Udvikling også fjernt fra universitetet

Der råbes fra alle sider på udvikling og omstilling i sundhedsvæsenet. Vi lever i en historietæt tid, hvor forandringer er påkrævet i en hastighed, som ikke før er set. Men værktøj til at skabe forandring er ikke hver mands eje. Der findes særlige kundskaber, som man ikke nødvendigvis har fået med sig i en sundhedsfaglig grunduddannelse. Vi vil fortælle, hvordan et nyt kursustilbud til sygeplejersker blev udviklet og gennemført, et tilbud, som skal sætte sygeplejersker i stand til at udvikle egen praksis.

Den største faggruppe i sundhedsvæsenet er sygeplejerskerne både på sygehusene og i den primærkommunale omsorgsorganisation. For hver gang en borger har kontakt med en læge, har hun eller han flere gange kontakt med en sygeplejerske. Sygeplejerskens virke er på mange måder centralt for den ydelse, borgeren tilbydes. Sygeplejersker som faggruppe arbejder i disse år kraftigt hen mod en professionalisering, der også omfatter forskningsbaseret praksis.

Denne udvikling ville vi gerne støtte fra Den Medicinske Forskningsenhed i Ringkøbing Amt og Sundhedsfaglige Modulkurser i Viborg med det formål, at borgerne tilbydes de bedst mulige ydelser fra sundhedsvæsenet.

Ringkøbing og Viborg Amter tilhører klassen af perifere amter. Vi foretrækker at kalde os universitetsfjerne. Mange sygeplejersker vil gerne arbejde med projekter, men har man ikke en forskningsafdeling eller en erfaren sygeplejeforsker ved hånden, kan det være vanskeligt at holde sig selv i gang og overvinde de hurdler, som altid vil opstå, når man sætter et udviklingsprojekt i gang.

Da Forskningsenheden i 1996 kunne flytte om på nogle ressourcer, blev der mulighed for at imødekomme disse sygeplejerskers behov for metodelære og vejledning.

Vi kunne se to konkrete og påtrængende udviklingsområder: Dels var der brug for at udvikle et kursustilbud til sygeplejersker og andre med en mellemlang videregående sundhedsuddannelse på linje med det kursus, Forskningsenheden har skræddersyet til lægerne. Dels var der brug for at udvide vores kapacitet på vejledningsområdet, så kurserne kunne følges op med et tilbud om kvalificeret vejledning til projektmagerne.

Vi fik fat i de fagfolk, der i det daglige koordinerer projekter og udviklingsarbejde, og gennem foråret 1996 udviklede vi sammen med en gruppe ledende sygeplejersker, udviklingsmedarbejdere fra sygehusene og tilsvarende nøglepersoner på skoler og i kommuner det kursuskoncept, som blev afprøvet i efteråret 1996. Sammen enedes vi om at målrette et tilbud til sygeplejersker og andre humanistisk orienterede faggrupper med en mellemlang videregående uddannelse inden for det sundhedsfaglige område.

Samarbejde på tværs

Kurset var komprimeret til en uge, mest for at undgå problemer med tjenestefrihed. Når vi mente, at en uge også fagligt set var forsvarligt, var det med den tanke, at deltagerne skulle følges tæt efter kurset med fælles opfølgningsdage og med individuel vejledning. Kurset var således introducerende til det at arbejde systematisk med praksisudvikling. Ideen var, at det skulle være naturligt og enkelt at søge hjælp, når man siden havde konkrete problemer.

Én erfaring havde vi nemlig med os: Et projekts chancer for succes er nogenlunde ligefremt proportionale med den sum, at konsulentbistand eller vejledning, der tilføres projektet. At undervise folk i forskningsmetode og så efterlade dem på Herrens mark grænser til det uetiske. Et af Forskningsenhedens kendemærker har altid været en nem og gratis adgang til samarbejde omkring de projekter, ildsjælene i systemet arbejder med. Vi havde brug for at videreudvikle denne helt centrale funktion, enten man nu vil kalde den vejledning, samarbejde eller supervision.

I samarbejde med baggrundsgruppen rekrutterede vi interesserede til et netværk af vejledere. For at blive vejleder krævede vi blot, at vedkommende havde gennemlevet hele et projekts livscyklus helst nogle gange. Vi kunne af gode grunde ikke stille krav om egentlig forskningsmæssig produktion, så ville vores liste over vejleder-kompetente mennesker i de universitetsfjerne egne blive meget kort. Vi valgte at tro på, at man gennem praksis og fælles refleksion kan udvikle sin kompetence. Og vi var indstillet på, at Forskningsenheden skulle være bagstopper, dvs. være sparringspartnere for dem, der stillede sig til rådighed for projektmagerne.

Vi udbød kurset i Ringkøbing og Viborg Amter. Grundene hertil var flere. Midt- og Vestjylland er tyndtbefolket, derfor er samarbejde på tværs også af amtsgrænser

Side 29

nærmest en nødvendighed. En nøgleperson i udviklingen af projektet flyttede midt i processen fra en stilling i Ringkøbing Amt til en stilling som leder af den nyoprettede kursusafdeling 'Sundhedsfaglige Modulkurser' ved Viborg Sygeplejeskole. Ved at forankre aktiviteten her opnåede vi en bredere berøringsflade både med hensyn til vejledere, deltagere og samarbejde i øvrigt.

