Bekymrede forældre

Det er ikke kun symptomerne, der er afgørende, når lægerne på børneafdelingerne vælger at indlægge børn. Både danske og udenlandske undersøgelser viser, at omkring 20-30 procent af alle børn under ét år, der bliver indlagt på sygehuset, medicinsk set godt kunne afvises. Mange børn bliver indlagt, fordi forældrene er så urolige for deres børn, at de ikke kan se noget alternativ til at henvende sig på sygehuset.

Sundhedsplejerske og konsulent Marion Thorning og børnelæge Bodil Moltesen fra Amtssygehuset i Gentofte har netop afsluttet en kvalitativ interviewundersøgelse med ti forældrepar og to mødre, der alle har oplevet at få deres ét-tre-årige børn indlagt på sygehuset uden, at der var nogen medicinsk begrundelse for indlæggelsen. De har snakket med forældrene om tiden op til indlæggelsen. Hvad de gjorde, da barnet var sygt, hvor de henvendte sig, og hvilken betydning forældrene selv tillagde barnets symptomer.

Alle forældre havde i første omgang søgt råd hos familie, praktiserende læge eller vagtlæge, før børnene blev indlagt.

''Børnene fejlede typisk 'ingenting' – det vi ville kalde lidt feber, løs mave, infektion i luftvejene eller snot og hoste, som alle børn har. Men i forældrenes øjne var børnene meget syge, og både mødre og fædre var lige bekymrede.

Bekymringen var især udtalt for de forældre, der tidligere havde haft negative oplevelser i sundhedsvæsenet – enten deres egne oplevelser, venners eller families. Én havde oplevet, at et nært familiemedlem pludselig døde på grund af en overset sygdom, andre havde været ude for at få forkert besked i forbindelse med sygdom, graviditet eller fødsel,'' siger Marion Thorning.

På trods af, at børnene intet alvorligt fejlede, blev de indlagt fra ét til to døgn.

''Fra vores arbejde i sundhedsplejen og på børneafdelinger ved vi meget om, hvor traumatiske hospitalsindlæggelser er for børn og forældre, derfor ønskede vi at komme dybere til bunds i, hvorfor forældrene henvender sig på sygehuset. Under interviewene viste det sig, at alle forældrene havde hver deres historier, der handlede om egne eller andres oplevelser i sundhedsvæsenet. Når man lytter til de historier, så kan man godt forstå, at forældrene er bange,'' siger Marion Thorning.

Samfundsskabt angst

De interviewede forældre tilhører forskellige socialgrupper og kommer fra Københavnsområdet. Marion Thorning betegner dem alle som velfungerende familier.

Når forældrene vælger at få deres børn indlagt på sygehuset med feber eller ondt i maven, frem for at vente og se om barnet får det bedre og eventuelt gå til deres egen læge, så mener Marion Thorning, at det er udtryk for, at forældrene gør, hvad sundhedsvæsenet beder dem om.

''Der er en stor samfundsskabt angst, der handler om, at 'du kan være syg, selvom du ikke ved det'. Den angst bliver understreget af alle de tilbud, der er om sundhedscheck for det ene og andet. Faktisk gør forældrene bare det, som sundhedsvæsenet beder dem om. Vi siger, ''hvis du er bekymret, så kom endelig'','' siger hun.

Forældrenes uro og bekymring forsvinder dog ikke, fordi barnet er blevet undersøgt på hospitalet.

''De såkaldt unødvendige indlæggelser

Side 5

afføder frustration hos forældrene, fordi de ikke føler, at de bliver taget tilstrækkeligt alvorligt,'' siger Marion Thorning.

Hun mener, at der er brug for, at både børnelæger, børnesygeplejersker og sundhedsplejersker skal være opmærksomme på at snakke med forældrene, ikke kun om børnenes symptomer, men også om forældrenes angst i forbindelse med sygdom og hospitalsindlæggelser.

