Et levende museum

Nu skal sygeplejens og sygeplejerskernes historie levendegøres i de tomme pavilloner i Kolding. Med ansættelsen af en museumsleder tager man fat på den egentlige indretning af Dansk Sygeplejehistorisk Museum.

SY-1997-21-32-1
Inger-Marie Børgesen i magasinerne i Valby. Snart går turen til Kolding, hvor arbejdet med udstillingen venter.

Et levende udstillingsmiljø og et velfungerende dokumentationscenter – det er hovedtanken med det kommende sygeplejemuseum i Kolding, og med ansættelsen af mag.art. Inger-Marie Børgesen som leder er realiseringen af projektet kommet et godt stykke videre. Hun har nemlig prøvet turen før – at starte som leder af et nyt museum med alt, hvad det indebærer af udstillingsaktiviteter, skoletjeneste, kulturarrangementer, forskning og formidling. Hendes tilgang til jobbet er klar: ''Museer af i dag er levende organismer, som kun eksisterer i kraft af omgivelsernes interesse og engagement.''

Museet for sygeplejerskernes og sygeplejens historie er planlagt til åbning i august 1999 og bliver dermed et markant indslag i festligholdelsen af Dansk Sygeplejeråds hundredårsdag. Men inden det kommer så vidt, venter der en kæmpeindsats med at levendegøre historien i de tomme pavilloner ved det gamle julemærkehjem, det nuværende Koldingfjord, hvor også Dansk Sygeplejeråds historiske arkiv samt et forskningsbibliotek får til huse.

Inger-Marie Børgesen bliver naturligvis ikke alene om opgaven. Tre arbejdsgrupper, en styregruppe, en museumsgruppe og en projektgruppe, sørger for at holde projektet på skinner. Styregruppen har styr på tidsplanen og koordinerer arbejdet med samling, udstilling, bygningsforhold og økonomi. Museumsgruppen arbejder med de konkrete planer for selve udstillingens tilblivelse, og projektgruppen tager sig af alt det praktiske.

Sådan som vi er

Inger-Marie Børgesen er etnolog med en alsidig og utraditionel karriere bag sig som forsker, formidler og museumsleder.

Oprindeligt ville hun være konservator og startede som volontør på Nationalmuseet i Brede. Men ret hurtigt fandt hun ud af, at det var mere spændende at studere hos naboen, det daværende Institut for Europæisk Etnologi og Materiel Folkekultur.

Side 33

'Etnologerne beskæftiger sig med kulturanalyser af folk og folkegrupper og er inspireret af både historikere og antropologer. Man kan sige, vi går ned i den lille historie om det enkelte menneske og tager som antropologerne på feltarbejde blandt de mennesker, vi gerne vil studere,'' fortæller hun.

Et af sine første feltarbejder lavede hun i Vestjylland, hvor hun fulgte nogle landbofamiliers kamp for at overleve på deres små marginaliserede brug på den tidligere hede. Senere gik turen til sogne på Amager og Kolding-egnen, hvor hun med forskningrådspenge i tre år samlede materiale til undervisningsbrug.

Hvordan lever danskerne? Hvilke fællesskaber er vi med i? Hvornår og i hvilke sammenhænge bruger vi kirken? Og hvordan har vi det med troen?

Det var hovedoverskriften til feltarbejdet i de fire udvalgte sogne, et arbejde, som lederen af Afdelingen for Praktisk Teologi og Religionsvidenskab ved Københavns Universitet fandt nødvendigt for Danmarks vordende teologer. For hvad nytter en fin embedseksamen, hvis man ikke ved noget om de mennesker, man skal virke blandt?

'Folk og Kirke' er titlen på Inger-Marie Børgesens værk fra 1991 til teologerne, som nu har den som fast indslag i undervisningen. Teologerne var blevet inspireret af hendes magisterkonferens om mormoner i Danmark i dag:

''Nogle af mine venner konverterede til mormonbevægelsen, og det optog mig så gevaldigt, at jeg besluttede mig for at finde ud af, hvordan mormonkirken så at sige indtog deres hverdagliv.''

Konferens-afhandlingen blev så god og var skrevet så levende, at hendes vejleder præsenterede den for teologerne, som ikke var sene til at støtte op om projektet 'Folk og Kirke'.

Vil se resultater

Efter Amager og Kolding var udlængslen blevet større. Der skulle ske noget, syntes Inger-Marie Børgesen og svarede på en annonce fra Mellemfolkeligt Samvirke, der søgte en museumsleder til Botswana. Det blev til fem år i Molepolole med opbygningen af et lokalmuseum. Museet fungerer nu som kulturhus, aktivitetscenter og dokumentationsforum om det Afrika, der under vestlig indflydelse så småt er ved at forsvinde.

''Forløbet i Afrika var typisk,'' mindes Inger-Marie Børgesen.

''Efter to år var jeg kommet rigtig godt i gang, men kunne se, der var lang vej igen. Så det blev til tre år mere. Jeg er den stædige type, der vil se resultater! Det her skal altså blive til noget, havde jeg lovet mig selv.''

Molepolole er en landsby på ikke mindre end 40.000 indbyggere og med et opland så stort som Jylland i Kweneng-distriktet ikke så langt fra Botswanas hovedstad Gabarone. Botswana er i modsætning til så mange andre afrikanske lande lidt af et smørhul. De store diamantminer har gjort sit til en bæredygtig udvikling, og dermed er der også blevet overskud til at tænke i kulturelle baner.

