Sygeplejersken der blev patient

Side 12

Sonja Petersen skrev sine oplevelser ned efter hver indlæggelse. I dag er hun klinisk sygeplejelærer på Aalborg Sygehus' radiologiske afdeling, efter at have gået på ledelseslinjen på Danmarks Sygeplejerskehøjskole i 1995-1996.

 Side 13

Det er svært at lade være med at ryste på hovedet, når Sonja Petersen fortæller om plejepersonalet, der to gange dagligt tilbød hende rektaltermometer, selv om hun som stomi-patient ikke længere havde en endetarm at måle temperaturen i. Endnu værre bliver det, når hun beretter om den postoperative smertebehandling, hvor den samlede dosis i det første døgn svarede til en halv times tid, fordi anæstesilægen havde indstillet pumpen forkert og sygeplejerskerne ikke kerede sig om at tjekke, om der var noget galt.

Med 12 operationer og lige så mange indlæggelser på tre forskellige sygehuse må sygeplejerske Sonja Petersen siges at have erfaringsgrundlag for at kunne udtale sig om, hvordan patienterne bliver behandlet i, og af de ansatte i, det danske hospitalsvæsen.

Det gør hun i bogen 'Mit liv som patient', som for nylig er udkommet på Gads Forlag. Bogens undertitel er 'Omsorgens vilkår og vilkårlighed', og det er netop dette tema, der er omdrejningspunkt for Sonja Petersens fortælling.

For selv om størstedelen af sundhedspersonalet har optrådt kompetent og professionelt i plejen og behandlingen, har Sonja Petersen samlet stof nok til godt 120 siders eksempler på det modsatte. For det er de dårlige læger og sygeplejersker, der kommer til at tegne billedet af hele personalegruppen. I hovedtræk kritiserer hun både læger og plejepersonale for manglende interesse for patienten, uvidenhed på såvel det kliniske og det menneskelige område – og for almindelig arrogance.

Bredsiderne bliver fordelt ligeligt mellem læger og sygeplejersker i hendes bog, men denne artikel vil af gode grunde koncentrere sig om problemfeltet i sygeplejen.

Sonja Petersen blev uddannet sygeplejerske i 1980, og hun arbejdede i sekundær regi frem til december 1991, hvor rollerne blev byttet om. Sonja Petersens odyssé som patient gennem hospitalsverdenen begyndte, da hun fik konstateret og bortopereret en absces, som lå bagved og langs med rectum, med en fistel ind i tarmen. Inden det blev nytår, blev Sonja opereret endnu to gange for en ny absces, denne gang med en fistel ind i lukkemuslen, og pådrog sig en sepsis oveni. Med et krater bagi på 15 centimeter i diameter blev Sonja Petersen udskrevet og gik hjemme – så meget hun nu overhovedet kunne gå, hvilket ikke var meget – frem til juni 1992, hvor hun fik bortopereret fistlen i endetarmen. Hun var inkontinent for luft og afføring, så hun fik en aflastende kolostomi i september. Men allerede tre uger efter måtte hun på operationsbordet igen for at få lagt stomien om, fordi tyktarmen var vokset fast på et underliggende ligament, der forhindrede passage. 1993 gik med fjernelse af endnu en absces og endnu to kirurgiske indgreb i et forsøg på at få lukkemuskelen til at fungere. Ved den efterfølgende kontrol i december kunne det konstateres, at nervebanerne var så læderede, at det aldrig ville lykkes. I januar 1994 får Sonja Petersen en blivende kolostomi i venstre side, som i efteråret må lægges om til højre side på grund af et stort hernie. Endnu et hernie, som er dukker op i venstre side, bliver lukket i oktober 1995.

