Vi skal kunne stoppe os selv

Kirsten Gotfredsen har som forskningssygeplejerske specielt interesseret sig for demens. Generelt mener hun, at plejehjemspersonale inden for de sidste fem år er blevet meget opmærksomme på at tilgodese beboeres individuelle behov. Men standardbehandlinger og tvangsbrusebadning finder stadig sted. Foto: Kissen Møller Hansen.

- Når en gammel dame modsætter sig plejen, som i eksemplet med plejehjemsbeboeren, der aldrig har været i brusebad, mener du så, at det er et overgreb at holde damen fast med magt og tvang, eller er det nødvendigt af hensyn til den personlige hygiejne?

''Der er intet menneske i dette land, som har behov for brusebad. Der kan være mennesker, som har behov for hjælp til personlig hygiejne, men brusebad som sådan er blot et middel, og den konkrete situation dokumenterer vigtigheden af, at man sørger for at indsamle oplysninger eksempelvis om beboerens tidligere vaner, inden man går i gang med sådan en handling. Personalets tvang er et udtryk for, at de mangler rutinen med at indsamle et ordentligt datamateriale som grundlag for de beslutninger, man træffer. Her er der for eksempel brug for oplysninger om beboerens tidligere vaner, hvordan har hun klaret sig, og hvad har hun lagt vægt på? Har hun altid sat pris på at være velsoigneret, og har hun klaret dette ved hjælp af etagevask. På samme vis kan det være betydningsfuldt at vide, om der er tidspunkter på dagen, hvor beboeren har nemmere ved at overskue den givne hjælp.

Oplysningerne kan man samle ind hos pårørende og hos tidligere hjælpere. Man skal også være opmærksom på, om beboeren er særlig tryg ved en bestemt hjælper. Nogle medarbejdere – uddannede som ikke-uddannede – har en særlig indlevelsesevne i, hvordan beboerne oplever forskellige situationer, ligesom de har en fin evne til at finde ressourcer hos den enkelte beboer. Det er vigtigt, at man prøver at lure sådanne medarbejdere af og iagttage, hvad det er, de gør, som fremmer beboerens oplevelse af sikkerhed og tryghed. Sådanne medarbejdere skal man betragte som en ressource i stedet for at forsøge at bøje dem ind under de standarder, som er på institutionen.''

Mener du, at eksemplet med tvangsbrusebadet er typisk?

''Det er ikke typisk, men det forekommer. Generelt tror jeg, at personalet på plejehjem inden for de sidste fem år er blevet meget dygtigere, der er sket en kæmpemæssig erfaringsudvikling og en meget stor dygtiggørelse netop med henblik på at tilgodese beboernes individuelle behov. Der er færre rutiner og standardbehandlinger i dag end før.''

Hvis argumentet er, at det kræver ekstra ressourcer at etagevaske og få beboeren til at slappe af inden badningen, skal man så altid holde på, at de ressourcer skal ofres?

''Mangel på ressourcer retfærdiggør ikke overgreb. Dementes behov for sikkerhed kan ikke overvurderes, og det kan tage lang tid at sikre, at demente mennesker fornemmer, at de har overblik. De erfaringer, jeg har med at iværksætte sådanne tiltag, er, at vel tager det lang tid, men det tager ikke længere tid end det at mobilisere tre-fire hjælpere, der skal stå stand by og holde fast. Der er ofte et meget stort ressourceforbrug i sådanne situationer, så spørgsmålet om ressourcer kan ikke retfærdiggøre, at man tager fat i beboeren og gennemfører sit forehavende med magt.''

I eksemplet med den gamle, demente dame fastholdt oversygeplejersken, at hårvasken skulle gennemføres blandt andet ud fra det argument, at plejepersonalet ''skal fungere som beboerens frontallap i sådanne situationer,'' er du enig i det synspunkt?

''Det med at fungere som frontallap handler om at hjælpe beboere, der ikke selv kan det, med at sætte grænser og planlægge. Dermed vil der også være situationer, hvor personalet må sætte grænser for en udadreagerende væremåde netop for at få tilgodeset basale behov. Men man skal være meget opmærksom på, hvad basale behov er. Der kan for eksempel være tale om en beboer, der er meget involveret i socialt samvær med andre, og hvor et direkte ulækkert hår kan virke så stødende på omgivelserne, at den ældre bliver isoleret. En sådan situation kunne for eksempel være plejepersonalets belæg for at ville vaske håret. Men som sådan må man sige, at mennesker faktisk godt kan leve et liv uden at få vasket hår. Der er altid brug for en meget omhyggelig vurdering, når beboer og personale ikke er enige om mål og metoder. En sådan vurdering må også indebære, at langsigtede konsekvenser af at undlade en handling tages i betragtning.''

