Udviklende arbejde trods stort tidspres

Sygeplejersker burde blive mere og mere tilfredse med deres arbejde, hvis arbejdssociologiske teorier ellers holdt stik. For sygeplejersker oplever, at deres arbejde er blevet mere udfordrende og selvstændigt i de senere år.

Når mange sygeplejersker alligevel føler en voksende utilfredshed, skyldes det, at de samtidig har fået mindre tid til patienterne, siger cand.merc. Kenneth Stilling Christensen, der har undersøgt 205 københavnske sygeplejerskers oplevelse af deres arbejdsmiljø og arbejdsvilkår.

Han har taget udgangspunkt i arbejdssociologiske teorier, der knytter oplevelsen af tilfredshed til forhold som ansvar, selvstændighed og udfordringer i arbejdet.

På den baggrund skulle man forvente, at sygeplejersker generelt var blevet mere tilfredse i de senere år.

For arbejdet, sådan som det opleves af 200 sygeplejersker fra de seks somatiske sygehuse i HS, svarer i høj grad til det, nogle kalder 'det udviklende arbejde'. Sygeplejerskernes ansvar, selvstændighed og indsigt i arbejdet er blevet større, deres forhold til kolleger, overordnede og patienter er blevet bedre.

Positiv udvikling

Udviklingen inden for sygeplejen blev officielt beskrevet i den rapport, som forligsmand Mette Christensen lagde navn til efter strejken i 1995.

Kenneth Stilling Christensens spørgeskemaundersøgelse tegner et billede, der ligger tæt på rapportens, hvad angår arbejdsopgaver, men den tegner også et billede af det oplevede arbejdsmiljø.

''Mette Christensen-rapporten beskriver den udvikling, der er sket i sygeplejen ud fra objektive kriterier,'' sagde Kenneth Stilling Christensen, da han for nylig fremlagde undersøgelsens resultater på Hvidovre Hospital.

''Jeg har lagt vægt på den subjektive oplevelse af, hvordan arbejdsvilkår og arbejdsmiljø har udviklet sig. Min konklusion er, at sygeplejerskers oplevelse af deres arbejde har udviklet sig positivt. Og det burde betyde, at sygeplejersker var blevet mere tilfredse.

Men det er de ikke. Kun 41 procent er mere tilfredse i dag end for tre år siden.''

Lønnen ikke vigtigst

De 41 pct. skal sammenholdes med, at 77 pct. oplever, at de har fået større faglig indsigt i de sidste tre år, at 64 pct. oplever, at de har udviklet sig menneskeligt, og at 64 pct. oplever, at deres arbejde er blevet mere udfordrende.

''Spørgsmålet er så, hvorfor de er utilfredse?'' siger Kenneth Stilling Christensen. Han mener, at svaret findes i de forhold, som arbejdsgiverne umiddelbart har indflydelse på. ''69 pct. er utilfredse med deres løn, 63 pct. er utilfredse med den tid, de har til plejen, og 58 pct. er utilfredse med normeringerne på afdelingen.

Hvad angår utilfredshed, er lønnen altså topscorer, og det kan ikke undre, fordi Dansk Sygeplejeråd i de senere år har profileret sig kraftigt med kampagner for højere løn. Så skulle man måske tro, at lønnen er noget af det, sygeplejersker går mest op i. Men det er igen forkert. Når man spørger, hvad sygeplejersker prioriterer, kommer lønnen først ind på en femteplads.

Sygeplejersker prioriterer først og fremmest forholdet til kollegerne. 88 pct prioriterer forholdet til kollegerne, 83 pct. prioriterer tid til pleje og behandling af patienterne, 73 pct. kvalitet i arbejdet og 66 pct. forholdet til patienterne. Først derefter kommer lønnen med 62 pct.

Meget få, 22 pct., er parat til at flytte til et andet hospital for at få højere løn, mens 78 pct. ikke vil. Lidt flere, 44 pct., er parat til at søge til en anden afdeling for højere løn. Sygeplejersker er altså meget knyttet til deres arbejdsplads.''

Tid til patienterne

Blandt det halve hundrede sygeplejersker, der var mødt frem for at høre Kenneth Stilling Christensens fremlæggelse, var der stor interesse for resultaterne, og ikke mindst blev spørgsmålet om tid til plejen diskuteret.

Især de yngre sygeplejersker har oplevet stor faglig og personlig udvikling i de seneste tre år. Foto: Søren Svendsen.

Flere mindede om, at liggetiderne er blevet forkortet drastisk i de senere år, og pegede på, at det kunne være en forklaring på den udbredte oplevelse af mindre tid til patienterne. Andre pegede på de mange nye opgaver i forbindelse med undervisning og dokumentation som en del af forklaringen. Det var Kenneth Stilling Christensen ikke uenig i.

