Omsorg ved magt

Personalets overgreb kan både handle om grove eksempler på, at ældre bliver slået eller skældt ud, men det kan også være overgreb, der ligger i gråzonen mellem omsorgssvigt og tvang, fordi nogle ældre modsætter sig hjælp. Foto: Klaus Holsting.

En dement dame på plejehjem tvinges i brusebad én gang om ugen under voldsomme protester, en anden dement råbende plejehjemsbeboer får at vide af et personalemedlem, at hun skal holde kæft, og i et tredje tilfælde bliver en dement plejehjemsbeboer slået over fingrene. Det er nogle af de tilfælde af personalets overgreb på ældre, som sygeplejersker har ringet ind og fortalt om til 'Sygeplejersken'.

'Sygeplejersken' nr. 22/97 omtalte en engelsk undersøgelse, der viser, at plejepersonalet står bag en fjerdedel af de 315 tilfælde af overgreb mod ældre, som på ét år blev rapporteret på ældreorganisationens 'Action on Elder Abuse' telefonlinie. Resten af overgrebene var enten begået af den ældres familie, omgangskreds eller af fremmede. I Danmark findes der ikke nogle undersøgelser af overgreb på ældre begået af plejepersonale. I forbindelse med omtalen af den engelske undersøgelse efterlystes danske eksempler på overgreb på ældre begået af plejepersonale. Siden har flere sygeplejersker og andre ringet ind og fortalt om forskellige hændelser, som de mener er overgreb på ældre.

Fælles for henvendelserne er, at overgrebene især er gået ud over demente, som ikke er i stand til at tale deres egen sag og forsvare sig. Nogle af de sygeplejersker, der har ringet ind, har valgt at stå frem med navn, mens andre har ønsket at være anonyme. Deres navne er dog 'Sygeplejersken' bekendt.

En af dem, der har ringet ind, er Karin Sjøgaard, der har været sygeplejerske i 24 år. Indtil for nylig var hun en kort overgang ansat på et plejehjem, hvor hun blandt andet oplevede et meget problematisk plejeforløb omkring en gammel dement dame.

''En gammel dame var flyttet ind på plejehjemmet et kort stykke tid før, jeg blev ansat. Hun havde nogle besynderlige vaner, som hun gentog konstant, kun afbrudt af pauser, hvor hun sad på sengekanten med hovedet bøjet ned på sengens forende og benene hængende ud over sengekanten. På samme måde sad hun om natten iført alt sit tøj,'' fortæller Karin Sjøgaard.

Aldrig været i brusebad

''En gang om ugen var det badedag, og da beboeren ikke ville vaske sig, blev hun fastholdt af to-tre personalemedlemmer i brusebadet. De synlige tegn hos personalet efter en overstået badedag var kradsemærker og mærker efter spark.

Da jeg skulle overtage plejen, spurgte jeg afdelingssygeplejersken, om jeg måtte hjælpe beboeren med etagevask i stedet for brusebad, idet jeg anførte, at tidligere generationer har klaret sig gennem livet uden at have fået brusebad. Og det fik jeg lov til, og jeg gjorde også opmærksom på, at jeg var godt klar over, at det var mere tidskrævende. Men jeg gik så langt, at jeg godt ville bruge min kaffepause på det,'' siger Karin Sjøgaard og understreger, at hun igennem 15 års arbejde som sygeplejerske i medicinske afdelinger aldrig har måttet gribe til fysisk magtanvendelse. Hun har altid verbalt kunnet klare sig gennem svære situationer.

''Det aftaltes med aftenvagten, at hun ved lejlighed ville tale med kvindens datter om problemerne med badningen, og det viste sig, at beboeren aldrig nogensinde havde været i brusebad. Jeg ved, at det er beskrevet i artikler, at nogle gamle mennesker der er bange for brusere, hvor strålerne kommer imod dem. Jeg mener, at det er et overgreb at anvende magt til at bruse et menneske, når der ikke er nogen sygeplejemæssig begrundelse for det. Specielt når man finder ud af, at personen aldrig nogensinde har været i bad,'' siger Karin Sjøgaard.

Lagt i seng med magt

Efterhånden blev der taget hånd om problemet med kvindens besynderlige vaner, og den personlige hygiejne og tøjskift blev også klaret, så det var sygeplejemæssigt forsvarligt.

Men kvinden tilbragte stadig nætterne og en stor del af dagen med at sidde i sengen i sit

Side 7

tøj med fødderne hængende ud over sengekanten.