Mangler juridisk dækning

Har plejepersonalet lov til at hjælpe et menneske mod dets vilje?

''Det er en realitet, at der er nogle mennesker, man ikke kan hjælpe, uden de føler det som et overgreb, og så er det faktisk ikke lovligt at hjælpe. For eksempel er det ulovligt, at plejehjem låser hoveddøren eller sætter hængelås på dørene til skærmede enheder, for at de demente ikke skal gå ud og fare vild. Der er ingen juridisk dækning for at berøve andre mennesker deres frihed, selv om det er åbenlyst, at de har et stort behov for hjælp. Og der er ingen juridisk dækning for at hjælpe mennesker, der ligger i deres egen urin og afføring, hvis de modsætter sig hjælp. Men i praksis hjælper vi alligevel de mennesker, så de ikke ligger forladte i deres senge, og det mener jeg

Side 11

også, at vi skal. Men det er en svær situation. De ansatte ved, at handlingen er ulovlig, og de ser, at den gamle oplever situationen som dybt krænkende.

Når plejepersonalet vurderer, at det er nødvendigt med tiltag, som den pågældende person oplever som groft krænkende, så mener jeg, at det ville være en god idé, at beslutningerne blev truffet på baggrund af drøftelser med personer både inden for og uden for institutionerne. De ansatte arbejder inden for det kommunale område, og derfor er det væsentligt, at der er hånd i hanke med så vidtgående beslutninger. Der er nedsat et udvalg i Socialministeriet, der blandt andet skal se på problemet med det juridiske underskud i ældresektoren, og det bliver spændende at se, hvad de kommer frem til.''

Magtsyge og undertrykkelse

Hvad mener du, eksemplet med sygehjælperen, der skubber en råbende dement plejehjemsbeboer ned i stolen og råber: ''Hold kæft,'' er udtryk for?

''Det må simpelthen være udtryk for en sadistisk trang til at undertrykke andre mennesker, som man ikke lige præcis kan kontrollere. Det kan ikke retfærdiggøres. Overgreb er en rummelig kategori, men det her ligger helt ude i den ende af skalaen, hvor der er tale om et meget groft overgreb. Den pågældende sygehjælper undlader også at hjælpe en beboer med parkinsons syge, som har væltet havregrød og kaffe ud over sig, og det er et eksempel på grov misrøgt.

Hvordan kan man forhindre sådan en opførsel fra personalet?

''Det er lederskab, der skal til. Der skal være nogen, som har hånd i hanke med, hvilke værdier og hvilken moral der er fremherskende blandt personalet, og man skal meget, meget klart signalere, hvad der er almindelig god opførsel og faglighed. Det, der slår mig ved eksemplet med den dominerende sygehjælper, er, at det virker, som om hun og den sygeplejestuderende er i et tomrum, hvor der ikke er andre, der ser, hvad der sker. Det er beskrevet, at der ikke kommer sygeplejersker på institutionen, disse arbejder primært ude hos hjemmeboende. I USA har man lavet undersøgelser af, hvad der kendetegner de plejehjem, hvor der sjældent sker indberetninger om overgreb fra personalet, i forhold til de steder, hvor der oftest er indberetninger. Samt hvad der kendetegner det plejepersonale, som sjældent er involveret i overgreb, i forhold til dem, der oftest er. Typisk for et plejehjem med få overgreb er, at det er et åbent sted af en vis størrelse med en god økonomi og med et stort flow af specialister. Kendetegnende for personalet er, at det er godt uddannet, og at deres viden hele tiden bliver holdt a jour. De elementer, der virker fremmende for overgreb, er på den anden side dårlig uddannelse og begrænsede ressourcer.

Hvis sygeplejersker i den primære sundhedssektor i højere grad var involveret i arbejdet på plejehjemmene, kunne det være med til at sikre den åbenhed, der kendetegner plejehjem med en lav grad af overgreb.''

Hvad kunne den sygeplejestuderende have gjort?

