomisk udsultede, at det er gået ud over kvaliteten.

Samtidig bruger det offentlige flere og flere penge på indkomstoverførsler som folkepension, førtidspension, efterløn, arbejdsløshedsdagpenge, kontanthjælp, orlovsordninger, børnefamilieydelser og SU.

Men selv om mange er utilfredse med det offentlige serviceniveau på sygehusene og i kommunerne, er de ikke villige til at give afkald på velfærdsgoder som folkepension, efterløn m.m. for at få sygehuse, skoler og andre offentlige institutioner forbedret.

Selv de nyere ordninger er meget hurtigt blevet til velerhvervede rettigheder, som det er vanskeligt for politikerne at røre ved.

Men indkomstoverførsler til knap en million danskere må diskuteres, hvis kvaliteten af den offentlige service skal rettes op, mener Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF). Og her har fagforeningerne et medansvar.

Det er baggrunden for, at hovedorganisationen den 19. marts arrangerer en temadag til diskussion af velfærdssamfundet.

Nedslidt service

Man kan ikke bare lægge ansvaret fra sig og nægte at tage del i diskussionen, siger FTF i en nyudgivet debatpjece 'Det har sin pris. Velfærdssamfundet til debat'.

''Det nytter heller ikke udelukkende at pege på de overførselsindkomster, der ikke rammer ens egne medlemmer – det er utroværdigt,'' skriver FTF.

Op igennem 60'erne og 70'erne gik det rigtig godt, siger pjecen. Der var råd til det hele, skatten steg og den offentlige service blev udbygget.

''Men i 1973 hoppede kæden af. Økonomien løb ind i en krise, og pludselig kunne det ikke længere lade sig gøre både at udbygge velfærdsstaten og give borgerne flere penge på lommen efter skat. Den politiske reaktion var et forsøg på at bremse udgifterne til den offentlige service, altså til kerneydelserne. Operationen lykkedes. Målt i andel af bruttonationalproduktet, det vil sige værdien af nationens samlede produktion, faldt det offentlige forbrug fra ca. 28 pct. i 1982 til ca. 25 pct. i 1995.''

Resultatet blev ikke alene beskårne, men udsultede offentlige serviceområder, siger FTF:

''Tallene kan oversættes til noget, vi alle kender: Ventelister til børnepasning, overfyldte institutioner, ventelister til sygehusbehandling, utidssvarende undervisningsmaterialer, nedslidte skoler og kvalitetsproblemer i undervisningen. Alligevel har vi i de seneste år hørt store flotte målsætninger fra politikerne. Børnene skal have pasningsgaranti, ventelisterne til operationerne skal ned, vi har fået en ny folkeskolelov med ambitiøse målsætninger, og eleverne skal ikke mangle moderne computere.

Målsætningerne og de faktiske forhold hænger bare ikke sammen. Men ikke kun kvaliteten af den offentlige service har måttet holde for. Det er også gået ud over de offentligt ansattes løn- og arbejdsvilkår. De offentligt ansatte har fået mindre i lønningsposen end mange andre gennem de senere år, og deres arbejdsvilkår er blevet stærkt forringet.

På den måde er det dem, der har betalt for politikernes forsøg på at bremse det offentlige forbrug. Målt i forhold til bruttonationalproduktet bruger det offentlige i dag færre ressourcer til sundhedsvæsen, uddannelse og forskning. (...) Overførslerne derimod er ikke mindre end for ti år siden - de er fortsat med at vokse. I 1982 kostede det offentlige forbrug og overførslerne stort set lige mange penge. Men mens det offentlige forbrugs andel faldt, steg overførslernes andel af bruttonationalproduktet fra ca. 28 pct. i 1982 til ca. 35 pct. i 1995.''

Arbejdsløsheden

Men hvem er de så, de knap 1 million danskere, der modtager overførselsindkomster? Den største enkelte gruppe er folkepensionisterne, som udgør 29 pct. af modtagerne. (Se figur 1).

Modtagerne af arbejdsløshedsdagpenge er kun halvt så mange, nemlig 14 pct. Men til denne gruppe kan man lægge modtagerne af en række andre ydelser, der også helt eller delvis har deres baggrund i arbejdsløsheden: kontanthjælp 10 pct., førtidspension 15 pct., efterløn 9 pct., overgangsydelse 1 pct., orlov 4 pct.

Ordninger, der helt eller delvis skyldes arbejdsløshed, omfatter altså i alt 53 pct. af modtagerne. Resten modtager syge- og barselsdagpenge (5 pct.), børnefamilieydelser

Side 13

(5 pct.), SU (3 pct.), boligsikring (1 pct.) og boligydelse til pensionister (3 pct.).

Det er altså den høje arbejdsløshed, der er det store problem sammen med den voksende ældrebefolkning. Og arbejdsløsheden har endda en dobbelt virkning.

Arbejdsløshed giver lavere indtægter og dermed også en lavere skat. Arbejdsløsheden fører altså til mindre offentlige indtægter, samtidig med at den i sig selv udløser udgifter til forskellige former for understøttelse.

For FTF er lavere arbejdsløshed en helt uomgængelig forudsætning for bedre samfundsøkonomi. Og det er ingen løsning at ansætte flere i det offentlige, for det belaster de offentlige budgetter yderligere.

