Sundhedens og amternes minister

Dobbeltminister Birte Weiss har en lang arbejdsuge – så lang, at hun, som hun siger, ''ikke vil reklamere for den i et sundhedstidsskrift.'' Men hun klarer det med hjælp af ''to velfungerende ministersekretariater og en benhård prioritering.''''Det er ikke længere nok, at plejen og behandlingen er af meget høj standard – den skal også leveres planlagt og til tiden.'' Foto: S'øren Svendsen.

Birte Weiss kunne næppe have fået en bedre start som sundhedsminister. I løbet af 1996 havde der ellers været rigelig med turbulens i de højere politiske luftlag med forslag om at nedlægge amterne, ændre betalingsformerne og omstrukturere ledelsesforholdene på sundhedsområdet. For det danske sundhedsvæsen var virkelig sygt, lød påstanden.

Men få uger efter hendes tiltrædelse som sundhedsminister, der fandt sted i december, hvor centrumdemokraterne trådte ud af regeringen, og Yvonne Herløv Andersen dermed måtte forlade ministerposten, kom Sygehuskommissionens betænkning i begyndelsen af januar. Og den var en god nytårsgave for en nytiltrådt sundhedsminister.

For de mange eksperter konkluderer, at landets sundheds- og sygehusvæsen grundlæggende fungerer godt, og at der derfor ikke er behov for radikale omlægninger. Men der er problemer. De største er ventetiderne og kassetænkningen i de forskellige sektorer. Begge dele resulterer i usammenhængende og dårligt tilrettelagte patientforløb.

Sygehuskommissionen giver en række konkrete forslag til, hvordan tingene kan planlægges mere effektivt og patientvenligt. Nogle af anbefalingerne har Birte Weiss (S) og ministeriet allerede grebet. En af dem er at indføre differentierede ventetider på forundersøgelser og operationer i stedet for den generelle tre månedersregel, som erfaringen har vist hverken er hensigtsmæssig eller realistisk.

Birte Weiss har bedt Sundhedsstyrelsen om at udarbejde ventetidsmål for forskellige diagnoser. Brystcancer blev den første diagnose, som Sundhedsstyrelsen tog op. Den faglige vurdering er her, at der maksimalt må gå to uger fra henvendelse hos den praktiserende læge til forundersøgelse. Hvis mistanken bekræftes, skal behandlingen sættes i værk inden for de næste to uger.

Det er Sundhedsstyrelsen, der skal udarbejde ventetidsmål for de forskellige diagnoser.

– I har nu givet et konkret bud på, hvor lang ventetid der er forsvarlig ved diagnosen brystcancer. Men hvad forestiller man sig – skal der hæftes en maksimal tilladelig ventetid til hver eneste diagnose?

''Den lægefaglige ekspertise i Sundhedsstyrelsen må tage stilling til, hvor langt ned i detaljen man bør gå. Men jeg synes, det er helt rimeligt at operere med nogle mere differentierede ventetidsmål. Det kan måske også være med til at skabe lidt større forståelse for, at prioriteringer inden for sundheds- og sygehusvæsenet også har sin pris. Prioriterer vi noget, betyder det også, at vi nedprioriterer noget andet,'' siger Birte Weiss.

- Hvad skal nedprioriteres?

''Mindre alvorlige sygdomme, der er ufarlige og hvor genen af lidelsen er til at leve med, '' generaliserer Birte Weiss, der henholder sig til, at hun ikke har den faglige baggrund til at give et bud på, hvilke typer sygdomme, der skal sættes bagerst i behandlingskøen. Det vil hun overlade til fagfolkene i Sundhedsstyrelsen.

Sundhedsministeren kan og vil ikke svare på, om de differentierede ventetidsmål vil

Side 33

kræve omfordeling af ressourcerne. For det er en løbende proces, som først er indledt for et par måneder siden, siger hun.

Birte Weiss ønsker heller ikke at at skitsere, hvad der kunne blive sanktionen over for det enkelte amt eller sygehus, der ikke overholder de centralt fastlagte ventetidsmålsætninger:

''Så langt er vi ikke kommet. Jeg har selvfølgelig gjort mig nogle tanker, men de er ikke passende at dele med offentligheden endnu.''