Det er et spørgsmål om mod og civilcourage. Den sygeplejestuderende står i en vanskelig situation med hensyn til, om hun skal påtale over for sygehjælperen, at hun finder hændelserne forkastelige. Når jeg har drøftet situationer med plejepersonale, hvor man for eksempel har oplevet, at man selv eller en kollega blev overfuset, så fortæller de ofte, at de har været i en slags choktilstand, at de er blevet paralyserede over at opleve sådan en fornedrende behandling. Det samme kan også forekomme, hvis man har set en beboer blive udsat for afstumpet behandling, hvor den pågældende bagefter har følt sig medskyldig over, at man ikke greb ind og tog problemet op med det samme. Det kan være ubehageligt at konfrontere en medarbejder, der har opført sig krænkende, netop hvis den pågældende har et element af magtsyge i sig. Det kan kræve, at man har forberedt sig på konfrontationen. Måske kan der gå et helt år, inden man kan sige: ''Jeg vil gerne tale med dig om situationen sidste sommer.''''

Det professionelle ansvar

I eksemplet fra Assens med en social- og sundhedsassistent, der slog et dement ældre menneske over fingrene, er du enig med lederen af ældreområdet, Joan Andersen, i, at man som plejepersonale kan føle sig så magtesløs, at man kommer til at gøre noget, man fortryder?

''Ja, det kan man. Men som professionelle må vi også erkende, at man ikke blot kan dække sig under: ''Det er også svært at være plejepersonale.'' Man har et professionelt ansvar. Hvis man forløber sig, så er det rimeligt, at tingene bliver taget op og indberettet, og det er også på sin plads at give beboeren en undskyldning.

Det kan være uhyre vanskeligt at hjælpe nogle svært skadede demente eller meget depressive mennesker, og det kan være hårdt at se, at man faktisk ikke når nogen vegne, selv om man gerne vil gøre det så godt. Der kan udvikle sig nogle stærke aggressive impulser, hvis man ikke reflekterer over sine egne motiver. Der kan være situationer, hvor man skal gå ind og sætte grænser, men det skal ske i fagligt øjemed, hvor man forsøger at støtte den gamles manglende evne til at hæmme sine udtryk. Det skal ikke være hævnaktioner, hvor følelserne får frit afløb, for så er det, man risikerer at opføre sig som den uuddannede sygehjælper, der råbte: ''Hold kæft!'' Hvis man bliver overvældet af aggressive impulser, skal man kunne stoppe sig selv, og i stedet gå ud i køkkenet og knalde en kop, hvis det ikke kan være anderledes.''

Overgreb eller ej

Er du enig med oversygeplejersken fra den geriatriske afdeling i, at det er et overgreb på patienterne, når man forhindrer dem i at gå i seng, når de har lyst?

'Side 12

'Jeg vil sige, at det kan være et overgreb, for eksempel hvis det pågældende gamle menneske virkelig er meget træt, og man nægter personen hvile. Vi sygeplejersker har det med at fokusere på aktivitet, mens vi ikke har nogen særlig veludviklet begrebsverden omkring træthed.

Vi skal passe på, at vi ikke karakteriserer alle handlinger, som ikke er hundrede procent i overensstemmelse med brugerens ønsker, som overgreb. I hvert fald hvis vi har en meget snæver og meget negativ opfattelse af ordet overgreb. Når man bruger et så værdiladet ord som overgreb, må man klargøre de værdier, man lægger til grund for anvendelsen. Hvis ikke det sker, får betegnelsen overgreb status som et argument, der uimodsagt fejer alle andre argumenter af bordet. Det er min opfattelse, at der hos mennesker med et meget alvorligt demensforløb kan forekomme situationer, hvor selv et meget veluddannet personale er nødt til at intervenere på en måde, som det gamle menneske opfatter som et overgreb.

Jeg hæfter mig ved, at oversygeplejersken siger, at vi har en særlig tendens til at være meget hurtige til at bestemme, hvad der er rigtigt, når det handler om demente. Og det er rigtigt, at diagnosen demens ikke kan retfærdiggøre hvad som helst. Demente mangler langt hen ad vejen den fornødne dømmekraft til at overskue og gennemskue hele deres situation, men man skal ikke skære alle over én kam. Det er meget betydningsfuldt, at demente oplever, at de stadig har indflydelse på alle de forhold, hvor det er muligt.''

Nøgleord: Demens, demente, overgreb, tvang, vold.