En stor sag

At ulykker i Storebæltstunnelen er en stor sag, fremgår af dette billede fra en af katastrofeøvelserne. Foto: Per Folkver. Nordfoto

Det kommende traumecenter på Rigshospitalet, som forsvaret bidrager til med 12 traumatologer, vil i hovedstadsområdet få et nært samarbejde med lægeambulancen. Og dermed er der lagt op til et betydeligt løft i behandlingen af multitraumatiserede patienter både i hovedstaden og det øvrige Sjælland, som der kan sendes kvalificerede traumehold ud til, bl.a. også til ulykker i Storebæltstunnelen.

Traumehold fra traumecentret kan med helikopter fra flyvevåbnet flyves til Storebæltstunnelen og være fremme inden for en time. Det vil give en betragtelig styrkelse af de lokale medicinske ressourcer at få lægehold frem med erfaring fra de daglige rutiner i behandlingen af tilskadekomne.

Med en så stærk koncentration af lægelig ekspertise i hovedstaden, som oprettelsen af det nye traumecenter vil medføre, fremstår det med stor tydelighed, hvor tyndt det præhospitale beredskab er på resten af Sjælland. Til det siger generallæge Knud Jessen, Forsvarets Sundhedstjeneste:

''Ja, det er tyndt, fordi det er baseret på, at det er vagtlægerne på et centralsygehus, som skal rykke ud, og det gør de ekstremt sjældent. Det betyder, at den rutine, som er så afgørende for, at tingene fungerer, er svær at erhverve sig – daglig og jernhård rutine, mener jeg.

Med den lægebemanding, man har i det danske sundhedsvæsen, kan det være meget vanskeligt for et centralsygehus at afgive et præhospitalt lægehold, fordi man derved affolker beredskabet hjemme, indtil et erstatningshold er kaldt ind.''

De samme problemer

- Tror du på, at de lokale medicinske ressourcer er tilstrækkelige til at klare en ulykke i Storebæltstunnelen, hvis ikke de får assistance fra traumecentret og/eller lægeambulancen?

''Jeg har kun kendskab til beredskabet ved tunnelen fra overfladisk avislæsning. I ca. 1980 var jeg med til at arrangere en større øvelse i Kastrup Lufthavn, kaldet Hot Potatoe. Den blev tilrettelagt efter alle kunstens regler, efter alle internationale principper, og alligevel virkede tingene ikke – selvom det var i Storkøbenhavnsområdet.

Efter hvad jeg har læst, er de problemer, man har haft ved øvelserne i tunnelen, en gentagelse af de problemer, vi havde i lufthavnen. Det eneste nye er, at det foregår i rør. Uden specifik viden om Storebæltstunnelen vil jeg blot gøre opmærksom på, at det er en stor sag.''

- Som vil kræve, at der flyves læger fra traumecentret og/eller lægeambulancen til Storebæltstunnelen med en af flyvevåbnets redningshelikoptere?

''Det er en idé, som bør analyseres nærmere. Med den udvikling, jeg forudser, når Rigshospitalet får sit traumecenter med hele Sjælland som optageområde – hvilket er nødvendigt for, at man kan vedligeholde rutinen – er der

Side 7

vel kun at sige, at tunnelen hører med til Sjælland.

Med helikopter fra flyvevåbnet kan et traumehold fra Rigshospitalet være fremme ved Storebæltstunnelen inden for en time. Her ses en helikopter fra Flyvestation Værløse. Helikopteren kan derefter bringe multitraumatiserede patienter tilbage til traumecenteret.

Den hænger fast i Sjælland i den ene ende. Så må den også være med i det traumatologiske beredskab, vi er ved at etablere. Efter min mening er det udelukkende et spørgsmål om logistik og planlægning. Hvorfor skulle kvalificeret personale sidde på Rigshospitalet og se fjernsyn, når der sker en stor ulykke på den anden side af øen.

