Set fra sidelinien

Marit Kirkevold i det danske forår på Vilvorde: ''I forskningssammenhæng er det vigtigt, vi kan afgrænse, hvad der er specielt for os, og hvad vi derfor skal beskæftige os med.'' Foto: Kirstine Theilgaard.

Hvis nogen går og tror, at forskning i sygepleje er noget fint og flot – højt hævet over hverdagens praksis, tager de fejl. I hvert fald efter den norske sygeplejeforsker Marit Kirkevolds mening.

Forskning i sygepleje er en støttefunktion til praksis og vil derfor altid være underordnet den praktiske sygepleje, mener hun og peger på, at forskerne hører til ude på sidelinien. Det er her, de skal være, siger hun. Men netop ved at stå udenfor har forskerne mulighed for at forholde sig kritisk til sygeplejen og pege på andre måder at gøre tingene på, fremhæver hun.

Marit Kirkevold, der er professor ved Institut for Sykepleievitenskap ved Universitetet i Oslo, har med stor energi kastet sig ud i den norske debat om sygeplejeforskningens rolle.

Mange norske sygeplejersker mener, at forskningen har ført til en nedvurdering af de kliniske færdigheder og nu truer sygeplejen som praksisfag. Det er en holdning, der også kan findes blandt danske sygeplejersker. Derfor var Marit Kirkevold et oplagt emne som indleder på årets forskertræf på Vilvorde Kursuscenter.

Faget styrkes

''Det er vigtigt, vi får talt ud om problemet, så vi undgår, at forskningen opfattes som en trussel mod sygeplejens grundlag og identitet,'' sagde hun.

Hendes eget udgangspunkt er, at forskning hverken er positiv eller negativ i sig selv. Det er den betydning, vi tillægger forskningen og den måde, vi bruger den på, som kan være negativ, mener hun.

Selv tror hun på, at forskning i sygepleje kan bidrage positivt til at styrke sygeplejefaget. Men der er en indbygget modsætning i forskningen, påpeger hun. På den ene side skal forskningen tilvejebringe en systematisk, videnskabelig kundskabsproduktion, og på den anden side skal forskningen udvikle sygeplejen til en videnskab og en forskningsdisciplin i sig selv:

''Traditionelt har mange troet, at de to ting er identiske. Derfor har de vurderet forskningen ud fra, om den nu også er relevant for praksis – og er kommet frem til, at meget af forskningen ligger langt væk fra det, sygeplejersker oplever i deres hverdag.''

Marit Kirkevold understreger, at forskningen skal tage udgangspunkt i praksis og i de problemer, man har her, men herudover kræves der også en forskning, som ikke er direkte knyttet til det kliniske. Her er der tale om en forskning, som på det mere overordnede plan beskæftiger sig med filosofiske og teoretiske spørgsmål om, hvad der eksempelvis hører til sygeplejefagets og sygeplejevidenskabens område, og hvad det er for en kundskab, et praksisfag som sygeplejen behøver.

Men også disse mere teoretiske spørgsmål har en effekt på den kliniske sygepleje, bl.a. fordi de indirekte er med til at påvirkesygeplejerskernes selvforståelse, hævder hun.

Marit Kirkevold har som forsker og underviser ikke svært ved at remse op, hvad forskning i sygepleje kan bidrage med, men hun vil gerne slå fast, at udvikling af kundskab i praksis ikke er noget, som forskerne har monopol på. Den vigtigste kundskabsudvikling i et praksisfag som sygepleje sker helt enkelt ved patientens seng, mener hun: ''Når engagerede, interesserede og vidende sygeplejersker er åbne over for deres egen praksis, så udvikles sygeplejen. Så bliver

Side 23

erfaringerne til et rigt reservoir af kundskaber.''

Sygeplejeforskning er altså bare én form for kundskabsudvikling. Den erfaringsbaserede sygepleje er en anden og lige så vigtig, mener hun. Skulle man rangordne de to former for udvikling, er Marit Kirkevold ikke i tvivl: Udviklingen af kundskab i praksis kommer før sygeplejeforskningen.