''Det fremgår klart af besvarelserne, at sygeplejersker vil ud til patienterne. I grunden har faget et paradoks her, for man vil ikke have administrative opgaver, men man vil alligevel varetage så mange facetter af sygeplejen som muligt. Men netop spørgsmål om tid til patienterne blev kommenteret i mange besvarelser, jeg fik – med typiske udsagn som: Vi har ikke den fornødne tid – de svageste lades i stikken – den psykiske pleje bliver forsømt.''

Lykkes for de fleste

Det er ikke alle sygeplejersker, der føler tidspresset lige stærkt. Et mindre flertal af de sygeplejersker, der har en specialuddannelse, har fået bedre tid, og for sygeplejersker i behandlingsafdelinger (operationsafdelinger, skadestuer og ambulatorier) er situationen nogenlunde uændret. Det er i sengeafdelingerne, presset føles. 71 pct. af sygeplejerskerne her føler, at de har mindre tid til patienterne.

''På den baggrund er det interessant, at kun 20 pct. har oplevet et forringet forhold til patienterne, mens 49 pct. har et uændret og 31 pct. et bedre forhold til patienterne,'' siger Kenneth Stilling Christensen.

''De fleste oplever altså stadig, at de lykkes med patienterne.

Men når man tænker på, hvor afgørende det er for en sygeplejerske, at forholdet til patienterne lykkes, er det alligevel skræmmende, at 18 pct. oplever forholdet til patienterne som ''i nogen grad værre'', og at 2 pct. oplever det som ''i høj grad værre''.''

Novicerne

Meget naturligt er det først og fremmest de unge sygeplejersker i alderen 25-35 år, der har oplevet en stor udvikling i deres arbejde i de sidste tre år. Mange af dem var nyuddannede for tre år siden, og derfor er det ikke overraskende, at deres oplevelse af faglig og menneskelig udvikling er større end de ældre sygeplejerskers.

At mange ældre sygeplejersker ikke, som de unge, oplever, at de har fået et bedre forhold til kolleger og overordnede i de seneste tre år, overrasker heller ikke Kenneth Stilling Christensen.

De kommentarer, som nogle sygeplejersker har knyttet til deres besvarelser, peger på, at støtten fra kollegerne og de overordnede i forvejen var stor.

Der er også forskel på, hvad de forskellige aldersgrupper prioriterer. Blandt de 25-35-årige har udfordringer i arbejdet høj prioritet, mens de ældre aldersgrupper først og fremmest prioriterer forholdet til kollegerne. Prioriteringen af udfordringer i arbejdet går igen hos sygeplejersker med studentereksamen eller HF.

Samtlige sygeplejersker i aldersgruppen 46-65-år prioriterer forholdet til kollegerne, kvalitet i arbejdet og forholdet til patienterne som vigtigst for deres arbejde. Til gengæld er der ikke så mange i denne aldersgruppe, der prioriterer tid til patienten højt, sådan som de yngre gør. De 46-65-årige skiller sig også ud ved at prioritere arbejdstiderne højt.

På lægens præmisser

Undersøgelsen viser på flere områder en forskel mellem sygeplejersker i sengeafdelinger og sygeplejersker med speciale eller ansættelse i behandlingsafdelinger.

Fælles er de tre første prioriteter, forholdet til kollegerne, tid til pleje og behandling og kvalitet i arbejdet. Men herefter prioriterer sygeplejerskerne i behandlingsafdelingerne omgangstonen i afdelingen, mens sygeplejersker i sengeafdelinger prioriterer forholdet til patienterne og personalenormeringen.

Når det gælder oplevelsen af faglig og menneskelig udvikling, større indsigt i arbejde og større selvstændighed er der også forskel på ansættelsesområderne. Det er først og fremmest sygeplejersker i sengeafdelinger, der har oplevet den positive udvikling. Denne forskel forklarer Kenneth Stilling Christensen med forskellen på arbejdet i en sengeafdeling og en behandlingsafdeling.

Hvor sygeplejersken i sengeafdelingen har høj autonomi og kompetence inden for et bredt felt, arbejder personorienteret og ud fra sin egen vurdering af patientens plejebehov, opfatter han sygeplejen i behandlingsafdelingerne som karakteriseret ved lav autonomi, høj kompetence inden for et meget afgrænset felt og opgaveorienteret arbejde med udgangspunkt i lægens behandlingsforslag og beslutninger.

Mange sygeplejersker i behandlingsafdelingerne oplever da også et øget samarbejde med lægen, mens deres mulighed for selv at tilrettelægge arbejdet ikke er blevet øget tilsvarende. For nogles vedkommende er muligheden endda blevet mindre.

En tilhører til fremlæggelsen foreslog dog en anden forklaring på forskellen mellem svarene fra sengeafdelinger og behandlingsafdelinger. Nemlig at sygeplejersker i behandlingsafdelingerne generelt er ældre end deres kolleger i sengeafdelingerne. Den sammenhæng var Kenneth Stilling Christensen ikke afvisende over for, men hans materiale er endnu ikke analyseret for aldersfordeling på de enkelte ansættelsesområder.•

Nøgleord: Arbejdsmiljø, sygepleje.