Insufficient smertebehandling

Sonja Petersens oplevelser af sygeplejerskernes vidensniveau om smertebehandling er et kapitel for sig. Fx beretter hun fra sin første indlæggelse på kirurgisk afdeling om den sygeplejerske, der havde været med på stuegang. Her var der blevet talt om det epiduralkateter, som Sonja Petersen umiddelbart efter stuegangen skulle have lagt. Det var selvsamme sygeplejerske, der sendte patienten af sted til operationsafdelingen. Sonja Petersen kom direkte tilbage til afdelingen, hvor hun blev kørt ind på sin stue. Hun skulle tisse og sagde det til sygeplejersken. Demonstrativt tog sygeplejersken dropposen og hængte det op på dropstativet, med en attitude der gav udtryk for, at Sonja Petersen var doven, når hun ikke selv ville håndtere droppet. Herpå gjorde Sonja Petersen sygeplejersken opmærksom på, at hun var ude af stand til at gå.

''Man bør vide, at en patient, der får lagt epiduralkateter, næsten altid får en testdosis, der fx bedøver fra navlen og nedefter. Med sin handling afslørede sygeplejersken, at hun ikke vidste, at patienten er ude af stand til at stå på sine ben de næste par timer,'' konstaterer Sonja Petersen.

Enden på episoden blev, at Sonja nåede at tisse i sengen, inden sygeplejersken kom med et stikbækken.

Epiduralkateteret var anledning til endnu en demonstration af mangel på elementær viden. Sonja Petersen havde høj feber og bad derfor en nattevagt om at tjekke, om indstiksstedet var inficeret. Sygeplejersken hev plasteret af og meddelte, at det så ok ud,

Side 14

hvorpå hun trykkede det samme plaster på igen. Hvorefter Sonja Petersen bad hende om at sætte et nyt plaster på, dels på grund af infektionsfaren ved indstiksstedet, dels fordi kateteret kunne falde ud, når det ikke sad fast. Sygeplejersken satte to stykker englehud på. Næste dag var kateteret gledet ud.

Senere i sygdomsforløbet fik Sonja Petersen lejlighed til at konstatere, at sygeplejerskerne stoler for meget på lægen og apparaturet og for lidt på patienten. Efter at hun havde fået den første, permanente kolostomi, indstillede anæstesilægen pumpen med smertestillende medicin forkert på decimalerne. Resultatet blev, at hun i de første 21 timer efter operationen sammenlagt kun fik én milliliter smertestillende præparat – anslået svarer den dosis til cirka en halv times behandling!

Pumpen blev forkert indstillet på opvågningsafdelingen ved 18-tiden og den fulgte med over på den stationære afdeling, som Sonja blev overflyttet til dagen efter ved 10.30-tiden. Først ved 15-tiden havde Sonja åbenbart klaget sig tilstrækkeligt til, at en sygeplejerske tilkaldte anæstesilægen, der bedyrede, at han sjældent havde set et så smerteforpint menneske.

''Jeg undrer mig fantastisk meget over, at ikke en eneste af plejepersonalet, hverken på opvågningsafdelingen eller på den stationære afdeling, studsede over, at pumpen aldrig blev tom eller kontrollerede, om den fungerede rigtigt. Man kan hurtigt, nemt og ufarligt lave en føleprøve med et stykke is. Hvis man havde gjort det, ville personalet have kunnet konstatere, at smertebehandlingen ikke virkede. Jeg var blevet opereret i anus, tre steder på maven, havde fået lagt ny stomi, dræn og diverse katetre, så der var virkelig meget at have ondt i. Men allerede på opvågningsafdelingen havde man besluttet sig for, at det måtte være mig, der var hysterisk. Sygeplejerskerne afslørede et stort observationsproblem og manglende omsorg. Da man overleverede mig til den stationære afdeling, var det jo netop ud fra en tese om, at jeg var hysterisk og fik den dosis smertestillende middel, jeg skulle have. Ingen lyttede til mig, jeg blev tværtimod skældt ud.''

Sonja Petersen synes også, hun har oplevet en generel tilbageholdenhed i smertebehandlingen.

