Store krav til meritstuderende

''Er merituddannelsen til sygeplejerske en gevinst for samfundet og en trussel mod faget – eller er virkeligheden mere nuanceret?'' Sådan spurgte jeg mig selv, da jeg gik i gang med at planlægge en samlet sygeplejeuddannelse på kun to og et halvt år.

I maj 1994 modtog sygeplejeskolerne et notat fra Undervisningsministeriet sendt gennem Amtsrådsforeningen. Notatet har overskriften: 'Særligt tilrettelagt forløb med højst mulig merit for plejehjemsassistenter og social- og sundhedsassistenter' (1), hvori det bliver anbefalet, at sygeplejeskolerne planlægger en samlet uddannelse på to og et halvt år til sygeplejerske. I daglig tale bliver det til merituddannelsen, og de studerende til meritstuderende.

Vi har på Sygeplejeskolen i Nykøbing Falster i øjeblikket nogle få studerende med en social- og sundhedsassistentuddannelse bag sig. De får merit for nogle måneder hist og her, og kan derfor ikke følge et almindeligt hold sygeplejestuderende, men hopper lidt fra hold til hold. Vi har endnu ikke erfaringer med studerende, der har været igennem den fulde merituddannelse. Dem, der er kommet længst, er i øjeblikket ved at starte på tredje uddannelsesafsnit.

Det samlede uddannelsesforløb for meritstuderende skal starte 1. september i år. Det bliver et hold bestående udelukkende af studerende, der i forvejen har en social- og sundhedsassistentuddannelse eller en plejehjemsassistentuddannelse bag sig. På nuværende tidspunkt er der 18 tilmeldte studerende, og de er i gang med at forberede sig på VUC.

Jeg vil i denne artikel ridse de formelle rammer for merit op. Dernæst vil jeg beskæftige mig med følgende spørgsmål: Hvordan kan de meritstuderende nå at tilegne sig den store mængde teori, der er i uddannelsen, på så kort tid? Hvilken baggrund har de meritstuderende, og hvordan kan vi, der planlægger uddannelsen, tage højde for den? Hvorfor opstår merituddannelsen, og hvem ønsker den?

Skærpede adgangskrav

I 1990 blev uddannelserne inden for plejesektoren lavet om, og mange korte specialiserede uddannelser blev afskaffet, blandt andet plejehjemsassistentuddannelsen. De blev erstattet med de nye social- og sundhedsuddannelser. Den første er social- og sundhedshjælper, niveau I. Den kan udvides til social- og sundhedsassistent, niveau II. Dette forløb varer i alt to og et halvt år. Mange, der gik den vej, regnede med, at de kunne fortsætte direkte ind på sygeplejeuddannelsen, niveau III. De så den vej som et godt alternativ til den gymnasiale indgang til sygeplejestudiet. Det, de overså var, at kravene til sygeplejestudiet samtidig var blevet skærpet, således at et uddannelsesniveau svarende til det gymnasiale var blevet et adgangskrav for alle ansøgere.

De øgede krav til uddannelsen afspejler sig i den klassifikation, Danmarks Statistik og Undervisningsministeriet udarbejder over de forskellige uddannelser. Den hedder Dansk Uddannelses Nomenklatur (forkortet DUN) (2). I denne klassificeres sygeplejerskeuddannelsen til DUN 6, kandidatuddannelsen i sygepleje og den lægevidenskabelige kandidatuddannelse til DUN 7, hvorimod både plejehjemsassistent- og social- og sundhedsassistentuddannelserne til DUN 4.

Det er problematisk, at en uddannelse skal igennem et løft på to DUN-tal på to og et halvt år. Det er det samme tidsrum, som en sygeplejerske skal bruge for at gennemgå et uddannelsesløft på ét DUN-tal – til kandidatuddannelsen. Det vil stille meget store krav til de studerende, der starter på merituddannelsen. For de uddannelsesansvarlige både i teori, men sandelig også i praksis vil denne uddannelse være en kæmpe udfordring. Når jeg har drøftet merit med sygeplejerskerne i klinikken, har kendskabet til merituddannelsen været meget beskedent. Det er netop i praktikuddannelsen, at fagidentiteten dannes, og samtidig er det her, der bliver givet mest merit. Det er logisk nok, da disse studerende har stor praksiserfaring.