Opgør med nærhedsprincippet

Til gengæld vil Birte Weiss gerne sige ligeud, at syge danskere ikke altid kan regne med at blive indlagt på det nærmeste sygehus. Sygehuskommissionen anbefaler nemlig, at man vedtager, at ventetidsmålsætningen er opfyldt, hvis bare patienten har fået tilbud om offentlig behandling inden for den af Sundhedsstyrelsen nærmere fastsatte tidsramme – også selv om behandlingen foregår i et andet amt.

- Det er vel en slags opgør med nærhedsprincippet?

''Ja, men det er ikke noget, vi indfører af lyst, men af nød. Hvis man alvorligt mener, at man ikke vil acceptere de lange ventelister, må patienten også være indstillet på at rejse lidt længere væk for at modtage behandling.''

- Men indtil nu har befolkningen vist sig ganske uvillig til at flytte sig længere end højst nødvendigt. Senest har Vejle Amt forsøgt sig med at udlicitere ventelisteoperationer. Her viste det sig, at kun fire ud af 200 patienter på venteliste til en lyskebrokoperation ville tage til Århus.

''Ja, men det er nødvendigt, hvis vi på kort sigt skal kunne levere de ofte efterlyste kortere ventetider. Nu vil folks holdning jo nok være forskellig alt efter, hvad det er for en sygdom, det handler om. I rigtig alvorlige tilfælde vil behovet for, at behandlingen skal finde sted på det hjemlige sygehus, nok være til at overse. Hvis ventetiderne skal forkortes, vil det kræve, at befolkningen er indstillet på, at behandlingen kan komme til at foregå i et naboamt eller måske endnu længere væk. Men helt ærlig, jeg betragter det som en fælles interesse for både sundhedsvæsenet og for patienten.''

Et nyt servicesyn

Fleksibilitet skal også gælde i selve systemet, hvor et nyt servicesyn gerne skulle slå igennem, mener sundhedsministeren:

''Kulturen i sundhedsvæsenet – og specielt i sygehusvæsenet – er under forandring. Vi skulle meget gerne være på vej mod en kultur, hvor patientens tid er lige så vigtig som lægens. Læge og patient skal indgå en kontrakt med hinanden, og der påhviler begge parter et tungt ansvar for, at kontrakten bliver overholdt. For patienten gælder det, at denne møder op på de aftalte tidspunkter og for lægens vedkommende, at operationen kommer til at finde sted som planlagt,'' ræsonnerer Birte Weiss, der henviser til Grenaa Centralsygehus, som har indført et mere patientvenligt system, hvor man umiddelbart efter forundersøgelsen kan aftale tid for operation. Systemet er

Side 34

baseret på elektronisk booking, og har også ført en mere rationel arbejdstilrettelæggelse og en langsigtet produktionsplanlægning med sig.

- Men selvbestemmelse har hidtil været en grundsten i hospitalsvæsenets kultur, måske fordi det er svært at hamle op med lægefaglige argumenter. Hver gang sygehusene er blevet kritiseret for manglende effektivitet, lyder standardsvaret, at arbejdet vanskeligt kan lade sig udføre på anden vis. De ansvarlige henholder sig til, at et sygehus ikke er en fabrik, men altså et hospital, og at man har med mennesker at gøre.

''Ja, men der er altså ikke længere nogen vej uden om forpligtende langtidsplanlægning. Vi vil gerne have, at patienterne betragter sygehusene som deres egne – sagt i citationstegn. Det er ikke længere nok, at plejen og behandlingen er af meget høj standard – den skal også leveres planlagt og til tiden. Og den forpligtelse, der så ligger på os politikere, er, at vi sætter nogle realistiske mål i forhold til den økonomi, der er afsat til formålet.''

- Ledelsesstrukturen på sygehusene har også med jævne mellemrum været til debat. Den har været præget af mudderkastning, især i spørgsmålet om, hvilke faggrupper, der egner sig til at bestyre millionbudgetterne. Hvad er dit bidrag til debatten?