Men da der formentlig stadig vil være høj arbejdsløshed i de kommende år, og forbedringen af den offentlige service ikke kan vente, er der brug for en omprioritering, mener FTF:

''Det er derfor rimeligt at se nærmere på overførselsindkomsterne, både for at kunne analysere de forskellige typer nærmere og for at kunne prioritere anderledes mellem overførselsindkomsterne og offentligt forbrug.''

Orlov og efterløn

I FTF har man gjort sig en række overvejelser om de enkelte ordninger:

• Orlov. Børnepasningsorlov og sabbat må betragtes som velfærdsgoder. Selv om man kan spørge, om børnepasningsorloven er den type velfærdsordning, der hjælper børnefamilierne mest.

Og selv om man heller ikke kan udelukke, at ordningen har social slagside. Den lave sats gør det nemlig svært at bruge ordningen, hvis ikke den anden indkomst i familien er rimelig høj.

Uddannelsesorloven har til gengæld et arbejdspolitisk sigte, nemlig at opkvalificere arbejdsstyrken, og FTF har hæftet sig ved, at halvdelen af dem, der går på uddannelsesorlov, gør det på arbejdsgiverens initiativ eller efter fælles beslutning:

''Noget tyder på, at virksomhederne spekulerer i uddannelsesorloven og bruger den til at finansiere efteruddannelse, som virksomhederne alligevel ville have gennemført. (...) Det har aldrig været meningen. Hensigten med uddannelsesordningen er at give den enkelte mulighed for individuel uddannelse.''

• Efterlønnen er det oplagte eksempel på en ordning, der tager sit udgangspunkt i arbejdsløsheden, men som hurtigt er blevet en velerhvervet rettighed.

Ordningen skulle i sin tid give ældre medarbejdere mulighed for at trække sig tilbage, så yngre kunne komme i arbejde. Men den bliver brugt af flere og flere, også fra grupper, som man ikke havde i tankerne, da ordningen blev indført,

Side 14

nemlig akademikere, selvstændige, funktionærer og tjenestemænd.

Efterlønnen har sænket den reelle pensionsalder til ca. 61 år, og nogle forudser, at det kan blive et problem, fordi der er tegn på, at der på et tidspunkt kan blive mangel på arbejdskraft.

Nogle mener, at efterlønnen først og fremmest bør være et tilbud til nedslidte medarbejdere. Så vil konsekvensen være, at efterløn, ligesom førtidspension, er noget, man skal visiteres til.

• Arbejdsløshedsdagpenge. Dagpengene er allerede blevet beskåret i flere omgange, både hvad angår niveauet og hvad angår den periode, man har ret til at modtage dagpenge.

Figur 1. Indkomstoverførsler 1996

SY-1999-10-12b
Kilde: FTF

Børnecheck og boligstøtte

• Børnecheck. Der har været mange forslag om at afskaffe børnechecken eller i hvert fald kun sende den til dårligt stillede børnefamilier.

Formålet med børnechecken har imidlertid aldrig været at flytte penge fra rige familier til fattige, men at omfordele fra ældre til yngre generationer. Børnechecken blev indført i forbindelse med den skattereform, der trådte i kraft i 1987.

• Boligstøtte. Der er to former for boligstøtte, boligydelse til pensionister og boligsikring til ikke-pensionister.

Sammenligner man boligstøtten til to personer med samme økonomi og boligforhold, får pensionisten betydeligt mere end ikke-pensionisten. Et enklere system, hvor støtten er ens, vil passe bedre ind i det retfærdighedsbegreb, overførselsindkomsterne normalt hviler på. Men ændringer på boligstøtteområdet vil næppe ske isoleret, mener FTF:

''Man kan i stedet forestille sig en større pakkeløsning, som også omfatter hele den lange række af beskatnings- eller støtteordninger og fradragsmuligheder, fx fastsættelse af lejeværdi, rentefradragsordninger, for at sikre et neutralt og ensartet forhold mellem valg af bolig og den støtte, man kan få fra det offentlige.''

Folkepensionen

• Folkepensionen er den post, der fylder mest i overførselsregnskabet, men også den, der er sværest at røre ved, fordi retten til folkepension er fastslået som en ret for alle uanset indtægt og formue, skriver FTF:

''Hvis man gør folkepensionens grundbeløb afhængigt af, hvad hver enkelt ellers måtte få af penge fra fx pensionsordninger, vil folk sandsynligvis få mindre lyst til at spare op til deres alderdom. Og det vil være skidt for samfundets økonomi som helhed.

Det samme dilemma løber man ind i, hvis man lader folkepensionens grundydelse variere efter, hvor stor en formue man har. Det er dog værd at notere sig, at fire femtedele af danske formuer ejes af folk over 67 år. I andre europæiske lande er det almindeligt, at der er en sammenhæng mellem, hvor længe man har været på arbejdsmarkedet og alderspensionen. Hvis man herhjemme ønsker at ændre på betingelserne for at modtage folkepensionens grundydelse, bliver man nødt til at lave nogle meget lange overgangsordninger. Samtidig bør man sikre, at alle grupper på arbejdsmarkedet får opbygget en arbejdsmarkedspension.

En anden mulighed kunne være at fastfryse pensionens grundbeløb, undtagen for personer, der ikke har haft tilknytning til arbejdsmarkedet. Men realistisk set vil det være endog meget svært at ændre på folkepensionens grundbeløb. En stor del af de stemmeberettigede er nemlig folkepensionister.''

Nøgleord: FTF, overførselsindkomster, velfærdssamfundet.