Afkortet med 15 måneder

Men vil det ikke stille endnu større krav til praktikvejlederne, at der nu kommer en ny gruppe, der skal uddannes i den i forvejen uddannelsesbelastede praksis? Spørgsmålet er, om arbejdsgiverne har taget denne uddannelse alvorligt og afsat midler til at øge uddannelseskapaciteten for praktikvejlederne, der i det daglige skal uddanne de kommende sygeplejersker? Samtidig er spørgsmålet, hvilke krav Dansk Sygeplejeråd har stillet, for at både sygeplejelærerne og praktikvejlederne kan opfylde intentionerne i denne uddannelse? Det vil kræve en meget stringent kortlægning af kvalifikationerne hos kommende studerende. I uddannelsesplanlægningen er det nødvendigt, at der bliver taget højde for alle kvalifikationer. Både de formelle og de uformelle skal identificeres, så der ikke bliver gentagelser fra de tidligere uddannelser. Det er hensigten

Side 31

med merit, at undgå dobbeltuddannelse.

I notatet fra Amtsrådsforeningen (1) står der:

''På baggrund af de to uddannelsers fagrække, niveau i teoriundervisningen samt praktikuddannelsernes indhold og varighed herunder færdighedsindlæring vil det kunne lade sig gøre at afkorte sygeplejerskeuddannelsen med indtil 11/4 år. De studerende får merit for den første standpunktsbedømmelse, men skal bestå standpunktsbedømmelserne i både andet og tredje uddannelsesafsnit. I alt får de merit for otte-ni måneders praktik. I den teoretiske uddannelse skal de bestå alle tre eksterne prøver. I alt får de merit for fem-seks måneders teori. Det medfører, at de studerende skal være både hurtige og meget fagligt dygtige for at honorere de krav, der stilles. For netop her bliver det meget store uddannelsesløft præciseret, og synligt. Det er de samme uddannelsesmål, som skolerne har udarbejdet til den almindelige uddannelse, de meritstuderende skal vurderes på og selvfølgelig bestå.

Fornyelse og selvstændighed

Hvilke kvalifikationer medbringer de studerende til sygeplejestudiet? De formelle kan ses i Cirkulæret om plejehjemsassistenter (3) og Bekendtgørelsen om grundlæggende social- og sundhedsuddannelser (4). Niveauet i de to uddannelser og de kompetencer, henholdsvis plejehjemsassistenter og social- og sundhedsassistenter erhverver sig, understreger, at det handler om udførelsen af grundlæggende sygepleje, der retter sig mod menneskets grundlæggende behov. Deri indgår sammensatte aktiveringsopgaver i relation til beskæftigelse og optræning. Funktionsområdet er rettet både mod primær og sekundær sundhedstjeneste, der knytter sig til handikappede borgere. Uddannelsernes indhold ligger tæt på sygeplejerskens funktionsområde inden for den direkte patientpleje, men løftet kan ses i formålet med sygeplejeuddannelsen: ''at den studerende udvikler og tilegner sig personlige og faglige kvalifikationer til at udøve virksomhed som sygeplejerske. Endvidere at den studerende erhverver forudsætninger for at samarbejde, for at forny sig i takt med den videnskabelige og samfundsmæssige udvikling samt for at udvikle sygeplejefaget'' (5).

Den betoning af de personlige kvalifikationer er ny i forhold til de faglige kvalifikationer, der ligger i de to uddannelser. Det faglige vil ikke være så nyt, men kravene om fornyelse, samarbejde og selvstændighed, der ligger i dette formål betyder, at det er her, den store udvidelse af de meritstuderendes kvalifikationer skal ske.

De studerende har gennem deres tidligere uddannelse udviklet nogle personlige, uformelle kvalifikationer. I min indkredsning tager jeg udgangspunkt i, at kvalifikationer er de kapaciteter, den enkelte besidder, som har betydning for det samfundsmæssige arbejde. En væsentlig kvalifikation er deres arbejdserfaring, som er vigtig, når de starter på sygeplejestudiet. De vil kende både de positive og negative sider inden for sygeplejen. De kender arbejdsgangene, døgnrytmen og indretningen på institutionerne. Tillige vil de have et sprogligt beredskab, som er en vigtig del af fagudviklingen. De har erfaringer med de følelsesmæssige belastninger der findes i sygeplejen. De kender deres egen reaktion på at pleje alvorligt syge og døende mennesker. Deres omsorgspotentiale er meget stort. Endvidere er de meget motiverede for at starte på en videregående uddannelse.