''Sygeplejersker vurderer tit patienternes smerter ud fra deres egen tærskel for, hvornår hun mener, andre kan føle smerter. Når man kommer ud over de almindelige smertestillende midler som Kodimagnyl og Panodil, begynder sygeplejerskerne at blive bange for at gøre patienterne afhængige. Angsten for at gøre patienten til narkoman fylder meget – så meget, at det overskygger patientens behov for at være dækket ind smertebehandlingsmæssigt.

Den angst er efter min mening ikke reel. Hvis folk stadig klager sig, når der er gået ti-fjorten dage efter operationen kan man begynde at undre sig. Men på tredje-fjerdedagen efter en operation gør en sufficient smertebehandling, at man bliver mobiliseret, både fysisk og psykisk. Det kan godt være, at jeg hører til de mennesker, der har ondt et par dage længere, men jeg har aldrig nogensinde haft hang til at fylde mig med smertestillende midler.

I de tilfælde, hvor man faktisk er blevet sufficient smertebehandlet, bliver smertebehandlingen seponeret i det øjeblik, patienten angiver ikke længere at have ondt. Der burde man i stedet for ræsonnere, at netop på grund af den gode smertebehandling kan patienten magte at blive mobiliseret, både fysisk og psykisk.

Især unge sygeplejersker tør ikke spørge lægen, om hun må have lov at give noget mere, hvis en patient klager over smerter. Anæstesilægerne har deres skemaer, hvor patientens behov for smertestillende medicin er regnet ud efter størrelse og sygdommens art. Og så siger skemaet, at vedkommende er smertefri. Men vi er jo allesammen forskellige, og derfor skal der en vurdering til. Der ville det være rart, hvis plejepersonalet ville lytte til patienten.''

De unge er et problem

De unge og nyuddannede kan efter Sonja Petersens mening blive et sygeplejefagligt problem i en tid med rekrutteringsbesvær. Og de kan blive et problem, når en afdeling ledes så dårligt, at de erfarne sygeplejersker flygter.

For eksempel var det en misantrop af en overlæge, der var leder af den første kirurgiske afdeling, hun var indlagt på. Det betød, at afdelingens sygeplejersker stort set kom direkte fra sygeplejeskolen – de erfarne havde forladt skansen.

Et forhold, der blandt andet resulterede i, at Sonja Petersen efter eget udsagn var dehydreret flere gange under første indlæggelse, fordi afdelingen havde en politik om, at de indlagte ikke skulle have væskedrop, så snart de kunne stå ud af sengen. Hun fastede fra midnat og frem til eftermiddagen tre døgn i træk, fordi hun hver dag blev lagt i narkose for at blive efterset for nye abscesser, at blive skyllet igennem og få lagt ny forbinding. Det bevirkede, at Sonja Petersens indtag af mad og væske var koncentreret fra eftermiddagstimerne frem til midnat.

''Det er anæstesilægernes gebet at sørge for, at væsketerapien er i orden under selve operationen. Kirurgen, der tilser patienten

Side 15

efter operationen, kigger ikke på, om patienten får nok at drikke. Hans fokus er rettet mod, hvordan operationen er gået, om såret heler osv., medmindre han lige står med nogle blodprøver, der viser, at der er noget galt her. Men når man ikke tager de blodprøver, får man det jo ikke at vide. I mit tilfælde mener jeg, at man kunne have afsløret min dehydrerede tilstand noget før, hvis man havde ofret et par blodprøver. Det er plejepersonalet på sengeafdelingen, der skal sørge for sufficient væskebehandling. Men når de fleste sygeplejersker, der går rundt blandt patienterne, kun har et halvt års erfaring, går det galt. Man kan dårligt forvente, at en helt nyuddannet skal have overblik over alle plejeopgaverne. Og så bliver fraværet af rollemodeller et problem, for der er ikke nogen til at fortælle de nye, hvad sygeplejen i afdelingen handler om, '' mener Sonja Petersen, der igen blev dehydreret, da hun senere på måneden fik svære feberanfald med svedeture i forbindelse med sin sepsis, fordi der heller ikke blev lagt drop i den situation.