Inger-Marie Børgesen skulle ikke starte fuldstændig på bar bund. Historikere, bl.a. amerikanske, havde tidligere arbejdet i regionen, der var nedsat en lokal museumsbestyrelse, en bygning var øremærket til formålet, det lokale høvdingestyre havde ført protokoller siden århundredskiftet, og der var så småt kommet en indsamling i gang af ting.

Et af museumsbestyrelsens store ønsker var aktiviteter for egnens børn og unge, som er fordelt på 19 skoler, hvis de da ikke er droppet ud af systemet, hvilket tit sker, inden de får deres eksamen. Halvdelen af Botswanas befolkning er under 15 år. Derfor var det vigtigt med aktiviteter lige for den målgruppe, mente bystyret i Molepolole.

Heldigvis var der en markant kvinde i museumsbestyrelsen. Kvinden, der var datter af den lokale høvding, havde formået at samle sin egen aldersklasse af kvinder omkring sig.

''Vi, der holder traditionen ved lige,'' hed gruppen, som nu blev inddraget i museumsvirksomheden. Kvinderne byggede fx et traditionelt hus og fortalte børnene om teknik, materialer, redskaber, dyrkningsmetoder, husgeråd osv. og kom også ud på skolerne for at undervise.

Et andet initiativ var dramagruppen, som bestod af store skolebørn. De var utroligt dygtige og havde fået hjælp til deres sang, dans og teater af en organisation, der på nationalt plan er med til at fremme disse ting. En museumsbutik med kunsthåndværk fra egnen, bl.a. fra buskmændene i Kalahari-ørknen, manglede heller ikke, da Inger-Marie Børgesen vendte hjem til Danmark.

Samme grundidé

Jobbet som leder af Dansk Sygeplejehistorisk Museum, som er den officielle titel på projektet, indebærer, at Inger-Marie Børgesen og hendes familie flytter til Kolding. Og det glæder de sig meget til. Men her i starten er der nok så meget at gøre i København, hvor museets samlinger har til huse i magasinerne i Valby, og hvor man nu har taget hul på den endelige elektroniske registrering, der gennem Dansk Museum Index gør kendskabet til samlingen mulig for andre danske museer og forskningsinstitutioner.

Inger-Marie Børgesen har prøvet at starte noget fra grunden, så tanken om de tomme pavilloner i Kolding virker ikke afskrækkende, selv om hun endnu ikke har noget specifikt kendskab til sygeplejersker og sygeplejens historie. Og selv om der naturligvis på flere måder er langt fra Afrika til Danmark, fra Molepolole til Kolding. Men grundidéen er for Inger-Marie Børgesen den samme:

Historien skal fortælles, så begivenheder, personer og ting sættes i perspektiv til det omgivende samfund. Et museum om sygeplejens historie skal derfor også kunne sige nutidens unge sygeplejersker noget og meget gerne bidrage til nogle faglige diskussioner, mener hun og peger på, at man her med teknologiens hjælp (Internet og cd-rom) kan levere et fagligt input til sygeplejeskolerne.

''Og så forestiller jeg mig, at jeg også skal meget ud og fortælle om museet og sygeplejen. Vi har jo alle sammen et forhold til sygdom og sundhed, og det betyder, at museet må kunne tiltrække mange andre end lige sygeplejersker. Hvad er det gode, sunde liv for dig og mig?

Temadage og kulturelle tilbud er derfor muligheder, det kan være værd at afprøve. Det samme med erindringsgrupper. Og endelig er der også mulighed for egentlige forskningsprojekter med etableringen af bibliotek og arkiv. Hovedsagen for mig er, at vi får et levende og aktivt museum, som omgivelserne kan bruge.''  

Museet i Kolding

Sygeplejerskernes kommende museum i Kolding ejes og drives af Fonden Dansk Sygeplejehistorisk Museum. Museets leder skal efter etableringsfasen varetage museets daglige drift, indsamlings- og udstillingsaktiviteter samt oplysnings- og undervisningsvirksomhed. Lederen refererer direkte til fondens bestyrelse, som består af syv medlemmer, hvoraf tre udpeges af Dansk Sygeplejeråds hovedbestyrelse. Dansk Sygeplejeråds formand Jette Søe er formand for fondens bestyrelse, og Dansk Sygeplejeråds 1. næstformand Jette Molin er fondens næstformand. Også Dansk Sygeplejeråds tidligere formand Kirsten Stallknecht, der er initiativtager til museet, er med i fondsbestyrelsen, som også tæller repræsentanter fra Amtsrådsforeningen, PKA og Bauta. Udstillingen i Kolding åbner til Dansk Sygeplejeråds 100-års jubilæum i 1999.

 
Nøgleord: Dansk Sygeplejehistorisk Museum, Historie, Sygeplejens historie.  

Dansk Sygeplejehistorisk Museum

Museet tager form, men mangler uniformer - Sygeplejersken nr. 24 1998  

Et levende museum - Sygeplejersken nr. 21/1999    

Hundrede års sygepleje - Sygeplejersken nr. 34/1999         

Fra drøm til virkelighed - Sygeplejersken nr. 34/1999            

Et projekt i særklasse - Sygeplejersken nr. 34/1999  

Et tilbud til hele Danmark - Sygeplejersken nr. 35/1999

Tilbage til nutiden - Sygeplejersken nr. .36/2000     

Læs også: Stiftelse af sygeplejehistorisk selskab - Sygeplejersken nr. 17/1997  

Emneord: 
Sygeplejens historie