Boganmeldelse

HELING AF SJÆLENS SÅR

Lone Jacobsen, Knud Smidt-Nielsen

Torturoverlever – traume og rehabilitering

København: Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre 1997
153 sider, kr. 140,- kan rekvireres på tlf. 33 76 06 00

''At torturoverlevernes stemme er som en hvisken i lighed med stemmerne fra de undertrykte og marginaliserede grupper i befolkningen'' er et citat af Michel Foucault fra introduktionen til denne undervisningsbog, og dermed har forfatterne præsenteret en af bogens intentioner, nemlig at bidrage til at bryde tavsheden om torturens væsen, hvilket samtidig er et skridt på vejen til at bekæmpe tortur. En anden af bogens bestræbelser er at udbrede kendskabet hos sundhedspersonale, herunder ikke mindst læger og sygeplejersker, til torturmetoder, torturoverlevernes symptomer og alvorlige følgetilstande efter torturen samt til muligheder for rehabilitering og behandling.

Det er en meget velskrevet og flot struktureret bog, hvilket gør den velegnet, hvad enten man er i besiddelse af nogen viden om emnet eller skal stifte bekendtskab med det for første gang. I princippet kan de ti kapitler læses særskilt, men bogen formår trods sit relativt beskedne omfang at gennemgå mange aspekter i forbindelse med tortur, og alle hører de med til forståelse af torturens væsen. Efter hvert kapitel er der ganske omfattende referencer samt liste over øvrig litteratur om emnet, såvel dansk som udenlandsk. Der gives klare og enkle handleanvisninger, ligesom der peges på en række muligheder for misforståelser og faldgruber.

Hovedvægten er lagt på kapitlet om rehabilitering af torturofre og deres familier, som udgør næsten halvdelen af bogen. Her gennemgås de principper, som anvendes på RCT, lige fra den indledende samtale, et somatisk standardundersøgelsesprogram og til behandlingens art og tilrettelæggelse. Det understreges, hvor vigtigt det er at have den kulturelle dimension med og huske, at ''hver person – og familie – har sin unikke historie,'' og ''en meget vigtig kilde til forståelse af tænkemåde og adfærd er klienten selv. Torturoverlevere forklarer meget gerne deres behandler om egen baggrund og forhold, hvis behandleren viser oprigtig interesse. På samme måde kan behandleren forklare specielle forhold i sin kultur, som er nyttige for klienten at kende til.'' Hermed er der også gjort opmærksom på, at tillid og respekt er nøgleord i forløbet.

Ud over den somatiske behandling, som ikke mindst omfatter smertebehandling, idet de fleste torturoverlevere lider af kroniske smerter, giver bogen en fin beskrivelse af fysioterapeutens opgaver og behandlingsmetoder. I de færreste tilfælde kan smerterne fjernes helt, hvorfor målet vil være at lære om sammenhængen mellem krop og psyke samt at mestre den daglige tilværelse og skabe håb om en fremtid.

I afsnittet om sygepleje beskrives sygeplejerskens koordinerende og understøttende rolle i det tværfaglige samarbejde som medvirkende til at skabe et terapeutisk miljø. Det påpeges, at ''en alt for 'hjælpsom' holdning kan være uterapeutisk.'' Endvidere er det en forudsætning at kende og beherske sine egne følelser for at kunne hjælpe torturoverleveren og dennes familie. Det handler om at dele deres byrde med dem, ikke at overtage den.

Sundhedsoplysning og vejledning kan være aktuelt over et bredt felt, idet såvel klienten som hans/hendes familie kan have svært ved at magte den opgave, det er at tage vare på egen sundhed i et fremmed land, når man i forvejen er traumatiseret på krop og sjæl.

Beskrivelsen af sygeplejen slutter med et vigtigt afsnit om indlæggelse af torturoverlevere på hospital, som måske finder sted, fordi han/hun skal undersøges for somatiske klager forårsaget af torturen, hvilket personalet ikke altid er klar over. Bogen giver vejledning om, hvordan man kan stille spørgsmål, og det understreges, at torturoverlevere har meget brug for kontakt, og måske er sygeplejersken eller lægen den første person, som opdager, at de er torturofre – og har mulighed for at henvise dem til behandling for torturens følger.

En forudsætning for at opdage dette og kunne stille de rette spørgsmål er viden om tortur.

Etiske retningslinier

Det følgende afsnit om psykoterapi giver en fin indsigt i det nænsomme, langstrakte og krævende stykke arbejde, det er for terapeuten og ikke mindst torturoverleveren at hele sjælens sår. Der er nævnt enkelte konkrete situationer til illustration af områdets kompleksitet. Hele familien er ramt af traumet, og der er behov for socialrådgivning og ikke mindst kompetent tolkebistand, samt omsorg for behandleren. I to kortere kapitler bliver torturmetoder samt psykiske og fysiske følgetilstande gennemgået.

Den skræmmende kendsgerning, at læger og sygeplejersker direkte og indirekte medvirker ved tortur, er beskrevet i begyndelsen af bogen. I denne forbindelse nævnes betegnelsen 'doctors at risk', hvilket fx kan være fængselslæger, militærlæger eller retsmedicinere, som i særlig grad kan risikere at blive presset og truet til at overtræde de etiske regler. Vigtigheden af en global indsats for at styrke og fastholde såvel lægeetiske konventioner som menneskerettighedsdeklarationer nævnes. Også de vedtagne etiske retningslinjer imod tortur for sygeplejersker og fysioterapeuter berøres, og den enkelte professionelles ansvar for at leve op til den etiske fordring, som faget kræver.

De vigtigste deklarationer og erklæringer omtales, så skønt tortur finder sted i voksende omfang, er det dog positivt, at også modstanden mod tortur er øget. I lyset af disse forhold er det vigtigt at udbrede oplysninger om tortur generelt, og at sundhedspersonale undervises i forbuddet mod medvirken til tortur.

Flere mere konkrete oplysninger og overvejelser, som findes i Lone Jacobsens bog 'Torturofre. Hvad kan vi gøre for dem?', udgivet af Dansk Sygeplejeråd i 1987, er udeladt her, hvorfor de to bøger supplerer hinanden.

Da bogen er skrevet med undervisning for øje, kan det undre, at problemet med den lange sagsbehandling for asylsøgere i Danmark, der ofte kan strække sig over et år eller langt mere, ikke er fremhævet, al den stund RCT kun modtager flygtninge, der har fået asyl.

Det havde desuden været ønskeligt, om bogen havde nævnt muligheden for andre behandlingstilbud for torturoverlevere i Danmark. I denne forbindelse kunne en kort orientering om RCTs vurdering af behandlingsbehovet i Danmark og kapaciteten på RCT have været interessant at få berørt. Eftersom viden er afgørende for at kunne identificere et menneske som torturoverlever, må man nødvendigvis dele det håb, lægechef Inge Genefke fra RCT udtrykker om, at kendskabet til kernen i torturproblematikken vil indgå i uddannelsen af sundhedsarbejdere i hele verden, da dette vil være essentielt for forebyggelsen af tortur.

Emnet tortur kan synes så grumt, at det kan være fristende at takke nej. Denne bog formår imidlertid at fokusere på handlemuligheder på det professionelle plan, men rummer nødvendigvis også en appel på det etiske plan, hvilket udtrykkes stærkt i Halfdan Rasmussens vers om tortur, som afslutter bogen. Det er ikke torturen og bødlerne, han er bange for, men ''den nådeløse verdens blinde ligegyldighed.''

Af Birgitte Tibor. Tidligere arbejdet som centersygeplejerske i Dansk Røde Kors.