Boganmeldelser

TIDEN LØBET FRA ALTFAVNENDE LÆREBØGER

Anne Vesterdal

Sygepleje – teori og metode

Bind 1
Lærebog for sygeplejestuderende
København: Dansk Sygeplejeråd - Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 1997
452 sider, kr. 328,-. 

Anne Vesterdals grundbøger 'Sundheds- og sygepleje' er udkommet i en ny og revideret udgave. Dog foreløbig kun første bind af de i alt tre. Resten følger i løbet af året.

Det er ikke kun titlen på lærebogsserien, der er ændret. Anne Vesterdal skriver i forordet, at det på baggrund af udviklingen i sygeplejen, sygeplejerskeuddannelsen, samt egen faglige bevidsthed, var nødvendigt med en mere grundlæggende omskrivning af bogen. I Nyt Nordisk Forlags reklame for bogen står der, at bind 1 må betragtes som en helt ny bog. Det er rigtigt, at bogen på mange måder fremstår som ny, men som bruger af bøgerne gennem snart mange år er det nærmere lighederne, der falder én i øjnene.

Den nye bogs indhold er disponeret noget anderledes, men de fleste af hovedafsnittene er bevaret. De samme temaer omkring sygepleje, menneskesyn, sundhed, sygdom, teorier og modeller, sundhedsvæsenets opbygning, etik, patient-sygeplejerskesamspillet og problemløsning (sygeplejeprocessen) behandles også i den nye grundbog. De eneste umiddelbare undladelser er afsnittene omkring videnskabssyn, kommunikation, indlæggelse og modtagelse af patienten samt udskrivning.

Nogle af afsnittene er omskrevet og fremtræder indholdsmæssigt som nye. Især afsnittene omkring sygepleje, teorier og modeller er væsentligt ændret.

Modeltænkningen og den systemteoretiske vinkel er stort set forladt. Derimod har 'sygeplejeteorierne' helt i tidens ånd fået en helt anderledes fremtrædende plads i bogen. Især Kari Martinsen gives en del plads, men også Patricia Benner og Judith Wrubel, Dorothea Orem og Katie Eriksson er fremhævet. Disse teoretikeres forfatterskaber gennemgås, og væsentlige begreber refereres og diskuteres. I flere af bogens øvrige afsnit inddrages disse teorier og begreber igen som eksemplificering eller som uddybning.

Også afsnittet om sundhed og sygdom er udbygget en del og fremtræder til dels som nyt. Især er der sket en opprioritering af teorierne omkring menneskers reaktioner på belastende livssituationer og sygdom. Stressbegrebet er flyttet frem til denne bog, hvor det tidligere blev behandlet i bind to.

Krisebegrebet behandles stort set som i den tidligere bog, men er nu suppleret med et afsnit om sorg primært refererende til M. Davidsen-Nielsen og N. Leick. Som helt nye afsnit behandles begrebet lidelse med reference til Katie Eriksson og mestring med reference til Benner/Wrubel og Lazarus/Folkman.

Det forekommer meningsfuldt at samle disse begreber i et særskilt og sammenhængende afsnit under hovedafsnittet sundhed og sygdom.

Afsnittet om sygeplejeprocessen fremstår stort set som i den tidligere bog. Dog er sammenkoblingen med egenomsorgsteorien udeladt.

Det er ærgerligt, at Anne Vesterdal ikke også har lavet en mere radikal omskrivning af afsnittet om problemløsningen. Dette afsnit har været svært at bruge i undervisningen pga. den noget forvirrende disposition. I nogle afsnit tager eksemplerne og begreberne overhånd (eksempelvis omkring analysedelen) og i andre dele bliver kravene firkantede og teknologiske (fx krav til problem- og målformulering).

Imponerende viden

Som det fremgår, kan det med en vis ret siges, at der er tale om en ny bog. Og alle de beskrevne ændringer oplever jeg som en forbedring og styrkelse i forhold til den tidligere udgave af lærebogen.

Ved gennemlæsningen af bogen bliver jeg igen imponeret af Anne Vesterdals store viden og indsigt. Bogen er en flot opsummering af sygeplejefagets kulturarv og aktuelle ståsted. Den er båret af gode hensigter og værdibetragtninger på fagets vegne.

Men på trods af dette er problemerne i denne type lærebog også blevet mere åbenbare for mig. Og de er ikke løst på trods af nævnte ajourføringer og forbedringer.

Måske er det sygeplejerskeuddannelsens ændring til et studie, som er ved at slå klart igennem og som problematiserer brugen af denne type altfavnende lærebog.

Anne Vesterdal vil simpelthen for meget, og dermed bliver bogen på sin vis overfladisk. Der er stort set ikke den anerkendte teoretiker eller det vidensområde som ikke er berørt i denne bog:

De kendteste sygeplejeteoretikere. Psykologiske teorier om krise, sorg, lidelse, mestring, udvikling, behov mv. Sociologiske teorier om system og livsverden, arbejde, livsformer, netværk, roller mv. Filosofiske teorier om menneskesyn, psyke-soma, filosofiske retninger, etik mv.

Det er ikke fordi, teorierne ikke virker meningsfulde i sammenhængen, og ikke fordi Anne Vesterdal ikke ved, hvad hun skriver om. Tværtimod. Men det er måske selve ideen i lærebøgerne, der er gal.