''Der er behov for en mere entydig ledelse. Jeg tror, at der er en meget stigende forståelse blandt læger og sygeplejersker for, at det at beskæftige sig med ledelse ikke er et venstrehåndsarbejde. Potentialet til at blive en god leder er i langt højere grad et spørgsmål om individet end et spørgsmål om faggruppe. Eksempelvis behøver en sygehuschef ikke nødvendigvis at have en sundhedsfaglig uddannelse for at kunne styre det. Men det er det vitterlige vås at påstå, at læger og sygeplejersker generelt ikke duer til at være ledere.''

- Skal det nye servicesyn også strække sig til Patientklagenævnet, hvor visse typer sager tager flere år at behandle?

''Ja. Der er lige kommet en betænkning, som jeg er i gang med at studere. Jeg ved endnu ikke, hvad løsningen på problemet bliver, men jeg vil klart vedkende mig en holdning om, at sagsbehandlingen er for lang. Men jeg ved af erfaring fra sagsbehandlingstiden i asylsager, at man ikke kan knipse sig til en løsning. Det er en meget vedholdende proces at få nedbragt sagsbehandlingstiden – der skal hele tiden følges op og gives forslag til, hvordan der kan strammes op. Og så skal man se på, om de administrative rutiner er hensigtsmæssige og om den gældende lovgivning lægger hindringer i vejen.''

Kassetænkning er en knast

Et andet område, der har Sygehuskommissionens og Birte Weiss' opmærksomhed, er sammenhængende patientforløb og kassetænkning – eller rettere eliminering af sidstnævnte.

- Psykiatrien er et område, der i stor udstrækning lider under kassetænkning og kulturelle forskelle i sektorerne. Hvad kan der gøres ved det?

''Nu er egentlige udskrivningsplaner jo på tale. Jeg tror ikke, det er en trylleformular, men et skridt i en god retning. For der findes jo fortilfælde for, at patienten er blevet udskrevet til ingenting. Det kan man jo se med det blotte øje.''

- Man arbejder jo allerede med udskrivningsplaner mange steder. Problemet opstår vel, fordi der ikke er plads i næste led?

''Det grundlæggende problem er naturligvis, at oprettelsen af alt det, der skulle træde i stedet for de gamle statshospitaler, er gået alt for langsomt. Men en af ideerne bag distriktspsykiatrien er jo netop at synliggøre psykisk sygdom. Så selv når distriktspsykiatrien kommer til at fungere perfekt, og når der er oprettet tilstrækkelig med bofællesskaber og alle mulige andre ting, vil de psykisk syge stadig være synlige. At der er nogle, der er syge i sindet, hører med til beskrivelsen af et samfund, der tør være sig selv bekendt.''

- Man kan indvende, at synliggørelsen er den eneste tanke i distriktspsykiatrien, der er lykkedes?

''Ah, det er nok en smule uretfærdigt. Men det er gået alt for langsomt. Jeg bor selv lige i nærheden af Københavns Hovedbanegård og ser på det skammeligste, hvordan hovedbanen i de sene aftentimer bliver samlingssted for psykisk syge, der ikke har andre steder at gå hen.''

Hvad angår patientforløb på det somatiske område er det blevet til, at Birte Weiss inden så længe vil fremsætte et lovforslag, der skal få amterne til at opfatte akutstuer til ældre, medicinske patienter, der udelukkende har behov for observation og pleje, som et tilbud, de ikke kan sige nej til.

I dag bliver mange gamle medborgere hospitalsindlagt, fordi der ikke er noget alternativ, selv om en hospitalsseng er dyrere end en plads i primærsektoren. Problemet har hidtil været, at hospitalssengene er amternes, og de mærker ikke udgiften på samme måde, som hvis de skulle betale kommunerne for at passe på denne type patienter.

''Meningen er at tilrettelægge finansieringen sådan, at det faktisk bliver ret åbenbart for parterne,

Side 35

at indlæggelse på akutstue er en fornuftig måde at agere på,'' fortæller Birte Weiss.

- Man har stort set lige siden kommunalreformen talt om, at patienten bliver kastebold mellem sektorerne. Kan man efterhånden regne med, at amter og kommuner er i stand til selv at løse deres samarbejdsproblemer?

''Det er rigtigt, at samarbejdet ikke er lykkedes formidabelt godt, men kun rimeligt. Men de er blevet bedre til det. Vi i Sundhedsministeriet kan godt være lidt mere initiativrige for at få dem til at arbejde bedre sammen. Lovforslaget om akutstuer er et konkret eksempel på, hvad vi som lovgivere kan gøre for at undgå kassetænkning. Men vi kan jo ikke tvinge amter og kommuner.''