Sonja Petersen oplevede også flere uheldige episoder på et andet sygehus med en intensiv-sygeplejerske, der var nyansat og relativt nyuddannet. Efter den første stomi-operation var epiduralkateteret gået spinalt, og Sonja Petersen lå på intensiv afdeling med kvalme og spinalhovedpine. Epiduralkateteret var lagt om, og hun skulle overflyttes til den stationære afdeling. Sygeplejersken havde allerede bestilt portør, der skulle transportere patienten tilbage. Men inden da skulle hun vaskes, mente sygeplejersken, og Sonja Petersen blev sat til at vaske sig selv, forkvalmet og endnu bedøvet efter testdosis fra det nyanlagte epiduralkateter.

Sonja Petersen fik nok, da sygeplejersken kom med trøje og trusser, der var adskillige numre for store. Tøjet havde sygeplejersken allerede om morgenen bragt ind på stuen, inden hun overhovedet havde set patienten. Sonja insisterede på at få den rigtige størrelse, og sygeplejersken måtte efter en større parlamenteren hente noget nyt i den rigtige størrelse.

''Sygeplejersken, der var blevet færdiguddannet seks måneder tidligere, manglede den fornødne indsigt til at være på intensiv afdeling. Jeg var koblet til et skop, men hun forstod ikke, hvad det viste. At min puls lå og daskede nede omkring de 40 og at mit blodtryk var meget højt, sagde hende ikke rigtig noget. Hun forstod ikke, at en spinalhovedpine er noget af det mest hæslige, man kan have.

På en måde har jeg haft ondt af hende, for hun var sat alene ind på en stue med to patienter og fik ingen støtte til at vurdere patienterne. Hun kunne ikke overskue både at skulle holde styr på observationer, data, det respiratoriske samtidig med, at hun skulle sørge for den fundamentale pleje. Slutresultatet blev, at ingen af plejeopgaverne blev udført ordentligt,'' siger Sonja Petersen og fortsætter:

''På en intensiv afdeling handler det ofte om det hele menneske – vi snakker om multitraumatiserede patienter, hvor man ikke bare kan nøjes med fx at kigge på, om herniet er vokset sammen eller sådan noget. For at kunne arbejde på den måde er det en god ting at have bygget en erfaringsbaggrund op – og den skal man have ude i de stationære, kliniske afdelinger. Da jeg selv arbejdede på intensiv afdeling, var minumumskravet til en ansøger, at hun skulle have mindst to års klinisk erfaring for at kunne blive ansat. Men dårlig ledelse eller sygeplejerskemangel kan tvinge oversygeplejersken til at antage sygeplejersker, der ikke har tilstrækkelig erfaring. Og det er i bedste fald uhensigtsmæssigt, i værste fald farligt.''

Sonja Petersen hentyder her igen til den første indlæggelse, hvor en læge tidligt havde bestilt en colonundersøgelse, der kræver total udrensning af tarmene. Eftersom Sonja Petersen var blevet opereret tre gange i bagpartiet i løbet to uger, foreslog en læge for første gang en aflastende stomi, og afbestilte i den forbindelse colonundersøgelsen. Tre gange hørte Sonja Petersen at kirurgerne meddelte sygeplejerskerne, at undersøgelsen skulle afbestilles. Men det blev den først på selve dagen for undersøgelsen. Og det kun fordi Sonja Petersen protesterede inderligt og sagde, at hun i hendes situation, mager og uden kræfter oven på tre operationer og en blodforgiftning, ikke ville kunne tåle at blive tømt ud endnu en gang. Det viste sig, at den ansvarlige sygeplejerske ikke have afbestilt undersøgelsen, fordi hun ''kendte lægerne og vidste, at de af og til ombestemte sig, og så var det jo rart at have en tid.''