Men disse kvalifikationer kan måske også blive et problem. Der er en potentiel risiko for, at meritstuderende let vil glide ind som arbejdskraft og i mindre grad som studerende. Et andet aspekt er, at de måske hurtigere vil acceptere det bestående og derved ikke forholder sig kritisk, sådan som det er nødvendigt i sygeplejestudiet.

Taget ved næsen

Hvorfor opstår merituddannelsen og hvem ønsker den? Er det sygeplejerskerne, der har spurgt efter en afkortet sygeplejeuddannelse? Næppe, men det er en stor uddannelsesreform, når en mellemlang videregående uddannelse kan gennemføres på to og et halvt år.

Uddannelsen har heller ikke været debatteret hverken i 'Sygeplejersken' eller blandt sygeplejersker i praksis. Dansk Sygeplejeråd var dog med, da aftalen blev indgået i 1994, men har siden da været meget tavs om netop denne uddannelse. Er den etableret, fordi eleverne på de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser med rette følte sig taget ved næsen, da de erfarede, at de grundlæggende uddannelser ikke førte direkte ind på sygeplejestudiet?

De, der ønskede at undgå den gymnasiale vej, troede, at de kunne kvalificere sig gennem de grundlæggende uddannelser. Mon det er for at råde bod på uddannelsesreformen i 1990, hvor det ikke var præciseret klart nok, at skolekundskaberne ikke blev erstattet af de grundlæggende uddannelser?

Jeg har ikke svarene på disse spørgsmål, men det vil være spændende at få en debat om emnet. Når en ny uddannelse bliver gennemført uden forudgående debat i de faglige kredse, uddannelsen berører, kan det være en trussel mod sygeplejefaget, mener jeg. Vi må på banen og være med til at præge udviklingen, gerne før beslutningerne bliver truffet.

Ændringerne dikteres

Merituddannelsen er en del af den samfundsudvikling, vi er midt i, hvor der ud over faglige kvalifikationer bliver krævet personlige kvalifikationer. Vi kan blot ønske, at det bliver præciseret hvilke, så den enkelte kan tage højde for disse i sin planlægning.

En anden grund til etableringen af meritsystemet kan være, at det i de geografiske randområder er svært at fastholde dimissioneringen fra sygeplejelederne. Derfor kan merituddannelsen være en genvej til at råde bod på sygeplejerskemanglen, fordi der kan blive uddannet flere på kortere tid. Livslang uddannelse hedder det nu, og individuelle uddannelsesforløb kommer mere og mere i højsædet. Modulopbyggede uddannelsesforløb vinder formentlig mere frem, og det er institutionernes opgave at udbyde de uddannelser, der efterspørges.

Med de tre niveauer, der er lanceret på social- og sundhedsuddannelsesområdet, er vi begyndt på de modulopbyggede uddannelser inden for sygeplejen. Spild af uddannelsestid må generelt undgås. Det medfører, at vi skal se på personernes samlede kvalifikationer og ikke kun de formelle.

Jeg ser ikke merituddannelsen som en trussel mod faget. Men det forhold, at en så stor ændring i sygeplejerskeuddannelsen bliver dikteret fra anden side, og at sygeplejerskerne er tavse om dette, frygter jeg kan blive en trussel mod professionsudviklingen. Faget skal meget mere i offensiven og præge udviklingen for at bevare autonomien og fagidentiteten.

Litteratur

1. Aftale vedrørende særligt tilrettelagt forløb. Amtsrådsforeningen, april 1994.
2. Dansk Uddannelses Nomenklatur, udgivet maj 1994 af: Danmarks Statistik og Undervisningsministeriet.
3. Cirkulære om plejehjemsassistenter. Sundhedsstyrelsen, juni 1980.
4. Bekendtgørelse om grundlæggende social- og sundhedsuddannelser, nr. 671 af 29. juni 1992.
5. Bendtgørelse om sygeplejerskeuddannelsen. Undervisnings- og Forskningsministeriets bekendtgørelse nr. 143 af 2. marts 1990.

Nøgleord: Meritstuderende, social- og sundhedsassistenter, sygeplejerskeuddannelsen.

Bodil Pedersen er sygeplejelærer ved Sygeplejeskolen i Nykøbing Falster. Hun har afsluttet Voksenpædagogik Åben ved Roskilde Universitetscenter og er nu kandidatstuderende på Danmarks Lærerhøjskole.