''Beboeren udviklede tiltagende ødematøse underekstremiteter, og da hun en nat var faldet et par gange, blev hun med magt lagt i seng, og træsengeheste blev sat for. Om morgenen ved rapporten sagde jeg, som så ofte før til afdelingssygeplejersken, at nu ville jeg have hjælp til plejen af beboeren. Når jeg tidligere havde bedt om hjælp, var jeg blevet tilbudt hjælp til at holde beboeren. Aftalen blev, at jeg skulle ringe til afdelingssygeplejersken for at få assistance af hende, når beboeren skulle hjælpes med personlig hygiejne.

Da dagens personlige hygiejne var tilendebragt, var det blevet sidst på formiddagen, og nu mente afdelingssygeplejersken, at beboeren skulle i seng igen. Dette blev foretaget med en voldsom, voldsom modstand fra beboerens side og med lige så megen magt fra vores side. Jeg var dybt rystet,'' siger Karin Sjøgaard.

For at få hjælp til at løse den vanskelige plejesituation bestilte hun tid til konsultation hos plejehjemmets forstander, der også er kommunens demenskonsulent. Ved denne konsultation blev der aftalt forskellige sygeplejemæssige tiltag, hvor det centrale var, at beboeren skulle nås gennem sygeplejen og ikke måtte udsættes for nederlag. Det indebar, at beboeren ikke måtte tvinges til noget, og at der skulle anskaffes forskellige hjælpemidler som en seng, der kunne sættes ned i højde og en gyngestol. Der skulle evalueres efter én måneds forløb.

''De aftalte sygeplejetiltag blev iværksat med positivt resultat, men evalueringen, ja, den løb ud i sandet. Jeg havde bedt oversygeplejersken om at få en tid til evaluering hos forstanderen, men da der ikke skete noget, erindrede jeg forstanderen om aftalen.

Det var nu et par måneder siden, at evalueringen skulle have fundet sted, og i mellemtiden var situationen med beboeren igen blevet mere problematisk. Forstanderens kommentar var, at hun havde indtryk af, at det gik fint, og at hun i øvrigt måtte prioritere sit arbejde,'' siger Karin Sjøgaard.

Problematisk hårvask

''En anden ubehagelig oplevelse fandt sted i forbindelse med hårvask. Kvindens hår var ikke blevet vasket i flere måneder, og vi mente, at det måske ville være nemmest, hvis beboeren sad i frisørsalonen. Ret hurtigt opstod der problemer, og hun råbte og protesterede og gjorde modstand. Da mit ansvar ikke kunne bære mere, hentede jeg oversygeplejersken, som har kontor ved siden af frisørsalonen. Den magt, der herefter blev taget i anvendelse, rystede mig.

Beboerens hår trængte meget til at blive vasket, men problemet måtte være løst på anden vis. Ingen af situationerne med personalets magtanvendelse blev efterfølgende taget op til drøftelse på plejehjemmet,'' siger Karin Sjøgaard.

På et møde på et lidt senere tidspunkt, hvor Karin Sjøgaard deltog sammen med forstanderen, oversygeplejersken og tillidsrepræsentanten for sygeplejerskerne, blev situationerne omkring magtanvendelsen drøftet.

''Forstanderen fastholdt, at hun fandt det korrekt, at plejepersonalet havde taget beboeren i brusebad i de første måneder af hendes ophold på plejehjemmet. Oversygeplejersken sagde, at hun havde fundet det vanskeligt pludselig at blive involveret i situationen omkring hårvasken, men at hun fortsat mente, at det var rigtigt at gennemføre den.

Flere gange på mødet sagde oversygeplejersken: ''Vi skal fungere som beboerens frontallap i sådanne situationer,'' selv om beboeren ikke havde nogen lægelig diagnose, der lød på 'frontallapinsufficiens','' siger Karin Sjøgaard. Tillidsrepræsentanten, der deltog i mødet, har over for 'Sygeplejersken' bekræftet de udtalelser, som Karin Sjøgaard refererer fra mødet. Karin Sjøgaard har efterfølgende skrevet et brev til embedslægen i amtet og fortalt om hændelserne på det pågældende plejehjem. Sagen ligger nu hos embedslægen, og Karin Sjøgaard arbejder ikke længere på plejehjemmet.

Skældud

Sygeplejerske Heidi (efternavn er udeladt, da hun ønsker at være anonym) var i 1992 førsteårsstuderende på et plejehjem i en landkommune, hvor hun oplevede, at en ufaglært sygehjælper med meget lidt erfaring optrådte dominerende og voldsomt over for plejehjemmets beboere. Sygehjælperen varetog den almindelige pleje ligesom de faglærte sygehjælpere, og hun var en del af den plejegruppe, som Heidi skulle være med i.