En anden problemstilling i denne form for grundbog er, at den repræsenterer en tradition, hvor den kloge, vidende lærer eller lærebogsforfatter tygger andres teorier og herefter serverer dem i spiselige bidder til de studerende, efterfulgt af den videndes tolkninger og eksemplificeringer. Det kunne måske være udmærket i en elevuddannelse, men det bliver tydeligere for mig, at det ikke er vejen frem i studiet.

Anne Vesterdal skriver i indledningen, at præsentationen af alle disse teorier og tanker er tænkt som et middel til at styrke den faglige bevidsthed. En flot intention, men på trods af det store overblik, de flotte indstillinger og analyser, tror jeg ikke, det kommer til at fungere på den måde. Måske man som studerende ligefrem kunne få for meget af alle disse rette indstillinger, fornuftige analyser og teoripræsentationer?

Det bliver for normativt og styrende. De studerende må ligesom lærere og lærebogsforfattere tvinges ud i at læse de originale kilder og selv lave deres analyser, eksemplificeringer, og selv opbygge og revidere deres holdnings- og værdimæssige ståsted i konfrontationen med teorierne og deres praktiske erfaringer.

Af Carsten Nielsen, sygeplejelærer ved Sygeplejeskolen i Århus. 

UNDERHOLDENDE LÆSNING OM BRED ÅNDSRETNING

Ole Andkjær Olsen, Simo Køppe
Psykoanalyse efter Freud 1-2
København: Gyldendal 1996
1184 sider, ill., kr. 588

Ole Andkjær Olsen og Simo Køppe har i snart mange år stået som autoriserede formidlere af psykoanalysen. Mange vil kende deres bog om 'Freuds psykoanalyse' fra 1981 (Gyldendal).

Forfatterne er ikke praktiserende psykoanalytikere selv, men har beskæftiget sig med psykoanalysen ud fra videnskabsteoretiske og videnskabshistoriske synsvinkler. Disse synsvinkler er fastholdt i dette to-binds værk om psykoanalysen efter Freud. Værket er en historisk og teoretisk gennemgang af de centrale skoledannelser og mest betydningsfulde forfatterskaber i bevægelsens historie.

Det er bredden, der karakteriserer fremstillingen. Ikke sådan at alle nævnt – ingen glemt. De forfattere og skoledannelser, der er nævnt, er på ingen måde udvalgt ud fra en bestemt eller snæver indfaldsvinkel. Værket er ikke præget af ortodoksi.

Dispositionen er historisk-geografisk. Det hele begynder i Mellemeuropa først med Østrig dernæst Ungarn og Schweiz.

Herefter behandles psykoanalysen i Tyskland, England, USA og Frankrig og til sidst i de øvrige lande. Bøgerne giver dermed et godt billede af psykoanalysens udbredelse, men også i hvilke lande bevægelsen har haft størst gennemslagskraft. Det bliver her tydeligt, at Danmark ikke fylder meget på det psykoanalytiske verdensatlas.

Afsnittene om de enkelte lande beskriver den nationale udvikling, fx beskrives udviklingen i England fra Ernest Jones til Meltzer og Bollas. Afsnittene, der er bygget op omkring de enkelte psykoanalytikere, giver et billede af de områder, psykoanalysen har arbejdet med: børneanalysen, psykiatri, pædagogik, gruppeanalyse, kulturelle og filosofiske problemstillinger etc. Psykoanalysen er ikke kun en individual-terapeutisk teknik, men en bred åndsretning.

Hovedvægten hos Andkjær Olsen og Køppe lægges på de teoretikere, som har deres ståsted i det kliniske, terapeutiske arbejde. Det giver muligvis en begrænsning – men det holder også sammen på den imponerede stofmængde, der præsenteres for læseren.

Beskrivelserne er ikke bestemt af en aktuel synsvinkel. Dvs. også sider af den psykoanalytiske udvikling, som ikke står særligt stærkt nu og her, fremstilles fyldigt og grundigt, fx Wilhelm Reich fra 20'ernes og 30'ernes Tyskland og hele den freudo-marxistiske fløj.

'Psykoanalysen efter Freud' kan læses som en videnskabshistorisk fremstilling, hvor bestemte problemstillinger behandles og beskrives i forskellige skoler og op gennem det 20. århundrede. Men man kan også bruge bogen som introduktion til helt centrale analytikere, og som introduktion til betydningsfulde, men vanskelige forfatterskaber som fx J. Lacan og B.F. Bion. Som formidling er værket præget af klarhed og tilpas grundighed.

Og bøgerne er faktisk underholdende! Den psykoanalytiske bevægelses historie er elementært spændende. Man får her indsigt i fraktionsstridighederne og -intrigerne. Psykoanalysen har jo altid måttet sikre sin lødighed gennem en stærk loge-agtig selvjustits, som har ført til stridigheder, man ellers kun kender fra politiske bevægelser.

Andkjær Olsen og Køppe inddrager naturligvis også psykoanalytikernes biografier. I en teori, hvor personligheden spiller en så afgørende rolle, er personlighederne selvsagt interessante, så også her rummer bøgerne spændende læsning.

Yderligere anbefaling burde være overflødig!

Af Agnete Iversen, chefsygeplejerske, Psykiatrien i Århus Amt.