''Min erfaring er, at man ved akut behov altid kan få en tid. Dermed siger jeg ikke, at der ikke kan ske sådan en fejl. Det, der forskrækker mig, er den eventuelle konsekvens af at lave sådan en fejl: På det tidspunkt kunne jeg efter min egen vurdering ikke tåle at blive renset ud. Jeg var utrolig dårlig, og omend jeg ikke postulerer, at jeg ville have været død af den undersøgelse, så kunne den godt have skubbet i den retning. Jeg var fuldstændig udmattet oven på den sepsis, jeg havde. Jeg var stabiliseret temperaturmæssigt, men var ikke på nogen anden måde stabil. Jeg havde ikke fysik til nogen som helst udfordringer. Det kunne have været en fatal fejl.''

Mangelfuld rapportgivning

At lægerne og plejepersonalet er fejl- eller uinformeret hører også til dagens orden på

Side 16

hospitalsgangene, mener Sonja Petersen, der også på dette område kan underholde med en stribe barokke eksempler. Fx den om plejepersonalet, der to gange om dagen tilbød hende rektaltermometer til trods for, at Sonja efter at have fået permanent stomi sådan set ikke længere havde en endetarm at måle temperaturen i. Det var i forbindelse med den tolvte operation – dengang hun fik bortopereret hernie nummer to. Sonja Petersen har spekuleret på, hvordan det overhovedet kan lade sig gøre, især når hun havde været indlagt på samme afdeling flere gange tidligere. Hun er nået frem til to forklaringer:

''Enten må det skyldes, at det ikke er legalt at bruge for meget tid på rapportgivning. Hvis sygeplejerskerne hele tiden bliver afbrudt, og det ender med, at næste vagt selv kan læse om patienten i kardex, mister man dialogen omkring patienten. Den skal gøre, at man udveksler erfaringer og bliver dygtigere af hinandens observationer og viden. Man får ikke mulighed for at koncentrere sig om den viden, som man skal have puttet ind for at kunne gå ud og give patienterne en sufficient pleje.

Eller også skyldes det den almindelige træthed, der opstår, når man gentagne gange skal skrive rapport om den samme patient. Den kan starte meget flot, men når man hører den for tredje gang, kan man næsten ikke kende patienten igen. For så er patienten blevet vredet igennem så mange blyanter og så mange munde, at man har glemt det oprindelige. Når man som jeg har haft et svært sygdomsforløb forud for det ukomplicerede hernie, kan det være meget vigtigt, at personalet ved, hvad det handler om – fx at vide, at vedkommende ingen rektum har. Den slags uvidenhed kommer til at føles som et overgreb.''

Under et tidligere hospitalsophold, da stomien endnu ikke var en realitet, konkluderede en gruppeleder på baggrund af en samtale med Sonja, at patientens lukkemuskel fungerede fint. Oplysningen blev viderebragt på dagens konference.

''Konklusionen var en stor overraskelse for mig. Jeg havde netop sagt, at hvis jeg skyndte mig utrolig meget, kunne jeg akkurat nå ud på toilettet i tide. Alle og enhver ved, at det er dybt uværdigt ikke at kunne holde på sin afføring. Jeg synes i den grad, at sygeplejersken negligerede mit problem – det var dybt nederdrægtigt.''

I det hele taget mener Sonja Petersen, at sygeplejersker skal tage sig i agt for at drage mere eller mindre velmenende konklusioner på patientens vegne, som på en forkert måde kan blive styrende for patientens liv.

Fx som den afdelingssygeplejerske, der i kardex skrev, at Sonja havde ''psykiske problemer'' med at have fået en stomi. Rapporten skulle videre ud til hjemmeplejen bagefter.