Men forskningen har en styrke ved at være grundig og systematisk. Det giver en mere sikker viden end den, vi får ved mere eller mindre tilfældige erfaringer, påpeger hun

Fokus på praksis

Marit Kirkevold kan pege på seks områder, hvor hun mener forskning i sygepleje er relevant for udvikling af kundskaber i praksis:

At sætte ord på praksis, dvs. beskrive, begrunde og kritisk vurdere eksisterende praksis. For Marit Kirkevold er der her tale om et helhedsperspektiv på en bestemt type praksis, sådan som den udøves på en afdeling eller på en institution. Hvad karakteriserer fx sygepleje til patienter med akut apopleksi ved en rehabiliteringsenhed? En sådan type forskning kan give kundskaber om væsentlige antagelser, værdier og normer i praksis, fastslår hun.

1. At beskrive og analysere et konkret og afgrænset problem i detaljer. Hvad karakteriserer fx apopleksipatienters oplevelse af recidiver? Den type forskning kan give en dybere forståelse af et konkret problem og dermed føre til en bedre sygepleje, siger Marit Kirkevold, der selv forsker i sygepleje til patienter med apopleksi.
2. At finde frem til løsninger på konkrete problemer som fx patientundervisning og patientvejledning.
3. At bidrage med redskaber, som kan gøre praksis bedre, lettere eller sikrere. Det kan være alt fra forskellige typer af sårskifteredskaber til vurderingsskemaer. Hidtil har området været lavprioriteret blandt forskerne, men måske burde man forstærke indsatsen her, netop fordi sygeplejen er det store praksisfag, mener Marit Kirkevold.
4. At drive teoretisk forskning, der skal sætte sygeplejefaget ind i en større ide- og værdimæssig sammenhæng. Her kommer arbejdet med at udvikle teorier og modeller ind, ligesom også de etiske spørgsmål hører hjemme her. Marit Kirkevold trækker Kari Martinsens og Dorothy Orems omsorgsteorier frem som eksempler på denne type forskning.
5. At sætte sygeplejefaget ind i en samfundsmæssig, filosofisk og kulturel sammenhæng. En sådan helhedsforskning kan bidrage med indsigt om sygeplejen til alle tider, på forskellige steder og i forhold til de fag, det er nærliggende at sammenligne sig med. Marit Kirkevold nævner her som eksempel den forskning, der ud fra et feministisk perspektiv giver sig af med at forklare, hvorfor sygeplejen er det, den er i dag.

Må ikke stoppe

Der er er brugt masser af tid, kræfter og energi på at udvikle en egentlig sygeplejedisciplin, som tydeligt adskiller sig fra andre forskningsdiscipliner og alligevel kan accepteres af det akademiske samfund.

Det er den anden vigtige funktion, forskningen har, og diskussionen om hvilket perspektiv, grænser og paradigmer, sygeplejeforskningen skal være underlagt, er på ingen måde slut.

Eller bør ikke være det, synes Marit Kirkevold. Der er faktisk kredse i USA, som mener, de har set 'lyset' og derfor ikke længere behøver at bekymre sig om den diskussion.

''Megen forskning i sygepleje kunne være gjort lige så godt eller bedre af andre faggrupper – sociologer, antropologer, pædagoger osv. Ja, misforstå mig ikke, men det er vigtigt, at vi bliver helt klar over det område, vi – og ikke de andre – skal forske i. Derfor er det vigtigt, at vi fortsætter diskussionen. Det er vigtigt, at vi kan afgrænse, hvad der er specielt for os, og hvad vi skal beskæftige os med,'' sagde Marit Kirkevold.

Hun peger på fire kriterier, som hun mener bør være bestemmende for udviklingen af sygeplejevidenskaben som en særlig forskningsdisciplin:

1. Den skal være klart adskilt fra andre fagområder.
2. Den skal have sit eget, særlige perspektiv, som indebærer, at forskerne til en vis grad har samme opfattelse af, hvilke fænomener der er relevante, og hvordan de skal forstås.
3. Den skal have en sammenhængende kundskabsstruktur, opbygget af de fælles elementer, som genstandsområdet består af.
4. Den skal være kumulativ, dvs. den skal kunne producere ny viden, som skal videreudvikle og/eller korrigere den allerede eksisterende.

Marit Kirkevold konkluderer: Sygeplejeforskningen kan være et væsentligt redskab i kundskabsudviklingen i sygeplejefaget. Forudsætningen er, at den er solidt forankret i praksis. Også selv om forskningen ikke direkte beskæftiger sig med konkrete kliniske problemer. 

Nøgleord: Forskning, forskertræf, kundskabsudvikling.