17 projekter var med

Selve kursusdelen fandt sted i uge 43, 1996. For at blive optaget på kurset var det et krav, at man havde en konkret idé til et projekt, og at man havde sin ledelses opbakning.

I alt 25 personer fra tre amter og fire faggrupper med 17 projekter deltog i fem fortættede arbejdsdage med gennemgang af projektets forskellige faser.

Evalueringerne var positive, selv om deltagerne var trætte og øre i hovederne af den stofmængde, vi prøvede at presse ind på den begrænsede tid. Vi indkaldte til to opfølgningsdage midt i januar 1997. Ét projekt var faldet fra på grund af projektmagerens jobskift, men alle øvrige mødte frem og var meget tilfredse med indholdet. Vi arbejdede med supervision i plenum med så mange af deltagernes projekter, vi kunne nå, og deltagerne tilkendegav, at de lærte meget både af at få deres eget projekt gennemgået og af at høre om de andres. Det teoretiske samfundsvidenskabelige stof om implementering blev gennemgået situationsafhængigt, når en konkret problemstilling gjorde det naturligt. Dagene sluttede med et modul om skriftlig formidling, så deltagerne var rustede til at gå hjem og skrive om deres projekter.

Hvad lærte vi så, vi, der stod for at udvikle og gennemføre forløbet? Under udviklingen af kurset blev vi tidligt klar over, at et kursus i forskning var for ambitiøst. En egentlig forskeruddannelse strækker sig jo over flere år. Vi endte dog med titlen: Metodekursus i projektarbejde, forskning og udvikling. For det var det, der viste sig at være kerneydelsen i kurset: Begrebet metode. Enten det er et ph.d.-projekt eller en lokal kvalitetsvurdering, man vil i gang med, er det den på én gang kreative og stringente måde at tænke på, der er det afgørende. Vi benyttede mange eksempler og undervisere fra forskningens verden. Og det gik stort set godt med at tilpasse lærestoffet til deltagernes projekter. Det centrale er den kognitive model, hvor man baserer sin praksis på viden ud over den allestedsnærværende intuition. Selv det mest ydmyge lokale kvalitetsprojekt drømmer alligevel om at skabe ny, generel viden og bør benytte sig af metoder, der gør det muligt.

Det hårde arbejde

Kan det overhovedet lade sig gøre at kvalificere sygeplejersker til projektarbejde så langt fra videnscentrene i universitetsbyerne? Vi mener selvfølgelig ja, og vi mener faktisk, det er bydende nødvendigt.

• Udvikling må tage udgangspunkt i praksis, dér, hvor tingene sker i det daglige. Der er endnu så få videnskabeligt skolede sygeplejersker, at vi i de universitetsfjerne amter de næste mange år er nødt til at begynde fra bunden.
• Samarbejde er nødvendigt på tværs af fag, sektorer, administrative niveauer og amtsgrænser. Sygeplejen er en praksisdisciplin, der har ret og pligt til at benytte andre fags værktøjskasser. Også samarbejde med universitetsmiljøerne er nødvendigt. Det er dér, de metoder udvikles, som vi skal benytte os af. Vi oplevede et godt samarbejde med universitetsmiljøerne, måske også fordi vi begge har personlige relationer til dem.
• Vejledningsmuligheder oplever vi som en meget væsentlig faktor. Kan man ikke skaffe formelt kvalificerede vejledere, må man klare sig med det, man har, og udvikle kapaciteten videre derfra. Det er det, vi har gjort. I løbet af nogle år ved vi, i hvilket omfang det har kunnet lade sig gøre.
• Som en sidste forudsætning må vi nævne ressourcer, selv om vi er grundigt trætte af altid at skulle ende dér. Det er trivielt at fastslå, at vilkårene i sundhedsvæsenet er sådan, at vi kan mere, end vi har råd til. I Ringkøbing Amt har Chefsygeplejerskerådet en mindre pulje, som kan anvendes til at støtte projektarbejder af den karakter, som det beskrevne kursus handler om. Tænk, om man på lokalt niveau, på sygehuset og i kommunen, måske endda på den enkelte afdeling, rådede over beløb i størrelsesordenen nogle månedsværk, der kunne give engagerede fagfolk den fornødne tid til projektarbejde.

Her står vi så nu. En håndfuld medarbejdere har fået næring til deres engagement, en håndfuld erfarne kolleger har stillet deres erfaringer til rådighed, nu begynder det hårde arbejde. Det kommer til fortsat at kræve sejt slid, menneskeligt engagement og tid og penge, de samme råstoffer, som størstedelen af aktiviteterne i sundhedsvæsenet er gjort af. Det næste kursus, der udbydes i november 97, bliver dog mindre presset end det første, idet det udbydes i tre moduler, hvilket skulle give lidt mere tid til at komme stoffet igennem.·

Peter Barner Rasmussen er i dag kvalitetskoordinator ved Udviklingsafdelingen på Holstebro Centralsygehus, Kirsten Lomborg er afdelingsleder på Sundhedsfaglige Modulkurser ved Viborg Sygeplejeskole. 

Nøgleord: Forskning, projektarbejde, udvikling.