''For mig at se er der intet unormalt i at være ked af, at man har fået en stomi. Det er en normal reaktion på en amputation af kroppen – en sorg over, at man er blevet udstyret med en anordning, som man bestemt ikke har lyst til,'' siger Sonja Petersen og supplerer:

''Et begreb som 'medinddragelse af patienten' er mere teori end virkelighed. Det er utrolig tidrøvende, og lidt firkantet sagt har sygeplejersken det med at ræsonnere, at eftersom hun er den, der ved bedst, er det unødvendigt at inddrage patienten. På et tidspunkt slog det mig i hvert fald, at man lige så godt kunne sætte en kasse op nede ved modtagelsen, hvor der stod: ''Til alle patienter. Aflevér venligst Deres hjerne. Bedes først påmonteret ved udskrivelsen.'' Som patient føler man sig meget overset som det menneske man var, da man blev indlagt. Vi kommer jo allesammen ind med vores erfaringer og baggrund, forståelse, tillid og angst.''

Et gennemgående træk er manglen på almindelig høflig omgangsform.

''Det er helt gængs, at når man venter i modtagelsen på et hospital, hilser plejepersonalet aldrig på de patienter, der sidder der,'' konstaterer Sonja Petersen og beretter om en særlig grel episode på en skadestue-modtagelse, hvor hun skulle undersøges. Der blev hun vist ind i et rum klokken 8.30, som var blottet for nogen form for genstande til at fordrive tiden med, fx en radio eller nogle ugeblade. Der kom ikke et øje, før klokken var blevet halv tolv.

Omsorg er ikke ord

Sonja Petersen har brugt meget tid på at fundere over, hvad omsorg egentlig er.

''Vi skal være så gode til den instrumentelle sygepleje, at vi kan udføre den med omsorg. Hvis sygeplejersken ikke har den fornødne faglighed i orden, kommer sygeplejen blot til at bestå af procedurer omkring patienten. For sygeplejersken handler det om at være til stede i situationen, når hun hænger et drop op eller sengebader. Er hun usikker i de praktiske håndgreb, vil hendes handling helt tydeligt vise, at det ikke er patienten, der er i fokus, men den flaske, der skal hænges op. Omsorg skal ikke kun være noget, man gør i form af at gå ind og snakke med patienten, når man har fem minutter tilovers. Det skal ligge implicit i handlingen. Det er en fejl, hvis man mener, at omsorg er noget, der skal sættes tid af til. Jeg bryder mig egentlig ikke særlig meget om de kunstige situationer, hvor sygeplejersken kommer og sætter sig på sengekanten for at snakke i fem minutter. I de situationer følte jeg ofte, at sygeplejersken ligefrem skulle

Side 17

have en gevinst med sig, inden hun forlod stuen. Når jeg var ked af det over det faktum, at min sygdom havde ommøbleret både min krop og mit sociale liv i øvrigt, skulle jeg helst smile til sygeplejersken som tak for hjælpen, når hun havde været inde hos mig. Som om en sorg kan bearbejdes og overstås på fem minutter.''

I hvert fald kan patienten godt være foruden pseudo-forståelse:

''Omsorg handler ikke om en masse trøstende ord a la ''det skal nok gå'', men om at forstå, hvad der sker. Sygeplejersken kommer ofte til at foretage utilsigtede overgreb på patienterne. Ikke fordi man vil være ond. Man når en sygeplejerske har sagt til mig, at jeg sagtens kunne lære at leve med en kolostomi, og hun samtidig står med armene tæt ind til kroppen, som tydeligt viser, at hun tænker ''godt det ikke er mig,'' er det et decideret overgreb. Kropssproget afslører, om sygeplejersken reelt forstår.

Når man har udsigt til en permanent stomi, putter man sig billedligt talt ned i en beskidt kolostomipose. Man kan ikke lide sig selv, og man tror ikke, at man af omgivelserne nogensinde vil blive opfattet som intelligent, smuk, seksuel, feminin – eller hvad som helst – på samme måde, som man var før. Så kræver det altså en særlig indsigt og forståelse, '' siger Sonja Petersen, og indrømmer, at hun i sin tid som menig sygeplejerske selv har diverteret stomipatienter med klicheer som ''det kan du sagtens lære at leve med.''