''Der var blandt andet en dement kvinde, der var psykotisk, og hun var næsten blind og døv og sad i sin egen verden. Om eftermiddagen kunne hun ofte blive særlig konfus og forvirret og begynde at råbe. Vi var ved at give eftermiddagskaffe, da jeg hørte hende råbe, og jeg skyndte mig derned, men da var den pågældende sygehjælper allerede på stuen. Fordi jeg var så ny, vidste jeg ikke rigtigt, hvordan jeg skulle gå ind, så jeg blev stående i døren for at se, hvordan sygehjælperen tacklede situationen. Hun stod med ryggen til mig, og beboeren kunne ikke se mig. Hun var så bange og angst, at hun havde rejst sig op, hun sad normalt ned

Side 8

i en dyb lænestol med hjul under. Hun ville gå og blev ved at skrige. Det, sygehjælperen gjorde, var med en hånd på hver skulder at skubbe hende ned i stolen, så den kørte tilbage, og så råbte hun ''Hold kæft'' og så damens efternavn. Så vendte sygehjælperen sig og så, at jeg stod i døren, og hun sagde ''Det her så du ikke.'' Jeg var dybt chokeret,'' fortæller Heidi.

Et andet eksempel på et overgreb på en beboer var en dame med parkinsons syge, som ikke kunne kommunikere verbalt, hun var næsten blind, og på grund af gigtkrogede fingre kunne hun ikke spise selv.

''En morgen blev der sat en bakke ind til hende, hun havde et bræt foran på sin kørestol, og så gik sygehjælperen ud. På et tidspunkt tænkte jeg, hvorfor mon døren står lukket, hvem er derinde, og kan jeg hjælpe med noget. Så jeg går derind og ser, at der står varm havregrød og kaffe på bakken. Beboeren må have været sulten, så hun har forsøgt at få fat i maden, og så er den væltet ud over hende. Jeg blev så forskrækket, at jeg i stedet for at hjælpe løb ned til sygehjælperen og sagde: ''Skynd dig at komme,'' men hun gik stille og roligt, mens jeg løb. Hun kiggede ind på værelset og sagde bare: ''Kom, så går vi ud igen,'' og jeg sagde: ''Nej, det kan vi da ikke.'' Men hun sagde til beboeren: ''Du må lære at vente, til jeg har tid til at komme og hjælpe dig,'' og så lukkede hun døren. Jeg var rystet. Jeg gik alligevel ind og ryddede op og sørgede for at få maden væk fra beboeren. Heldigvis havde hun ikke skoldet sig. Bagefter stod jeg til skideballe hos den pågældende sygehjælper, fordi jeg var gået ind og havde overtaget.''

Ingen klokker før kl. otte

Der var flere oplevelser, der foruroligede Heidi i hendes førsteårspraktik på plejehjemmet.

''Om morgenen mødte vi klokken syv, og så begyndte beboerne at ringe, fordi de gerne ville op på toilettet, men den pågældende sygehjælper mente, at beboerne måtte vænne sig til, at personalet først gik i gang klokken otte. Flere gange kom jeg ud til beboere, som havde gjort hele sengen våd. De skulle bare have et bækken eller hjælpes på toilettet,'' siger Heidi.

Som studerende havde Heidi en sygeplejerske som vejleder, men hende så hun i det daglige ikke så meget til, fordi sygeplejerskerne i den integrerede ordning hovedsagelig koncentrerede sig om borgerne i deres hjemmeplejedistrikter.

''I slutningen af min praktik talte jeg med min vejleder om de ting, jeg havde oplevet, og hun sagde, at hun ville tale med den pågældende sygehjælper om det, men jeg tror ikke, hun gjorde det. Som sidsteårs studerende kom jeg igen i praktik på plejehjemmet. Jeg havde egentlig lyst til at konfrontere den pågældende sygehjælper, fordi jeg i mellemtiden havde fået så meget mere viden, og jeg følte mig stærkere og var sikker på, at hvis jeg kom ud for lignende episoder, ville jeg sige fra. Jeg kom dog ikke i samme gruppe som den pågældende sygehjælper, og jeg fik ikke konfronteret hende med min kritik.