En klassisk diskussion

Det er ikke sikkert, at alle kommunalpolitikere vil skrive under på det. Især amterne klager gerne over utidig indblanden fra regering og folketing. Og de har fået flere vink med nogle kraftige vognstænger, som regel dog med et formildende element: Tilhørende, øremærkede ekstrabevillinger. På hjerteområdet har amterne ikke levet op til aktivitetsmålene i regeringens hjerteplan fra 1993. Planen kalkulerede blandt andet med, at aktiviteten skulle være fordoblet inden 1996, men det skete ikke. I år har Birte Weiss aftalt med Amtsrådsforeningen, at landets fem hjertecentre får op til 50 millioner kroner fra omstillings- og incitamentspuljen til formålet. Og pengene udbetales kun til overarbejde.

Det psykiatriske område har også fået ekstra midler to gange i løbet af de seneste par år. Første gang skulle pengene gå til at etablere forskellige boformer, men da tidsfristen udløb og pengene var brugt, var der ikke oprettet nær så mange bopladser som beregnet. Nu er der blevet afsat 480 millioner kroner til opprioritering af det psykiatriske område over de næste fire år.

- Sundhedsvæsenet er jo decentraliseret. Hvor meget skal politikerne på Christiansborg blande sig i amternes gøren og laden?

''Jeg vil faktisk karakterisere det som en fuldstændig klassisk diskussion. Amterne ømmer sig, hver gang Folketinget siger: ''Nu ønsker vi altså den og den udvikling.'' Det er ikke noget, der holder mig søvnløs – jeg er jo også minister for amterne. Arbejdsdelingen må nødvendigvis være sådan, at hvis det overordnede politiske system, Folketinget, mener at et område skal prioriteres stærkere, så er vi i vores fulde ret til at gøre det. Jeg har også lagt mærke til, at amterne ikke har noget imod at modtage midlerne, der følger med.

Folketinget skal ikke fraskrive sig retten til at sætte fokus på nogle bestemte ting, vi gerne vil have gennemført. Man skal heller ikke glemme, at der i forvejen sker en klar fælles prioritering mellem amter og staten, når vi har vores årlige økonomiforhandlinger. Vi laver jo en aftale om, hvor der specielt skal satses i det kommende finansår. At der så kan være nogle ting, som vi derudover gerne vil have skal gå hurtigere – eller skal ske i større omfang – det finder jeg fuldstændig legitimt.''

Enkeltsager og tendenser

- Du har været inde på, at sundhedsområdet er styret af enkeltsager. Har politikerne på Christiansborg ikke også selv en andel i det, når de selv med jævne mellemrum tager enkeltsager op, fx hjerteområdet eller bryst-screening af ældre kvinder, som plejer at være påvirket af, hvilke historier medierne har bragt?

''Der er vel ingen, der kan sige sig helt fri for påvirkning. Og det skal vi heller ikke være. For hvis der er en lang række enkeltsager, der peger i samme retning, så er det jo en tendens. Og den skal vi da være parate til at agere på, hvis den er negativ.

Når jeg alligevel har peget på det, skyldes det, at jeg kender alt til enkeltsager fra mit andet område som indenrigsminister, nemlig på flygtningeområdet. Der kan en i forhold til pressen meget salgsrigtig enkeltsag hurtigt skævvride opfattelsen.

Det må ikke være sådan, at det er pressen og det, journalister nu mener, der skal være bestemmende for den egentlige prioritering i sundhedsvæsenet,'' konstaterer Birte Weiss, der selv er uddannet journalist.

- Fokus på enkeltsager er vel med til at besværliggøre den egentlige prioritering?

''Nu vil prioritering altid være en løbende proces, fordi der hele tiden sker en udvikling i behandlingsmetoder og teknologi. Og i samme øjeblik, vi bliver i stand til at behandle for noget nyt, vil der altid opstå en art venteliste til behandlingen. Og derfor vil der altid være patientgrupper, der føler sig forfordelt.''

Nøgleord: Birte Weiss, interview, sundhedsministeren, sundhedspolitik.