Bør indgå formelt

- Mener du dermed, at traumecentret og flyvevåbnets helikoptertjeneste bør indgå formelt i Storebæltsberedskabet?

''Ja, selvfølgelig. Det vil være ressourcespild ikke at gøre det. Og det vil betyde, at den erfaring og professionalisme, som disse læger får, kan komme til stede. Og den erfaring og professionalisme er helt nødvendig for, at tingene fungerer. ''

- For kan man ikke håndtere den lille, daglige ulykke, har man ingen chancer for at håndtere katastrofen?

''Det kan enhver sige sig selv. Før i tiden læste man om andres erfaring. Det ligger implicit i en katastrofesituation, at det ikke kan gå særlig godt. Derfor sker det ofte, at nogle chefer giver deres medarbejdere mundkurv på. Derfor har det været svært at læse sig til andres erfaring.

Så fik vi det svenske KAMEDO, der rejste ud i verden og fik fat i folk, mens de stadig var i den euforiske fase og villige til at udtale sig lige efter, at det var overstået. Det kan man lære noget af. KAMEDOs rapporter var meget læseværdige.

Siden fik vi det franske SAMU, som videnskabeligt dyrkede traumatologien i forbindelse med katastrofehåndtering. Derfor vil jeg hævde, at man ikke behøver at lave ret mange store øvelser. Man kan gå ind på biblioteket, slå op på sin computer og læse sig frem til de områder, man især skal koncentrere sig om. Der er 5-7 områder, som altid giver vanskeligheder. Det sværeste er kommunikationen. Den går altid galt. Det kan man lige så godt gøre sig klart.''

Improvisation dur ikke

- Det ser ud til, at man må improvisere en stor del af den medicinske indsats ved en ulykke i Storebæltstunnelen?

''Hvis man vil improvisere, går det med sikkerhed galt. Man kan inddele håndteringen af katastrofer i forskellige faser. Den første er automatik-fasen – alt går i gang, uden at du selv behøver at tænke. I det videre forløb skal man køre videre så langt, man overhovedet kan, på rutiner og moduler, der er forberedt. Først til allersidst kan man improvisere over det specifikke scenario. Det er internationalt anerkendte principper. Man kan øve sig lidt, men principperne skal være i orden, og dem kan man læse sig til.

Hvis man regner med at skulle improvisere, opstår der kaos. Man har længe defineret en katastrofe som den situation, hvor ressourcerne, også de mentale, ikke er tilstrækkelige. I Frankrig kan der ifølge den definition ikke ske en katastrofe, fordi SAMU er udbygget over hele landet.

Man kan få en situation med masseskader, men det er ikke en katastrofe, fordi der er styr på tingene. Allerede for 25 år siden, da jeg studerede katastrofemedicin i Frankrig, klappede en gammel professor, Maurice Carra, mig på skulderen og sagde: ''Unge mand, lad nu være med at være for utålmodig. Det tager Dem mindst 12-14 år at få det op at stå i Danmark. Nu er der gået dobbelt så lang tid.''

- Det samme gælder traumatologien?

''Ja, det er rigtigt, at traumatologien ikke har fundet sit niveau i Danmark. Det skal vi have rettet op på – både af hensyn til forsvaret og befolkningen. Vi har fået en international opgave. Jeg vil gøre opmærksom på, at vi har haft over 100 læger udsendt til Bosnien og Balkan. Det har lært os meget og om, hvor nødvendigt det er, at forsvaret i et land som Danmark har et tæt samarbejde med et sygehus som Rigshospitalet. Her har lægerne lært lige så meget ved at modtage vores heldigvis få patienter, men det har været indikation nok for, hvor svært det er, hvis der bliver tale om mange patienter. Det skal vi have fat i nu, og det kan vi også få – på et højt niveau, internationalt set.•

Nøgleord: Forsvarets Sundhedstjeneste, katastrofeberedskab, Rigshospitalet, Storebælt, traumecenter.