Jeg synes egentlig, at det, at min vejleder undlod at gribe ind, er en form for passivt overgreb på beboerne, når hun har været bevidst om, at det her er sket og så undladt at gøre noget. Jeg ville føle mig som en meget dårlig sygeplejerske, hvis jeg ikke greb ind eller tog det til et højere sted, eller i hvert fald snakkede med den pågældende sygehjælper for at finde ud af, om hun var frustreret. Jeg tror, at mange af situationerne skyldes manglende viden og dårlig uddannelse. Selv er jeg blevet uddannet til at tænke over tingene igen og igen og reflektere over, hvilke redskaber jeg har, og også at kunne se en situation fra beboerens side. Den pågældende sygehjælper har sikkert aldrig været på kursus, hvor nogen har spurgt: ''Hvad anser du for gode menneskelige værdier?'' eller: ''Hvordan vil du gribe det her problem an?'' siger Heidi.

Må ikke gå i seng

Voldsom og grov opførsel over for ældre hører måske til sjældenhederne, men der sker også overgreb af mildere karakter, mener oversygeplejerske på Geriatrisk Afdeling på Kommunehospitalet i København Birgit Schøler – overgreb, der sker vel at mærke for patientens egen skyld.

''Jeg mener, det er overgreb, når man slår sengehest og hovedgærde op på en seng eller kører sengen højt op, for at en patient ikke skal gå i seng om dagen – jeg vil gerne understrege, at det ikke er noget, der finder sted på min afdeling. Men for nylig kom jeg i snak med kolleger fra andre afdelinger på forskellige hospitaler, og her stødte jeg på den holdning, at det er sådanne metoder, man synes kan være nødvendige at bruge. Det blev jeg ret chokeret over at høre, for det er noget, jeg ellers kun husker fra min elevtid for 25 år siden på psykiatrisk afdeling. Dengang fandt jeg det meget uværdigt for patienterne. Det er et indgreb i den personlige frihed, selv om jeg godt ved, at man gør det, for at patienten ikke skal gå i seng i løbet af dagen, og at det også er i patientens egen interesse at få en rytme ind i kroppen, så man kan sove om natten,'' siger Birgit Schøler.

Hun mener, at man i stedet bør prøve på andre måder at aflede patienterne, for eksempel ved at gå tur med dem og være ved dem.

''Men hvis man ikke kan undgå det, jamen så må patienterne gå i seng, det skal vi jo ikke stille os til dommere over for – på samme måde som at patienterne har ret til at sige nej til behandling. Og fordi man er på en geriatrisk afdeling, hvor det er genoptræning, behandlingen er lagt an på, så berettiger det os ikke til at sige, at så skal patienterne også være oppe.

Det, der chokerer mig mest, er dog, at man synes, det er o.k. at forhindre patienterne i

Side 9

at gå i seng, når de har lyst. Det er i øvrigt især de demente patienter, som ikke kan forsvare sig, som det går ud over. I det mindste skal man som plejepersonale være klar over, at det er et overgreb at arrangere sengen, så den bliver umulig at komme i,'' siger Birgit Schøler.

Slag over fingrene

I maj 1997 gik to plejehjemsassistenter til pressen for at fortælle om forholdene i et bofællesskab for demente i Assens. Inden da havde de klaget til bofællesskabets leder over en kollega, som de havde set slå en beboer over fingrene, og sagen var endt med, at den pågældende social- og sundhedsassistent, der havde slået, havde fået en mundtlig advarsel. Det mente plejehjemsassistenterne imidlertid var for billigt sluppet, og de havde ikke lyst til at arbejde i samme gruppe som hende, de havde kritiseret for at slå. De skrev en klage til kommunens socialudvalgsformand. Da det trak ud med at få svar, gik de til Fyns Stiftstidende og fortalte om forholdene i bofællesskabet. I avisen stod om flere tilfælde, hvor den samme social- og sundhedsassistent skulle have slået forskellige beboere på hænder, bagdel eller i hovedet. Kommunen vurderede efterfølgende, at plejehjemsassistenterne havde overtrådt deres tavshedspligt – ikke ved at fortælle offentligt om forholdene på en kommunal institution, men ved at gøre det på en sådan måde, at ansatte og beboere kunne genkendes. For eksempel kunne pårørende til beboere i bofællesskabet med kun 21 beboere ved at læse avis regne ud, hvem sagerne handlede om. En gyldig juridisk afklaring af, om tavshedspligten blev overtrådt i det konkrete tilfælde, er det dog kun Patientklagenævnet eller retten, der kan give.