Også på andre områder har Sonja Petersens rolle som patient givet anledning til at reflektere over egen praksis.

''Som patient har jeg pludselig selv oplevet, hvor støjende der er på et hospital. Jeg har hørt mine egne patienter sige det mange gange, men har aldrig drømt om, at larmen var så grel, som den er. Der er simpelthen aldrig ro til at kunne dykke ned i en dyb søvn, selv om alle ved, at en normal og god søvn altid er befordrende for helbredet.

Personalet taler ofte højrøstet og kommer i øvrigt skramlede med borde, bakker og bækkener. Sygeplejersker lider af en kollektiv galopsyge, fordi vi synes, vi skal lyde så effektive. Men i virkeligheden tager det kun to sekunder mere at liste af sted.''

Dokumentation er en tidrøver

Hospitaliseringen betød, at Sonja Petersen er begyndt at tvivle på, om kvalitetssikrings- og dokumentationsprojekter foregår på den rigtige måde. For hendes erfaringer på egen krop stemmer ikke overens med hensigtserklæringerne. Efter hendes mening er antallet af skriveborde ligefrem proportionalt med den mængde tid, der bliver brugt ved dem – tid, som går fra patienterne.

''Specielt på det ene hospital undrede jeg mig tit over, hvad mon sygeplejerskerne bestilte i kontoret hele tiden. Vi kan jo hurtigt sætte os hen til en skrivebord og grifle en hel masse ned. Men der er jo ikke meget pleje i det, hvis dokumentation tager tiden. Hvis patienten ikke oplever plejen som kvalitet, så er der jo ikke nogen kvalitet. Selvfølgelig skal man dokumentere, men man kan også hurtigt forfalde til, at papirarbejdet fylder mere end patienten.''

Sonja Petersen er også blevet mere skeptisk over for det berømmede kontaktsygeplejerske-system.

''Jeg har selv arbejdet med tildelt patientpleje i mange år. Fordelene er kontinuiteten, og at man ikke mister overblikket over patientens sygdomsforløb ved usammenhængende rapporter. Men jeg må indrømme, at jeg, mens jeg selv var patient, kom til at tvivle på, om fordelene kunne opveje ulemperne. For af og til har jeg ligget og tænkt: ''Hjælp, hvor ville det være rædselsfuldt, hvis jeg skulle have den sygeplejerske som kontaktsygeplejerske.''

Sygeplejersken har retten og magten til at gå ud på kontoret og meddele, at hun ikke vil passe patienten, fordi hun ikke bryder sig om vedkommende. Patienten derimod ville aldrig nogensinde have den ret. Patienten vil altid være den, der er angst for at blive straffet, og derfor bliver nødt til at finde sig i hvem som helst, som måtte være kontaktsygeplejerske. For på kontoret kan det meget vel udvikle sig til en ufaglig snak om patienten, som vil resultere i, at patienten også ville blive overset af den næste kontaktsygeplejerske.''

Sonja Petersens konklusion på tre års oplevelser lyder således:

''Fokus i sygeplejen må ligge i værdighed, respekt og tillid. Bevarelse af patientens værdighed og tillid til systemet er afgørende for, hvor hurtigt og nemt han eller hun kan komme over sit sygdomsforløb og videre i sit eget liv. Det er ikke meningen – og vel dybest set heller ikke vores intention – at patienterne skal bruge deres tid på at forstå, hvorfor lægerne eller plejepersonalet opfører sig så besynderligt, som de gør i nogle tilfælde. Det kan hverken læge- eller sygeplejestanden være tjent med.'"

Nøgleord: Interview, omsorg, patientberetning, sygepleje.