''Forældrene har brug for at få bearbejdet deres angst og bekymring over tidligere negative oplevelser i sundhedsvæsenet. Ved at snakke dybere med dem kan man få redt trådene ud, så forældrene kan forstå, hvordan tidligere oplevelser har noget at gøre med den aktuelle situation, og få dem til at forstå sammenhængen. Det kan være personalet på børneafdelingerne, der snakker med forældrene, men det kan også være sundhedsplejerskerne, der taler med forældrene efter indlæggelsen. Hvis forældrenes angst ikke bliver bearbejdet, er der stor sandsynlighed for, at de vil blive lige så bekymrede, næste gang deres barn er sygt, og endnu en gang henvende sig på sygehuset,'' siger Marion Thorning.

Døgnvagt i sundhedsplejen

Problemet med det høje antal akutte indlæggelser af 0-årige børn har været kendt i mange år inden for sundhedsplejen og de pædiatriske afdelinger. I 1990 lavede dengang ledende sundhedsplejerske i Brøndby Kommune, Kate Hovgaard Jakobsen, en undersøgelse, der viste, at de akutte indlæggelser af de 0-ét årige var vokset drastisk i løbet af 80'erne. I 1984 blev 22 procent af alle 0-årige børn i Brøndby Kommune indlagt akut, mens tallet i 1988 var vokset til 51 procent af børnene. Stigningen var især stor for de indlæggelser, der skete mellem klokken 16 om eftermiddagen og klokken otte om morgenen. Ca. halvdelen af indlæggelserne varede kun ét-to døgn.

Samtidig med den store stigning i akutte indlæggelser var antallet af planlagte indlæggelser konstant, ligesom antallet af indlæggelser af børn over ét år.

På baggrund af de alarmerende tal foreslog Kate Hovgaard Jakobsen et projekt i Brøndby Kommune, hvor sundhedsplejersker skulle have døgnvagt efter samme administrative model som hjemmeplejen. Der skulle være tilbud om telefonrådgivning og hjemmebesøg, så forældre kunne ringe tidligt i sygdomsforløbet.

''Sundhedsplejersken kunne snakke med urolige forældre og hjælpe dem med, hvordan de kunne observere barnets sygdom. Og hun kunne tage på hjemmebesøg og yde den professionelle støtte, som forældre har brug for, og vurdere, hvorvidt det ville være en god idé at tage på sygehuset med barnet,'' siger Kate Hovgaard Jakobsen, der i dag er mag.art. i pædagogik og ph.d.-studerende på Danmarks Sygeplejerskehøjskole. Hendes projekt om den døgnbemandede sundhedspleje strandede dog på manglende bevillinger til forsøget fra Sundhedsstyrelsen.

''Ideen var at forhindre mange af de unødvendige indlæggelser, som er meget belastende for både børn og forældre. Der er dog også andre måder at støtte forældrene på, for eksempel tilbyder nogle børneafdelinger at undersøge og observere børnene i nogle timer, inden det eventuelt besluttes at indlægge dem. Erfaringer fra de steder er, at et stort antal unødvendige indlæggelser kan undgås,'' siger Kate Hovgaard Jakobsen.

Forældrene i Marion Thornings og Bodil Moltesens interviewundersøgelse udtrykte, at sundhedsplejerskerne var svære at få fat i. I dag er forældres kontakt til sundhedsplejersken begrænset af, at der er bestemte telefontider. Om eftermiddagen og om aftenen er sundhedsplejersken slet ikke at træffe. Flere af de interviewede forældre ønsker et system, hvor sundhedsplejersken kan kontaktes ligesom vagtlægen.

''Sådan som sundhedsplejen fungerer i dag, bruges sundhedsplejerskerne ikke meget af forældre til at give råd om syge børn. Det er i øvrigt heller ikke deres prioriterede opgave, det er derimod forebyggelse. Men det ville være fint, hvis forældrene, efter deres børn havde været indlagt på sygehuset, kunne snakke med sundhedsplejersken om oplevelsen. Spædbørnsforældre efterlyser denne service, hvilket min interviewundersøgelse på Rigshospitalets børneafdeling fra 1988 blandt andet viste. En snak med forældrene kunne være med til at mindske forældrenes uro for, om barnet nu er helt rask,'' siger Kate Hovgaard Jakobsen.

Hun understreger, at sundhedsplejerskers forebyggende arbejde med syge børn ikke skal ske på bekostning af arbejdet med det almindelige forebyggende arbejde. Derfor er det nødvendigt med en bevillingsmæssig adskillelse af de to opgaver.

Nøgleord: Børn, pædiatri, sundhedspleje.