På grund af episoden har leder af ældreområdet i Assens Kommune, sygeplejerske Joan Andersen, haft sagen oppe at vende for at finde ud af, om ledelsen i bofællesskabet fra starten tacklede den korrekt fra bofællesskabets ledelses side. Joan Andersen har blandt andet diskuteret sagen med embedslæge Kirsten Kronborg i Fyns Amt og en faglig sekretær i Forbundet af Offentligt Ansatte, FOA, hvor blandt andre plejehjemsassistenter og social- og sundhedsassistenter er organiseret. De har blandt andet diskuteret den konkrete sag, hvor social- og sundhedsassistenten blev set slå en beboer over fingrene. Et forhold, som den pågældende har indrømmet, hvorimod hun benægter at have gjort lignende andre gange. Det har været påstand mod påstand i artiklerne i Fyns Stiftstidende.

''Ligesom i enhver anden situation må man gå ind og kigge på: Hvad indeholdt situationen med den ansatte, der blev set slå en beboer? Sammen med den konstituerede leder på plejehjemmet har jeg haft indkaldt hele personalet, og vi har talt med alle, som har været involveret i situationerne og fået beskrevet fra de enkelte, hvordan de opfattede det. Ud fra de beskrivelser har vi vurderet, hvordan vi synes, tingene skulle gribes an, i øvrigt i samråd med FOA,'' siger Joan Andersen.

''Vi er enige om, at situationen ikke kunne være håndteret bedre end ved at give en mundtlig advarsel til den ansatte, der havde begået et overgreb på en beboer. Som ledelse kan vi naturligvis ikke acceptere, at et ældre menneske bliver slået. Men der har jo også ligget ting i den her sag, som man ikke kan læse om i aviserne, og som jeg ikke kan fortælle om af hensyn til min egen tavshedspligt. Man skal huske, at et hjem for senildemente kan byde på svære plejeopgaver. Som plejeperson kan man blive så presset på grund af en plejesituation, og hvis den gentager sig, kan man komme til at føle sig så magtesløs, at man kommer til at gøre noget, man fortryder, for eksempel tjatter én over fingrene og siger: ''Nu stopper du.'' Som leder må man gå ind og sige, at det her må ikke forekomme igen, for så vil det få nogle andre konsekvenser end det, at man får en mundtlig advarsel,'' siger Joan Andersen.

Det kan være svært at gribe ind over for en kollega, som man synes har opført sig krænkende over for en ældre, men hvis problemet ikke bliver taget op, så risikerer man, at der opstår mistillid og dårlig stemning blandt personalet.

Tag fat i kollegaen

Embedslæge Kirsten Kronborg mener, at det under alle omstændigheder er det vigtigste, at man sikrer, at episoder, hvor en ansat slår en beboer, aldrig sker igen.

''Hvis man overværer, at en kollega slår en beboer, må man tage fat i hende og sige: ''Er der noget i vejen med dig i dag, siden du opfører dig sådan, det må vi lige snakke om.'' Og under alle omstændigheder må det tages op med ledelsen, gerne hvor både den, der slår, og den, som observerede det, er til stede og kan sige: ''Hvad var det, der gik galt her?'' Så har ledelsen selvfølgelig et ansvar for at sikre, at det ikke sker igen. Hvilken sanktion, der skal til, det kan man ikke sige noget generelt om, det afhænger af sagen. Det kan måske klares med en advarsel, men det kan også være, at der er brug for at ansætte mere personale, så temperamenter ikke løber af på grund af stressethed. Det kan også være, at vedkommende ikke kan være på stedet mere. Hvis man for eksempel ikke kan beherske sig, så kan man jo ikke være i ældreforsorgen,'' siger Kirsten Kronborg.

Hun mener, at hvis man efterfølgende bærer nag til sin kollega over, at man er blevet indberettet, eller hvis man selv har dårlig samvittighed over, at man har indberettet en anden, så er der god basis for, at man sætter sig ned sammen med lederen og får endevendt situationen endnu en gang.

''Som professionelle må vi acceptere, at når vi forløber os, så bliver det indberettet. Dem, der indberetter det, må også af andre komme til at forstå, at det er rigtigt, det, de har gjort. De samtaler er helt nødvendige, for man skal jo videre på det plejehjem, det nytter ikke, at der ligger et eller andet og gror i bunden. Lederen må give udtryk for, at det rigtige var at indberette det, og hvis nogen er uenige, må man spørge: ''Hvad synes I så, man skulle have gjort.'' Man må snakke sig frem til det, så alle forstår og er enige om, hvilken måde man håndterer det på,'' siger Kirsten Kronborg.·

Nøgleord: Demente, demens, overgreb, tvang, vold.